Svaret af Rann Boja Tran on Dec 25, 2013 16:22:56 GMT
Rann Boja Tran
FØDSELSDATO 02-04-499 M.T.
ALDER 25 år.
NATIONALITET Carthak, begge forældres slægt med rødder i Siraj.
RANG Slyngel.
LEN -
DRAGKISTEN
VÅBEN To langsværd, tre dolke, en egetræs bue, morgenstjerne, stridsøkse og et kog pile.
DYR -
MAGISKE EJENDELE -
UDSEENDE
FACECLAIM Tim Sylvia
UDSEENDE Ranns ansigt er vejrbidt, sammenbidt og lettere forfaldent, hans alder taget i betragtning. Hårgrænsen er vigende, et problem som blev løst ved, at gro håret langt på midten og holde det kort i siderne - en mohawk. Til det kastanjebrune hår kommer et lidt lysere skæg, som ivrigt bliver holdt kort. Et par kraftige, mørke øjenbryn danner kulisse for de nøddebrune øjne og den lille, smalle næse. Panden er kronisk let rynket over et fremskudt øjenbrynben, ligeledes er der raner under øjnene og huden i ansigtet er generelt tør.
Foruden ansigtet, så er Rann ganske eksemplarisk i sin fysiske fremståen, hvis man ikke tæller de utallige ar med, i hvert fald. Skuldrene er stærke og brede, og musklerne snor sig som veldefinerede reb i over- såvel som underkrop. Der er i øvrigt kraftig sort kropsbehåring på bryst, underarme samt ben. Men igen, kroppen er arret, i særdeleshed overkroppen, hvor især bryst og mave har været medtaget flere gange. Der er fra alt fra dolke til hamre, alt fra friske skrammer der når et par millimeter ned, hvor arret nok forsvinder med tiden, til årgamle, centimeter dybe sår, der havde slået andre mindre heldige mennesker ihjel. Hænder og arme er dækket af typiske ar fra nærkamp med skarpe våben og skjolde. Ryggen bærer præg af, at Rann har været offer for pisken utallige gange, faktisk så meget, at ryggen er mere ar end normal hud.
Rann måler 193 centimeter og vejer 89 kilogram.
PERSONLIGHED
INTERESSER
* Stilhed: Når man altid har været omgivet af larm, så sætter man pris på stilheden.
* Frihed: Når man aldrig har haft det, sætter man pris på friheden. Rann udtrykker sin især glæde over friheden ved, at gå ture uden opsyn, fremdeles i skove og andre steder hvor der sjældent ikke er et øje foruden Rann selv.
* Musik: Både at lytte til det imens han forsvinder ind i sin egen verden, men også i kræft af, at han nyder, at spille på sin panfløjte.
* Retfærdighed: Der er måske en sær interesse, men nu hvor Rann er fri betyder det virkelig meget for ham. Ranns æreskodeks og retfærdighedssans stemmer ikke altid overens med loven, men det korte og det lange er, at han har fået nok af udnyttelse, vold og tortur, og ynder at standse alle der gør disse ugerninger - og hvis det er krævet, også med våben så han kan sikre sig, at deres handlinger kommer til et endeligt.
ERHVERV På nuværende tidspunkt er Rann uden arbejde. Han sætter ikke sig selv over at stjæle fra de han myrder, da de jo fortjener deres skæbne i hans hoved, hvilket er hvordan han har penge til dagen og vejen. Måske det ændrer sig?
GAVEN Nej.
FREMTIDSPLANER Rann har ingen fremtidsplaner og han ved, at han vil være heldig, hvis han lever bare et år mere.
PERSONLIGHED Rann er en fyr der ikke ved hvem han er. Han er barnligt inkvisitorisk omkring mange ting, fordi der er rigtigt mange ting han ikke aner noget om. Han er naiv på den ene side, hvis folk udstråler intelligens og hjælpsomhed og samtidig enormt paranoid og kynisk. Han er som et barn der er løbet hjemme fra: Langt hen af vejen fuldkommen hjælpeløs. Verden er ny for ham. Det volder ham problemer, at han ganske enkelt ikke ved, hvad der forventes af en mand på hans alder: Hvordan han skal gebærde sig, hvordan han bør tale, spise, lave mad, hvilket tøj han bør have på. Dette har betyder for ham, at han er blevet enormt reserveret og sky, da han ganske enkelt skammer sig over hvem og hvad han er. Han holder altid sine legemsdele dækket med tøj, så de mange ar ikke kan ses og han dermed i det mindste kan skjule en lille del af, hvem han er.
Som noget andet er han som født på nu. Hvor han kan tirres, irriteres og ærgres over mange ting, så er der langt flere ting som fascinerer ham og bringer ham glæde. Det er alt fra et skive frisk brød til maden, til at kunne spadserer omkring uden, at blive stukket i siden med et stumpt spyd og blive gennet tilbage i geleddet.
Med alle disse ting sagt, så er vold det eneste Rann kender til. Han kysser hver aften sin højre tommel-, pege- og lillefinger, for sin afdøde far, tommelen, mor, pegefingeren og den bror han aldrig mødte, lillefingeren. Med disse tre personer i tankerne hver eneste dag, så har Rann svoret for sig selv, at han vil hævne deres død ved, at give samme skæbne til de som gør mod andre hvad der blev gjort imod Ranns familie og Rann selv.
Han ser ikke sig selv som vigtig. Han kan leve, han kan dø. Det betyder ikke det store. Han ved ikke om han tror på efterlivet, så hans gerninger har ingen konsekvens, da han allerede har prøvet, og nu hader, dette liv. Han smiler ofte ved tanken om, at han i det mindste allerede har taget flere menneskers liv som ville have forvoldt andre enorm smerte, havde han ikke gjort det. Det er hans eneste motivation til, at stå op om morgenen: At gøre det igen. Om så disse onde menneskers børn, fødte eller ufødte, også må lade livet for, at deres slægt udryddes, så er det sådan det må være.
Selvom det måske giver sig selv, så bør det pointeres, at Rann ikke forstår sig på ironi, sarkasme, billedsprog og lignende. Han har en vag idé om, hvad humor er, men forbinder latter med latterliggørelse og er af den overbevisning, at det er kun noget man gør imod sine fjender.
På en og samme tid interesserer Rann sig for alt og samtidig intet. Hans interesse og opmærksomhed er særdeles flygtigt, og han har ofte problemer med at koncentrere sig. Han er fuld af energi, har svært ved at sidde stille og som følge deraf mister han let fokus. Nogle ting kan naturligvis optage Rann i perioder, men han har en overvældende og uovervindelig trang til, at gøre ting. Ikke noget specifikt, men bare noget. Dette er naturligvis som følge af hans fangenskab og liv som slave... Hvilket også har haft en anden bivirkning, nemlig at Rann vil være det stik modsatte af sin tidligere ejer. Han vil være ydmyg, gavmild, godmodig, venlig, hjertelig, åben, loyal og ærlig. Han kender bare ikke sig selv, ved ikke hvem han er eller hvordan han vil reagere. Det eneste han på nuværende tidspunkt har fod på, er ærligheden. Siger Rann først noget, så er det fordi han mener det. Altid.
BAGGRUND
FAR Rann, død i en alder af 24 år, slave.
MOR Boja, død i en alder af 23 år, slave.
SØSKENDE Tran, tvillingebror, død umiddelbart efter fødslen.
CIVILSTATUS Single.
BØRN En søn han fik med sin tidligere slavehandlers hustru. Sønnen har han aldrig mødt og aner ikke hvor han opholder sig. Han ved dog, at drengen må være omkring ti år.
BOPÆL Omrejsende, altså enten i medbragt telt på færden, eller ved lokal, billig beværtning.
HISTORIE Ranns liv startede i fangenskab. Faktisk startede det slet ikke med, at han hed Rann. Hos faderen Rann og moderen Boja blev to tvillingebrødre født. De to forældre havde bestemt, at ham der kom først ud skulle hedde Bran og nummer to skulle hedde Tran. Om deres ejere ville gå med det deres navneforslag eller ej, var de ikke sikre på, da de ikke havde fået endelige svar derpå endnu. Nu blev de to små drenge imidlertidig født, og ind trådte Elias, deres ejer. Han trak en dolk og erklærede køligt: "Så i tror i bare kan bestemme deres navne, hva? Usle kryb" og stak så den ene af de to børn i maven. Skæbnen ville have det, at Bran var den overlevende og Tran var den døde.
Det var hårdt, at være slave hos den nådesløse Elias i Carthak by. Rann, faderen, døde et par år efter fødslen, under tortur, og snart fulgte moderen trop. Kun lille Bran var tilbage.
Som de andre slavebørn hos Elias bestod dagen af hårdt fysisk arbejde, pisk, en anelse mad og så ellers bare forfra.
Elias var en middelaldrende mand med en yngre hustru han uden tvivl havde erhvervet sig i kræft af, at han havde en helt masse penge og en borgerlig familie gerne ville have lidt velstand. Hvorfor Elias netop havde valgt Nia var helt oplagt: Hun var en betagende skønhed. Nia skulle også vise sig, at have smag for andre end Elias, da hun et par år inde i deres ægteskab begyndte, at bedrive utugt med de af Elias' slaver som hun fandt ekstra tiltrækkende.
Bran var lige den rette alder, elleve, da Elias tænkte, at han ville sadle om og begynde træningen af sine krigere imens de var endnu yngre end hvad han på nuværende tidspunkt gjorde. Slaver blev brugt til mange ting, mænd købte ofte unge kvinder til deres hus som kunne føje alle deres ønsker, nogle blev trænet i sprog, det skrevne såvel som det talte, ligesom de blev lært de rigtige normer for den stand de forhåbentligt skulle sælges ind i. På den anden side blev andre af de unge slavepiger opfostret med det ene formål, at de skulle kunne tilfredsstille en købers kropslige behov, såsom at lave mad, gøre rent og dække deres andre behov.
De unge mænd skulle bare læres fuldkommen disciplin, underdanighed og trænes til hårdt og langt fysisk arbejde. De var ikke i ligeså høj kurs, hvorfor der en dag var en som havde spurgt sig selv, hvad de ellers kunne bruges til. De kunne naturligvis kæmpe til døden imod andre af deres slags.
Bran, en tæt bygget elleveårig, begyndte med træsværd og sloges imod de få andre børn der var at finde hos Elias. Han slås naturligvis ikke af egen fri vilje, men fordi Elias ville overvinde hans tilbageholdenhed og frygt for, at bruge egne kræfter. Han bifaldte den unge dreng, når han overvandt de andre. Elias havde egentlig godt kunne lide Rann, fortalte han langt senere Bran, men han kunne ikke lade to slaver få børn uden tilladelse, uden straf, hvorfor broderen måtte lade livet.
Brans viljefasthed, ukuelighed og vildskab imponerede Elias, som hurtigt var overbevist om, at han sad med en potentiel guldgrube. Måden hvorpå han, tænkte han, kunne holde Bran ved højt humør var, at lade ham være testobjekt for de kvindelige slaver der skulle øve deres seksuelle formåen - noget der ellers var forbeholdt Elias, dennes venner og betalende frie mænd.
Bran kæmpede og kæmpede, voksede og voksede. Han var en mand i en alder af fjorten år og slås imod andre voksne slaver når de trænede. Hans muskler var ikke så udviklede, men hans instinkt for kamp og stædighed gjorde, at han stadig tit ofte vandt. Året forinden var Nia begyndt, at lade ham besøge hende privat. Han havde naturligvis ikke en valg. Enten gjorde han det, eller også måtte han lade livet, da det bare krævede et ord fra Nia til Elias. Hun havde altid hendes amulet på, der forhindrede graviditeten - eller det havde hun faktisk ikke en enkelt gang. Bran var fjorten, Nia var lidt over dobbelt så gammel. Hun blev gravid.
Udover, at Bran ikke længere sås med Nia - som i øvrigt forklarede Elias, at det var hans barn, og var det ikke fantastisk? Jaja, hun undskyldte, at hun havde glemt amuletten, men sådan var det jo, ikke? Så ændrede intet sig. Bran voksede ikke opad, med udad. Han blev bedre og bedre i kamp. Han iførtes enten lændeklæde eller let læderrustning og kunne både bruge bue, økser og sværd i alle afskygninger. Da var det, tænkte Elias, at han måtte have hul på bylden. Det var på tide, at Bran tjente nogle af alle de penge som Elias havde brugt på ham, hjem igen.
Bran var seksten da han kæmpede imod en anden slave for første gang, til døden. Kampen var hurtigt overstået og den unge mand tøvede ikke et sekund, da han stak spidsen af klingen i halsen på den anden. Kampene blev oftere og oftere. Bran rejste rundt i landet sammen med Elias og et udvalg af andre krigere og kæmpede. Bran var hurtig trods sin størrelse og havde en enorm kraft bag sine egne udfald. De fleste kampe var overstået inden de overhovedet var begyndt. Da var det, at han begyndte at være alene mod mere end en, at han havde værre rustning, værre våben. Pengene strømmede ind for Elias. Elias øjnede mulighed for, at tjene en ekstra skilling og åbnede for muligheden, at betalende kvinder kunne få et nat med "Hjertespiseren" som Bran var kendt som. Det betød, at hver eneste dag bestod i træning, spisning, omgang med betalende kvinde - om hun så var borgerlig eller adelig, mere træning og mere spisning. Han var uovervindelig. Nogle kampe havde han ingen våben, også selvom han kæmpede imod to. Grunden til Brans kælenavn var, at Elias havde forklaret ham, at han måtte have en persona, når han kæmpede. Sådan ville han tjene flere penge. Han måtte blive berømt, skabe røre, folk skulle ville se det. Det var ikke bare væddemål imellem to slavehandlere, det skulle være seværdigt. Bran havde ikke noget valg: Enten gjorde han som der blev sagt, eller også var han færdig.
Bran var i kamp imod to modstandere. Han var i bar overkrop og lændeklæde imens de begge var iført læderrustninger. Han havde en dolk imens de havde stridsøkser. Han undveg det første udfald med et fremadrettet kolbøtte, dukkede til siden, rejste sig og skar den enes hals over fra øre til øre. Modstander nummer to veg tilbage med et nervøst udtryk i ansigtet. Da var det, at Bran rykkede læderrustningen af den førstes overkrop og øvet skar hjertet ud af mandens overkrop. Med det i hånden rejste han sig og kiggede rundt på publikum inden han tog en bid af det med et vildt udtryk i ansigtet. Den anden skreg i vrede og stormede mod ham. Bran undveg i sidste øjeblik til siden og hamrede dolken ind i den andens nakke så han øjeblikkeligt faldt om, død på stedet.
Årene gik. Det blev sværere og sværere for Elias, at finde kampe til Bran, som blev mere og mere desperat. Han vidste, at han måtte flygte snart, eller også ville han dø. Han ville ikke længere være en investering som gav mening for hans ejer, hvis han ingen kampe kunne finde til ham. Han havde opbygget et relativt godt forhold til Elias, som stolede på ham. Eller, måske stolede han ikke på Bran, men han nærede en form for tillid. Det betød, at Bran ikke altid var under skarp bevogtning, slet ikke med tanke på hans evner i kamp. Han var en maskine. Ustoppelig. "Den Udødelige" som de kaldte ham i ringen på denne tid. Han var arret som ingen anden. Han var ikke død. De færreste slaver holdt tre kampe til døden, han havde holdt tre hundrede.
Nia inviterede ham atter ind til sig. Det var ikke sket siden graviditeten. Han spurgte hende. Hun forklarede, at det var blevet en dreng som levede i bedste velgående og hvor havde hun dog savnet hans nærhed. Han havde taget en dolk med. Han vidste, at han ikke ville være under bevogtning når han var alene med Nia. Dét var hans chance. Dolken havde været skjult på hans værelse og var nu skjult i lændeklædet. Nia holdt om ham og spurgte om han dog ikke også savnede hende. Bran havde takket hende for oplysningen omkring sønnen, som stak dolken i nakken på hende. Det larmede ikke, da han blidt lod hende falde til gulvet i armene på ham. Nu var der ingen vej tilbage, men først skulle regnskabet gøres op. Han ville gerne hjælpe de andre slaver, men sådan som huset - eller villaen, var opbygget, var det umuligt. Han kravlede ud af et vindet, og kravlede op - ikke ned, af muren. Ind af et andet vindet. Der var vagter i gangen. Han fandt endnu en dolk i rummet og lod dem passere. Adrenalinet fyldte ham og han listede behændigt ud bag dem. Med en dolk i hver hånd skar han halsen over på dem begge. Med lavmælt rallen faldt de begge til gulvet, støttet af Brans stærke arme, så det ikke larmede for meget. Han tog deres våben: To langsværd. Sådan havde han kæmpe mange gange, imod mange krigere på én gang. Et våben i hver hånd. Han smilede kort som han forestillede sig hvordan de næste par timer vilde udspilles og nikkede så sammenbidt til sig selv inden han førte sin højre hånd til munden og kyssede tommel-, pege- og lillefinger.
Seks andre vagter var allerede døde da Elias ankom med sit følge fra tur i staden. Der var stadig mange vagter tilbage, og Bran havde ikke en chance, hvis han blev opdaget. Eller, det var hans plan at blive opdaget, men det skulle blive på fordelagtige vilkår. Sådan da.
Elias steg af sin hest og mumlede nogle korte ordre til manden ved hans side. Bran havde aldrig set ham før. Det ændrede ikke noget. Han sprang ud af vindet fra første sal og gjorde et rullefald imod et mindre buskads hvor han havde gemt de to langsværd han havde samlet op. Han fik fat på det ene sværd under rullet og greb det andet imens han rejste sig op. Elias var ledsaget af tre vagter foruden den ukendte mand. Den ene vagt mistede hovedet som Bran rejste sig op, en anden blev stukket i halsen med en sådan kræft, at hans hoved også næsten skiltes fra kroppen.
Elias råbte og skreg og den sidste vagt løb imod en stor klokke i gårdspladsen som ringede alarm udover hele villaen. Bran stirrede vildt på Elias med et par blodskudte øjne inden han huggede med begge sværd fra hver deres side imod hans hals. Hans ejers krop faldt slapt sammen på jorden. Den sidste vagt gjorde ikke mine til, at komme i hans retning med det samme, men ventede i stedet øjensynligt på forstærkninger. "Hvem er du?" spurgte han den ukendte mand som svedte ukontrollabelt. "Jeg, jeg-" han bemærkerede markeringen på den andens kappe som fortalte, at han var meget velhavende. Han lyttede ikke til mere og slog den anden på næsen så han hørte den brækkende. Den ukendte tumlede om på jorden. Bran sprættede hans mave op fra skridt til hals og imens de skingre, vilde skrig hørtes i baggrunden svang han sig op på Elias' hest og red derfra så hurtigt han kunne.
Han flygtede. Flygtede til Tortall. Han ville have et nyt liv. Han var fri nu. Slaven "Bran" uden efternavn skulle hedde noget andet, tænkte han. Han kunne ikke være den samme. Så ville han blive straffet og måske blive en slave igen. Han havde drømt om, hvad det ville sige at være fri, hvad han ville gøre, men aldrig skænket det en tanke, hvad han skulle hedde. Han måtte også have et efternavn, det vidste han, og således tog han sin fars, mors og brors navn og blev til Rann Boja Tran.
Det er nu syv måneder siden han flygtede og selvom han langsomt har vænnet sig til en eksistens hvori han selv bestemmer indholdet, så er dagene ikke blevet lettere. Han har dog lært at bygge et ordenligt læ, når han ikke har et telt, samt at lave bål. Han lever dag-til-dag og med destinationen Corus.
OUT OF CHARACTER
C-BOX NAVN Coin.
ALDER 22 år.
KONTAKT PM her på siden, i c-boxen eller via min Skype som naturligvis udleveres mod ønske.
HAR DU LÆST OG FORSTÅET REGLERNE? Ja.
