Svaret af Eiralys af Harise on Sept 28, 2015 15:28:51 GMT
Åben trådstart mellem Hugo af Harise & Eiralys af Genlith
Lys mærkede sit hjerte hamre derudaf - præcis som det havde gjort næsten hele dagen - da hun så sig selv i spejlet. Hendes hår var meget lysere, end hun normalt var vant til - et produkt af de mange timer, hun havde brugt i solen med solskærm til at dække for sin lyse hud. Kontrasten til alle de blå blomster, som var vævet ind i håret var slående og hun blev lidt åndeløs.
Den blå silkekjole med guldbroderierne var den fineste kjole, hun i sit liv havde båret og hun turde næsten ikke bevæge sig i den af frygt for, at den skulle gå i stykker eller blive beskidt. I sine hænder havde hun en pose med forskellige velduftende urter, som skulle bringe held. Og nu ventede hun så bare på, at hun skulle blive kaldt ud. Hun turde ikke engang sætte sig, mens hun ventede.
Hugo havde mere eller mindre været forberedt på at blive gift det sidste halve år. Derfor havde hans egen ting blot ligget og ventet på ham i et skab. Det sæt han bar var i Harises slægts farver. Grøn og med guldbroderier. Han benklæder var i gul farve. Håret var stadigvæk ikke sat, men den rodede frisure, som han altid havde med sit halvlange hår.
Da det endelig var tid til at forlade rummet, trådte han ud på gangen og gik ned ad den med sin kammertjener lige i hælene. Gæsterne havde allerede indfundet sig i den store sal, hvor vielsen skulle foregå. Han stoppede op i skyggerne ved trappen, og ventede nu på, at en tjener gav besked til Eiralys om, at nu var det nu.
Hun holdt vejret næsten hele tiden. Hvorfor vidste hun ikke. Sikkert mest af nervøsitet og hun blev næsten bange, da det bankede på døren. Hun vendte sig forsigtigt og smilede prøvende til tjeneren, som i hvert fald så ud til at synes, at hun så godt ud. Beroliget gik hun med forsigtige skridt hen mod døren og ned til Hugo som ventede på hende.
Han så vanvittigt godt ud i sine slægtsfarver og hun måtte se ned på sine fødder for at sætte dem rigtigt på trinene i stedet for at se på ham.
Da hun endelig viste sig ved hans side, nikkede han stift til hende, inden han bød hende sin arm. Og sammen gik ned ad trapperne, der var prydet med blomster i dagens anledning. Dørene ind til salen blev åbnet, og synet af de mange fremmødte mennesker kom dem i møde. Størstedelen af dem var beboer i lenet, der naturligvis var indbudt til deres egen lensherres bryllup. Men i blandt gæsterne var der også familiemedlemmer og nære venner, som ikke var med på rundrejsen.
Han førte den lyshårede komtesse op ad gulvet, mens han nikkede som hilsen til de folk, der stod yderst. Da de nåede enden af deres rejse, stoppede han op og slap Eiralys’ arm. Om et ganske kort øjeblik, så ville de være gift.
Et lille stift nik, var alt hun fik som kompliment for alt det hårde arbejde, tjenestefolkene og hun selv havde lagt i at gøre hende klar. Selv turde hun ikke give det samme og endte blot med at stikke sin arm ind i hans og følge ham ind af dørene.
Alle folk så på hende. Det var selvfølgelig at forvente, men det var alligevel overvældende. Hun stod over for ham, mens Mithros-præsten begyndte at tale, men hun hørte ikke et ord. I stedet koncentrerede hun sig om at trække vejret nogenlunde normalt og så forsøgte hun at så upåvirket ud af situationen. Hvilket hun på ingen måde var. Først da præsten talte om ringe, blev hun nærværende igen.
Ringbæreren kom frem med to ringe på en grøn pude. Hugo tog den ene op, og satte den på Eiralys’ finger efter anvisninger fra præsen. Han brød sig ikke om, at skulle stå og være følelsesmæssigt involveret i noget som helst foran så mange mennesker. Derfor var hele hans holdning stiv og meget reserveret.
Selve ceremonien var hurtigt overstået, da hun havde placeret den anden ring på Hugo’s finger og de vendte sig imod gæsterne som mand og kone. Det var ikke til at fatte og hendes arm fandt ind i hans igen for støtte. Lykønskningerne gik i gang, men den eneste hun rigtigt huskede, var hendes far, som smilede stolt til hende. Mere stolt, end hun kunne huske, han nogensinde havde smilet til hende før.
Hugos egne forældre og hans bror kunne naturligvis ikke være til stede ved festen. Hvilket da heller ikke generede ham det mindste. Der var masser af andre familiemedlemmer, som ønskede det nygifte par tillykke. Han trykkede Eiralys’ fars hånd, og et lavt ”Tak,” kom ud over hans læber til faderen. Det tog lang tid at modtage alle lykønskninger. Dem der tog længst tid var lenets beboer der udover at lykønske deres herre, også priste Eiralys’ skønhed.
OOC: Hvis nogen forventer at være til stede, så er det her, at man kan smide sine reaktioner ^^
