En arrangeret ridetur

[Pendrima af Condia]

Joreth af Condia
8. september 526 M. T.

Pendrima var ikke en, der nogensinde havde været særlig god til at modtage ordre. Og den hun havde fået her til morgen, det var ikke en hun i første omgang havde haft lyst til at udføre. Men et heftigt skænderi med Hertuginden havde afgjort det hele. Hun udførte ordren. Den skulle bare overstås så hurtigt som muligt.

Den lyshårede komtesse gik ned til stalden, hvor en stalddreng havde gjort hendes sorte og store hest klar. Baila mindede på ingen måde om de små nipsheste, som mange af de andre adelige red rundt på. Det var et muskelbundt, som Pendrima havde forelsket sig i for mange år siden. Da hun nåede stalden, og gik indenfor, opdagede hun at Joreth allerede stod klar. Hun mærkede vreden syde i sit indre, da hun gik hen imod ham. Han var gået bag hendes ryg, og havde henvendt sig til Hertuginden. Det var ikke noget man fik point for i Pendrimas bog.

Hun nejede efter etiketten for Joreth og så direkte på ham. "Deres Højhed," hilste hun og kæmpede for at lyde kontrolleret. "Jeg kan forstå på min moder, at De ønsker at ride en tur sammen med mig?"

[Joreth af Condia]

Joreth havde været fuldkommen bevidst i sit valg med at gå til Pendrimas mor, hertuginden, frem for at gå til Pendrima selv. Han vidste ikke helt hvorfor, men han havde en ubændig trang til at provokere hende, bare for at finde ud af hvor grænsen gik. Så alt i alt var det nøje udtænkt at han fik billige point hos hertuginden og samtidigt prikkede til hendes datters stædige vilje. En vilje der måtte have fået et knæk, men ikke var knækket. Det kunne han se allerede så snart hun trådte ind i stalden.

Han havde fået både hendes sorte hoppe og sin egen gråmelerede hingst sadlet op og stod afventende ved de to store dyr ”Komtesse Marmist.” hilste han og bukkede formfuldendt, uden dog at slippe hendes blik mens han gjorde det ”Hertuginden forstod ret. Det glæder mig De tog imod invitationen.” han værdigede ikke andstandsdamen bag hende et eneste blik. Tyende var der for at udføre en opgave, ikke for at blive talt til eller anerkendt.

[Pendrima af Condia]

Hendes indre sind kogte af vrede, mens hun kiggede på ham. Han havde en frygtelig evne til at gøre hende utrolig vred og irriteret over hans mangel på respekt for hende. Hun knyttede næverne, da han hilste på hende. Hun var overhovedet ikke ude på at glæde ham på nogen måde. Hun sendte ham et skarpt blik. "Jeg kunne ikke sige nej, Deres Højhed," svarede hun tvetydigt og spydigt. Hun gik hen og tog sin hoppes tøjler, for at tage hesten med udenfor. "Kommer De, Deres Højhed?" Hun havde ikke tænkt sig at vente på ham. Eller nogen anden for den sags skyld. Hun lagde ikke mærke til, om hendes gamle krage af en anstandsdame fulgte med. Hun havde på kort tid lært at ignorere hende.

[Joreth af Condia]

Det næsten altid tilstedeværende lille træk i Joreths ene mundvig viste sig et splitsekund over den trodsige tone hun leverede sit svar i. Det så ud til han havde opnået netop at provokere hende - og hun var dårlig til at skjule det ”Det glæder mig, komtesse. Jeg håbede heller ikke det ville være tilfældet.” konstaterede han frejdigt og trak sin egen hest med udenfor stalden.

Han lod en staldknægt holde hingsten mens han selv tilbød Pendrima sin hånd for at hjælpe hende i sadlen ”Med forlov.” bad han høfligt, men han ville ikke blive overrasket hvis hun nægtede at tage imod hjælpen. Faktisk ville det kun bekræfte de ting han allerede havde konkluderet omkring hende.

[Pendrima af Condia]

Hun hadede den frejdige tone i hans stemme, og hun knyttede vredt hænderne sammen. Hun havde svært ved at forestille sig, hvordan rideturen nogensinde kunne blive særlig god. Hun elskede ellers normalt at ride, men hun foretrak at gøre det alene. Da han tilbød hende, at hjælpe hende op på hoppen, overvejede hun et kort sekund at sige nej, og lade en staldknægt gøre det. Men det ville være uhøfligt af hende. I stedet lagde hun sin behandskede og lille hånd i hans, og satte sig derpå tilrette i sadlen. "Tak," sagde hun og forsøgte ikke at se på ham.

[Joreth af Condia]

Joreths smil var klædeligt og næsten tilforladeligt, da hun lagde sin hånd i hans og sad op. Det var en lille sejr, men ikke desto mindre en han gemte i en mental kasse hvor den forhåbentligt snart ville få selskab ”Ingen årsag.” svarede han høfligt og trådte tilbage for at sidde op på sin egen hest.

Da han sad i sadlen satte han i gang og red i tavshed mod udkanten af slotsområdet hvor skoven tog sin begyndelse. Et stykke bag dem red Pendrimas anstandsdame og den tjener Joreth selv havde taget med for at sørge for forfriskninger undervejs. De red dog langt nok tilbage til ikke at ville kunne høre herskabets samtaler ”Jeg fik aldrig takket Dem for det gode selskab under banketten den anden dag.”

[Pendrima af Condia]

Pendrima satte sig egen hoppe i gang, og kom hurtigt op på siden af ham. Hun stirrede lige ud, og gjorde sig store anstrengelser for ikke at se på ham. Hun havde ikke lyst til det. Hun sukkede mentalt, da han takkede hende for at have været et godt selskab. Hun havde lyst til at sige, at følelsen ikke var gengældt, men lod være. I stedet fortsatte hun blot med at se lige ud og forsøge sig med et halvhjertet smil. "Deres Højhed er alt for venlig," sagde hun i et neutralt toneleje. "Det var udelukkende Deres egenskab som en interessant bordherre, der gjorde udslaget," fortsatte hun og himlede mentalt med øjnene.

[Joreth af Condia]

Joreth måtte lægge bånd på sig selv for ikke at slippe en munter lyd. Hun var forfriskende i sine ihærdige forsøg på at holde en høflig facade ”Hertuginden ville uden tvivl være stolt af Dem, komtesse.” han drejede hovedet og så på hende med et blåt blik der spillede udfordrende under et enkelt hævet øjenbryn ”Men De behøver ikke lade som om. Der er kun De og jeg. Hvis De ønsker at tale frit skal jeg ikke forhindre dem.” det var et sats, men hvis man aldrig satsede, vandt man heller aldrig.

[Pendrima af Condia]

Pendrima tvivlede på hans ord, men sagde ikke noget om det. Hendes mor var måske stolt over hende, men ikke af de grunde han nok troede. Hun ville gerne gøre sin mor stolt, men det var lidt svært når man ikke var enige i hendes synspunkter og holdninger. Da han sagde, at hun måtte tale frit, drejede hun langsomt hovedet og så på ham. Hans blå øjnede så direkte på hende, og hun rødmede svagt ved det. Hun så hurtigt væk igen. "De siger jeg kan tale frit? Okay," sagde hun og tøvede lidt. "Hvorfor gik De bag min ryg og spurgte min moder, om jeg ville med ud at ride?" Det var kun et af de mange spørgsmål, som hun gerne ville have svar på.

[Joreth af Condia]

Joreth nikkede uden at slippe hendes blik mere end et sekund nu og da for at se frem og sikre sig hingste stadig holdt kursen. Pendrimas spørgsmål fik ham til at smile så de hvide fortænder momentært blev synlige og han virkede på ingen måde taget på sengen ”Fordi unge kvinders mødre ofte mener de har mere at skulle have sagt end datteren selv.” svarede han ligefremt, trak på skuldrene og så frem mens han henkastet tilføjede ”Og hvis jeg var gået direkte til Dem, er jeg overbevist om vi ikke havde været her nu.” han så på hende igen med et spørgende, hævet øjenbryn og samme intense blik som før ”Tager jeg fejl?”

[Pendrima af Condia]

Hun skævede hen til ham, og så nok for første gang Joreth smile sådan rigtigt. Hun havde før set små antydninger til et smil, men så heller ikke meget mere. Hun sukkede mentalt. Det var irriterende at han var så flot en mand, det gjorde hendes tanker lidt uklare. Hun lyttede til hans svar og brød sig ikke om, at han efter kun ét møde kendte hende så godt. Hun var tydeligvis meget nem at læse. "Nej, det gør De ikke," svarede hun sandfærdigt. Pendrimas grønne øjne fandt hans igen, og hun rødmede under det intense blik. "Må jeg spørge Dem, hvorfor De gerne ville ud at ride med mig?" Hun så spørgende på ham, mens hun undrede sig over, hvad hun havde gjort for at vække hans interesse.

[Joreth af Condia]

Joreth så ret tilfreds ud da hun bekræftede hans formodning ”Det regnede jeg heller ikke med, nej. Derfor så jeg mig nødsaget til at..” han trak lidt på det mens han fandt et ord der dækkede ”Omgås den gængse etikette en smule.” hendes næste spørgsmål var dog ikke helt så ligetil at svare på og han red i tavshed flere sekunder med let rynkede bryn ”Fordi De havde modet til at være ærlig, komtesse.” han vendte de blå øjne mod hende igen, denne gang med et glimt af anerkendelse bag den evige udfordring ”Det er en efterhånden sjælden egenskab.”

[Pendrima af Condia]

Nødsaget til. Hun rynkede panden og tænkte lidt over betydningen af det ord. Hun var ikke helt sikker på, hvorvidt hun skulle være smigret over, at han så gerne ville ud at ride med hende, at han havde fået det arrangeret sådan, at hun var tvunget til at tage af sted sammen med ham. "Javel," sagde hun, og kunne ikke undgå stadigvæk at være en smule fornærmet, og lidt smigret. Hun lo ganske let af hans næste svar. "Jeg håber De vil fortælle min moder, at de værdsætter den egenskab hos mig," sagde hun og havde fået en drillende klang i stemmen. "Men jeg takker for komplimentet. De er nu heller ikke så slem som først formodet," hun sendte ham et uudgrundeligt blik, inden hun gav tegn til sin hest om at sætte farten op.

[Joreth af Condia]

Det blev ved at trække insisterende i Joreths mundvige mens han forsøgte ikke at virke alt for underholdt da hun genvandt en smule pondus. Alligevel gled et muntert fnys over hans læber ved hendes ord ”Som De ønsker, komtesse. Det skal være mig et privilegie at bringe Deres besked videre til Hertuginden ved lejlighed.” han nikkede høfligt, men måden de blå øjne spillede på, lovede alt andet end høflighed og tomme komplimenter ”Og hvad, hvis jeg må være så ligefrem, formodede De..komtesse?”

[Pendrima af Condia]

Hun rystede opgivende på hovedet, mens de red af sted i højere fart end før. Hun tvivlede på, at han ville sige det til hendes mor, men hvis han gjorde, så skete det. Hun kunne godt klare endnu en reprimande fra sin mor. En fra eller til gjorde jo ikke noget. Hun trak let på skuldrene. "Jeg formodede, at De ville være noget af en frygtelig stivstikker,"sagde hun ligeud. Det gjorde hende ikke noget, at han vidste det. "Da jeg så Deres navn på bordkortet, var jeg bange for, at jeg skulle kede mig under hele middagen," hvilket hun bestemt ikke var kommet til.