Hvad er sandhed?

[Pendrima af Condia]

Cleon af Tasrid
18. september 526 M. T.

For Pendrima havde der været travlt de sidste par dage. Og lige siden de var ankommet til Anaks Rede, så havde hun forsøgt at finde tid til at opsøge Cleon. Men Hertuginden havde sat en stopper for sin datters små udflugter. Rideturen med Hertug Joreth havde haft langt større konsekvenser for hendes sociale liv, end hun havde været klar over. Hendes mor var allerede overbevist om, at Hertugen var villig til at gifte sig med Pendrima.

Hun vidste bare ikke, om hun følte det samme. Efter teselskabet havde hendes mor lagt sig for en stund. Hvilket var det perfekte tidspunkt at gå ned i lejren og finde Cleon. Hun havde ingen planer resten af aftenen. Så uden anstandsdame bevægede hun sig ned gennem lejren, mens hun forsøgte at finde ud af, hvor i alverden Cleon kunne befinde sig. Det var et stort område, og hun havde aldrig været nede i den del af lejren før.

[Cleon af Tasrid]

Cleon havde netop været inde og spise og var på vej tilbage til Livgadens lejr. Han så dog et velkendt ansigt, inden han nåede så langt og smilede til hende. "Komtesse. Hvad laver De dog her?" Måske var hun der for at se ham? Man vidste aldrig. Han gik helt hen til hende og bukkede, som etiketten foreskrev. "Jeg håber, at Deres rejse herop gik uden problemer?"

[Pendrima af Condia]

Pendrima drejede sig i overraskelse, da hun hørte Cleons stemme. Hun syntes, at det var så længe siden, hun havde hørt den, og den virkede nærmest fremmed i hendes ører, taget det der var sket i hendes liv i betragtning. "Væbner Cleon," sagde hun og hilste på ham, med et svagt smil. Hun kunne dog ikke fjerne hendes tænksomme rynke i panden. "Jeg ledte efter Dem," svarede hun og så direkte på ham. "Det gjorde den, heldigvis," hun forsøget at sende ham et smil, men kunne ikke helt mønstre det. Hun ville helst bare snakke med ham på tomandshånd.

[Cleon af Tasrid]

Han var lidt overrasket over, at det rent faktisk var ham, hun var kommet for at tale med. Og hun virkede ikke som én, der ønskede at tale med ham her. "Jamen skal vi ikke finde et sted at tale sammen, så?" Hans smil var lidt gennemsigtigt. Der var et eller andet på færde. Det vidste han bare.

De gik ud til foldene og stod i skovbrynet og kiggede på hestene foran sig, da Cleon ikke kunne holde mund mere. "Hvad ville du gerne tale om?"

[Pendrima af Condia]

Hun nikkede blot og fulgte efter Cleon, ligeglad med, om folk så dem eller ej. Hun tænkte på så mange andre ting, at sladder ikke var en del af dem. Det kunne hun altid tackle senere. Da de kom ud til foldene, mærke hun den kølige brise mod hendes hud og hun trak vejret dybt. Han gik direkte til sagen. Hun bed sig i underlæben og så ned i jorden. "Jeg har brug for råd," sagde hun og trak let på skuldrene. "Jeg... Jeg har nogen følelser, som jeg ikke kan sætte ord på," sagde hun og sukkede tungt. Det var sjældent, hun ikke kunne sætte ord på sine følelser.

[Cleon af Tasrid]

Han hævede øjenbrynene i en spørgende gestus og rykkede lidt tættere på hende. "Hvad vil du gerne vide?" Han og Pendrima var ligesindede på mange måder, på trods af, at de kom fra to forskellige samfundslag. Og de havde fundet ud af, at de også var gode til at tale sammen. Hvis hun havde noget at spørge om, ville han gøre, hvad han kunne for at svare hende.

[Pendrima af Condia]

Selvom hun følte, at hun kunne tale med Cleon om alt mellem himmel og jord, så var det stadigvæk svært for hende, at sætte ord på det hun ville sige. Efter en rum tid, hvor hun tænkte over et svar, sagde hun: "Hvordan ved man, at man er forelsket?" Spurgte hun og så direkte på ham. Hun ville gerne vide det. Hun vidste ikke, hvordan det var, og derfor kunne hun ikke skelne sine følelser overfor Cleon og Joreth fra hinanden.

[Cleon af Tasrid]

Hendes spørgsmål overraskede ham lidt og han hævede brynene let. "Øhm. Det ved jeg ikke rigtigt." Han kløede sig lidt i nakken og så på hende. Spørgsmålet var seriøst nok og hun fortjente et seriøst svar. "De gange, jeg har prøvet det, bliver man glad, når man er sammen med vedkommende. Man kan få sug i maven og så tænker man meget på den anden." Han lød lidt usikker. Han var trods alt ikke så gammel, at han havde jordens bedste erfaring. "Hvorfor spørger du?" Det gav næsten sig selv, men han ville gerne høre, hvem hun talte om.

[Pendrima af Condia]

Hun nikkede ved hans ord. Hun havde vel egentlig godt vidst, hvis hun havde kigget dybt nok, at det var de tegn hun havde følt siden deres sidste samtale. Men hele situationen med Joreth havde forvirret hende. Hun sukkede tungt ved hans spørgsmål, og så ned på sine hænder. "Så tror jeg nok, at jeg er forelsket," sagde hun og følte sig ikke i spor bedre humør, det var nærmest som om, at situationen var blevet værre. "I min bedste ven," fortsatte hun lavmælt og turde ikke se på ham. "Og en anden mand."

[Cleon af Tasrid]

Han ventede på hendes næste ord med en underlig uro i mellemgulvet. Han var bange for, hvad de ville være og han blev da også bekræftet i sine anelser, da hun endelig talte. "Pen..." Oven på sådan et spørgsmål følte han ikke for at være formel mere. Og "Pen" faldt naturligt. "Jeg.. Jeg har allerede prøvet at være på den tabende side i et lignende dilemma." Hans stemme var lidt trist, men han var nødt til at sige det. "Jeg har ikke lyst til at være det igen."

[Pendrima af Condia]

Hun drejede hovedet og så på ham, da han talte. Hun nikkede. Hun forstod godt hvad han mente. Men hun havde haft brug for at tale med ham om det. "Cleon," sagde hun og lagde sin venstre hånd på hans overarm. "Du havde ret til at vide det," sagde hun og sukkede tungt, mens tårerne pressede sig på. Hun slog blikket ned og tørrede den første tåre væk med sin højre hånd. "Jeg ved godt, at det aldrig kunne blive os. Det har min moder gjort det meget klart for mig," hun fjernede sin hånd fra hans overarm og så udover engene. Hun kæmpede for at kontrollere de tårer, der truede med at trille ned ad hendes kinder.

[Cleon af Tasrid]

Han havde ikke tænkt sig, at hun skulle blive ked af det. Ikke på den måde i hvert fald. Og han tog hendes hånd og trak hende med ind i skovbrynet, hvor de ikke ville kunne ses. Her lagde han sine arme omkring hende og holdt hende tæt ind til sig. "Er det så ikke bedre, at vi er venner?" Hans stemme var stadig lidt trist. Et sted bagerst i hans hoved, havde han leget lidt med tanken om, at de måske.. En dag.. Men han havde ikke nået at forelske sig rigtigt endnu. "At vi kan tale sammen og være fortrolige uden en masse følelser i klemme?"

[Pendrima af Condia]

Uden protester lod hun sig indfavne af hans stærke arme, og hun snøftede lidt ved hans skulder. Hun nikkede. "Jeg vil så gerne beholde dit venskab. Mere end noget andet," sagde hun og løftede hovedet for at se på ham. "Men jeg ville ikke kunne være fortrolig med dig, hvis jeg havde holdt dette for mig selv," sagde hun og forsøgte sig med et svagt smil. "Jeg håber en dag, at du møder en, som får dig til at føle som jeg gør nu," hun tørrede øjnene. "Men jeg er glad for, at jeg fik sagt det til dig. Jeg har gået og haft en ubehagelig knude i maven lige siden du forlod følget."

[Cleon af Tasrid]

Han lod hende trække sig lidt væk, da hun forsøgte og besvarede hendes smil. "Det har du ret i. Og jeg er også glad for, at du fortalte mig om det." Den sidste del af sætningen, fik det til at trække ubehageligt i mellemgulvet, men han skjulte det godt. Mængden af kvinder, han havde haft følelser for på det sidste, og som han ikke kunne få, var næsten overvældende og han lavede en mental note til sig selv om, at han nok skulle bruge lidt tid på at reflektere på dette, når han blev alene igen. Tanken var dog snart væk igen. "Du skal ikke være nervøs for mig. Jeg skal nok klare mig." Han aede hende ned af kinden.

[Pendrima af Condia]

Hun nikkede, men følte sig ikke særlig lettet over at have sagt det. Men det ville blive lettere med tiden. Det havde hendes mor sagt. Og hun ville så gerne have Cleon som ven fortsat, selvom det betød, at det ville gøre ondt de første gange hun skulle se ham. Men med visheden om, at det aldrig ville have været muligt for dem, så var der ingen grund til at gå rundt og håbe. "Du klarer dig altid Cleon. Du er en charmerende mand," sagde hun og smilede af hans kærtegn. "Min moder sagde noget til mig om, at lige børn leger bedst, og at det nok var derfor jeg følte noget stærkt for dig. Fordi vi er ligesindede," hun sukkede igen. "Men at det netop kun kan være leg, fordi ellers ville vi måske risikere at kvæle hinanden. Hvis du forstår hvad jeg mener?"