Klar besked

[Zoia af Meagmarsk]

Roald af Condia

Det var nok en af de mærkeligste dage, som Zoia i sit ganske korte liv havde oplevet. Hun havde for ganske kort tid siden været på vej til kronprinsens gemakker, fuldkommen uvidende om, hvad der skulle ske. Og derinde havde hun fået af vide, at hende og Roald skulle troloves når de nåede til Corus.

Trolovet. Hun skuttede sig bare ved tanken om at blive trolovet. Ikke så meget fordi det var Roald. Men fordi hun havde håbet på selv at få et valg. Hun var blevet ked af det efterfølgende. Og vred. Hun havde endelig fundet sig en ven der var værd at samle på, og så skulle deres forældre og bedsteforældre naturligvis ødelægge det. det var så typisk voksne.

Da de havde forladt kronprinsen og kronprinsessen, og naturligvis Roald, havde Zoia med det samme søgt ned i staldene, for at finde trøst hos sin pony. Normalt græd hun ikke, men da hun mærkede sin ponys varme mule mod sin kind, kunne hun ikke lade være med at græde.

[Roald af Condia]

Roald havde ikke taget nyheden særligt godt til sig. Da Zoia var gået med sin farmor, havde han råbt og skændtes med sine forældre i flere minutter. Han vidste, at der ikke var noget, han kunne gøre for at ændre det, men han kunne ikke lade være med at forsøge.

Til sidst havde de bedt ham om at holde sin mund og surmule et andet sted. Og det var præcis dét, han gjorde. Stadig sydende af vrede gik han ned til Drage, men han var ikke rolig nok til at kunne søge trøst ved sin hest. I stedet sparkede han hårdt til en spand, da han var sikker på, at der ikke var nogen andre end ham i stalden. "Årh! Hvordan kan de gøre det?!" råbte han mod sin hest, som bakkede lidt, men ellers var rolig nok. Den kendte ham. "Min eneste ven på rundrejsen og så skal de ødelægge det med en trolovelse!"

[Zoia af Meagmarsk]

Hun tørrede sine våde øjne, men det var som om at tårerne ikke ville stoppe med at løbe ned over hendes kinder. Men da døren ind til stalden åbnede sig, spjættede hun af overraskelse, og gemte sig bag Kluntes krop, så man ikke kunne se hende. Der forsøgte hun at få sine egne tårer under kontrol, og stoppede med at snøfte.

Det var ikke svært at gætte, hvem den nyankomne i stalden var. Det var Roald, og han lød vred. Hendes mellemgulv trak sig lidt sammen, da han sparkede til en spand og hun knugede sig ind til sin pony, mens han råbte. Hun tog en dyb indånding, og bevægede sig væk fra Klunte, for at stille sig i døren, hvor hun endnu engang tørrede sine øjne. Han skulle helst ikke se hende græde. Men hvis man betragtede hendes ansigt, så var der ingen tvivl om, at det netop var det, der var foregået for et øjeblik siden. ”Ro-Roald?” Spurgte hun og snøftede lidt.

[Roald af Condia]

Han var fortsat med at rase mod alt og alle - og især mod spanden, som han havde sparket til et par gange mere. Han var efterhånden ved at falde lidt ned igen, da han pludselig hørte en stemme ovre fra en bås i nærheden og vendte sig med et sæt og hastigt bankende hjerte.

Da han så, at det var Zoia, faldt hans skuldre ned fra den anspændte stilling og gik et par skridt nærmere. "Jeg.. Undskyld.. Jeg vidste det ikke." Han hang lidt med hovedet og fik så set ordentligt på hendes ansigt. "Har.. Har du grædt?"

[Zoia af Meagmarsk]

Hun havde godt hørt al hans rasen, men alligevel var hun trådt frem i døren. Og kiggede ud fra båsen, mens hun blinkede de sidste par tårer væk fra øjnene. Det var et desperat forsøg på at se ud som om, at hun ikke havde grædt.

Til hans undskyldning trak hun let på skuldrene. ”Du har jo ikke gjort noget,” sagde hun. Ikke andet end næsten at give hende og Klunte hjertestop, hver gang han sparkede til den larmende spand. Men det var ikke værd at nævne. Hun fik et stramt drag om munden og kørte per refleks en hånd over øjnene for at se, om de stadigvæk var våde. Men der var ikke noget på hendes ærme. Så nikkede hun. ”Lidt, måske,” svarede hun og kiggede ned på sine fødder, utrolig flov over at han skulle se det.

[Roald af Condia]

Han kunne ikke gøre andet end at trække på skuldrene af hendes ord. Han havde måske ikke gjort noget, men det var stadig hans skyld, at hun havde stået og grædt. "Jeg er stadig ked af det." Han så hen mod hende, da hun svarede på hans spørgsmål og han mærkede et lille prik i hans hjerte. Han gik hen mod hende og lagde armene om hende. "Skal vi ikke bare aftale, at vi lader som om, det aldrig er sket?" Foreslog han med et lille forsøg på et smil.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun trak let på skuldrene og sagde så ikke mere om det emne. Hun var ikke helt typen der kom af med sin vrede ved at sparke på en spand. Hun græd åbenbart når hun var vred og frustreret. Lige nu var hun dog bare mest ked af det, fordi hendes farmor skulle blande sig i det venskab, hun havde fået med Roald. Hun blev lidt overrasket da han lagde armene omkring hende, men hun tog imod og lagde armene om ham. Bare sådan helt kammeratligt. ”Jo, det lyder som en god idé,” sagde hun og slap ham så. Hun smilede svagt til ham, stadigvæk lidt bleg i ansigtet. ”Hvad sagde du, da min farmor og jeg gik?”

[Roald af Condia]

Han smilede for første gang med bare en smule ægte følelse, da hun sagde ja til, at de kunne lade som ingenting og han trak sig tilbage, da hun gjorde det. Han kom endda til at grine lidt med en grum mislyd til hendes spørgsmål. "Ikke noget pænt er jeg bange for." Han fnøs og en lille del af vreden vendte tilbage. "Men det er altså deres egen skyld! De kunne bare lade være med at gøre den slags nu. Vi er kun elleve!" Han vidste godt, at det ikke kunne vente. Han var prins og en dag skulle han være konge. Og Condia-familien var stadig ikke stor. Det var meget vigtigt at sikre ægteskaber. Men han brød sig ikke rigtigt om, når det gik ud over ham!

[Zoia af Meagmarsk]

Hun så på ham, og løftede det ene øjenbryn. Hun kunne kun forestille sig, hvad det var for nogen ord, der var kommet ud af hans mund. Men hun var ikke særlig sikker på, at hun havde lyst til at få dem genfortalt. Hun var trods alt en pige, og ifølge hendes farmor havde hun ikke brug for at få sådanne ord i sit ordforråd. Og nu hvor hun var trolovet med Roald, så var der en chance for at hun en dag skulle... Hun sank en klump i halsen ved tanken om hvad fremtiden kunne bringe og fik kuldegysninger. Hun havde ikke lyst til at tænke på det nu. Det lå alt for langt ude i fremtiden. "Jeg har på fornemmelsen at det er den eneste grund til, at jeg blev taget med på rundrejsen," sagde hun og surmulede lidt.

[Roald af Condia]

Hendes ord fik hans øjne til at udvide sig lidt. "Tror du, de har planlagt det så længe?" Hans stemme var spørgende og en lille smule intimideret på samme tid. For det var såmænd slet ikke usandsynligt, det Zoia sagde. Men det var næsten ikke til at holde ud at tænke på, at de havde gået med den slags tanker, endnu førend han havde mødt hende. "Åh, hvor jeg hader at være prins!" Han satte sig håbløst ned på en spand i nærheden og satte hagen surt i hænderne.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun trak på skuldrene, og kunne kun sige det, som hun selv troede. Hun havde ingen beviser for hverken det ene eller det andet. "Det eneste jeg ved er, at mine forældre var imod at jeg kom med. Men min farmor holdt meget hårdt på, at der var store muligheder for mig ved at komme med," sagde hun og sukkede tungt. Og det lod til, at dette åbenbart var den store mulighed, som der var blevet snakket om. Hun klappede ham på skulderen. "Det er nu heller ikke særlig sjovt at være hende, der er trolovet med prinsen," sagde hun og kunne ikke lade være med at drille en smule. Det var jo ikke kun ham, der var sur over situationen.

[Roald af Condia]

Pludselig gik vreden lidt af ham igen og han kunne smile. "Nej, det tænker jeg gerne." Han satte den ene kind i sin håndflade og så op på hende med et spekulativt blik. "Har du nået at tænke så langt, som at du en dag skal være Dronning af Tortall endnu?" Det var sikkert dét, hendes farmor havde ment med, at der var store muligheder for hende. Og han vidste, at det havde taget tid for ham selv at tænke så langt. Men når kobberstykket faldt, så var det en ret overvældende tanke. Det havde han i hvert fald selv ment.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun samlede den spand op, som han havde sparket til for et øjeblik siden, og stillede den ved siden af ham, så hun også kunne sætte sig ned. Hun sank en klump i halsen ved hans ord og drejede hovedet for at se på ham. ”Hvad siger du?” Spurgte hun, for hun måtte da helt sikkert have hørt forkert. Men hun vidste godt at det var løgn. Roald var den ældste søn af kronprinsen. Og derfor skulle han være konge en dag. Hun skulle giftes med Roald. Hun skulle være dronning. Hun havde lyst til at græde igen. Om det var af lykke eller fordi hun blev frustreret, det vidste hun ikke. ”Jamen… Jeg… Jeg kan da ikke… Dronning…” Der kom ingen sammenhængende sætning over hendes læber, men budskabet var ikke til at tage fejl af. ”Det her er noget hø,” mumlede hun og sendte Roald et svagt smil.

[Roald af Condia]

Han kunne ikke lade være med at smile lidt. Han havde altid selv vidst, at han skulle være konge en dag, men han huskede stadig den dag, det rent faktisk var gået op for ham. "Der er mange år til," sagde han trøstende og lagde en arm om ryggen på hende med et smil. Han var måske nok vred over dette, men hun var ked af det. Og det var i langt højere grad hendes liv, som var blevet ændret fuldstændig, end det var hans.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun nikkede, og åndede lettet op. Heldigvis var der mange år til endnu. Måske endda hele 30 år. For det ville være en trist situation, den dag de skulle stå og være konge og dronning. For det ville betyde, at Roalds forældre var døde. Hun lænede sig kort ind til ham og lagde hovedet på hans skulder. Når man var så ung som de var, så kunne de tillade sig lidt flere ting end så mange andre adelige. ”Jeg tror, at vi skal ride en tur,” sagde hun og rejste sig op fra spanden. Det ville altid gøre godt med en ridetur.

Tråd afsluttet