Jernsjæle mødes

[Pendrima af Condia]

Joreth af Condia
den 26. august 526 M. T

Pendrima var lige ankommet til banketten sammen med sin mor. De ankom altid sammen, og gik sammen rundt om bordet for at se, hvem den unge arving skulle sidde ved siden af. Hendes mor fortalte så lidt om personen, og hvad Pendrima skulle gøre.

Hun kiggede ned på bordkortene. Hendes eget navn. Godt, hvem ville så være hendes bordherre? Joreth af Condia. Hun rynkede lidt på næsen, mens et muntert udbrud lød fra Hertuginden. Hun begyndte straks at instruere sin datter i, hvordan hun skulle være overfor den kongelige hertug.

Til sidst gik Hertuginden og efterlod sin datter alene stående ved bordet. Hun så ikke frem til at skulle bruge det meste af aftenen sammen med Joreth. Hun havde hørt, at han var kedelig og meget forskellig i sin opfattelse af verden end Pendrima. Hun sukkede lydløst og bad til Gudinden om, at give hende styrke til at komme igennem middagen.

[Joreth af Condia]

Joreth havde altid en ambivalent følelse omkring banketter. På den ene side var god mad og drikke aldrig at fornægte. Ej heller muligheden for interessant samtale og nye bekendtskaber, især de kvindelige, men han havde en medfødt modvilje mod at skulle høre på de knap så interessante samtaler og i det hele taget at skulle være et sted under frivillig tvang.

Da han nåede sin plads for den aften, var hans borddame allerede ankommet og han bukkede pligtskyldigt, men ikke en tomme mere end der var påkrævet ”Nådigfrøken.” hilste han med et blik der gled inspicerende ned over hende og derefter vendte tilbage til hendes ansigt ”Jeg ser frem til Deres selskab for i aften.”

[Pendrima af Condia]

Hun drejede ansigtet og fjernede blikket fra bordet, da hendes bordherre dukkede op. Hun havde set ham på afstand et par gange før, men hun havde aldrig talt med ham. Hun forsøgte at mønstre et smil, mens hun nejede for ham efter etiketten. "Deres Højhed," hilste hun tilbage. Hun lagde mærke til hans undersøgende blik på sin krop, og rankede sig yderligere. Hun brød sig ikke om, at blive inspiceret som om, at hun var et kvæg han skulle købe. "Jeg håber ikke, at jeg vil skuffe Dem," sagde hun, dog uden at smile.

[Joreth af Condia]

En momentær krusning i den ene mundvig var væk før den nåede at blive tydelig nok til at nogen for alvor ville bemærke det ”Det må være op til Dem. Komtesse. Jeg plejer ikke at lægge for dagen at have urealistiske forventninger til min borddame.” han trådte om bag hendes stol og trak den ud for hende da først hans Dronningen havde sat sig ved højbordet. Et øjeblik var han sikker på hendes blik hvilede på ham, men ikke længe nok til at han var sikker.

Han vendte igen opmærksomheden mod sit eget selskab og skubbede galant stolen ind under hende mens hun satte sig ”Men med Dem tvivler jeg på skuffelse vil være et ord jeg bruger til at beskrive middagen senere, Komtesse Marmist.” han satte sig selv ved siden af hende og vendte et uudgrundeligt blik mod hende mens han foldede servietten ud i skødet på sig selv.

[Pendrima af Condia]

Hun nikkede og havde lyst til at sige et eller andet. Men hun lod være. Hun havde lovet højt og helligt at opføre sig eksemplarisk overfor hertugen. I stedet nøjedes hun med at sige: "Tak." da han trak stolen ud for hende. Hun satte sig ned og lige så gjorde han.

Hun spidsede læberne, og vidste ikke helt, hvad hun skulle ligge i den kommentar. Eller om hun skulle kunne lide den. Hun tog en dyb indånding. "Jeg vil gøre mit til, for at De kan få en god aften," sagde hun og foldede sin egen serviet. Ud af øjenkrogen så hun igen hans blik på sig. Hun rankede sig endnu engang.

[Joreth af Condia]

Joreth skævede op mod højbordet hvor, ud over regenten, hans forældre også sad. Det passede ham glimrende, at de sad så de ikke kunne høre hvad der blev talt om ved hans eget bord. Det var drivende trivielt at skulle høre på sin far prædike om rangsforskelle og hvilke personer (især ugifte komtesser) der var værd at bruge tid på.

Om komtessen af Marmist var interessant nok til mere end overfladiske høfligheder, var han sikker på han hurtigt ville finde ud af ”Og jeg for at det samme gør sig gældende for Deres aften.” han kneb øjnene lidt sammen og betragtede hende granskende med det næsten permanente lille træk i den ene mundvig ”Men tilgiv mig. De virker som om De slet ikke ønsker at være her?” han hævede et bryn spørgende ”For mange banketter? Mithros skal vide de begynder at ligne hinanden.”

[Pendrima af Condia]

Det var den sædvanlige udveksling de var i gang med, og hun sad allerede og kedede sig. De var ikke engang kommet igennem forretten endnu. Hun frygtede, at han var lige så kedelig, som hun havde forventet. Hun sendte han et halvhjertet smil og forsøgte at aflede tankerne, ved at tage en tår af det glas saft, der var blevet serveret for hende.

Ved hans næste spørgsmål krympede hun sig lidt. Det havde ikke været meningen, at han skulle lægge mærke til, at hun ikke fandt ham videre spændende. Men hans blik var skarpere end forventet. "De begynder efterhånden at blive en anelse trivielle," sagde hun og sendte ham igen et halvhjertet smil."Og indtil nu, har mine bordherrer været ældre og gifte mænd uden særligt interessante samtaleemner," hun håbede, at han bed på den. Hun var i bund og grund bare ikke særlig interesseret i at kurtisere ham, som hun ellers havde fået besked på.

[Joreth af Condia]

Trækningen i Joreths mundvig voksede til et reelt smil og de blå øjne spillede udfordrende ”Jeg er glad for jeg ikke er alene med den følelse, Komtesse. ” han tav mens en tjener fyldte først hendes, så hans vinglas og rakte ud efter det før han talte videre ”Så fortæl mig..” han gjorde en lille pause og så indgående på hende ”Hvilke samtaleemner ville De foretrække? Hvad interesserer Dem nok til at holde en samtale i gang?”

[Pendrima af Condia]

Hun lagde mærke til smilet, der kom frem på hans læber, og hun anede ikke, hvordan hun skulle reagere. Hun håbede egentlig på, at det var et positivt smil. Hun satsede på det, især da hun så blikket i hans øjne. Hun så på tjeneren, da skulle til at fylde hendes vinglas op, egentlig ville hun have sagt nej tak, men pludselig virkede det som uhøfligt, nu hvor hertugen ved hendes side havde fået fyldt sit op. Ved hans spørgsmål trak hun let på skuldrene, løftede sit glas op med hånden og sippede ganske let, inden hun satte glasset ned igen. "Alt andet end jagt, hvordan livet var i gamle dage, og hvad en ung adelig kvinde burde foretage sig i en husholdning," der var en, der havde været så fræk, at tale om sådan noget med hende. Men hun havde bidt det i sig, da baronen af Masbos kone var i familie med hendes egen mor.

[Joreth af Condia]

Joreth hævede et øjenbryn og lagde ikke skjul på at være underholdt over hendes svar. Han havde dog selvkontrol nok til ikke at bryde ud i latter som han egentligt havde lyst til. I stedet nikkede han langsomt en enkelt gang og foregav at tænke seriøst over hendes ord ”Det indskrænker mulighederne betydeligt.” begyndte han, let drævende mens de tjenende ånder begyndte serveringen af bankettens første ret ”De må kunne give mig nogle emner der interesserer Dem.” han lagde hovedet lidt på sned og den næsten usynlige trækning i hans ene mundvig var tilbage.

[Pendrima af Condia]

Hun kunne se morskaben i hans øjne og hun krummede tæerne under bordet, fordi hun absolut ikke brød sig om, når nogen morede sig på hendes bekostning. Især ikke, når hun ikke vidste, om det var venligt ment. Hun havde lyst til at knibe øjnene sammen og sige noget spydigt. Men hun lod være. I stedet talte hun mentalt til ti. Hun trak på skuldrene over hans spørgsmål. "Det jeg interesserer mig mest for er mit len, jura og økonomi. Jeg studerer til hver dag på universitetet i Corus," sagde hun og lagde hovedet på skrå, for at betragte ham lidt mere. Hun lagde ikke mærke til de tjenere, der kom ind og serverede for dem. Joreth havde så sandelig formået at få hele hendes opmærksomhed.

[Joreth af Condia]

Joreth havde været sikker på han havde set Pendrima før, men havde antaget det var til nogle af hoffets utallige sammenkomster. Det kunne også stadig være der, men hendes afsløring fik ham til at se på hende med fornyet interesse ”Virkelig?” han lagde ikke skjul på sin skepsis og fortsatte efter at have fået sat en tallerken foran sig ”Så er det måske derfra jeg synes jeg kender Deres ansigt.” han havde selv sin daglige gang på universitetet og selvom der var forskel på de magiske studier og hendes, var det stadig ikke utænkeligt at han havde ret.

[Pendrima af Condia]

Hun brød sig overhovedet ikke om den skepsis, hun sporede i hans stemme. Det lød som om, at han ikke troede på, at hun læste jura og økonomi. Måske han var en af dem, der ikke mente, at kvinder hørte til andre steder, end at bestyre en husholdning. "Så? Jeg har ikke lagt mærke til Deres ansigt på universitetet," sagde hun og så udfordrende på ham. Hun havde slet ikke lagt mærke til ham. Når hun var på universitetet, så var det udelukkende sine studier hun fokuserede på. Alt andet var ligegyldigt. "Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville kunne huske Deres ansigt, hvis jeg havde set det."

[Joreth af Condia]

Joreth lod sig tilsyneladende ikke mærke med ikke at blive husket ”Vi bevæger os næppe i de samme cirkler, komtesse, men jeg antager De vil huske mig fremover så.” han hævede et bryn lidt og fortsatte før hun nåede at sige mere ”Hvad fik Dem til at træffe så.. anderledes et valg?” spurgte han og så på hende med et tilsyneladende interesseret blik.

[Pendrima af Condia]

Hun kunne ikke være mere enig i hans påstand. Hun vidste heller ikke rigtig med sig selv, om hun havde lyst til at bevæge sig i de samme kredse som ham. Hun havde på fornemmelsen, at de havde hvert sit syn på verden. Hun nikkede dog til hans ord. Hun skulle nok love at huske hans ansigt fremover. Så kunne hun bedre undgå ham. "Jeg så det som min pligt. Jura og økonomi vil hjælpe mig til i fremtiden at kunne lede mit len," svarede hun roligt. Det var måske en smule anderledes at læse så tunge emner, men hun havde alle dage aldrig lignet de forskræmte og generte små lam, hun havde gået på klosterskole med. "Men hvad læser De, Hertug?" Hun lod som om, at hun interesserede sig for ham. Men hvis hun skulle være ærlig, så vidste hun ikke helt, hvad hun skulle mene om Hertugen.