Svaret af Eiralys af Harise on Sept 27, 2015 11:41:45 GMT
Collab mellem Hugo af Harise & Eiralys af Genlith
Lys sad denne aften i biblioteket og forsøgte at læse en bog, men det blev næsten ikke til noget. Knuden i maven var vokset støt den sidste uge. Hun havde ikke set meget til Hugo den sidste lange tid og hun brugte det meste af sin dag på at hjælpe til med forberedelserne og på at få sit brudeudstyr så pænt som muligt. Det var også netop i den forbindelse, at en tanke var slået ned i hende. En tanke, som hun ikke kunne forstå, at hun havde kunnet overse.
Næste dag ville være hendes bryllupsdag. Og næste nat ville dermed være hendes bryllupsnat. Det hele var gået så stærkt og der var så mange ting, hun havde skullet tage stilling til, at hun havde glemt det. Indtil for en uge siden. I morgen skulle hun giftes og elske med en mand, som hun stadig sagde “De” til. Det var næsten ikke til at fatte.
Det havde været en lang dag for Hugo, selvom den havde været lige så krævende som mange af de foregående, siden han var kommet tilbage på borgen med Eiralys. Han havde denne aften ikke haft tid til at spise middag med hende, der var ting der skulle bringes i orden, inden deres bryllup skulle stå dagen efter. Han havde derfor fået maden bragt op på sit arbejdsværelse, hvor han havde lukket sig inde, siden han kom hjem om eftermiddagen.
Men nu havde han klaret det, som havde krævet hans opmærksomhed, og han ville sætte sig ned i biblioteket med et glas vin, mens han reflekterede over de sidste timer som ungkarl. En tjener åbnede dørene ind til biblioteket, og som altid var der tændt op i ildstedet i midten af rummet. Hans sædvanlige stol var tom, og han satte sig med et træt suk ned i den, og stirrede ind i ilden. Han lagde ikke mærke til, at han ikke var alene i rummet.
Hun så let forskræmt op imod døren, da den åbnede sig og fulgte Hugo’s færd hen over gulvet. Han satte sig i en stol rimeligt nært ved hende. Den stol, hun havde, vendte med front imod hans, men nogenlunde ud for hans højre arm. Det virkede ikke umiddelbart som om, han havde set hende. Men han kunne også bare have besluttet, at han ikke ville tale med hende.
Hun sad et øjeblik helt stille, men han reagerede stadig ikke på hendes tilstedeværelse. Hun tog mod til sig et par gange, inden hun fik gang i sin stemme. ”G-godaften, Grev Hugo.” Blikket faldt med det samme, han rørte på sig.
Han havde ikke forventet, at der var andre i rummet end ham selv, og derfor kom det bag på ham, at han hørte Eiralys’ stemme. Han drejede hovedet og så på hende, da hun sagde god aften til ham. ”Godaften Komtesse,” sagde han og tog en tår af sit vinglas. Han stemme var træt, akkurat ligesom resten af ham. ”De kan ikke falde i søvn?”
Hun skottede lidt op til ham. Han lød mere overrasket end vred, så hun blev lidt mindre forskrækket. Til hans ord, rystede hun lidt på hovedet. ”Det har ikke været let de sidste par dage.” Hun sagde ikke, hvorfor. Det kunne jo i realiteten være af spænding. Hvilket han sikkert ville vælge at tro.
Han nikkede. Selv havde han sjældent problemer med at falde i søvn om aftenen, men det var kun på grund af hans arbejde. Han drejede hovedet væk fra hende og så ind i ilden. ”Det forandrer sig sikkert efter i morgen,” sagde han og tog en tår mere af sin vin. ”Var middagen god nok?” Han havde jo ikke selv været til stede, og han havde selv fået sig en let anretning.
Hun nikkede lidt. Mut fordi, hun ikke rigtigt troede på det. Men måske havde han ret. Måske ville hun kunne sove, når al usikkerheden og nervøsiteten for morgendagen var væk. ”Den var ganske udmærket.” Hvis hun fortalte ham, at hun ikke havde lagt nok mærke til den til at opdage, hvad hun havde spist, så ville han sikkert ikke være tilfreds med hende, så hun holdt det for sig selv. ”Det er sært at tænke på... “ Hun håbede ikke, at han ville blive vred over hendes tanker denne gang. ”At efter i morgen, er vi gift.”
Han brummede svagt. Det var godt at hun ikke havde noget at udsætte på maden. Ellers så havde han en kok han skulle skaffe sig af med. Og det ville blive problematisk op til brylluppet. Han slyngede vinen fraværende rundt i glasset. ”Hvorfor er det sært? Det er en ganske naturlig ting,” sagde han, og havde ikke energi til at blive vred på hende, over hendes fjollede kommentar.
Hendes skuldre rundede sig lidt ind om hendes skikkelse - som blev hun lidt mindre. ”Jeg mener bare.. Det er lidt sært at skulle tænke på sig selv som en gift kvinde.” Hun havde lyst til at tilføje, at det havde hun aldrig prøvet før, men hun var ret sikker på, at han bare ville rulle med øjnene af hende over åbenlysheden i den kommentar.
Han forstod stadigvæk ikke, hvad det var hun mente, og det irriterede ham at hun kom med sådanne udtalelser. Han tog en tår mere af sin vin, men kiggede stadigvæk ikke på hende. ”Alle kvinder bliver en dag gift, sådan er naturen,” irritationen skinnede tydeligt igennem hans stemme. ”Ligesom alle mænd bliver gift en dag. Det er det, man har forberedt sig på hele livet,” det var i hvert fald sådan for hans vedkommende.
Hun sukkede lidt. ”Hvis De siger det.” Tonen var ikke provokerende eller irriteret. Bare resigneret. Hun sad lidt og lod som om hun læste igen, men knuden i hendes mave var kun blevet større og hun brød sig ikke rigtigt om at blive siddende. Derfor lukkede hun bogen og lagde den fra sig på bordet ved siden af. ”Hvis De vil have mig undskyldt, så tror jeg, at jeg vil forsøge at sove igen.” Hun rejste sig, men ventede med at gå, til han havde sagt god for det.
Han lagde godt mærke til hendes stemme, og han kunne ikke undgå at blive lidt vred over den, uanset hvor træt han nu var. ”Sæt Dem ned, Komtesse,” sagde han vredt og drejede hovedet for at se på hende. Han havde ikke tænkt sig, at hun skulle gå endnu. Han havde til at starte med ikke været særlig vild med hendes selskab, da han var kommet ind i biblioteket. Men hun slap ikke af sted med at tale sådan. Han tømte resten af sit vinglas og stillede det på det selvsamme bord, hvor hun havde lagt sin bog. ”Hvad er det, De forventer af mig?”
Hun satte sig, da han bad om det, mens hendes hjerte bankede af sted. Det var et virkelig godt spørgsmål han stillede, for det var nøjagtigt det samme, hun havde lyst til at spørge ham om hele tiden. Men hun kunne dog ikke lade være med at føle, at hans spørgsmål var en fælde af en art. Intet, hun kunne finde på at svare til det spørgsmål, ville gøre ham mindre vred, men hun kunne heller ikke se, hvordan hun kunne slippe udenom. Derfor trak hun bare lidt på skuldrene, mens hun havde blikket solidt plantet i skødet og hænderne stift sammenfoldede det samme sted.
Han mærkede stilheden fra hende og rynkede panden. Han så ikke på hende, men på ilden igen. Han blev irriteret over, at hun ikke svarede ham, når han stillede hende et spørgsmål. ”Jeg venter stadigvæk på et svar,” sagde han og rejste sig op fra sin stol. Han gik et par skridt frem og stoppede op ved ildstedet, som han stillede sig foran. Han hvilede sin krop op mod muren, der dannede ildstedet, og drejede hovedet, så han kunne se hen på hende. ”Noget må De forvente af Deres kommende ægtemand.”
Hun havde ikke noget svar til ham. Og han forlangte et af hende. Som en lus mellem to negle sad hun og knugede sine hænder sammen, mens hendes tanker frøs fast i de samme baner og forhindrede hende i at tænke i en retning, som kunne hjælpe hende. Til sidst kunne hun ikke tillade sig at være stille længere og en pibende stemme forlod hende. ”D-det v-ved jeg i-ikke.” Den stammen, som var blevet mere og mere udtalt over de sidste uger trådte ind igen og hun skammede sig noget så eftertrykkeligt.
Han så på hende, betragtede hendes måde at sidde på, og den måde hun talte til ham på. Hun var tydeligvis ikke særlig tryg ved situationen. Han kunne godt lide at han fik hende til at føle sådan. At han havde en slags magt over hende på den måde. Hendes ord kom dog bag på ham, og han rynkede let panden. Han vidste dog bedre, end at blive mere vred på hende. I et par hurtige skridt, var han henne ved hendes stol og satte sig på knæ foran hende, og tog hendes hænder i sine. ”De taler til mig, som om jeg aldrig gør, som De forventer af mig,” sagde han, og kunne ikke helt skjule, at det gjorde lidt ondt på hans stolthed.
Hun skulle holde godt tag i sig selv for ikke at rykke længere tilbage i stolen, da han kom hen til hende. Det ville han helt sikkert ikke bryde sig om. Hans varme hænder omsluttede hendes og hun var nødt til at slappe lidt af, hvis han ikke skulle mærke, hvor anspændt hun var. Hans ord kom bag på hende. Og hans handling også. Men det var ikke noget nyt og hun skottede kort op til ham. ”Det g-gør De heller ikke.” Stemmen var endnu mere pibende end før. Han var så tæt på.
Han blev siddende på knæ foran hende, mens hun talte. Da hun var færdig, rynkede han tænkende panden og brummede svagt igen. ”Men hvis jeg aldrig gør som De forventer, så må De jo forvente et eller andet af mig?” Det virkede kun mest logisk i hans tanke, at det forholdt sig sådan. Han vidste godt, hvad han forventede af Eiralys, og han mente heller ikke, at han lagde fingre imellem med, hvad han mente.
Hendes hjerte galoperede nu af sted og hun kunne kun se på ham i korte øjeblikke af gangen. Hun kunne ikke tænke ordentligt, når han var så tæt på, men hun kunne heller ikke få sig selv til at bede ham om at gå væk. Det var det tætteste, hun havde været på ham siden rejsen. Siden.. Hun sank hårdt og huskede hans læber mod sine.
”J-jeg ved ikke..” Hun skottede op til ham igen og fortsatte. ”Jeg v-ved ikke, hvad jeg f-forventer af Dem.” Hun sank igen, men skyndte sig videre, inden hun tabte modet igen. ”M-men jeg forsøger så h-hårdt på, i-ikke at gøre Dem u-utilfreds med mig… Det lykkes b-bare aldrig.” Blikket var låst fast på hendes skød. Hun skulle helt sikkert ikke se på ham lige nu.
Det var nok første gang han havde givet hende tid til at forklare, hvad der foregik i hendes hoved. Og det endda selvom, at han ikke vidste, om han var interesseret. Han havde altid kun interesseret sig for sig selv. Men fra imorgen ville det blive helt anderledes. Men et eller andet sted, så betød det alligevel noget, hvad Eiralys tænkte om ham og forventede af ham.
Han slap hendes hænder og lagde dem i stedet ganske blidt på hver sin kind, så han kunne fastholde hendes blik. Han tillod kun sig selv dette, fordi der ingen var i nærheden. Ingen anstandsdame og ingen tjenere. ”Se på mig!” Beordrede han. ”Jeg forventer en kone, der gør som jeg siger, og som ikke stiller spørgsmålstegn ved noget jeg foretager mig. Det er dét, som jeg forventer af Dem.”
Hun gispede let, da han lagde sine hænder mod hendes kinder og hun mærkede frygten over, at hun nu ikke længere kunne tillade sig at se væk fra hans blik. Hun nikkede åndeløst til hans ord - det vidste hun allerede godt og hun havde lyst til at spørge ham om, hvorfor han så blev vred over, at hun sagde, at det virkede sært at skulle giftes. Der gik hun ikke imod hans ord, eller satte spørgsmålstegn ved noget. Men han var blevet vred alligevel.
Og det var netop det, der var problemet. Hun vidste aldrig, hvad der ville gøre ham vred. Men hvis hun spurgte ham om dette, så ville han sikkert blive vred igen. Så derfor stirrede hun bare som hypnotiseret ind i hans øjne.
Det virkede på ham som om, at hun forstod hvad han sagde. Hun nikkede i hvert fald til hans ord, og det trøstede ham lidt. Men hun havde fået rørt noget i ham. Han brummede svagt endnu engang, og mærkede det røre på sig igen, nu hvor han rørte ved hende. Han sagde ingenting yderligere, men så bare på hende, nu hvor hun endelig så ham ind i øjnene. Hans trang til at kysse hende steg for hvert sekund, og hvis han ikke snart løsrev sig fra hende, så ville han også gøre det.
Udtrykket i hans blik ændrede sig gradvist fra at være bestemt til at være dragende på en eller anden måde. Hun havde lyst til at læne sig ind imod ham, men han holdt hendes hoved fast. Desuden var hun slet ikke sikker på, at han ville bryde sig om det. Han havde holdt en meget fast afstand mellem dem i al den tid, hun havde kendt ham. Måske bortset fra den dag, hun var besvimet. Mindet fik rødmen op i hendes kinder og hun dristede sig til at løfte sine egne hænder og ganske forsigtigt lægge dem på hans overarme.
Han var overrasket over, at hun ikke gjorde noget for, at han skulle slippe hende. Hendes rødmen i kinderne fik bestemt ikke trangen i ham til at forsvinde. Den forstærkede den blot tifoldigt. Da hun lagde sin spinkle hænder oven på hans overarme, kunne han ikke selv holde sig tilbage. Han trak sig selv lidt op, så han var i hovedhøjde med hende. Så lænede han sig frem og lagde sine læber ovenpå hendes. Deres første kys havde været brutalt. Dette her var krævende, men også prøvende, for at se, hvordan hun reagerede.
Da han rykkede rundt på sig, anede hun ikke, hvad hun skulle forvente. Hun forventede i hvert fald slet ikke, det han gjorde. Han kyssede hende igen. Og denne gang var det helt anderledes end sidste gang. Det var kærligt. Og fyldt med følelser. Men mest af alt var det overvældende. Når sandt skulle siges, så havde hun ikke været spor sikker på, om han overhovedet følte noget for hende. Nu var hun sikker på, at det gjorde han og hun fik det øjeblikkeligt bedre.
Hendes hænder lukkede sig lidt hårdere om hans arme i et forsøg på at holde ham fast og hun besvarede kysset, så godt hun nu kunne med sin manglende erfaring. Dårlig samvittighed havde hun ikke meget af. Ved denne tid i morgen ville de være gift.
Mens han fastholdt hendes læber i kysset, flyttede han sine hænder fra hendes kinder og rundt om livet på hende. Med stor forsigtighed, trak han hendes krop hen til sig og trykkede den ind mod sin egen. Det var længe siden, at han havde mærket en kvindes krop mod sin egen. Sidste gang havde været en af kvinderne på Liljen, og de kunne ikke sammenlignes med den uskyld og den mangel på erfaring, som Eiralys’ krop tydeligt udstrålede.
Hun gispede let, da hans hænder fandt ned på hendes krop. Hun stivnede lidt, men tvang sine muskler til at slappe af. Stivheden var dog tilbage igen, da han trak hende tættere på. Aldrig havde hun følt en mands hænder på sin krop på denne måde og hun havde svært ved at acceptere det. Men hun tvang sine forbehold tilbage igen. I morgen ville han have fuld kontrol over hendes fremtid og desuden ville hun helst ikke, at han blev vred på hende igen.
Hun vinklede sine knæ til den ene side og klynkede lidt af følelser, hun ikke forstod, da han pressede sin krop ind mod hendes. Hun havde lyst til at trække sig tættere på. Lade sig omslutte af hans arme. Men hun kunne heller ikke få sig selv til at reagere på nogen anden måde, end at undlade at trække sig væk.
Han lagde i starten godt mærke til stivheden, der indfandt sig i hendes krop, men lagde ikke noget i den. Det var vel kun naturligt, når man var en uerfaren kvinde. Det var ikke første gang, at han oplevede sådan en reaktion fra en kvinde. Da hun rykkede rundt på sig selv, og hendes krop lå ind mod hans, satte han sig helt ned på gulvet foran ildstedet, og trak hende ned på skødet, sådan, at hun igen lå i hans arme. Han lod sin højre hånd glide op og ind i hendes lange og lyse hår.
Hun kunne slet ikke finde ud af, hvordan hun skulle reagere på hans bevægelser. Pludselig sad hun i hans arme igen og ilinger strøg ned af hendes ryg, da han flettede sine fingre ind i hendes hår. Hun skælvede let. Tanken om, at han måske var ved at tage forskud på bryllupsnatten gjorde hende åndeløs, for hvis det skete, ville hun være nødt til at stoppe ham. Som det var nu, krummede hendes fingre sig fast i hans skjorte for at have noget at holde fast i og hun stirrede halvt forskrækket, halvt henført ind i hans øjne.
Hvis de havde været gift, så havde han ikke haft nogen skrupler ved at tage hende her og nu. Men de var ikke blive viet endnu, og derfor kunne han ikke tillade sig at kræve mere af hende, end det han gjorde nu. Men det var også nok for nu. I morgen ville han kræve hele hendes krop, og ikke kun hendes lyserøde mund. Han trak sig væk fra hendes mund, men fastlåste hende i sine arme, så hun ikke kunne slippe fri. ”Eiralys, jeg tror det er på tide, at vi bliver dus,” sagde han og så ind i hendes øjne.
Han holdt hende tæt ind til sin krop og hun mærkede følelser røre på sig, som hun ikke var vant til. Hans ord fik glæden til at boble i hende. Noget kunne tyde på, at hun endelig havde gjort noget rigtigt og hun smeltede lidt i hans arme. ”M-mener De det?” Et smil trak uhjælpeligt op i hendes mundvige og hun hungrede efter at komme tættere på ham. Måske mere psykisk end fysisk, men det var svært at sige.
Han forsøgte at smile til hende, men det blev ikke til mere end en trækning i mundvigen. Han lagde en finger på hendes læber og tyssede på hende. ”Sagde jeg ikke lige, at vi skulle være dus? Og så tiltaler du mig med De?” Sagde han og lød ikke vred. ”Du skuffer mig Eiralys,” han trak hendes ansigt helt tæt på sit eget, og begravede sin højre hånd i hendes lyse hår igen.
Hans ord fik hende til at rykke en lille smule rundt på sig. Havde han lydt vred nu, ville hun have været knust, men han lød mere som om, han morede sig. Inden hun kunne nå at undskylde, trak han hendes ansigt ind til sit og hun kunne næsten ikke få vejret. Hvis hun lænede sig bare lidt tættere på, ville hendes læber møde hans igen og hun havde meget svært ved ikke bare at gøre det. ”Undskyld... Hugo..” Det føltes uartigt at kalde ham ved navn efter så længe, hvor han havde forbudt hende det. Hun pressede ganske lidt imod hans greb i hendes hår. Lod ham vide, at hun gerne ville kysse ham igen.
Han så ned på hende. Med en blanding af morskab og alvor i sine øjne. Hendes krop reagerede nøjagtig som den skulle. Men han ville ikke gøre noget ved det lige nu. Det var helt tydeligt, hvad det var, hun gerne ville have fra ham lige nu. ”Husk på Eiralys, at når du er ulydig, vil du blive straffet,” sagde han, og trak lidt i hendes hår. ”Som sådan her,” han lagde sine læber mod hendes læber igen og krævede hendes opmærksomhed.
Hans ord forvirrede hende, men hun turde ikke sige noget. Han lød som en, der netop mente at have forklaret noget og øjeblikket imellem dem var for vigtigt for hende til at ødelægge det. Mente han, at det var en straf, at han kyssede hende? Hvis det var det han mente, så var hun ikke imod det. Hans kærtegn udslettede noget af al den usikkerhed, hun havde båret rundt på og hun tænkte slet ikke over, at han rykkede lidt i hendes hår. Hendes fingre krummede sig hårdere sammen om hans skjorte og trak hende lidt tættere på ham.
Han trak sig væk fra hende igen. Det gik ikke, at de fortsatte på denne måde. Han ville til sidst ikke kunne beholde sin selvkontrol. Han brummede svagt og slap taget i hendes hår. ”Du tager livet af mig,” mumlede han og så hende i øjnene. ”Hvis vi bliver ved sådan her, så er du ikke længere en uskyldig pige,” hans ord var alvorlige, og han mente hvert ord, han sagde.
Hun havde ikke spor lyst til, at han trak sig væk. Den brummen, som hun efterhånden kendte så godt, lød fra ham igen og hun kæmpede imod de impulser, hendes krop sendte til hende. Delvist, fordi hun vidste, at de var forkerte og delvist, fordi hun var bange for, at hun ikke ville gøre det rigtigt. Ved hans ord, udvidede hendes øjne sig dog meget. ”Det..” Det var slet ikke, hvad hun havde forventet, at han sagde. ”Så.. Så må vi hellere…” Frygten for, hvad der skulle ske dagen efter indfandt sig igen og hendes bevægelser for at komme væk, havde et skær af desperation over sig.
Han nikkede til hendes ord. Han slap hende dog ikke, men beholdt hende i sine arme, mens han rejste sig op. ”Ja, det må vi desværre,” sagde han og så ned på hende. Han strøg en finger over hendes kind og kyssede hende blidt i panden. ”Jeg er måske mange ting, men jeg er aldrig uretfærdig,” sagde han og slap hende til sidst. ”Det er sent, og vi har begge en lang dag foran os i morgen. Vi burde gå i seng.”
Hun slap ikke ud af hans arme, men han holdt ord og stoppede deres forehavende. Hun følte stadig trang til at komme væk, men følelsen var mindre udtalt, nu hvor hun ikke længere frygtede for, at situationen skulle eskalere. ”Det har vi. Jeg…” Hun ledte efter ord, som kunne beskrive, hvad hun gerne ville sige, men de kom ikke til hende. Så meget havde ændret sig på så kort tid og hun trængte til tid alene for at finde ud af at forholde sig til det. ”Jeg må hellere gå.” Hun klarede et lille smil. ”Godnat.. Hugo..”