Svaret af Eiralys af Harise on Sept 7, 2015 6:30:17 GMT
Collab mellem Hugo af Harise & Eiralys af Genlith
den 5. september år 526 M.T.Det var blevet sen eftermiddag, og borgen tårnede sig op for Hugo. I det øjeblik indså han, hvor meget han rent faktisk havde savnet sit hjem, og at ligge i sin egen seng. Han havde ganske vist været indlogeret på de fleste af borgene på rundrejsen, men intet var som sin egen borg.
Et tilfreds suk gled over hans læber, da de red ind gennem porten. En hel stab af tjenere stod for foden af trappen for at tage imod dem. Akkurat som han havde instrueret dem i at gøre. Han nikkede som hilsen til sine ansatte, og en staldknægt løb hen for at tage fat i tøjlerne på hans hest. Han steg af og stillede sig hen ved siden af sin hovmester, mens han ventede på at Eiralys og vognen skulle trille ind på pladsen.
Lys havde siddet med bankende hjerte i flere timer nu. Hun vidste, at de nærmede sig lensborgen og hun var meget nervøs for, hvordan det hele skulle spille af. De havde nærmest ikke vekslet et ord, siden han havde kysset hende. De havde kun set hinanden ganske kort om morgenen og ellers til aftensmåltidet. Morgenmad og frokost blev indtaget på farten, så de kunne nå hurtigst muligt frem.
Synet, som mødte hende, da de endelig trillede ind på borgen, var overvældende. Det så ud til, at alle borgens tjenestefolk var der for at tage imod dem og sveden sprang frem på hendes pande, mens hun tog nogle dybe indåndinger, for at få styr på sig selv.
Greven stod med hænderne foldet bag på ryggen, da han så vognen komme ind gennem porten. Han tog sig selv i et være utrolig utålmodig efter at få høfligheds seancen overstået. Da vognen stod stille, stod kusken ned fra sit sæde og begyndte sammen med tjenestepigerne at læsse vognene af. En butler gik hen og åbnede vognens dør, så Eiralys og Amelia kunne stige ud. En skammel blev stillet foran døren, så de ikke ville falde.
Lys lod sine ting ligge i vognen. Hun brød sig ikke om at møde alle folk overbelæsset med en masse ting. Hun rettede hurtigt på sit hår og trådte ud af vognen med rank ryg og et lille bitte smil. Hun forsøgte at overbringe, at hun ikke ville finde sig i frækheder, men at hun heller ikke var utilnærmelig. Hun kendte ikke Hugo’s tjenestefolk og ville gerne gøre et godt førstehåndsindtryk. Det var trods alt disse mennesker, hun skulle leve resten af sit liv iblandt.
Han betragtede hende, da hun steg ud af vognen. Hans blik veg ikke en eneste gang. Han iagttog hende, mens hun gik hen til dem. Han bød hende sin arm, og gik sammen med hende ned langs rækken af tjenestefolk. Hovmesteren præsenterede de forskellige tjenestefolk for Eiralys, og viste dem efterfølgende inden for. Hugo kunne naturligvis selv finde rundt på borgen, men det var jo helt nyt for den unge komtesse.
Hovmesteren stoppede op i den store hall, og en ældre kvinde kom gående bagved dem. ”Dette, Komtesse, er Deres kammerjomfru Katalin, som skal hjælpe Dem med påklædning og andre personlige ting,” fortalte Hugo og nikkede til den ældre dame. ”Vil De vise Komtessen op til hendes værelse og sørge for, at hun er klar til aftensmaden?” Den ældre dame nikkede, og han vendte sig om mod Eiralys. ”Jeg vil selv gå op på mit værelse og gøre mig klar. Hvis der er noget, som De ikke er tilfreds med, så kan De roligt fortælle det til Katalin, så sørger hun for at det bliver ændret.”
Lys hilste pænt på tjenestefolkene og sendte et forsigtigt smil til Katalin. Det var sært sådan at blive smidt i armene på et vildt fremmed menneske på denne måde, men hun vidste bedre, end at udvise nogen former for mishag over arrangementet. I stedet sagde hun pænt ”Tak” og gik med Katalin ind i borgen. Den ældre kvinde fandt heldigvis hurtigt ud af, at Lys ikke selv talte ret meget og udfyldte stilheden selv. Hun fortalte både om slægtens historie og om borgen som helhed, mens hun udpegede forskellige ting, de kom forbi, så hun senere ville kunne finde vej.
Hugo fulgte selv med sin egen kammerherre, Lorkin, op til lensherrens værelse. Det var ikke så længe siden, at han havde været i værelset, men derfor havde han savnet det alligevel. Han havde intet gjort ved det, siden hans far var død. Han satte sig på sengen, og lod Lorkin hjælpe sig ud af rejse tøjet. Han havde været glad for, at Lorkin havde været med på rundrejsen. Og de talte sammen, om de sidste par dages rejse og hvad tjenestefolkene havde at sige om deres kommende grevinde.
Hun fandt, at hun godt kunne lide Katalin. Og hun var meget taknemmelig for, at det netop var hende, som Hugo havde valgt til hende. Det viste bare, at hun ville være nødt til at stole noget mere på hans beslutninger i fremtiden. En opdagelse, som blev mere solid, da hun trådte ind i det, som nu skulle være hendes værelse. For selvom det var meget umoderne, så var der intet af den uhyggelige stemning, som hun havde frygtet at finde i rummet.
Hun overvejede, om hun mon senere kunne tillade sig at spørge Katalin lidt ind til Hugo’s mor, men det var alt for tidligt for den slags familiariteter. I stedet lod hun Katalin om at gøre hende klar til aftensmaden og fulgte efter hende ned til spisesalen.
Da Lorkin var færdig med at klæde Hugo af, blev greven hjulpet i middags tøjet og gjort præsentabel igen. Rejsestøvet var børstet ud af hans hår, og der var ført en fugtig klud over kroppen, for at få ham til at se bare nogenlunde ren ud. Efter nogen tid var han endelig klar til at gå ned i spisesalen, hvor der ville være dækket op til aftensmad. Kun til Eiralys og ham selv.
Dørene blev åbnet for ham, og han stillede sig ind i spisesalen, hvor han ventede på Eiralys. Hun var lige på trapperne, og han kunne se hende komme gående sammen med sin kammerjomfru. Han nikkede, som en godkendelse af at hun så fin nok ud. Da hun kom ind i spisesalen, blev de begge to sat til rette ved bordet, og tjenerne begyndte at forberede første ret. ”Jeg håber, at De fandt værelset tilfredsstillende?”
Nu hvor den indledende panik over at ankomme til Harise havde lagt sig, blev hun klar over, at hun faktisk var temmeligt sulten. Det var selvfølgelig ikke helt overraskende, fordi hun nærmest ingenting havde spist hele dagen af nervøsitet. Hun nikkede og smilede let til den tjener, som hjalp hende til rette ved bordet. ”Det er ganske tilfredsstillende, men som De også forudsagde, så skal der måske rettes lidt til.” Hendes stemme havde en lille smule kraft, mens blikket var fæstnet til hendes tallerken.
Han nikkede, og smilede næsten helt tilfreds med sig selv, men gjorde det ikke, fordi der var tjenestefolk til stede. ”Det var godt, som sagt, De siger bare til Katalin, hvad der skal ændres, så sørger hun for det,” sagde han og fik hældt lidt vin op i sit glas, som han skulle smage på, inden den også blev serveret til Eiralys. Han rystede på hovedet. ”Nej,” han var meget utilfreds med, at tjeneren ikke selv havde syntes den smagte dårligt. ”Tag en flaske fra Carthak,” brummede han og så til, mens tjeneren åbnede en af de flasker, som Hugo havde bedt om. ”Den tager vi,” han nikkede bekræftende, da han havde smagt på den.
Lys sad, uden at blande sig, mens Hugo sørgede for vinen. Det var rart at vide, at han ønskede, hun skulle føle sig tilpas i en sådan grad, at hun bare måtte ændre værelset, som hun havde lyst. Han var virkelig en meget betænksom mand, når det kom til stykket. Pludselig fandt mindet om deres kys tilbage i hendes tanker og hun fik lidt åndenød et øjeblik. Hun blev ikke længere trist, når hun tænkte på det, men huskede mest bare følelsen af hans hånd i hendes hår og den desperation, han trak hende ind til sig med. Hendes kinder farvedes øjeblikkeligt dybrøde og hun tog gladeligt imod det glas med vin, der blev rakt frem imod hende, mens hun ikke kunne lade være med at skotte op til Hugo.
Hugo så til, mens Eiralys fik fyldt sit glas op med vin. Da tjeneren trådte tilbage, trådte en ny frem med den første ret på hænderne. Greven sagde ikke noget imens, med sad blot og var greve. Som altid var forretten fisk, ørred, og med noget grønt tilbehør. Han så ned på maden og skilte fisken ad, for at se om den var tilberedt godt nok. Han nikkede godkendende. ”Den er fin,” sagde han og tjenerne trak sig tilbage. Kun to blev stående henne ved indgangen til spisesalen. Ellers var det forlovede par alene.
Hun smilede glad, da der blev serveret fisk, som han havde lovet og hun skottede op til ham, da de fleste af tjenerne forsvandt ud af rummet. ”Det er virkelig et flot sted. Harise.” Hun kunne forhåbentligt ikke gå galt i byen ved at sige noget godt om hans len.
Han begyndte selv på sin mad, og så op, da hun talte til ham. Han nikkede. Hun havde kun nået at se en lille brøkdel af lenet, eftersom de var kommet sent på dagen. ”Det er det bestemt. I morgen vil De få mulighed for at se nærmere på landskabet, der ligger omkring borgen,” fortalte han. Det var meningen, at de ville tage en ridetur ned i den lille landsby, der lå lige ude foran borgens mure. Han var sikker på at indbyggerne helt sikkert var nysgerrige efter at se, hvem greven havde valgt som kone i stedet for den forrige.
Hun hævede brynene i mild overraskelse. ”Virkelig?” Hun smilede en lille smule. Det var nyheder for hende, men på den anden side, var han vel ikke vant til at tage folk med i sine beslutninger. ”Det vil jeg glæde mig til.” Hun rødmede lidt igen og så ned i sin mad. ”Ta.. Tager De med?”
Hugo gjorde meget for at holde sit ansigt i neutrale folder, så hans tjenestefolk ikke kunne aflæse ham. Men Eiralys gjorde det svært for ham, at opføre sig som han plejede. Han brummede bekræftende til hende og så op, da hun spurgte om han skulle med. ”Naturligvis. Hvilken greve ville jeg ikke være, hvis jeg ikke viste min kommende hustru rundt i hendes nye hjem?” Han rystede utilfreds på hovedet og begravede sig lidt i maden, så tjenestefolkene ikke lagde mærke til det.
Lys var mindre nervøs omkring ham nu. Det kunne hun mærke. Hun vidste ikke helt hvorfor. Måske var det, fordi hun havde set ham miste kontrollen? Hun vidste det ikke, men hun vidste, at hans utilfredshed ikke gjorde hende nær så nervøs, som den ville have gjort for nogle uger siden. ”Hvor skal vi hen?”
Han brummede og trak på skuldrene. Det var der ikke taget beslutning om endnu. Vejret spillede en stor rolle. ”Det kommer an på vejret. Men landsbyen er en selvfølge. Måske når vi at se nogle af markerne,” svarede han og spiste færdigt. ”Og så er der naturligvis også en rundvisning på borgen, så De kan finde rundt,” han havde selvfølgelig sagt til Katalin, at hun skulle være ved Eiralys hele tiden og vise hende vej, så komtessen ikke farede vild, og fik forvildet sig hen, hvor hun ikke havde noget at gøre.
Lys nikkede og mærkede glæden boble lidt i maven. Hun havde troet, at hun ville være overladt fuldstændig til sig selv fra det øjeblik, de ankom til lensborgen og det var meget positivt, mente hun, at det ikke var tilfældet. ”Deres Nåde er alt for venlig.” Hun smilede lidt og spiste videre, uden at se op.
Han følte det var lidt mærkeligt, at høre hende kalde ham for “Deres Nåde”. Han krummede lidt tæer over det, men opretholdte sin forholdsvis neutrale facade, så man ikke kunne se, at det gik ham på. At hun kaldte ham for venlig gav ham lyst til at bryde ud i en ironisk latter. Men han opretholdt sin selvkontrol og trak let på skuldrene. ”Det ville ikke være så godt, hvis De kom til at gå forkert, og ingen så ville være i stand til at finde Dem igen,” sagde han, og lænede sig tilbage, så en tjener kunne forretten, når de begge to var færdige.
Hun smilede lidt, som hun mente at vide, hvad der lå under hans ord. Og hun kunne ikke lade være med at give lidt igen. ”De frygter forhåbentligt ikke, at jeg er så hjælpeløs, at jeg ikke selv kunne finde hjem?” Det var helt bevidst, at hun brugte ordet “hjem”. Hun ønskede ikke, at han skulle være i tvivl om, at hun havde tænkt sig at honorere deres ægteskabsaftale.
Han trak på skuldrene og virkede nærmest ligeglad med hendes ord, men indvendig var han vred. Meget vred. ”Borgen er som en labyrint. Og der er gange, som aldrig bliver brugt. Hvis De fandt derned, så ville De blive der for evigt,” svarede han med en ligegyldig tone og så til, mens næste ret blev serveret.
Lys smilede lidt og var ganske tilfreds med, at han også kunne forstå en morsomhed. ”Jeg er glad for, at Deres Nåde tager sig af min sikkerhed på så betryggende en måde.” Hun tog for sig af den næste ret, mens hun holdt mund lidt. Han var så svær at blive klog på, men hun følte efterhånden, at hun fik bedre og bedre styr på det.
Hugo begyndte selv at spise af den næste ret. Han havde valgt at holde middagen enkel og uden alt for mange retter. Han mente, at Eiralys nok ville være træt og have behov for at sove lidt efter rejsen. Han selv trængte til at komme ind i biblioteket og sætte sig godt tilrette foran ildstedet og slappe af. ”Deres sikkerhed og Deres helbred er noget, som ligger mig meget på sinde,” svarede han og så op på hende.
Hun smilede til stadighed ned i sin mad. Hun kunne godt lide dette beskyttergen, han nu viste for dagen. Det gav hende en varm følelse i mellemgulvet og pludselig huskede hun hans kys igen. ”Tak.” Ordet var lavmælt og inderligt og hun havde blussende kinder, men hun tvang sig til at få øjenkontakt et øjeblik.- - - - -
Da den sidste ret var blevet spist, og de forhåbentligt begge to var blevet mætte, sad Hugo og betragtede Eiralys. Hun virkede ikke som en, der så særlig træt ud. Og han følte derfor, at han ikke kunne tillade sig, at kræve hun skulle i seng. På den anden side, så var klokken heller ikke særlig mange. Desværre. Han sukkede lydløst. ”Klokken er ikke særlig mange, vil De have en ganske hurtigt rundvisning på borgen?” Spurgte han, da han ikke anede, hvad de ellers kunne lave.
Hun skottede op til ham. Han virkede ikke særligt tilfreds ved udsigten til en rundvisning. Men hun ville virkeligt gerne se borgen så hurtigt som muligt. Hvis hun skulle bo her de næste par år, så ville hun virkelig gerne kunne finde rundt. ”Det vil jeg rigtigt gerne.”
Han havde ellers håbet på, at hun ville sige, hun var for træt. Men som han selv havde observeret, så virkede hun ikke træt. Men det kunne også have noget at gøre med den krydrede vin, de havde drukket. Den kunne godt live en lidt op. Han nikkede, og gjorde tegn til tjenestefolkene, at de skulle tage af bordet. En hel flok kom ind af døren, hvorpå en gik hen til Eiralys og hjalp hende op at stå. Selv rejste Hugo sig i den anden ende af bordet. ”Så lad mig vise Dem rundt i mit barndomshjem,” sagde han og bød hende sin arm.
Hun rejste sig op med hjælp fra tjeneren og tog Hugo’s arm med et lille smil. Han var virkelig mandig. Og stærk. Hun lukkede måske fingrene lidt for hårdt om hans arm og fulgte efter ham ud af døren. Da hun skottede tilbage var det Katalin og ikke Amelia, som fulgte efter dem og det var lidt mærkeligt, at Hugo var den eneste, hun kendte lige nu.
Dørene blev åbnet for dem, og Hugo gik ud af dem med Eiralys ved sin arm. Han tænkte sig hurtigt om, for nu gjaldt det om at give hende en lille rundvisning af den borg, som skulle være hendes hjem i mange år fremover. Og hvor der en dag kom børn til at løbe rundt på gangene. ”Lad os starte med at se biblioteket,” sagde han, og gik afsted med hende ved sin side. Kun Katalin gik sammen med dem, og hun holdt sig på respektabel afstand.
