Flere hverdage

[Hugo af Harise]

Eiralys af Harise

Det var efterhånden blevet hverdag på lensborgen for Hugo, der passede sine pligter som lensherre, nøjagtig som han havde gjort siden sin faders død. Han holdt opsyn med forsyningerne, hørte på hans beboers problemer og sørgede for at hans våbenføre mænd stadigvæk holdte deres form. Men samtidig var der forberedelser til to yderligere vigtigere ting. Samhain nærmede sig, men det gjorde afgangen fra Harise også. Anden omgang af rundrejsen nærmede sig, og Hugo havde tænkt sig at han og Eiralys skulle deltage som repræsentanter for Harise.

Han sad nu på sit kontor og førte regnskab med det, der skulle ordnes inden deres afgang. De havde travlt. Og samtidig var han ved at skulle finde sig en ny forvalter. Den der havde passet lenet i hans fravær sidste gang, var desværre gået hen og blevet syg. Det betød, at der nu skulle findes en ny mand med de samme kompetencer. Det var et svært valg.

[Eiralys af Harise]

Det var snart længe siden, at Lys havde lagt sig i seng. Hun havde ikke nær så mange ting, som hun kunne tage sig af og hun endte tit og ofte med at sidde og læse eller brodere om aftenen og når man gjorde det alene hver aften, blev det hurtigt kedeligt.

Hun kunne dog ikke sove. Hendes månedlige blødning var netop overstået - at den overhovedet var kommet, havde været noget af en skuffelse for dem begge - og hun vidste, at Hugo ville ønske, at de var sammen. Og hun både glædede sig og frygtede det.

[Hugo af Harise]

Han kunne høre Lys inde i sengen. Hans kontor stødte heldigvis lige op til soveværelset, og de var kun adskilt af en der der stod på klem. Men det gjorde det ikke umuligt for Hugo at være meget bevidst om, at hans kone lå og ventede på ham. Håbede han i hvert fald. Det havde været en lang uge, hvor han havde måtte holde fingrene for sig selv, og det var han ikke særlig god til. Han havde været skuffet på grund af to forskellige ting, da de måtte holde en uges pause. Primært fordi det betød at hun ikke var gravid, men sekundært fordi at de så ikke kunne være sammen.

Han var netop blevet færdig med at læse sine aftenbreve, da han rejste sig fra skrivebordet og gik hen til døren, der adskilte ham fra Lys. Han åbnede den helt, og stillede sig sådan, at han lænede sig op ad dørkarmen. Han betragtede hende, som hun lå der i sengen. Hans blik en smule spørgende.

[Eiralys af Harise]

Hun hørte ham rejse sig og lagde sig omgående om på siden og lod som om hun sov. Hun havde stadig ikke den fjerneste idé om, hvordan hun skulle tage imod ham, selvom det ikke ville være første gang. Det føltes bare akavet, hver gang han kravlede ned under dynerne til hende og hun fandt det meget lettere, hvis hun ikke behøvede at reagere, førend han allerede var der.

[Hugo af Harise]

Han lagde mærke til, at hun slet ikke så på ham, men derimod så ud som om, at hun allerede sov. Han sukkede irriteret. Hun var måske slet ikke færdig med sin forbandede blødning. Da han gik hen til sin egen side af sengen, satte han sig på kanten og begyndte at klæde sig selv af.

Da han var færdig, rejste han sig op, naturligvis havde han ikke taget natskjorte på endnu, og løftede sit tøj op fra den bunke han havde lavet på sengen. Så lagde han det på en kommode og gik tilbage til sengen, hvor han krøb ned under dynerne. Han lagde sig om på siden og rakte armene ud efter Lys.

[Eiralys af Harise]

Hun hørte hans irriterede suk og stivnede den mindste smule, inden hun bevidst slappede af igen. Hun vidste, at det suk var på grund af hende og der var ikke det mindste, hun kunne gøre for at ændre på hans humør. Det vidste hun nu.

Da han lagde sig ind ved siden af hende og trak hende ind til sig, rørte hun lidt på sig på en måde, som hun håbede, virkede søvnigt. Det var i hvert fald samme måde, hun havde gjort hver gang hun havde forsøgt at lade som at hun sov.

[Hugo af Harise]

Han brød sig ikke om, at hun lå der og sov. Han ville gerne vide, om hun var færdig og derfor kunne tage imod ham, eller om de skulle vente et par dage mere. Men det virkede ikke som om, at han fik svar fra hende denne aften. Han vidste bedre, end at vække en kvinde, der var midt i sin blødning. Og skændtes gad han ikke med Lys. Det var han alt for træt og trængende til.

Han rullede om til sin egen side af sengen, og satte sig op på sengekanten. Han tog den slåbrok, der lå på en bænk for foden af sengen og iførte sig den. Hvis Lys ikke ville være sammen med ham, så måtte han finde på noget andet. Han gik ind på sit kontor, og lukkede ikke døren efter sig, men lod den være på klem. Så åbnede han døren ud til gangen inde fra kontoret af. "Malor? Hent Carmine og før hende til... Ja, det ved du jo godt," sagde han og lukkede så døren efter sig igen.

[Eiralys af Harise]

Hun mærkede et jag af smerte gå gennem sig, da han trak sig væk igen. Han satte sig op og gik sin vej igen. Væk fra hende. Hendes hjerte slog hurtigt, mens hun forsøgte at få styr på sine følelser, da hun hørte døren gå i kontoret. Ordene, som kom over hans læber, fik blodet i hendes årer til at fryse til is.

I flere øjeblikke var hun fuldstændigt chokeret og kunne hverken tænke eller røre sig. Og da den første vantro havde lagt sig, mærkede hun en smerte værre, end hun endnu havde prøvet gå gennem sin spinkle krop og hun slog begge hænder for munden, for at dæmpe det hulk, som tvang sig over hendes læber, mens hun trak sine knæ helt op til brystet i en krampagtig stilling.

[Hugo af Harise]

Hugo havde sat sig ved sit skrivebord igen, efter at han havde lukket døren ud til gangen. Han havde ingen dårlig samvittighed over at bede sin egen kammertjener hente en af de piger, som han inden sit ægteskab havde brugt tid sammen med. I det mindste havde Lys da formået at holde hans opmærksomhed fanget i en lille måned. Men for ham var en uge i cølibat en uge for meget, når han havde så ung en kone.

Han lænede sig tilbage i stolen, og hørte godt bevægelser inde fra soveværelset, men valgte ikke at reagere på dem. Hun havde gjort det meget tydeligt, at hun ikke ønskede at dele natten med ham. Og så måtte han finde en anden varm krop. Og Carmine så helt bestemt godt ud.

[Eiralys af Harise]

Smerten rev og sled i hende og hun kæmpede for at være stille. Han skulle ikke se hende på denne måde. Han skulle ikke have lov at se, hvor meget han kunne såre hende. Hun rakte ud til siden og trak en af de store puder ind foran sig. Hun trykkede den hårdt ind til sit bryst og begravede hovedet hårdt i den, mens hun holdt sine følelser i skak. Hun behøvede hun at være stille, indtil han gik sin vej. Tårerne løb allerede ned af hendes kinder i stride strømme og hun snøftede uhjælpeligt omend stille ned i puden. Hun følte det, som kunne hun skrige hele natten uden at få det bedre.

[Hugo af Harise]

Han kunne endnu en gang høre hende rykke rundt inde i sengen. Men der skete ikke noget yderligere. Han trak på skuldrene. Hvis det var sådan, at hun ville have det, så var det sådan det blev. Døren ind til kontoret blev igen åbnet, denne gang udefra, og hans kammertjener stak hovedet ind. "Den unge frøken Carmine venter i herreværelset," sagde kammertjeneren, inden han trak sig tilbage og lukkede døren efter sig.

Så rejste Hugo sig op fra sin stol, trak slåbrokken tættere omkring sin nøgne krop og gik roligt hen til døren der vendte ind til soveværelset. Der var lige noget han skulle have med. Han åbnede døren, og kastede ikke et eneste blik på Lys, men gik direkte hen til det lille kammer, hvor alt hans tøj var.

[Eiralys af Harise]

Da hun hørte ham nærme sig soveværelset måtte hun indse, at hun ikke på nogen måde kunne komme til at se ud som om, at hun stadig sov. Derfor rørte hun sig ikke ud af stedet og håbede måske mere end lidt, at han ville opdage, hvor ked af det, hun var og stoppe dette forehavende.

Det skete dog ikke. Hun var ikke i tvivl om, at han var klar over, hvordan hun havde det, men han gik bare videre og ind i sit påklædningsværelse. Og pludselig var det ikke længere tårer, hun kæmpede med, men en vrede så glødende, at hun havde svært ved at rumme den. Hun havde givet ham alt. Alt! Siden de blev gift og også længe før da. Og nu ville han vende ryggen til hende, sådan som hun havde det?!

Så skulle han også bare have lov! Hun samlede en dyne omkring sig og var nede af sengen og ude af døren i løbet af ganske få sekunder. Så kunne hun heldigvis tilbringe natten i sit eget værelse. Ikke tale om, at hun ville ligge i deres seng, mens han var sammen med en eller anden finke.

[Hugo af Harise]

Han var udmærket klar over, hvad der foregik i Lys' side af sengen. Men han interesserede sig ikke for det. Eller gav ikke udtryk for det i hvert fald. Han var dybt skuffet over Lys, og hans mandlige stolthed var også en smule såret. Men det ville han aldrig give udtryk eller fortælle nogen.

Han rodede færdig i sit skab, da han hørte Lys forsvinde ud af døren. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over det, og more sig indvendigt. Så det havde rent faktisk lykkedes ham at såre hende. Jamen så var det hele jo ikke forgæves. Han gik hen til døren, og åbnede den, hans kammertjener var der stadigvæk, men havde gemt sig for Lys åbenbart. "Find ud af, hvor hun går hen, og sig det til mig."

[Eiralys af Harise]

Hendes bare fødder smældede trodsigt mod gulvet hele vejen hen til hendes gamle værelse og det var da også her, hun gik ind. Døren smældede i bag hende og dynen faldt til gulvet, som hun tog én af de fine små vaser, som hun havde haft med hjemmefra og kastede den tværs gennem rummet, så den smadrede mod stenmuren i den anden ende og der faldt porcelænsskår over det hele. Selve handlingen var dog ikke nok og et frustreret råb forlod hende, mens hun samlede den nærmeste stol op og gav den samme bekomst.

[Hugo af Harise]

Kammertjeneren kom tilbage til Hugo og berettede, at Lys var gået hen til sit gamle værelse. Han smilede og sendte kammertjeneren væk. Han ville ikke få brug for ham mere den aften. Han forlod straks soveværelset og gik med rolige skridt hen til Lys' værelse. Ude fra gangen kunne han høre en vase, der smadrede mod væggen, et hidsigt udbrud og noget tungt der også blev kastet med. Han løftede det ene øjenbryn, åbnede døren forsigtigt og trådte ind i rummet. Så smækkede han hårdt døren i. "Min moder var virkelig glad for den vase," sagde han og så direkte på Lys. Der var lige dele vrede og morskab i dem.