Meget vrede i en lille krop [R]

[Pendrima af Condia]

Joreth af Condia
3. oktober 526 M. T.

Pendrima havde fortsat sin tur rundt i haven, efter at Joreth havde forladt hende. Hun trængte til at få noget frisk luft ned i sine lunger, inden hun vendte tilbage på sit værelse for at blive klædt på til aftensmaden.

Da hun endelig var vendt tilbage til borgen, og havde fået en ny kjole på, som hun ikke havde brugt under dagen rejse, blev hun meget uventet kaldt ind til sin fader. Hun havde hilst på ham tidligere, og havde ellers fået besked på, at han lige havde nogen vigtige ting at tage sig af. Hun stod i døråbningen, da han vinkede hende ind. Hertuginden og Hertugen sad ved siden af hinanden og så meget selvtilfredse ud. En rynke brød frem på Pendrimas pande og hun havde svært ved at lure, hvad der foregik.

Hun satte sig forsigtigt ned i en stol overfor dem og afventede, hvad de ville sige til hende. "Vi har fundet en mand til dig," lad hendes mors ivrige stemme, og Pendrima mærkede et sug gå gennem hendes mellemgulv. En mand. De havde fundet en mand til hende. Hun spidsede utilfreds sine læber, men sagde stadigvæk ingenting. Hendes far tog nu ordet. "Vi har netop indgået en aftale med Hertug Joreth om en forlovelse mellem jer," dette fik Pendrima til at se op. Hun havde selvfølgelig ønsket det. Men at det skulle foregå bag hendes ryg. Det var alligevel at gå under bæltestedet. Hun sendte sine forældre et svagt smil, mens vreden i hende boblede. Men den skulle ikke gå udover dem. "Tak," sagde hun og var helt tør i munden. "Hvis det ikke gør noget, vil jeg gerne trække mig tilbage for at sunde mig," hun rejste sig op fra stolen og forlod rummet.

Men Pendrima havde ingen intentioner om at gå ind på sit eget værelse igen. Hun dirrede af raseri, som hun med hastige skridt bevægede sig ned ad gangen. Uden tjenestepige eller anstandsdame efter sig for en gangs skyld. Hun vidste nogenlunde, hvor kongefamilien var blevet indlogeret, og det var først, da hun nærmede sig, at hun spurgte om præcise anvisninger til, hvordan hun kunne finde Joreths værelse. Hun standsede op foran hans dør, mens en tjener meldte hendes ankomst. Hun ventede nu kun på, at hun ville blive vist ind på værelset. Da det skete, og døren blev lukket bag dem, nyttede hun vredt hænderne. "Dig! Hvor jeg dog hader dig!" Sagde hun vredt, og mente egentlig slet ikke sine ord. Hun var en ung pige der var blevet såret, der følte sig forrådt af sine forældre og af Joreth.

[Joreth af Condia]

Joreth tilbragte sin aften som så mange gange før - med en bog foran en knitrende ild og en kande vin og et glas indenfor rækkevidde. Han hørte det bankede på døren, men reagerede ikke på det ved at se op. Det havde han folk til og ganske rigtigt, stod kammertjeneren øjeblikket efter i døren, rømmede sig og meldte komtessen af Marmist. Stadig uden at se op, bad han tjeneren vise hende ind, kun med et bydende vink og først da Pendrima gjorde sin entré, glidende på sin egen lille tordensky, krusede et smil sig på hans læber.

Ganske roligt lagde han et bogmærke mellem de to sider han var nået til i bogen, lukkede den sammen og så op mens han lagde den fra sig på et lille bord "Jeg kan fornemme din fader har talt med dig." konkluderede han med et let hævet øjenbryn.

[Pendrima af Condia]

Hun stod stadigvæk henne ved døren og så på Joreth, der sad mageligt i sin stol foran ildstedet. Hun så hans reaktion på sine ord. Han morede sig over hende. Han syntes det var sjovt at gøre hende til grin og handle bag om ryggen på hende. Hun spidsede vredt læberne og løftede hagen. "Det kan du tro," hvæsede hun og bevægede sig frem mod ham. Hendes krop skælvede stadigvæk af raseri, og hun kæmpede med lysten til at begynde at græde. Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse. For nu indså hun, hvad de små møder havde været for ham. De havde været en leg. En leg for at få hende i sit net. Og nu var hun gået direkte i fælden.

Hun standsede op foran ham og så ned. Han sad stadigvæk i sin stol. Han havde ikke en gang gjort sig den ulejlighed at rejse sig op. Trangen til at give ham en lussing steg, men hun ville ikke nedlade sig selv til vold. Hun var en fin kvinde, og de brugte ikke sådanne midler. Hun havde stadigvæk knyttet sine hænder. "Jeg hader dig. Du..." Sagde hun og sank en klump i halsen. "Du er..." Hun kunne ikke få ordene over sine læber, for hun anede ikke hvad hun skulle kalde ham. Hun var vred og ked af det på samme tid. Hun var blevet forelsket i en mand, som tydeligvis bare mente det hele var en leg. Og nu var de blevet trolovede.

[Joreth af Condia]

Joreth måtte lægge nakken tilbage mod stolens høje ryglæn for at bevare øjenkontakten, mens hun fortsatte, tilsyneladende uden at besidde evnen til en hel sætning. Han løftede brynene lidt og slog ud med den ene hånd "Jeg er...?" opfordrede han hende og betragtede hende indgående. Hun var et ganske kønt syn i al sin vrede.

[Pendrima af Condia]

Hvor var han dog irriterende som han bare sad der og tog det hele helt roligt. Hun hadede det. Hun hadede, at der var blevet leget med hende, lagt planer hun ikke kendte til. Om hende og hendes fremtid. Men hun kunne mærke, at vreden efterhånden var begyndt at forsvinde, og hendes øjne var begyndt at blive våde. "Du er modbydelig," hviskede hun lavmælt og med så spag en stemme, at man kunne gennemskue hun slet ikke mente sine ord. Et snøft forlod hende, og hun endte med at synke ned på knæ foran ham, hvorefter hun lagde sit hoved på hans knæ. Hun var så vant til selv at bestemme over sig selv, og nok for første gang i sit liv, var der blevet bestemt over hende, og bestemt hvad der var bedst for hende. Og hun følte sig magtesløs. Tårerne pressede på, og begyndte lidt efter lidt at trille ned over hendes blege kinder.

[Joreth af Condia]

Joreth trak på skuldrene over hendes næste postulat, men sagde hende ikke imod "Jeg er blevet kaldt værre ting." konstaterede han før den rolige facade krakelerede en smule da hun sank på knæ foran stolen han sad i. Han stivnede svagt og brynene krøb nedefter denne gang.

Først da hendes tårer kunne mærkes gennem hans bukseben bevægede han sig igen, løftede den ene hånd og strøg hende uendeligt blidt over håret "Du lovede ikke at undgå mig. Jeg gav din far mit samtykke efter vores møde i haven." han fortsatte med at stryge hende over håret og hans stemme var lav og blød.

[Pendrima af Condia]

Hun havde svært ved at holde tårerne tilbage, og følte sig fuldkommen ydmyget ved at reagere sådan her over for Joreth. Hun havde lovet sig selv ikke at græde, men det var sket alligevel. Hun reagerede ikke på hans første ord. Hun var ligeglad med, hvad folk havde kaldt ham. Det var ikke andre end de to, som det handlede om.

Men da han begyndte at stryge sin hånd over hendes hår, følte hun at han gjorde en indsats for at trøste hende. Hun rynkede panden i mellem sine snøft. Han kunne være så modbydelig det ene øjeblik, men det næste øjeblik så blid og beskyttende, at hun kun havde lyst til at putte sig ind i hans favn.

Hun løftede hovedet og så på ham med let adskilte læber. Hun sagde ikke noget. Det gjorde stadigvæk ondt i hjertet ved tanken om, at han havde handlet bag hendes ryg. Men hun kunne ikke gøre noget ved det nu. Det næste hun gjorde var at reagere fuldkommen per instinkt. Hun fik samlet sig selv op fra gulvet og gled ned på skødet af ham, hvorpå hun pressede sine læber hårdt ind mod hans. Hun havde brug for at føle, at han virkelig følte noget med den trolovelse, og at det ikke blot var en leg for ham.

[Joreth af Condia]

Joreth lod hånden glide ned på hendes skulder da hun endelig så op, men hans ansigt afslørede som altid ikke meget til at hjælpe hende på vej. Brynene var stadig trukket nedefter og selvom han stadig var lige så rolig som før, var morskaben dog forsvundet.

Han fulgte hende med blikket da hun rejste sig og forsøgte ikke at stoppe hende, da hun gled ned på skødet af ham. Kammertjeneren havde for længst trukket sig væk og de var helt alene i rummet da han gengældte hendes kys med en arm omkring hendes ryg. Han skubbede hende stadig ikke fra sig, men lod i stedet den frie hånd glide over hendes hals og ind i de lyse krøller hvor den blev da han trak ansigtet lidt væk fra hende så han kunne se hendes tårevædede ansigt. Selv i den tilstand var hun køn og han var ikke så upåvirket som han foregav "Du er min nu." erklærede han, stadig lavmælt og krævede så hendes læber igen.

[Pendrima af Condia]

Hun var ligeglad med, hvilket ansigtsudtryk han satte op, så længe han gengældte hendes kys. Hvilket han gjorde. Det var det eneste bevis hun havde brug for. At hun trods alt betød noget for ham. Hvad det så var, det havde de jo åbenbart mange år til at finde ud af.

Han afviste hende ikke, men tog imod det hun gav ham, og da hans arm lagde sig om hendes ryg, skælvede hun ganske let. Hvilket kun blev værre, da hun mærkede hans hånd på hendes hals. Selv med så få bevægelser og berøringer, kunne han påvirke hende til at føle ting, som hun ikke burde. Hun vidste godt, at hun ikke burde være kommet. Men nu var hun her, og gjorde helt bestemt noget, som hun ikke burde gøre. Ved hans erklæring så hun op på ham, stadigvæk med en smule våde øjne. Hun sukkede henført. "Jeg vil altid være din," mumlede hun mod hans læber, og gengældte med glæde hans krævende kys. Hun lagde sine arme omkring hans hals, og strøg en finger over hans bløde hud i nakken.

[Joreth af Condia]

Joreth var for sig selv ganske tilfreds med hvordan det hele havde udspillet sig og han var mand nok til ikke at kunne være komplet upåvirket af at have hende siddende på skødet. Godt nok havde han været alene med hende før, men slet ikke på samme måde - helt alene og uden risiko for at blive opdaget.

Han krummede fingrene i hendes hår mens hendes fingre fik de små hår i hans nakke til at rejse sig "Min.." gentog han og lod de næste kys følge hendes kæbelinie, ned til den følsomme hud på hendes hals.

[Pendrima af Condia]

Det var begyndt at snurre i hendes hoved. De krævende kys som de udvekslede, havde helt klart sin påvirkning på hende. Det at være alene med hende nu, skræmte hende ikke som før. Hverken hendes forældre eller tjenestepige vidste, hvor hun var forsvundet hen. Kun at hun ikke var gået ind på sit værelse, da hun havde fået den rædselsfulde besked.

Følelsen af hans fingre der krummede sig sammen i hendes hår fik hendes krop til at presse sig ind mod hans. Hun havde lukket øjnene og sank en klump i halsen ved hans ord. Hun ville have sagt noget, mens hans kys forhindrede hende i at få ord over sine læber. I stedet kom et enkelt klynk over dem, og hun vidste, at der var noget forkert ved deres foretagende. Men hun begyndte at blive ligeglad. Hun ville bare have hans kærlighed.

[Joreth af Condia]

Joreth besvarede hendes pres ved at stramme grebet omkring hende mens han gemte ansigtet i den perfekte lille hule mellem hendes hals og kraveben. Han tog en dyb indånding og fyldte næsen med den blandede duft af parfume og hende selv "Du er smuk når du er vred." han strøg næsen over hendes hals og plantede et dvælende kys lige der, hvor han kunne se den svage sitren at hendes hjerteslag under huden.

[Pendrima af Condia]

Hun havde altid svært ved at trække vejret, når hun var sammen med Joreth. Han gav hende åndenød, og slørede hendes tanker. Hun kunne godt lide, at han sad, som han gjorde, så tæt på hendes egen krop. Hans ord fik hendes krop til at skælve, og hun lod sin ene hånd glide igennem hans velfriserede hår i nakken. Det var en anden fornemmelse at have hans hud og hår under sine hænder, end blot at mærke hans brystkasse igennem et lag tøj. Hans kys fremkaldte et klynk mere, og hun tænkte, at han sagtens kunne høre hendes hjerte, så højt som det slog. "Du gør mig så vred nogen gange," hviskede hun åndeløst og bed sig i underlæben, mens hun forsøgte at skyde de fremmede følelser fra sig, selvom det virkede som en umulig opgave.

[Joreth af Condia]

Joreth smilede ind mod hendes hals og lod hånden forlade hendes nakke. Fingerspidser strøg kærtegnende over hendes hals og det stykke af hendes skulder der ikke var dækket af kjolens ærme "Mhmm.." brummede han blot og lod en finger følge kjolens udskæring mens han strøg næsen mod hendes hals igen "Du burde ikke være her.. alene." han plantede endnu et kys lige under hendes øre, alt for fristet af hendes blotlagte hals til at kunne lade være at udnytte situationen.

[Pendrima af Condia]

Hun gispede over hans kærtegn ved hendes hals. Hun var aldrig blevet rørt sådan ved af en mand. Det var en skræmmende, men samtidig rar, følelse. Lyden af hans brummen, fik hende til at smile svagt. Det var en lyd hun godt kunne lide. En beroligende lyd, som fik hendes følelser til at virke lidt mindre skræmmende. Hans næste ord fik hende til at le drillende. "Jeg er træt af at gøre ting, som jeg burde," sagde hun og gispede ved hans kys. Hun rømmede sig. "Men ingen ved, at jeg er her," mumlede hun og fjernede sine hænder fra han nakke og lagde dem på hans brystkasse, hvor hun med den ene finger pillede ved kraven på hans skjorte. Det var kun hans egne tjenestefolk der vidste, at hun befandt sig på hans værelse.