Endnu en banket [R]

[Martin af Meron]

Sa'ida Hetnim

26. august, 526 M.T.

Martin var gået hjemmefra i ganske god tid inden velkomstbanketten og slentrede af sted hen imod Sa'ida's telt. Det var godt nok noget af en omvej, fordi han selv var indkvarteret på lensborgen, men det var nu engang høfligst selv at eskortere den kvinde, man havde inviteret.

Da han ankom til hendes telt, lod han sig nok engang melde og ventede med falsk tålmodighed på, at hun skulle komme ud. Da hun gjorde, så han på hende med et smil. "Sa'ida. Du er virkeligt smuk i aften."

[Sa'ida Hetnim]

Fornemmelsen af tætsiddende tøj, der begrænsede hendes bevægelser var stadig ny og fremmed, men til banketten havde hun bedt Mariam tage den blågrønne af kjolerne frem og hendes hår var blevet flettet som en krone om hendes hoved, med et langt, blåt silkebånd, der snoede sig hele vejen rundt i fletningen og hjalp med at fæstne den sidste det af den i nakken. Hun bar en anelse kindrødt, men havde afstået fra at lade tjenestepigen male hendes øjne, som de gjorde i Carthak. I stedet skinnede hendes læber svagt af læberødt og hun vidste, at hun var et kønt syn.

Alligevel fik Martins kompliment det til at suge lidt i maven og hun nejede for ham, som hun trådte væk fra teltet. "Du ser ikke helt skidt ud selv," kommenterede hun med et klædeligt, næsten genert smil, før hun lagde hånden på hans arm. "Ved du om vi skal sidde ved siden af hinanden igen?"

[Martin af Meron]

Da han så hende, fik han en pludselig trang til at hive hende til side på vejen til borgen og have lidt privattid med hende. Derfor kunne han heller ikke lade være med at skule bare en lille anelse til den kvinde, som han var blevet vant til at se sammen med Sa'ida. Det var meget ironisk, at det var ham selv, som havde insisteret på en anstandsdame i starten og at det nu var ham selv, som helst ville undvære.

Han skød dog tanken fra sig og nøjedes med at løfte hendes hånd til sine læber og give den et let kys. Han holdt hendes blik, mens han gjorde det og var ikke i tvivl om, at hun kunne se, hvilket humør, han var i. "Mange tak." Han rettede sig op igen og bød hende sin arm. "Skal vi gå?" De havde gået nogle få skridt, inden han kom i tanke om at svare hende. "Du er med som min gæst og derfor vil du være min borddame ligesom sidst."

[Sa'ida Hetnim]

En svag sitren gik igennem Sa'ida over Martins ulmende blik og hun lavede en mental note om at sende Mariam hjem under banketten i al diskretion. Den slags var heldigvis nemt, når kommunikation foregik med håndbevægelser. Som de gik imod borgen, fandt hun ind i et tempo, der passede med hans.

"Godt," svarede hun simpelt, før hun gik lidt i tavshed. Hun tog en dyb indånding, da de nærmede sig borgen. "Og efter banketten?"

[Martin af Meron]

Han nød at have hendes arm i sin og fantaserede om, hvad han ellers kunne tænke sig at røre ved. "Jeg ønsker da ikke at lade en mulighed for at sidde så tæt ved dig gå fra mig." Han så ikke på hende, men han var sikker på, at hun ligesom han tænkte tilbage på den sidste banket, de havde deltaget i.

Da hun spurgte til aktiviteter efter banketten, trak han let på skuldrene, som om han ingen planer havde. "Hvis du har lyst, kunne vi eventuelt gå en tur? Sommeren er snart ovre." Han fyldte sine lunger med den stadig varme luft for at understrege, at han ville savne den. Det var sikkert forståeligt, når man tænkte på, at han levede det meste af sit liv helt tæt på Den Store Sydørken.

[Sa'ida Hetnim]

Sa'ida slap en enkelt, halvkvalt, men temmelig munter lyd, før hun rømmede sig og stirrede ligefrem. Et smil blomstrede i hendes mundvige, men hun kvalte fristelsen til at le højt. Sidde tæt. Absolut...

"Hvis gåturen slutter hvor de har placeret dit sovegemak, så synes jeg det lyder som en god idé," konstaterede hun lavmælt, men med alskens temmelig åbenlyse undertoner. Hun havde levet op til sin del af aftalen og der var alt for længe siden de første gang havde ligget sammen.

[Martin af Meron]

Han kunne ikke lade være med at le en lille smule. Hun var i hvert fald ikke genert. Han smilede skævt til hende. "Jeg kan ikke love noget, men jeg lover, at jeg skal gøre mit bedste for at sørge for dine behov." Han smilede stadig lidt for sig selv. Nu havde han ikke lovet mere, end han havde tænkt sig at holde.

De ankom til banketten og han trak stolen ud for hende ligesom sidst. Han satte sig ved hendes side og tog hendes hånd let under bordet, mens han vinklede sin overkrop imod hende, så det ikke var så tydeligt. Han lænede sig ind imod hende og hviskede hende lavmælt i øret. "Sørg nu for at spise godt i aften. Du får brug for energien til senere."

[Sa'ida Hetnim]

Sa'idas næsefløje udvidede sig svagt, som hun tog en dyb indånding. Hendes hoved var allerede i gang med at producere mulige fortolkninger af Martins ord, da de trådte ind i salen og fortsatte, mens de fandt deres pladser. Hun var svagt fraværende, indtil hans hånd fandt hendes og hun mødte hans blik med et spørgende et af sine egne.

Hans lavmælte hvisken gjorde hende en smule tør i munden og selvom det trak afslørende i hendes mundvige, gik der et øjeblik før hun var i stand til at møde hans blik uden at blive helt mørk i kinderne.

"Sikke et løfte," svarede hun lige så dæmpet, med en tone, som om hun var svagt chokeret. Hendes mørke øjne spillede dog muntert. "Lover du det?"

[Martin af Meron]

Han mødte hendes blik, da hun kunne gøre det og han nød endnu engang den effekt, han havde op hende. "Jeg kan i hvert fald love dig, at du nok skal få pulsen op." Han smilede skævt og krummede sine fingerspidser lidt imod hendes håndflade. "Hvor meget energi du bruger, er nok i sidste ende et spørgsmål om, hvor god du er til at tilpasse dig."

Maden kom ind og han smilede lidt for sig selv, som han slap hendes hånd og satte sig til rette ved bordet. For nu skulle han bruge begge sine hænder, men fra tid til anden fandt hans hånd alligevel ind og strøg over hendes lår.

[Sa'ida Hetnim]

Endnu et kryptisk løfte. Sa'ida rynkede panden svagt, men undlod at spørge. Hun havde en fornemmelse af, at hun alligevel ikke ville få noget fyldestgørende svar. Noget ved hans væremåde gjorde hende nervøs på en ny måde end tidligere, men hun kunne ikke gennemskue hvad der var og forsøgte at slippe tanken, imens hun nød banketten. Modsat sidste gang, føltes hans berøringer gennem de solide lag stof ikke så intime eller grænseoverskridende og hun var fuldt ud i stand til at føre en interessant samtale om international handel med sin anden bordherre under hovedretten.

To glas vin senere og på vej imod desserten, blussede hendes kinder svagt af noget andet end flovhed og hun fandt sig ganske godt tilpas i selskabet, med Martin ved sin side. Han var trods alt ikke kun god til at drive hende til vanvid. Manden var også en god samtalepartner. Sa'ida sendte ham et varmt smil og lukkede fingrene forsøgsvist om hans hånd under bordet, efter en udveksling om de nyeste sammentømringer under rundrejsen. "Væbner Sigisfelt - er forlovelsen officiel? Den er i hvert fald velkendt?"

[Martin af Meron]

Martin begyndte snart at længes efter, at banketten var færdig. Han vidste, at han havde haft muligheden for at gøre noget ved sit behov aftenen før, men han havde valgt at lade være. Det betalte han så prisen for nu. Hans eneste trøst var, at hun så ud til at have det værre. Det havde måske noget at gøre med, at han til stadighed kærtegnede hende let. Det kunne dog ikke tillade sig at forlade selskabet endnu og han hyggede sig da også på trods af det hele.

Hendes spørgsmål fik et irriteret udtryk til at vise sig et kort øjeblik, men han tvang det væk. Han ville ikke lade sin irritation gå ud over Sa'ida. "Der er en trolovelse på plads, det er sandt. Officiel er den dog ikke, selvom den er kendt." Irritationen sneg sig ind i hans stemme på trods af, at han forsøgte at holde den ude. "Hvorfor spørger du?"

[Sa'ida Hetnim]

Sa'ida havde en dejlig aften og ingen intention om at lade noget ødelægge den. Martins dystre udtryk da hun nævnte forlovelsen blev derfor blot besvaret med et par hævede øjenbryn og hun flyttede en anelse på sig i stolen, før hun nikkede over imod nådigfruen overfor. "Vi talte netop om det interessante fænomen, at alle og enhver søger at blive forlovet her i løbet af rundrejsen og at der ikke vil være en eneste enlig nådigfrøken eller tilbage, når rundrejsen slutter til foråret."

Interessant var en overdrivelse, men hun gjorde sit for at konversere. "Du synes ikke den unge gardere passion var... Romantisk?" Hendes blik spillede næsten djævelsk, som hun smilede engleblidt. Kvinden overfor betragtede dem nysgerrigt.

[Martin af Meron]

Martin trak lidt på skuldrene. "Jeg finder det nu ganske naturligt. Rundrejsen er en oplagt mulighed for at finde fordelagtige forbindelser. Og eftersom rigtigt mange i forvejen har planer for at finde en ægtefælle på rejsen, må alle de andre også følge trop." Hvis ikke man kom ud af starthullerne var der kun de grimme og de åndssvage at vælge imellem de næste par år.

Han rystede dog bestemt på hovedet, da hun spurgte ham om den unge Kayfer's opførsel. "På ingen måde! Han vanærede min væbner for øjnene af hele hoffet. Unge mennesker forventes at kunne opføre sig passende og den unge korporal udviste en sørgelig mangel på selvkontrol."

[Sa'ida Hetnim]

Sa'ida klemte læberne en anelse sammen, men holdt ellers sin mine ganske neutral. Martin var både belærende og selvretfærdig, men det kunne ikke rigtig køre hende op, når det ikke handlede om hende selv. Ud fra devisen, at man ikke skal sige noget, hvis man ikke har noget høfligt at bemærke, nøjedes hun med at smile svagt. Enhver der sagde, at der var noget næsten mildt og medfølende i hendes blik, måtte absolut tage fejl.

Hun knuste dessertens skal forsigtigt med sin ske og fugtede læberne. "Jeg håber det gode vejr følger os hele vejen til Stenbjerg. Jeg har hørt, at det skulle være både fugtigt og koldt i bjergene..."

[Martin af Meron]

Han var ganske tilfreds med, at hun ikke følte behov for at presse mere på på dette emne. Han nærede en inderlig modvilje mod Oranie's trolovede og han skulle da være ærlig over for sig selv og indrømme, at det for en stor dels vedkommende var baseret på præcis den episode. Hvis manden havde været ridder, havde Martin været sekunder fra at udfordre ham til duel. Men det var når alt kom til alt Oranie selv, som skulle straffe den unge mand for sin opførsel.

De fortsatte med lettere emner, indtil han kom sig over sit dårlige humør og det satte han pris på. De diskuterede vejret, beklædning og Stenbjergs lensprogram og til sidst kunne han da også smile igen. Og det var også lige i tide, for kort efter blev deres tallerkener fjernet af en tjener og han vendte sig let imod hende. "Hvis du stadig har lyst til den gåtur, så kan vi nok gå om lidt."