Gemmeleg

[Joreth af Condia]

Pendrima af Condia

De havde ikke talt sammen siden gåturen på brystværnet i Anaks Rede, men det betød ikke, at Joreth var uvidende om, hvad komtessen havde foretaget sig. Han var velinformeret og havde øjne og ører mange steder, selv når han selv med overlæg holdt afstand.

Vel ankommet til Vårfos, var det dog tid til at tage næste skridt. Tavsheden havde været længe nok, og da han efter indlogering gik en tur i haven, tøvede han ikke med at udnytte muligheden, da han stødte på Pendrima og den gamle krage der altid fulgte i hælene på hende "Komtesse Marmist." hilste han og bukkede elegant "Hvilken behagelig overraskelse." hans blik sagde uendeligt mere end overfladiske høfligheder mens han markerede et flygtigt kys mod hendes håndryg "Gør mig æren af Deres selskab for en stund?"

[Pendrima af Condia]

Det var med vilje, at Pendrima havde holdt sig væk fra Joreth. Da hun var kommet ned på sit værelse efter deres sidste møde, havde hun indset, hvor meget magt han formåede at få over hende. Og hun brød sig ikke om at skulle styres. Hun var sin egen, men så snart hun så ind i hans øjne, så sagde det klik i hende, og hun var som ler mellem hans hænder.

Hun havde spurgt sin mor, om hun måtte gå en tur i haven, efter deres ankomst til Vårfos. Hun trængte til frisk luft, og at strække benene samtidigt. Da hun hørte Joreths stemme, stivnede hun og så op fra sine tanker. Hun forsøgte at mønstre et smil. Hun nejede for ham og var ikke helt enig i, at det var en behagelig overraskelse, men det holdt hun pænt for sig selv. Det skælvede i hendes krop, da hans læber strejfede hendes håndryg, og hun mærkede igen den hypnotiske magt, som han havde fået over hende. "Naturligvis Deres Højhed," svarede hun og skævede bagud for at give tegn til anstandsdamen om, at de nu skulle følges med hertugen.

[Joreth af Condia]

Joreth noterede sig alle de små ændringer i Pendrimas mimik, uden at afsløre en eneste følelse i sin egen. Hun var ligeså let at læse som sidst, men han lod som ingenting og bød hende galant sin ene arm før han begyndte at gå igen ”Jeg håber De stadig er ved ligeså godt helbred som sidst vore veje krydsede hinanden?” han så spørgende ned på hende mens de øgede afstanden til Pendrimas evige påhæng en smule.

[Pendrima af Condia]

Hun kunne ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan hendes hjerterytme steg, da hun tog hans arm og gik ved siden af ham. Hun forsøgte at få kontrol over sin egen vejrtrækning, da han stillede hende et ganske trivielt spørgsmål, og hun løftede blikket for at se op på ham. "Mit helbred fejler heldigvis ingenting," svarede hun og smilede denne gang oprigtigt til ham. Selvom det var et lille smil. "Hvad med Deres?" Spurgte hun og forsøgte at lyde neutral, men formåede det ikke. Hun kunne ikke lade være med at bekymre sig om, hvordan han havde det.

[Joreth af Condia]

Det trak i Joreths mundvige, men han nikkede høfligt som indledende svar på hendes spørgsmål før han tog til orde ”Tak. Glimrende.” svarede han kort og sendte hende et svagt underholdt blik mens de passerede en række af afblomstrede rosenbuske ”Jeg hører Deres fader har sluttet sig til os?” tonen var spørgende, selvom han allerede kendte svaret på spørgsmålet.

[Pendrima af Condia]

Hun silede op til ham, tydeligvis lettet over hans svar. Hun måtte indrømme for sig selv, at hun ikke ville kunne holde det ud, hvis han var blevet syg. Men så ville han jo ikke have gået ved hendes side nu. Hun strakte sin frie hånd ud og lod dem glide over rosenbuskens blomster, inden hun så op på ham igen. "Det er korrekt. Han ankom for et par dage siden, og har ventet på at vi nåede frem," svarede hun og var ikke særlig vild med, at hendes far nu også var en del af rundrejsen. Det betød, at der skulle ske alvorlige ting. "Han blev hurtigere færdig med sine anliggender i Corus end beregnet. Og min moder ønskede brændende hans deltagelse," hun kunne måske godt lidt forstå sin moders ønske. Det var også mange måneder, at de to mennesker havde været adskilt fra hinanden. Og hun vidste, at de trods alt elskede hinanden.

[Joreth af Condia]

Joreths blik fulgte hendes slanke fingre glide over de visnede roser der endnu ikke var fjernet eller faldet af ”De lyder ikke tilsvarende så begejstret som Hertuginden lyder til at være?” han førte hende med sig omkring en høj hæk og et kort øjeblik var de ude af syne for anstandsdamen. Han var ikke sen til at udnytte det, før han havde fået svar på sit spørgsmål ”Jeg var begyndt at tro du undgik mig med overlæg.”

[Pendrima af Condia]

Hun trak på skuldrene. Hun havde ikke set sin far i næsten et halvt år, og har ikke haft kontakt med ham siden de sagde farvel til hinanden ved rundrejsens start. Så det var svært at vænne sig til igen. Og hun havde trods alt kun fået lov til at hilse kort på ham, da de ankom til borgen. "Det betyder jo, at jeg ikke længere deltager i banketterne sammen med min moder," sagde hun og forsøgte ikke at lyde for ked af den kendsgerning. Da de pludselig igen var en smule alene, følte hun straks hans nærvær stærkere, end da de havde været synlige for hendes anstandsdame. Men hun forsøgte at holde fast i en smule trodsighed. "Jamen så troede De skam rigtigt, Deres Højhed," sagde hun udfordrende, og klamrede sig til den smule af trodsighed hun kunne opretholde i Joreths nærvær.

[Joreth af Condia]

Joreth havde pli nok til et fortrydeligt ansigtsudtryk, der måske, måske ikke var ægte "Desværre ja. Jeg vil savne Deres selskab." så meget var dog sandt. Hun havde gjort de sidste af rundrejsens mange banketter, en del mindre trivielle.

Han stoppede et halvt skridt, hvilket næsten var mere et meget langsomt skridt, end et egentligt stop og så ned på hende med et hævet øjenbryn før han lo afslappet "Meget kan jeg sige om Dem, komtesse, men Deres ærlighed er både en fornøjelse og.." han kneb øjnene lidt sammen "..til tider det modsatte, men dog mere værd respekt end mange mænd jeg kender til." han tav og gik et par skridt mere før han talte igen "Hvorfor.. Pendrima?"

[Pendrima af Condia]

Hun trak let på skuldrene. Der var ikke så mange banketter tilbage, så hun forventede ikke at han ville dø af kedsomhed. Og uanset hvad, når de kom til Corus, så ville de uanset hvad skulle skilles. Den korte tid hun havde i byen skulle hun bruge på universitetet. Bare fordi man var med på rundrejsen, så skulle man ikke sløse på sine studier. Og hun havde et par afhandlinger, der skulle afleveres.

Hun gjorde store øjne, da han begyndte at le. Det havde hun ikke forudset, at han ville gøre. Men så himlede hun med øjnene over hans ord. "De har selv bedt mig om at tale frit, når vi er alene," sagde hun og kunne ikke undgå at lyde en smule irriteret på ham. Men hun lod det ligge, da han igen brugte hendes fornavn. Og hun kunne ikke lade være med at skælve ved lyden. Hun tog sin hånd til sig, som om hun havde brændt sig og drejede hovedet for ikke at se ham. "Du..." Hun sank en klump i halsen og tog en dyb indånding for at samle mod nok. "Du får mig til at føle ting, som jeg ikke burde," svarede hun og rødmede til op over begge ører ved de ord. "Jeg kan ikke tænke rationelt i dit nærvær. Og det skræmmer mig," hun havde stadigvæk drejet hovedet væk fra ham, så hun kunne nøjedes med at se ned i jorden.

[Joreth af Condia]

Joreth nikkede, mens latteren stadig sitrede i hans mundvige "Det har jeg, og jeg sætter pris på at du husker det." han havde lyst til at trække hende i skjul bag en hæk og intimidere hende. Som hun havde beskyldt ham for at gøre og som han ganske rigtigt havde gjort flere gange - på forskellige måder, men han holdt sig i skindet denne gang.

I stedet sænkede han stemmen, så kragen bag dem, ikke ville kunne høre at han på mest alarmerende vis, var dus med den unge komtesse "Og du pirrer stadig min nysgerrighed. Dig og den ild der brænder i sig." han så ikke på hende, næsten som om han var nervøs for hvad han ville læse på hendes ansigt hvis han gjorde.

[Pendrima af Condia]

Hun så ikke op på ham, da han talte. Hun kunne ikke, bange for at miste den smule trodsighed hun bar rundt på. Han havde godt og grundigt rystet hendes indre, og sørget for at lave rav i den. Og hun hadede at han fik hende til at føle noget, som hun ikke havde følt før. Det gik hende på. Især når hun ikke vidste, om hun var købt eller solgt. Hun var et stykke kvæg, som hendes mor forsøgte at sælge til Joreth.

Hun havde lyst til at pirre mere end hans dumme nysgerrighed. Hun havde lyst til at få ham til at ønske sig hende. Men hun var efterhånden begyndt at miste modet. Og så havde hun overvejet, om det overhovedet ville være godt for hende, hvis han ville have hende. Hun drejede nu hovedet, og så på ham, men opdagede at han så væk. ”Se på mig, Joreth,” bad hun med en spæd stemme, og sank en klump i halsen. Hun bed sig i underlæben, og kunne ikke undgå at få en smule våde øjne. Han kiggede altid på hende, også når hun kiggede væk. Hvorfor gjorde han det så ikke nu?

[Joreth af Condia]

Joreth sagde ikke mere. Han ventede. Ventede på hun bed på krogen og smilede indvendigt da det skete. Han stoppede, drejede hovedet og kastede et kort blik bagud før han så Pendrima i øjnene. Anstandsdamen var ikke at se, men han overvejede ikke nærmere hvad der havde opholdt hende. Han så blot ned i de grønne øjne uden selv at tage ordet først denne gang.

[Pendrima af Condia]

Hans stilhed gjorde ondt i hendes ører, og hun havde det igen som om, at hun kunne besvime hvert øjeblik det skulle være. Men hun hankede op i sig selv, og valgte at tage sagen i egen hånd. Hvis han skulle stå der som en eller anden mundlam statue, så kunne hun i det mindste gøre det, som hun havde drømt om det sidste par dage. Hun tænkte ikke længere over, hvor den pokkers anstandsdame var. Hun havde det med at forsvinde fra deres synsfelt. Og lige nu passede det hende helt fint. Hun trådte et skridt frem, lagde begge sine hænder på hans brystkasse og løftede sig så meget op på tå, at hun kunne placere et ganske blidt kys på hans læber. Hun anede ikke, hvordan man ellers skulle starte et kys.

[Joreth af Condia]

Joreth rynkede brynene da Pendrima rejste sig på tæer, men trak sig ikke væk fra hendes forsigtige kys. Tværtimod besvarede han det og lod hænderne finde hvile mod hendes hofter.

Der blev de, også da hun sank tilbage på flade fødder, mens han smilede under et uudgrundeligt blik "Du har en særegen måde at vise du ikke vil se mig på.."