Sendebud efter en kær veninde

[Cheríse af Hamin]

Pendrima af Condia
Tirsdag d. 15. september, 526 M.T.

I et blæsende vejr, havde Cheríse fundet sig til rette i teltets lille pavillon, som havde en stor åbning ud til et grønt område og herfra havde de et skønt udsyn til Det Kongelige Telt. De boede tæt på og Cheríse fandt af og til sig selv i færd med at betragte det og tænke over hvordan det mon så ud indefra. Trods at der var mange mennesker med på rundturen, så følte hun sig ikke videre underholdt eller mere tilbøjelig til at møde folk. Hun havde ikke mødtes med nogle af universitetsveninderne, men agtede at sende et sendebud afsted efter en af dem hun havde mest kær. ,, Vil De venligt sende bud efter Pendrima af Marmist - fortæl hendes Komtesse, at Cheríse af Hamin er ved at gå ud af sit gode skind af kedsomhed. Tak.", bad hun den nærmeste af Hamin-lenet tjenstefolk og vandrede hen imod åbningen ud til haven, for at stille sig og betragte området med undersøgende øjne.

[Pendrima af Condia]

Vejret var begyndt at blive dårligere, og var blevet det i takt med, at de kom længere nordpå. Det havde givet Pendrima mange anledninger til at sidde på sit værelse og brodere. Denne gang var de igen indkvarteret på borgen, og hun var så heldig at dele værelse med sin mor, fordi pladsen var trang. Da det bankede på døren, så den unge komtesse ikke op, det var en tjenestepige der åbnede døren og tog imod vedkommende. "Cheríse af Hamin spørger, om komtessen vil gøre hende selskab?" Pendrima løftede hovedet og så over på sin mor. Hun lagde sit broderi fra sig. "Er det i orden moder?" Et nok fra hertuginden bekendtgjorde, at Pendrima måtte mødes med Cheríse. Tjenestepigen hjalp Pendrima i en kappe, som ville holde hende varm på turen ned til teltet. Og så begav hun sig afsted med anstandsdame og en tjener bag sig.

[Cheríse af Hamin]

Imens hun afventede at tjenestepigen kom tilbage, enten med hendes veninde eller ej, vandrede Cheríse ind på sit eget kammer. Hun havde forlangt at få sit eget, stort eller småt, så var hun meget stædig på det område. At gøre folk selskab var en dyd, men privatlivet nød hun også mindst lige så meget. Det var essentielt for hende. ,, Ah, velkommen Pendrima!", Cheríse slog armene ud i en velkomst, da hun fik øje på veninden der kom med tjenestepige og ... anstandsdame. Åh. Dér dalede Cheríses smil en smule. Hun var frisk på lir og skæg, men når Pendrimas anstandsdame var med så blev der intet af den skuffe. Alligevel bød hun hende indenfor på dit hyggelige, mellemstore værelse og rakte en hånd frem imod hende for at give hende en ordentlig velkomst. Cheríse var på ingen måde kold af person og de personer der kendte hende, var udemærket klar over dette.

[Pendrima af Condia]

Pendrima fulgte med tjenestepigen ned til Cheríse der ikke boede i de samme slags gemakker som Pendrima, der jo var af hertugfamilie. Hun smilede da hun fik øje på den jævnaldrende veninde, og plantede et luftkys på begge sider af hendes kinder. "Cheríse!" Udbrød hun og holdte sig i skindet for at give den anden et søsterligt kram. "Det er godt nok længe siden, at vi sidst så hinanden," sagde hun og trådte langt nok indenfor, sådan at der kunne blive lukket bag hende. Tjenestepigen kom med det samme hen, og tog kappen af Pendrima, hvorpå tjenestepigen trak sig tilbage igen.

[Cheríse af Hamin]

Cheríse hvinede mildt af glæde over at se Pendrima igen og besvarede også hendes luftkys med to magen til, inden hun gav et kærligt kram fra sig og bød veninden endnu længere ind på værelset, hvor der forenden var et lille hvidt bord med to stole omkring. Det var beliggende mod syd-vest og der var derfor, at den hyggelige, glødende aftensol kunne skue igennem de høje vinduer og lyse den del af værelset op i et varmt skær. ,, Kom med, kom med. Jeg har fået bragt urte the op. Og småkager.", hendes smil blev betydeligt større ved ordet 'småkager', for godt nok burde hun ikke spise dem, men hun kunne godt lide at forkæle og kredse om sine gæster. Cheríse gik derfor hen og satte sig på den ene stol og nikkede til tjenestepigen, som tegn til at hun gerne måtte skænke op til dem. ,, Ja, hvor længe er det efterhånden siden? Måneder? Hvordan går det med studiet? Nej, vent... Jeg må spørge dig om noget vigtigere.", hun gjorde en kunstpause og fik et mere smørret smil på ,, Kærligheden, min kære. Du gløder. Fortæl."

[Pendrima af Condia]

Pendrima fulgte med Cheríse hen til det lille arrangement, der var blevet gjort klart til dem. Anstandsdamen holdte sig pænt på afstand af de to unge kvinder, og satte sig sammen med tjenestefolkene. "En god kop te på en så blæsende dag som i dag lyder godt," sagde hun og satte sig ned i stolen med ynde. Hun ventede på, at tjeneren skænkede op i kopperne, hvorefter hun tog en småkage fra fadet og bed i den. Hun nåede ikke at få indført et ord i Cheríses talestrøm, før denne kom med et spørgsmål, der fik Pendrima til at blive knaldrød i kinderne. Og ellers kridhvid i ansigtet. "Kær-kærlighed?" Spurgte hun hostende, da hun fik småkagen galt i halsen. "Jeg gløder overhovedet ikke," sagde hun defensivt. Glødede hun virkelig? Hendes mor havde godt nok set mærkeligt på hende i et par dage, men det var nok bare noget hun bildte sig ind.

[Cheríse af Hamin]

Cheríse betragtede veninde som hun satte sig elegant ned i stolen. På det tidspunkt havde Cheríse allerede sat sig, på ganske normal vis, for godt nok var hun Komtesse af et hertugdømme, men som sagt så befandt hun sig på sit eget private værelse. Ergo, havde hun på dette areal ret til at te sig som hun ville. ,, Vær så god.", bød hun. Hun fniste kort af Pendrimas meget tydelig overraskelse af hendes direkte spørgsmål. Alright. Det var altså blot en forespørgsel, ikke et direkte spørgsmål. Pendrima kunne svare alt. Hvis man var lidt smart, kunne man tolke 'kærlighed' på mange måder. Kærlighed til rundturen, til sit studie, til sit len. ,, Pendrima. Min kære veninde..", sukkede hun sarkatisk ud og tippede hovedet på skrå. ,, Jeg kender dig og nu gentager jeg mig; du gløder og du gør mig yderst nysgerrig nu. Hvem er dette fornemme mandfolk?", han kunne da som minimum være adelig til en kvinde som Pendrima. Af hendes rang, burde hun ikke så meget som skule efter mindre.

[Pendrima af Condia]

Pendrima så på Cheríse med en rynken i panden. Hendes mund var en smal streg. Hun brød sig ikke om, at folk muligvis troede hun glødede. Og da slet ikke på grund af en mand. Hun var heldig, at Cheríse udmærket vidste, hvilket temperament der lå under den ellers blide facade, som Pendrima satte op. "Jeg ved slet ikke, hvad du taler om Cheríse!" Udbrød hun og tog endnu en bid af småkagen for at vinde sig selv lidt mere tid. "Der er heller ikke noget mandfolk i mit liv, selvom min moder gerne så, at det var anderledes," hun forsøgte at udglatte emnet, så de ikke skulle snakke om hverken Cleon eller Joreth.

[Cheríse af Hamin]

Cheríse løftede brynene over Pendrimas ord. De lød næsten lige så voldsomme, som når hun drev hende ud hvor hends temperament virkelig fik lov at skinne igennem. Med et let træk i mundvigen og et lille feminint 'hm!', lænede Cheríse sig tilbage i stolen og tog fat i en småkage, for at snuppe en lille bid af hjørnet. ,, Som De vil...", mumlede Cheríse og brugte 'De' velvidende om at de selvfølgelig var dus. Det var for at understrege hendes utilfredshed ved at Pendrima holdt det for sig selv. Hvornår havde Cheríse nogensinde holdet sådan noget for sig selv? Niks. Aldrig. Hendes bryn var stadig let løftede og hun gjorde ikke mine til at fortsætte samtalen i det spor.

[Pendrima af Condia]

Pendrima kunne godt høre Cheríses utilfredshed med, at hun intet havde sagt. Men indtil videre var der intet at sige endnu. Eller var der? Hun brummede let og bed sig i underlæben. Det var sjældent, at hun overgav sig på den måde. Men hun havde opført sig uhøfligt, men Cheríse havde altså selv været uden om den afvisning, når hun gik så direkte til sagens kerne. "Hvad vil du gerne vide, Cheríse?" Spurgte hun og lød meget opgivende. Hun lænede sig frem, og samlede tekoppen og underkoppen op, for at tage en tår af den varme urtete.

[Cheríse af Hamin]

Cheríse tog endnu en lille bid af sin småkage og tyggede godt af munden, inden hun trak noget luft ind og fokuserede blikket på hendes veninde igen. ,, Jeg ved tilsyneladende alt hvad jeg skal vide, så taget det i betragtning, er der ikke mere jeg gerne vil vide.", svarede Cheríse lidt tilbageholdent. Svaret lød hurtigt, klart og tydeligt fra hende. Hun måtte tage lidt mod til sig, før at hun kunne komme med et svagt smil og selv række ud efter hendes tekop, sippe en lille tår og holde den mod skødet. ,, Tilgiv mig min ivrige nysgerrighed. Jeg er kedet her, forstår du...", sukkede Cheríse så ud og så sig lidt omkring.

[Pendrima af Condia]

Pendrima løftede et blik af Cheríses ord, men valgte ikke at sige mere. Hvis Cheríse ikke havde lyst til at få stillet sin nysgerrighed, så skulle hun så sandelig ikke stå i vejen. Hun havde ikke noget imod, at samtale emnet ikke var hendes kærlighedsliv. Primært fordi hun ikke havde noget kærlighedsliv. Hun lænede sig tilbage i stolen igen efter at have stillet tekoppen på bordet foran sig. "Du er ivrig, men det har du altid været Cheríse," sagde hun og smilede til Cheríse. "Men du kan lige så godt vænne dig til, at det bliver rimelig trivielt at være med på rundrejsen. Det eneste der stadigvæk kan være morsomt er banketterne," sagde hun og tænkte på den, der skulle være om aftenen.