Svaret af Hugo af Harise on Oct 7, 2015 17:50:21 GMT
Collab mellem Hugo af Harise & Eiralys af Harise
den 31. september år 526 M.T.
Festen efter brylluppet var efterhånden slut, og selv den nærmeste familie til brudeparret var nu taget hjem. Og den dag havde Hugo glædet sig frygtelig meget til. At skulle sidde og spise aftensmaden i fred og ro, uden at skulle være indlagt til at føre trivielle samtaler med familiemedlemmer, som man ikke nødvendigvis holdt særlig meget af.
Greven stod ude i den store hall og talte med sin hushovmester, mens en gruppe andre tjenere var i gang med at fjerne de sidste rester af brylluppet fra spisesalen. Han havde det bedst med at føre opsyn ved sådanne opgaver, så han var sikker på at det blev gjort rigtigt. Han vidste ikke, hvor Eiralys var i dette øjeblik. Og han tænkte heller ikke over, hvad hun foretog sig.
Lys havde det bedre, end hun havde haft det i flere dage. Hun var kommet sig over forskrækkelsen over brylluppet og hun følte sig tættere på Hugo, end hun havde troet muligt. Der var faktisk en lille følelse af lykke i hendes mave og det overraskede hende mere, end noget andet.
Hun kom ud i hallen og gik hen imod Hugo. Hun ville høre, om der var noget, hun skulle hjælpe med. På vejen så hun nogle af de fine små dekorationer, blive stoppet direkte ned i en stor kasse og forskrækket holdt hun hånden op for munden og skyndte sig hen til sin mand. ”Hugo, er du sikker på, at dekorationerne ikke skal pakkes ned enkeltvis?” Hun tog sig selv i at rykke lidt i hans ærme for at få hans opmærksomhed, mens hendes blik stadig var fikseret på tjenestefolkenes bevægelser.
Han lagde ikke mærke til at Eiralys at kom ned i hallen. Han var for optaget af snakken om, hvad der skulle foretages af yderligere ændringer i huset, nu hvor de ikke havde gæster at tage hensyn til. Det var først, da han hørte hendes stemme og da hun hev i hans ærme. Irritationen begyndte med det samme at røre på sig. Han fandt det utroligt uhøfligt af hende, at forstyrre ham på den måde. Han drejede hovedet og så advarende ned på hende. ”Jeg er sikker, det er derfor jeg har sagt det til dem,” stemmen i hans ord var lige så advarende som blikket.
Lys hørte godt den advarende tone i hans stemme, men hun kunne ikke bære tanken om, at de små dekorationer skulle blive trykket. De havde været en del af hendes bryllup. Deres bryllup. ”Men.. De bliver mast.” Hun havde stadig ikke set på ham og undertrykte en stærk trang til at gå hen og pakke dem om selv.
Irritationen over hendes vedblivende forhold til de små forbandede nipsting, gjorde plads til vreden over, at hun ikke bare respekterede hans ord. Han var greven, han var lensherre på borgen og bestemte derfor. Hun var ganske vist blevet gift med ham, men det gjorde ikke, at hun skulle begynde at bestemme noget som helst. ”De bliver pakket ned som jeg har befalet. Der er ikke længere brug for dem,” sagde han vredt og viftede sin hushovmester væk.
Hun så endnu en dekoration blive lagt ned i kassen og fik helt ondt i hjertet. Hans hårde stemme gik dog ikke hen over hovedet på hende, men på trods af dette, kom et lille knust; ”Men…” over hendes læber, inden hun bed ned over sin bævende underlæbe. Der var ikke mere, hun kunne gøre.
Han bandede indvendigt over, at hun endnu en gang satte sig imod hans ord. Til sidst viftede han tjenestefolkene væk. Han tog et hårdt tag i hendes håndled og trak hende ind i biblioteket, som var det nærmeste rum. Han smækkede dørene i bag ved dem og slap hendes hånd. ”Hvad er det lige du laver? Har jeg ikke sagt til dig, at du ikke skal sige mig imod?” Sagde han vredt.
En voldsom frygt satte ind i hendes mave, da han tog ved hendes håndled og trak af sted med hende og det blev ikke bedre af, at han lukkede dørene bag dem. ”J-jeg.. U-undskyld.” Tårerne i hendes øjne svømmede over og hun slog forskrækket en hånd for munden, inden hun begyndte at hulke.
Han brummede af vrede, da hun undskyldte, og han blev ikke formildet af, at hun begyndte at græde. Han gik hen til hende med hurtige skridt, og med den venstre hånd tog han godt fat i hendes håndled igen. ”Du skal aldrig sætte dig op imod mig,” hans ord var advarende, mens han trak hende hen til et bord der stod i rummet. Han vendte hende rundt, og tvang hende til at bøje sig forover.
Hans hånd om hendes håndled gjorde ondt og hun var pludselig rigtigt bange. ”U-un..” Hun forsøgte at undskylde igen, men frygten fik hendes stemmebånd til at snøre sig sammen og det blev ikke spor bedre, da hun pludselig lå ind over et bord. ”H-hv.. Hv.. Hvad gør du?” Hun tvang spørgsmålet frem gennem frygten og prøvede instinktivt at rejse sig igen.
Han lyttede ikke til hendes forsøg på at sige undskyld. Han var ligeglad. Lige nu var han bare vred på hende. Han mærkede hendes modvilje, og blev ved med at presse hendes krop ned mod bordet. ”Irettesætter dig,” svarede han, og selv om han lød vred, så opretholdte han stadigvæk en vis portion selvkontrol. Han løftede op i hendes kjole, så man kunne se hendes underbenklæder.
Han holdt hende nede og panikken satte ind. Han trak hendes kjole op og hun havde lyst til at skrige. Men hun gjorde det ikke. Hugo var hendes mand nu. Hun var nødt til at adlyde ham. Men hun var så bange. Hun kunne ikke lade være med at forsøge at slippe væk i det mindste. Hun anede ikke, hvad han havde tænkt sig.
Det var ikke svært for ham, at blive ved med at tvinge hende til at blive hvor hun var. Han kunne sagtens mærke hende forsøge at gøre modstand, men det gav ham blot endnu mere lyst til at sætte hende på plads. Med sin frie hånd trak han ned i hendes underbenklæder, så hendes bagdel kom til syne. Han sørgede for at få hende til at sprede benene en smule. Så kørte han en hånd over hendes ene balde, inden han løftede hånden og lod et relativt blidt slag falde over den.
Hun vidste, at hun skulle lade være med at kæmpe imod ham og da han også trak hendes underbenklæder ned, frøs hun så meget fast i sin rædsel, at det lykkedes. Det eneste hun gjorde, mens hun ventede på hans reaktion, var at hulke hjælpeløst ned i bordet og da han pludselig slog hende, kunne hun ikke tilbageholde et skrig - mere af frygt end af smerte.
Det generede ham ikke, at hun skreg fordi han lod et slag falde ned over hendes nøgne balde. Tværtimod. Hun gjorde det, fordi han udviste sin magt over hende. Han lænede sig ind over hendes krop. ”Lover du aldrig at sige mig imod igen?” Hans læber var lige ud for hendes øre, og han hviskede lavt til hende. I mellemtiden strøg han igen sin hånd over hendes bagdel, inden han lod den glide ned mellem hendes ben.
Frygten var så voldsom, at hun næsten ikke kunne få vejret. Hun mærkede hans krop tynge hendes ned mod bordet og hendes hjerte galoperede af sted. Hun nikkede med hurtige bevægelser til hans ord, men kunne ingenting se for tårer.
Da hun nikkede, og dermed overgav sig, lod han sine fingre finde hendes køn. ”Dygtig pige,” sagde han til hende og lod sine fingre køre hen over hendes køn. Så fjernede han hånden og vendte hende rundt, så hun vendte med fronten mod ham. Han slap hendes håndled og tog i stedet for fat i hendes lyse hår. Han pressede sine læber mod hendes i et brutalt kys.
Hun havde ingen styr på, hvad det var der skete. Hverken med hende selv, hendes krop eller ham. Det gav et ufrivilligt gip i hendes krop, da han berørte hendes køn og det virkede som få sekunder senere, at han kyssede hende. Hvordan de var nået fra, at han slog hende, til at han nu kyssede hende, anede hun ikke, men hun var desperat efter at mærke, at han ikke hadede hende og hun gav sig villigt hen. Mere end det. Hun trak sig så tæt på ham som overhovedet muligt, mens tårerne stadig løb ned over hendes kinder.
Hans frie hånd fandt ned til hendes liv, og han løftede hende en smule op, så hun kom op at sidde på bordet. Han fortsatte med at kysse hende hårdt. Hans hånd bevægede sig ned mellem hendes ben endnu engang og lod den stryge op og ned ad hendes inderlår, inden han lagde sin hånd på hendes køn igen. Han trak hende lidt ud mod bordkanten, så det blev nemmere at komme til mellem hendes ben. ”Er du sikker på, at du er en god pige?”
Han flyttede rundt på hende, som vejede hun ingenting og hun behøvede igen ikke at tage stilling til noget som helst. Hun nikkede bare overgivent, da han stillede sit spørgsmål, fordi hun ikke ville, at han skulle slå hende igen. Hvilket hun var sikker på, at han ville.
Hugo så ned på på Eiralys og brummede svagt. Han fandt hendes lystknude og begyndte med langsomme bevægelser at massere den. Hans læber fandt vej til hendes bløde øreflip, som han bed ganske let i. Lige siden han havde givet hende en endefuld, havde han haft lyst til hende. Og af en eller anden grund, havde han lyst til at give hendes anden balde samme behandling som den første.
Hun gav sig under hans fingre og klynkede overvældet. Hans kærtegn var magen til dem, han havde brugt om natten i deres ægteseng og hun mærkede sin krop reagere på dem. Hun slog helt hjernen fra og tog bare imod. Det var tydeligvis, hvad han ønskede af hende.
Han fjernede sit ansigt fra hendes hals og så ned i hendes ansigt. Det forekom ham utroligt nemt at få hende til at reagere på hans kærtegn af hende. Det trak i hans ene mundvige, da han stoppede med at massere hendes lystknude. I stedet drejede han igen hendes spinkle krop rundt igen, så hun endnu en gang stod bøjet over bordet.
Hun mærkede panikken snige sig ind på hende igen, da hun nok engang blev vendt ind over bordet. ”N-nej.. Vil d-du ikke n-nok lade v-være?” Hendes stemme var bedende og hun kæmpede imod ham igen. Hun forstod ikke, hvad hun havde gjort. Hun havde ikke sat sig op mod ham denne gang.
Han bøjede sig ned til hendes øre. ”Dette her er skam kun for min egen fornøjelses skyld,” svarede han og rettede på kjolen, så hendes bagdel igen kom til syne. Mærket fra hans hånd mod hendes balde var næsten ikke til at se. I stedet var der blot en lille rød irritation på balden. Han spredte igen hendes ben, denne gang lidt mere end før, og strøg så bagefter sin hånd blidt over hendes balde.
Hans ord, gjorde hende endnu mere bange og hun klynkede ynkeligt, da han blottede hendes bag igen. Hun var enormt opmærksom på hans hånd mod hendes hud og hun vred sine hænder, som lå gemt under hendes bryst. ”Hugo.. Vær sød,” bad hun med en særdeles bange stemme, mens hun rykkede lidt rundt på bordet - så godt som hun nu kunne.
Han brummede svagt ved hendes bedende stemme. Men den hjalp ikke. Den opildnede ham kun endnu mere til sit foretagende. ”Sssh, Eiralys,” tyssede han på hende og fortsatte med at stryge hendes balde blidt et par gange mere, inden han løftede hånden og lod den falde mod hendes bagdel igen. Blidt som før. Denne gang havde han dog arrangeret det sådan, at han også ville ramme hendes køn ved slaget.
Hun lukkede øjnene og bed hårdt ned i sin underlæbe, så hun ikke ville skrige igen. Måske ville han stoppe, hvis hun ikke skreg igen. Da slaget faldt denne gang, hvor frygten ikke var nær så stor, fik det hende dog ikke til at skrige. I stedet udstødte hun et dæmpet; ”Åååhh,” som på en eller anden måde var mere af overraskelse end af smerte. Hun registrerede ikke, hvor han ramte. Vidste bare, at hun blev varmere dernede.
Han betragtede hende, da slaget faldt. Så på, hvordan hendes krop reagerede på hans hånd, der kærtegnede hendes balde. Han strøg den blidt og nød den lyd hun udstødte. Som om hun godt kunne lide det. Han fjernede sit ansigt fra hendes hals, bukkede sig ned over hendes balde i stedet og bed ganske let i den, inden han igen strøg sin hånd blidt over den.
Hun græd igen over ydmygelsen ved, at han lagde hånd på hende. Men da han bed i hendes balde, gav hun et let hop og samlede benene og da han igen lod hånden stryge over hendes balde, forsøgte hun for alvor at komme væk. ”Hugo.. Det.. Det passer sig ikke..” Han var for stærk for hende - så meget var tydeligt - men hun kunne ikke bare stå og se til.
Han lagde mærke til, at hun samlede benene og forsøgte at komme væk fra ham igen. Det var til gengæld en opførsel der ikke var passende. ”Det er bestemt passende, når det lader til, at Grevinden af Harise kan lide det,” svarede han og kunne ikke lade være med at lyde en smule irriteret over hendes trang til hele tiden at stille spørgsmålstegn ved, om det var passende. Inden hun kunne nå at komme med en kommentar til ham, strøg han hånden over hendes balde, løftede hånden og lod den falde samme sted som før. Men stadigvæk ganske blidt.
Hun gispede forfærdet og forarget over hans ord. ”Det.. Det kan jeg i hvert fald i.. åååhh!” Hun nåede ikke at blive færdig, inden han slog hende igen og hun ikke kunne færdiggøre sin sætning. Hun lå gispende ned mod bordet - tårerne var væk og hun forsøgte mentalt at afvise hans påstand.
Han løftede det ene øjenbryn, da han ud fra hendes ord, udmærket forstod hvad hun ville sige. Hun ville påstå, at hun ikke kunne lide, at han slog hende. Men han vidste også, at det bestemt ikke passede. Denne gang strøg han ikke hendes balde før han løftede hånden og lod den falde for tredje gang mod hendes nu relativt røde balde. Han lod hånden glide ned mellem hendes ben, og fandt hendes køn, der helt bestemt godt kunne lide slagene.
Han slog hende endnu engang og hun kunne mærke slaget helt ud i alle kroge af kroppen. Det pulserede gennem hende og da han lod en hånd finde ind til hendes køn, stønnede hun uhjælpeligt. Hun havde lyst til at påstå, at det ikke beviste noget. At det var hans kærtegn fra før, som havde gjort hende opstemt. Men hun vidste også godt, at det ikke var sandheden.
Hendes støn fik det til at vibrere i hans krop, mens han ganske langsomt igen fandt hendes lystknude. Denne gang gjorde han intet for at vende hende om. Hun stod helt perfekt som hun gjorde. Han kunne godt lide, at hun var blevet fugtigt endnu engang for ham. Og at hun ligefrem havde nydt de slag, han havde givet hende. Med sin ene hånd begravet i hendes køn, bøjede han sig ind over hendes ryg, og med sin frie hånd, fik han den bevæget ned i kjolens kavalergang, og rundt om hendes ene bryst.
Hun skubbede sig i ren refleks tilbage mod hans hånd og følte sig fanget under hans tunge krop, da han lænede sig ind over hende igen. Denne gang gav han sig dog til at kærtegne hendes bryst og hun skælvede let under ham. Hun følte stadig trang til at modsige ham, men det virkede lidt omsonst lige nu, hvor hun dybest set bare håbede på, at han ville elske med hende igen.
Han brummede, da hun skælvede under hans krop. Han trak sin hånd væk fra hendes køn, og begyndte at åbne sine bukser for at gøre sig klar til at tage hende. Hans læber var nu i hendes nakke og han kyssede hende lige over kjolens stof. Da han var færdig med at gøre sig selv klar, spredte han hendes ben lidt mere, for at give sig selv lidt mere plads. Uden at sige noget, førte han sin manddom ind i hendes køn. Han satte sin frie hånd på hendes hofte og begyndte med hårde stød at trænge ind i hende.
Hun skælvede gang på gang, når hans skæg og læber kildede hendes sensitive hud i nakken og da han skubbede til hendes ben, flyttede hun dem villigt længere til siden. Hun vidste ikke, om det ville være muligt at elske i denne stilling, men hun vidste, at Hugo ellers nok skulle sige til og hun hungrede efter ham igen. Derfor stønnede hun også inderligt, da han pressede sig ind i hende. At han trængte sig ind i hende bagfra gav hende en helt ny sensation og hun stønnede og klynkede mere, end hun ellers havde gjort, når de var sammen.
Han havde svært ved at bevare selvkontrollen, når det var så tydeligt, at hendes krop hungrede efter ham. Og gjorde det tydeligt ved at stønne og klynke for ham. Han elskede det. Han kunne ikke få nok af at høre hende sige sådanne lyde. Han kunne presse sig helt i bund for hvert stød, og mærkede hende mere intenst på denne måde. Hans stød mod hendes køn var hårde og langsomme. Han ville have, at hun skulle mærke den magt, han havde over hendes sult efter ham. At han kontrollerede lige nøjagtigt, hvor meget hun fik af ham.
Hendes arme var stadig foldet under hendes krop og hun vred og vendte sig under hans kontrollerede indtrængen. Hans krop lå tungt ind over hende, men det var en følelse, hun bød velkommen. Hun kunne mærke ham inden i sig og hun kunne hverken gøre fra eller til i forhold til at deltage. Bare tage imod. Og hun klynkede snart af lyst. ”Hugo.. Vil du ikke nok?” Hun havde sagt sådan før og hun vidste, at han vidste, hvad hun bad om.
Han tog et hårdt tag rundt om hendes bryst, og begyndte at nulre hendes brystvorte med fingrene. Hun bad ham igen om at bringe hende mod hendes forløsning. Men nej. Han havde bestemt ikke tænkt sig at bringe hende derud endnu. ”Nyd det,” sagde han blot ind i hendes øre, inden han rettede sin overkrop så meget op som han kunne, mens han stadigvæk havde et godt tag i hendes bryst. Han øgede farten på sine stød en smule, og flyttede sin hånd fra hendes hofte og ned til hendes balde. Han strøg blidt hånden hen over den røde hud.
Hvordan kunne nogen nyde dette? Spørgsmålet rungede i hendes hoved, samtidig med at hun ikke kunne tilbageholde de lyde af lyst, som kom ud af hendes mund. Hans bevægelser i hende var gode og samtidig, så følte hun ikke, at hun kunne hænge sammen.
Han brummede svagt af følelsen af hende, og begyndte at støde hårdere ind i hende. Han forsøgte at beholde sin selvkontrol, da han strøg hendes balde. Så løftede han ned lidt op, og slog den igen. Men denne gang langt blødere end han havde gjort det de andre gange.
Hun stønnede dybfølt under ham og spærrede øjnene op i overraskelse, da han gav hende et mildt klap bagi. Hendes hud var stadig sensitiv efter hans tidligere slag og det lille klap sendte stråler af lyst ud i hende. Instinktivt spændte hun i hele sit underliv.
Han tog hårdt om den balde han lige havde givet et klap og stødte hårdt ind i hende en enkelt gang, inden han trak sig ud af hende. Han fjernede sin hånd fra hendes bryst og trådte et skridt tilbage. Det overraskede ham hver gang, hvor let han kunne flytte rundt på hende. Han drejede hendes krop rundt, og løftede hende op på bordet endnu engang. ”Læg dine ben om livet på mig,” brummede han hårdt og spredte hendes ben, så han kunne stille sig ind i mellem dem.
Hun kom med et forskrækket udbrud, da han vendte hende igen, men gjorde ellers ikke noget for at forhindre det. Hun så op på ham med store øjne og gjorde, som han sagde, mens hun lagde sine hænder på hans bryst.
Han trængte ind i hende igen med det samme. Hans hænder lod han vandre op ad hendes kjole, op til hendes bryster, og fik åbnet hendes kjole sådan foran, at de nu var frie. Han lagde sine hænder på dem, og begyndte at nulre hendes brystvorter med sine fingerspidser.
Det var næsten for meget for hende nu og uden at tænke over det, lagde hun sine arme om hans hals og hvilede sin pande mod hans bryst. Hans kærtegn fik hende igen til at klynke og hun mærkede dyret i sig slide i sine bånd for at komme løs og der var ikke mange øjeblikke til, at det skete, kunne hun mærke, hvorfor hun klamrede sig til ham.
Hugo satte farten op på sine stød, men ændrede ikke på intensiteten i dem. Hans hænder stoppede med at nulre hendes brystvorter, i stedet holdt han blot om dem. Han stønnede lavt ind i Eiralys’ øre, nu hvor hun havde sin pande ind mod hans brystkasse.
Hun stønnede selv, da han satte farten op og det kom langsomt mere og mere lyd på hendes støn, som han drev hende tættere på kanten. Og pludselig kunne hun ikke holde fast mere. Hun klamrede sig til ham med alle sine kræfter, mens hun krakelerede.
Han stønnede sammen med hende, og mærkede sin egen forløsning nærme sig. Han satte farten op igen, og overgav sig til sidst til sin forløsning. Han brummede, da han trak sig ud af hende og tog sit tøj ordentligt på igen.
Da han trak sig væk, følte hun sig lidt forladt. Hun ville gerne have ham ved siden af sig og hun kunne da heller ikke tage sig sammen til at gøre sig selv anstændig, sådan som han gjorde. I stedet sad hun bare og forsøgte at få styr på sig selv igen.
Han gjorde sig færdig med at tage sine bukser på, og kastede så et blik på Eiralys, der sad meget usømmelig på skrivebordet. Han brummede svagt. ”Hvis du ikke dækker dig til, så ender du med at få en tur mere,” svarede han og sendte hende et sigende blik. Han ville ikke have noget imod det. Men han tvivlede på, at hun selv havde lyst til det.
Hendes blik var næsten skræmt igen. Ikke så meget ved tanken om, at han kunne finde på at gøre dette ved hende igen. Men mere at han kunne finde på at holde det imod hende, at hun havde svært ved at samle sig nu. Med langsomme bevægelser begyndte hun at snørre sin kjole ind igen.
Han betragtede hende, mens hun meget langsomt begyndte at snørre sine kjole igen. Det gik alt for langsomt for ham. Han trådte hen foran hende og lagde sine hænder oven på hendes. Kjolen var endnu ikke blevet så stram, at han ikke med den ene hånd kunne få et bryst frem. Han lod sine fingre glide over hendes brystvorte. ”Du er en smuk pige, Eiralys.”
Hun så forskrækket op på ham, da han kom nærmere og flyttede hænderne med det samme, da han rakte ned i hendes kjole. De kom til at ligge til hvile i det skørt, som stadig var hægtet op om hofterne på hende. Det var ikke en kompliment, hun var vant til at tage imod og hun nøjedes da også bare med at smile lidt til ham, mens hun gav sig under hans kærtegn.
Han kunne ikke helt forklare, hvorfor han hele tiden havde lyst til at tage Eiralys, uanset hvor de befandt sig henne. Og hvor mange gange de havde elsket før. Hendes ungpige krop tiltalte ham, og han kunne ikke få nok. Han bøjede sig lidt ned, og lagde sine læber omkring hendes brystvorte. Han skiftevis sugede på brystvorten og kyssede den.
Hun rettede umærkeligt ryggen, da han bøjede sig ned og lagde læberne om hendes bryst igen, mens hun tænkte, at hun aldrig lærte at forstå sin mand.
