Charme og flot hår

[Pendrima af Condia]

Joreth af Condia
15. september 526. M. T

Banketten havde lignet næsten alle de andre, som hun havde deltaget i under rundrejsen. Maden, etiketten og alt andet havde mindet om de tidligere lener. Det var mere det humør, som Pendrima var i, der var anderledes. Hun havde fået et par glas vin under middagen, hendes bordherre havde været ivrig efter at skåle lidt for mange gange, men nu hvor hun var sluppet af med manden, var hun i godt humør, og smilede bredt.

Eftersom hendes mor var taget med, var anstandsdamen blevet oppe på værelset. Dog stadigvæk i beredskab, hvis Hertuginden skulle tilkalde den ældre krage. Den unge komtesse havde derfor fulgt efter sin mor, da de havde forladt bordene. Men som hun kiggede rundt i rummet, fik hun øje på en bestemt person, der fik hende til at stoppe op midt i en bevægelse. Joreth. Hertugen, der havde spøgt i hendes tanker siden rideturen.

[Joreth af Condia]

Joreth ville ikke have haft noget imod at få komtessen af Marmist som borddame endnu en gang, men havde heller ikke gjort noget for at få det til at ske. For det første ville hans interesse have været alt for åbenlys og for det andet ville det have været direkte uhøfligt overfor lensherren som vært.

I stedet havde han siddet igennem en middag med en intetsigende lille mæfikke, der havde lignet en der var på vej til at krybe under bordet, bare han så på hende. Kedsommeligt og hilste hende stift da selskabet brød op fra bordene. Han engagerede sig i samtale med en ældre greve over et glas vin, men hans opmærksomhed var delt da hans blik fandt Pendrima i mængden og diskret fulgte hende.

[Pendrima af Condia]

Pendrima følte Joreths øjne på sig, og hun kunne ikke lade være med at kigge igen. Hun forsøgte at føre en samtale med sin mor og en af hendes veninder, men opgav hurtigt at deltage i samtalen. I stedet løftede hun sit glas op til læberne og tog en tår. Hun følte dog, at hun åbenlyst stirrede på hertugen, og hun så derfor ned i jorden i stedet for. Hendes mor sagde noget, der fangede Pendrimas opmærksomhed. Hun måtte godt opsøge andre at snakke med, så længe hun holdt sig indenfor. Det tilbud tog hun imod.

Hun bevægede sig langsomt væk fra sin mor, og bevægede sig i udkanten af folk, mens hun skævede over på Joreth et par gange undervejs. Han stod dog stadigvæk og talte med en greve. Hun ville ikke afbryde dem, så hun stillede sig blot i åbningen ud til et udendørsområde, så hun kunne få lidt luft. For hun synes ærlig talt, at hun pludselig havde fået det lidt varmt.

[Joreth af Condia]

Den sædvanlige lille trækning viste sig i Joreths ene mundvig. For greven kunne det passende være som reaktion på den morsomhed han lige havde fortalt, men for Joreth selv, havde det langt mere med Pendrimas tilfældige passeren forbi.

Han lod hende stå lidt endnu indtil han så en anden nærme sig med et blik han genkendte fra sig selv. Han undskyldte sig høfligt overfor greven og nærmede sig dørene ud, da komtessen så den anden vej, i retning af sin mor. Han stoppede halvt bag hende ”Der er overhængende risiko for De pådrager Dem en omgang snue hvis De bliver stående her, komtesse Marmist.” han talte lavmælt så alle omkring dem ikke ville kunne lytte med og så ikke på hende da han drak af sit glas, så ingen ville kunne se han direkte talte til hende.

[Pendrima af Condia]

Det gippede i hende, da hun hørte Joreths stemme bag ved sig. Hun havde lyst til at vende sig om og se på ham, men der måtte være en grund til, at han havde stillet sig, så hun ikke kunne se ham. Det irriterede hende dog en lille smule. Hun trak lidt på skuldrene. "Deres Højhed," hilste hun og holdt sit stemmeleje på samme niveau som hans. "Mit helbred havde godt af en smule luft. Ellers ville jeg være besvimet af al den intense varme, som fylder salen," hun tog en tår af sit vinglas, hun var kommet over den grænse af fornuft, der sagde hende, hvornår hun skulle stoppe.

[Joreth af Condia]

Joreth slap en munter lyd bag hende ”Touché, komtesse.” smilet var hørligt i hans stemme ”Men hvis de føler varmen så intenst, skulle De måske overveje at træde udenfor før De bliver utilpas af varmen.” foreslog han ”Jeg overvejede netop selv det samme.” tilføjede han, uden at hans bagtanke denne gang kunne være særlig skjult.

[Pendrima af Condia]

Hun fnes lidt af den lyd han udstødte, men tog sig hurtigt i det igen og rømmede sig. Hans forslag kunne ikke have været mere utilsløret, og hun smilede svagt af det. Hendes mor havde ganske vist sagt, at hun ikke må gå udenfor, hvor hun ikke kunne ses. Men udenfor var et vidt begreb. Hun valgte at tolke det som udenfor borgmuren. "Det lyder som en fremragende idé, Deres Højhed," sagde hun og drejede rundt, så hun kunne gå ud af døren. På vejen så hun op på ham, og mærkede med det samme en skælven i sin krop.

[Joreth af Condia]

Det trak diskret i hans ene mundvig da hun udtrykte sin enighed og han skjulte det bag vinglasset og endnu en mundfuld af indholdet. Han sagde ikke mere, men uundgåeligt så han ned da hun gik forbi ham. Deres blikke mødtes et splitsekund, men det var nok til at fortælle ham, at hun ikke havde glemt deres ridetur ved Stenbjerg endnu.

Han ventede et minut eller to før han roligt fulgte hende udenfor, uden at gøre det åbenlyst, at han netop fulgte efter hende. Anak var ikke en af de borge der kunne prale af en smuk have. Det var en forsvarsbastion først og fremmest, men der var ryddet nydeligt og pyntet op i anledning af det kongelige besøg.

Hans blik fandt Pendrima lidt væk fra døren, halvt i skygge og nærmede sig med rolige skridt. Denne gang stoppede han foran hende og bukkede afmålt "Tilgiv hvor let jeg omgår etiketten, men jeg foretrækker at kunne fortsætte med at tale fri overfor Dem."

[Pendrima af Condia]

Luften var ganske kølig udenfor, og hun skuttede sig en smule, da hun trådte ud på fliserne i den lille have. Hun betragtede udsmykningen, og morede sig over, at det virkede malplaceret. Borgen virkede mere som et militært sted.

Hun stillede sig i mellem to høje træer, som kastede skygge over hende, og halvt skjulte hende fra nysgerrige øjne og ører. Hun blev en smule nervøs ved tanken om, at skulle tale alene med Joreth. De havde haft en stund under rideturen, hvor ingen havde hørt deres samtale. Men der havde hele tiden været nogen til stede.

Da han trådte ud af døren, drejede hun hovedet i retningen af hans trin, der kunne høres på fliserne. Hun sank en klump i halsen, og så hans høje skikkelse tårne sig op over hende. Hun smilede svagt til ham, og nejede selv for ham. "Deres Højhed er tilgivet. Jeg deler selv Deres ønske om en fri samtale," svarede hun og så op på ham. Han virkede overvældende, nu hvor de var alene.

[Joreth af Condia]

Joreth bukkede hovedet en smule i respektfuld accept af hendes tilgivelse, eller i hvert fald foregivelse af samme ”Tak.” han havde med overlæg ikke opsøgt hende eller gjort andre tilnærmelser på turen mellem Stenbjerg og Anaks Rede. Der var ingen grund til at virke åbenlyst interesseret, og langt mere spil i fortsat at virke en smule distanceret og uopnåelig.

Han betragtede hende i skyggerne og den smule lys der trængte ud indefra og der gik et langt øjeblik før han sagde mere ”De er et syn ud over det sædvanlige i aften.” stemmen var lavmælt og rolig, men blikket der fangede hendes var indgående og udfordrende.

[Pendrima af Condia]

Stilheden lagde sig over dem som et tykt tæppe, og dens intensitet fik hende til at trække vejret hurtigere end normalt. Men hun havde lagt mærke til, at det skete hver gang, hun var i nærheden af Joreth. Hun rødmede ved hans kompliment, for hun tog det som et kompliment og ville have løsrevet sig fra hans blik, hvis hun kunne. Men igen, så sendte han et sådan blik der gjorde, at hun blev i tvivl om hans mening. Hun rankede sig under hans blik og gengældte hans udofrdrende blik. "Kvinder gør, hvad de kan, for at besnære de ugifte mænd her på rundrejsen," sagde hun og havde lagt ekstra vægt på, at det var ikke kun for hans skyld, at hun så sådan ud.

[Joreth af Condia]

Joreths mundvige sitrede og et enkelt øjenbryn løftede sig lidt ”Og De, komtesse. Er De som kvinder er flest?” vendte han hendes konstatering imod hende som et spørgsmål og tog et halvt skridt tættere på hende, så diskret, at man næsten ikke ville opdage det ”Eller har kvinder det som mål, at få alle mænd til at håbe det var for ham de stadsede sig op?” tonen var spøgefuld, men der var eb undertone der ikke helt var til at tyde.

[Pendrima af Condia]

Hun måtte nu lægge nakken lidt tilbage for at blive ved med at have øjenkontakt med ham. Den måde han stod foran hende på, fik hende til at snappe efter vejret og hun var irriteret over den måde, som han kunne tryllebinde hende på. "Jeg ynder at tænke om mig selv, at jeg er anderledes end andre kvinder. Men det er ikke op til mig, at være dommer i den henseende," svarede hun og forsøgte at lyde rolig, selvom hun ikke følte sig særlig rolig. "Jeg er ikke interesseret i at alle mænd håber det er for deres skyld," hun var lige ved at træde et skridt bag ud, men opdagede, at hun ikke kunne komme længere bagud. Hendes ryg hvilede mod stammen på det træ, hvis krone skyggede over dem.

[Joreth af Condia]

Joreth kneb øjnene lidt sammen og ud af øjenkrogen holdt han øje med, at de blev ved at være alene ”Oh?” brummede han spørgende mens han langsomt løftede den ene hånd mod hendes kind. Langsomt nok til hun kunne nå at træde væk eller protestere ”Så det er et indsnævret felt.” en lok af hendes ellers opsatte hår hang løst ved hendes ene øre og han fangede den mellem fingrene ”Vil De indvie mig i hvem der befinder sig der.” den blonde hårlok gled imellem hans slanke fingre og han fulgte den med blikket ”Hvem er de heldige De finder interessante nok, komtesse.” hans blik slap hårlokken, selvom fingrene ikke gjorde, og låste i stedet hendes fast igen.

[Pendrima af Condia]

Hun stivnede, da han løftede hånden, meget usikker på, hvad det var han ville gøre. Hun fjernede blikket fra hans hypnotiserende øjne, og lod det hvile på hans hånd, der til sidst forsvandt. Hun mærkede at han fik fat i en løsthængende hårtot. Hun kunne ikke lade være med at snappe efter vejret. "Et meget indsnævret felt," sagde hun og følte, at hendes stemme lød svag og usikker i hendes egne ører. Hans blik mødte igen hendes, og hans spørgsmål fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hun sank en klump i halsen inden hun svarede. "Der er ingen de i feltet. Der er kun en," sagde hun og fugtede nervøst sine læber. Dette føltes meget intimt, og han var ved at få hende til at indrømme noget, som hun ikke engang turde indrømme over for sig selv.