En lille forfriskning

[Pendrima af Condia]

Gavin af Stenbjerg
24. oktober 526. M. T.

Det var igen blevet tid til en velkomstbanket. Og Pendrima deltog som altid sammen med sin mor, hertuginden af Marmist. De to var repræsentanter for deres len. Hun havde siddet ved siden af en ældre mand, og kedet sig, akkurat som hun havde gjort det flere gange før, siden rundrejsen var begyndt. Men heldigvis havde hun spillet sine kort godt nok under middagen, for den ældre greve trak sig tilbage, da de var blevet færdige med at spise. Nu kunne hun rejse sig og finde andre og mere interessante personer at tale med.

Hun tog sit glas fra bordet og forlod sin plads. Hendes øjne gled over salen, og forsøgte at danne sig et overblik over, hvem hun kunne tale med. Hendes øjne fandt med det samme Joreth, men hun tog det hurtigt til sig igen og lod det vandre videre. Det faldt på en anden mørkhåret ung herre. Det var vist Gavin af Stenbjerg. Og han stod ikke særlig langt væk fra hende. Med elegance bevægede hun sig de få skridt hen til ham, som der var, og stillede sig med en smule afstand til ham. "Godaften Ridder Gavin," hilste hun og nejede efter etiketten for ham. "Nyder De middagen?"

[Gavin af Stenbjerg]

Det var ingen hemmelighed at Gavin aldrig havde brudt sig meget om fester og andre adelige fejringer. Dog var det hans pligt som repræsentant for sin families navn at være tilstede. Ingen skulle dog ej heller være i tvivl om det, for Gavin havde en evne for at gøre sig selv bemærket og husket. Han var iklædt en blå tunika med sølv farvede striber langs kanten. Hans brune hår var redt tilbage og hans hånd præget af smykker hvorpå nogen af dem var familie arvestykker.
Som skik, var Gavin rundt og hilse på alle huse, og navnene var i de fleste tilfælde banket godt nok ind i hovedet på ham inden, til han huskede dem. Han skabte latter og smil, hvor end han gik, og var noget til en anden hertuge søn da en kvinde nærmede sig selskabet.
"Lady Pendrima." Han bukkede som svar på hendes nejen og tog høfligt hendes hånd og placerede sine læber mod dennes håndryg, før han slap den igen. Gavin smilte skævt og kiggede ned på glasset han havde i venstre hånd. Det var næsten tomt, og det var ikke det første glas den aften som nær var tomt. "Jeg er imponeret over den store deltagelse fra de mange huse, må jeg sige. Men endnu mere nyder jeg samværet med en skønhed som Dem" lød det charmerne fra ham og han lavede et svagt buk igen.

[Pendrima af Condia]

Hun smilede venligt til Gavin, da denne fjernede sin opmærksomhed fra en anden hertugsøn, og gav den til hende i stedet for. Hun kunne ikke lade være med at rødme en smule, da han kyssede hendes håndryg. Med en langsom bevægelse, trak hun hånden til sig igen bagefter. Man skulle jo trods alt ikke give for meget af sig selv med det samme. Hun strøg ganske let hånden ned over sin kjole, der var i Marmists sølvfarvede og mørkegrønne farver.

Hun tog en tår af sit eget vinglas, mens han talte og hun nikkede til hans ord, mens et lidt bredere smil bredte sig på hendes læber. "Det giver jeg Dem ret i. Men desværre er der ikke meget udskiftning mellem ansigterne," sagde hun og så på ham med et skævt smil på sine smalle læber. "De charmerer mig, Ridder Gavin," hun morede sig over den nemme måde det var at flirte med den unge hertugsøn på.

[Gavin af Stenbjerg]

Gavin lagde hovedet lidt på skrå, mens han lyttede til Pendrima's ord. Han nikkede sigende og kløede sig i skægget. "Sandt. Men hvis jeg skulle huske på nye navne til hver banket tror jeg mit hoved ville have svært ved at huske dem alle. De ved jo at den største forberedelse ligger i genkendelse" lo han, og nikkede til den anden Hertuge søn som takkede dem begge farvel for at gå videre.
Han nærmede sig en smule Pendrima og vendte sig mod udgangen. "Hvad siger den dame til at beære mig med sit selskab ude på terrasen?" sagde han med et glimt i øje. Hans arm var skubbet en smule ud, klar til at lade hende holde om den, hvis hun tillod at blive eskorteret udenfor

[Pendrima af Condia]

Hun kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvor godt hun befandt sig i den unge ridders selskab. Og hun trak på smilebåndet over hans ord. "De har så evigt ret. Men det kan blive så forfærdeligt trivielt, at begå sig i de samme kredse til hver banket," sagde hun med en drillende undertone.

Det glimt der viste sig i hans øjne ved hans spørgsmål, fik hende i et kort øjeblik til at tøve. Men så tænkte hun på, at hendes anstandsdame i aften ville være til stede og følge den unge komtesse hvor end det skulle være. "Nå nu De spørger så pænt, så kan jeg sikke takke nej," hun lagde sin hånd på hans arm og fulgte med ud på terrassen. Men kun så langt ud, at de stadigvæk ville kunne ses inde fra salen.

[Gavin af Stenbjerg]

Udenfor ramte en let brise dem, og Gavin slap Pendrima, for at gå hen til en lav stenmur, som han lænede sig op ad. De var ikke de eneste her ude, men der var en mere lettet stemning.
"Jeg kan se at De ankom med deres kære moder. Er der ingen bejlere til den unge arving endnu?" Gavin strøg en hånd igennem håret og virkede meget henkastet om sit spørgsmål. Der var dog en svag hentydning af hans ønske om at ingen havde gjort krav på hende.
"- For selv som anden i rækken, er tilbudende aldrig stoppende for en Stenbjerg."
Nok overdrivede Gavin en smule, men det var vel videne at han lå på grænse alderen, til ægteskab. Få mænd blev 30 før de blev gift, hvis de også var adelige, og selvom han ønskede at være en af de få, var det tæt på umuligt, medmindre han fra sagde sig familiens navn, hvilket han ikke ønskede.

[Pendrima af Condia]

Hun standsede op et par meter fra den mur, som han valgte at læne sig op ad. Glad for at de alligevel ikke var alene ude på terrassen. Hun kunne se et par velkendte ansigter blandt gæsterne derude. Hun sendte et sukkersødt smil til Gavin, da han kom med sin meget dårlig gemte hentydning i et ellers så uskyldigt spørgsmål. "Åh, De må da vide, Ridder Gavin, at få en hertugarving som mig, er der altid bejlere," sagde hun med en blid og kvindelig tone. "Men da jeg er enebarn, så er det naturligvis mine forældres ønske, at finde det bedste parti som muligt på denne rundrejse," hun så op på ham og sendte ham et drillende blik.

[Gavin af Stenbjerg]

Der blev givet et lige så kækt svar tilbage, og dette fik Gavin til at trække på smilebåndet. Han kunne godt lide kvinder, der forstod sig på kommunikation, specielt i form af sarkasme. "Det undre mig ikke"
Gavin drejede ansigtet lidt væk fra Pendrima, og samlede sine ord. Han tog det lidt som en udfordring, at hun gengældte hans drilleri.
Han rettede sig op, og gik endnu en gang tættere på kvinden. Hans højde gjorde hende mindre og mindre for hver skridt, til han stod to fod fra hende. Han løftede brynet og smilede. "Jeg vil tage det som en fornærmelse at dine forældre ikke har anmodet undertegnet om en ægteskabpagt." Gavins toneleje lod dog på ingen måde fornærmet, og han havde heller ikke omkring om familien havde påbudt Stenbjerg familie dette. Han holdt sig langt væk fra alt snak om ægteskab, og lige nu var emnet langt fra seriøst omtalt fra hans side.

[Pendrima af Condia]

Det undgik bestemt ikke Pendrimas opmærksomhed, at Gavin tårnede flere centimeter op over hende. Men den måde han nærmede sig på, gjorde at han virkede langt større, og hun gispede let efter vejret. Dog forlod det skælmske smil aldrig hendes læber. "Ridder Gavin dog," sagde hun og lod som om hun var chokeret over hans ord. Men hun kunne høre på hans tone, at han intet alvorligt mente med dem. "Jeg kan forsikre Dem om, at det felt af bejlere De er oppe imod, desværre er meget hårdt," hun hun fugtede sine læber. "Og så vidt jeg ved, så har min kære moder slet ikke anmodet nogen om en ægteskabspagt endnu," hun trak let på skuldrene. Hun vidste i virkeligheden meget lidt om, hvad der foregik bag i kulissen. Hun havde ikke nogen indflydelse på, hvem der blev valgt til hende.

[Gavin af Stenbjerg]

Det var let at se igennem at Pendrima bare legede med. Gavin vidste godt ikke alle helt forstod sig på hans opførsels, men heldigvis gjorde denne.
Igen fik en udfordring ham til et løfte brynet. Han ønskede ikke at bejle til nogen som helst, men ønskede heller ikke at se Pendrima med en anden mand."Javel." Han vendte ryggen til hende og gik et par skridt væk. Hænderne var lagt tænktsom om på ryggen. Mon hun talte sandt?
"Deres moder må da vide at en ung kvinde som Dem kun blomstre i få år. Deres alder vil jo kun stige og få ønsker en ældre brud." Han pressede citronen til det yderste, men det hele var stadig drilleri. "Hvad med..." begyndte han og så sig over skulderen i hendes retning. "Det er jo for en mand lige så vigtigt at vide om en kvinde kan tilfredstille alle hans behov. Hvis denne frøken kan bevise det, kan jeg måske konversere med dets moder" lød det en smule slæsk fra ham, og enhver ung dame med bare lidt hjerne ville ikke falde så let for det.

[Pendrima af Condia]

Hun smilede af hans reaktion på hendes ord. Men hun trak let på skuldrene. Hun var officielt ikke lovet væk til nogen mand endnu. Men hun vidste, at det sikkert blot var et spørgsmål om tid. Og garanteret også, om hvor meget hun tiggede og bad Joreth om det. Men det sidste fik han lov til at vente længe på. Hun betragtede hans bevægelser, da han gik væk fra hende igen. Hun løftede sit vinglas og tog en tår af glasset, mens hun ventede på de ord, han sikkert havde liggende på tungen. Hun kom til at smile bredt og nærmede sig den unge hertugssøn med langsomme og svævende skridt. "De skal ikke være nervøs Ridder Gavin. Jeg er fuldt ud i stand til at leve op til enhver ægteskabspagt. Både på den ene og den anden måde," svarede hun og havde ingen forventninger til, at han rent faktisk ville tale med hendes mor. Og hvis det skete, så var hun ikke i tvivl om, at ridderen ville få et afslag. "Men selvom mange kvinder med glæde ville trække sig i baggrunden og lade manden være i rampelyset, så deler jeg ikke den overbevisning. Er man født til at skulle arve, så skal man også selv tage ansvaret på sine skuldre," hun havde intet ønske om, at overdrage sin kommende ægtemand alt for meget ansvar, når hun engang arvede.

[Gavin af Stenbjerg]

Bag sig kunne Gavin godt fornemme at Pendrima kom tættere på. Det ændrede dog på intet og han smilte for sig selv. "De er måske erfaren?" spurgte han. Det var ikke noget man spurgte en ung dame om, men sådan som hun sagde det kunne det nemt misforstås i andet selskab.
Folk begyndte at trække tilbage indenfor, men Gavin ville hellere blive ude.
Igen gik han lidt væk fra Pendrima og lagde sine arme på kanten af stenmuren. Mørket gjorde det svært at se særlig langt. "Tro mig, jeg kender til ansvaret. Nok er det min broder som står med arven, men der ligger også ansvar til den anden i rækken... eller ja det er jeg jo ikke mere". Han rakte sin hånd ud som en gestus til at hun skulle komme hen og stå ved siden af ham.
"Jeg beundre Dem for at ønske at stå i front. Men De må vel vide at som kvinde, er der ikke mange mænd der vil se at det var acceptabelt... Mens andre ville være okay med det." Hans hentydning, lå endnu en gang klart. Han mente sig selv, hvilken kvinde ville i bund og grund ikke se ham som den perfekte ægtemand?

[Pendrima af Condia]

Hun fnøs af hans spørgsmål. Hvilket spørgsmål var det at stille en kvinde som hende. "Nej," svarede hun ganske enkelt. "Men jeg er ikke bange for at udfylde min rolle som kvinde for min mand," fortsatte hun, mens hun igen begyndte at gå hen imod ham. Ud af øjenkrogen holdte hun øje med sin anstandsdame, der ville give tegn til, når hun nærmede sig grænsen for,hvad der var passende at gøre. Men der kom ingen reaktion fra den gamle krage. Så Pendrima gik helt hen til Gavin. "Åh, jeg er ikke i tvivl om, at mange mænd ikke bryder sig om en kvinde med ben i næsen," sagde hun og trak ganske let på skuldrene. "Men i mit tilfælde må min kommende mand finde sig i det. Jeg kommer ikke til at give mig på det punkt," hun havde både ben i næsen og hjerne nok til at kunne måle sig med en mandelig arving. Hun var ikke en af de andre dumme skolepiger, som hun havde gået i skole med.

[Gavin af Stenbjerg]

Til forskel for andre kvinder, virkede det til at Pendrima ikke lod sig vælte så nemt af hesten. Det var mærkværdigt, men på en god måde. "Så De er ligeglad med hvem deres husbond vil blive?" konstaterede han og tyggede lidt på det. Han forstod aldrig hvorfor folk var ligeglade med sådan noget, men kun få havde jo muligheden for selv at vælge alligevel. På nuværende tidspunkt var han tildels en af dem selv.
"Jeg vil selv sige.... Som Mand, at kvinder med ben i næsen ikke er uattraktiv. En kvinde med bare en smule forstand, er bedre end en kludedukke."
Han var stadig vendt væk fra hende, og alle hans ord var rettet mod mærket selvom der ingen var der. "Hvis De selv kunne vælge ville en drømme mand vel være prinsen på den hvide hest?" Nu drillede han igen. Kun pigebørn havde sådan nogle drømme og Pendrima lod ikke til at være en af dem

[Pendrima af Condia]

Hun trak let på skuldrene af hans spørgsmål. Hun var ikke ligeglad. For hende var der i øjeblikket kun en mand, som hun ønskede skulle blive hendes husbond. Men det var endnu ikke blevet fastlagt. "Så længe han ikke er en gammel mand, så er det for mig ligegyldigt," svarede hun roligt. "Men jeg har heller ikke noget at sige i den henseende," fortsatte hun og løftede sit vinglas op for at tage en tår af det. "Kludedukker er kedelige og giver ikke en modspil i hverdagen. Og det vil på et tidspunkt blive hverdag, når bryllupsfeberen har lagt sig," sådan forestillede hun sig i hvert fald at det ville være. Hun havde set det ske for nogen af sine skolekammerater, så hvorfor skulle det ikke ske i et hvert andet ægteskab? Hun kunne ikke lade være med at le af hans spørgsmål omkring hendes drømmeprins. "Måske ikke en prins nej. Men en hertugsøn på en hvilken som helst farvet hest ville ikke genere mig. Men jeg gør mig ingen store forhåbninger i den retning," svarede hun og vidste at det bestemt ikke var sandt. Men det behøvede Gavin så sandelig ikke at vide.