Så er tingene i orden

[Eiralys af Harise]

Hugo af Harise

Endnu en velkomstbanket. Og endnu et møde med Hugo. Lys kunne ikke rigtigt vurdere, om han frygtede det eller havde forliget sig med tanken. Det måtte hun vel vente at se. Hendes fader var ankommet til rundrejsen dagen før og for et par timer siden, havde han besøgt hendes telt og annonceret for hende, at forhandlingerne med Hugo havde båret frugt, og at han senest næste dag ville anmode Dronningen om en officiel forlovelse ved hoffet.

Tanken gav hende en knude i maven og en smule åndenød. Efter at have brugt så lang tid – så mange måneder – på at finde sig en ægtemand, så gav tanken om, at hendes far havde klaret det på mindre end en enkelt måned hende også virkelig dårlig samvittighed. Og hun skød skylden for sine problemer på sin generthed. Havde hun bare været mindre genert, så kunne hun sikkert også have hentet en aftale hjem. Og måske endda med en anden end Hugo.

Da hun fik anvist sin plads ved bordet, skottede hun til sin bordherres navneskilt og mærkede et sug i maven. Måske var det en tilfældighed. Eller måske havde hendes far eller Hugo arrangeret det. Men hendes bordherre denne aften var ingen ringere end Hugo selv.

[Hugo af Harise]

Efter at have besøgt hertugens telt, så havde Hugo gået tilbage til sit eget, for at skrive breve. For anden gang den dag. Men denne gang var det visse andre breve med andre ordre i. Der var meget, som skulle planlægges til et kommende bryllup. Men han var af den overbevisning, at det hele nok skulle gå i sidste ende, når bare han sad og styrede slagets gang.

Da han ankom til banketten, vidste han, at Eiralys nok på nuværende tidspunkt vidste, at aftalerne var på plads. Derfor havde han tidligere på dagen fået det arrangeret sådan, at han skulle sidde ved siden af den lyshårede komtesse.

Med en vis portion arrogance og selvtilfredshed, bevægede han sig hen til det sted, hvor hans navn stod på et bordkort. Og sørme om Eiralys ikke stod ved siden af. "Komtesse Eiralys, hvilken overraskelse," sagde han og mærkede hvordan det trak i mundvigen. Det var slet ikke nogen overraskelse for ham.

[Eiralys af Harise]

Han ankom så kort tid efter hende, at hun endnu ikke havde nået at sætte sig ned og hun fik omgående røde kinder og slog blikket ned, fordi hun følte sig fuldstændigt uforberedt på dette møde. ”Grev Hugo,” fik hun fremstammet og nejede pænt for ham. Hun havde endnu ikke rigtigt set på hans ansigt, men det lød som om, der var smil i hans stemme. Om det var af overraskelse eller noget andet, var meget svært for hende at vurdere og hun skottede op til ham. Nu var det dog for sent at udlede ret meget af hans ansigtsudtryk.

”Ja, det er også en overraskelse for mig.” Hun klarede et lille smil og indså pludselig, at hun ikke ville kunne tillade sig bare at sætte sig nu for at få styr på sine rystende knæ. Han ville med garanti mene, at hun skulle vente på, at han trak stolen ud for hende.

[Hugo af Harise]

Han morede sig indvendigt over, hvilken indflydelse han havde på Eiralys. Hendes røde kinder afslørede, at hun som altid blev genert i hans nærvær. Det var så skønt at kunne gøre sådan ved hende. "Nu skal jeg trække stolen ud for Dem," sagde han, for ham var det blot en naturlig del, nu hvor han trods alt var hendes bordherre.

Da de begge to havde fået sat sig ned ved bordet, tog han selv imod et glas med vin. "Jeg håber, at rejsen til Meagmarsk ikke var for besværlig?" Igen havde han selv siddet til hest, og havde derfor ikke den fjerneste anelse om, hvordan det var at rejse så langt mod nord i en vogn.

[Eiralys af Harise]

 
Hun kom dog ikke til at stå og flagre ret længe, førend Hugo trak stolen ud for hende og hun satte sig i en fin og meget indøvet bevægelse. ”Mange tak.” Hun tog ikke selv imod et glas. Ikke endnu. Hvis det gik ligesom ved deres sidste møde, så ville hun nærmest inhalerede dets indhold og det var ikke særligt holdbart, når hun tilsyneladende skulle sidde med ham hele aftenen.

Hans spørgsmål var dog ganske tilforladeligt og hun klarede at se op på ham. ”Den var såmænd ganske god. Den var så rolig, at jeg kunne sidde og brodere det meste af tiden.” Hun samlede hænderne i sit skød under bordet. ”Hvad med Deres egen rejse?”

[Hugo af Harise]

Han tog en lille tår af glasset, inden han stillede det ned på bordet foran sig. Det virkede heldigvis som om, at hans ganske fredelige spørgsmål, sagtens kunne få ord over hendes smalle læber. Det var kun en god ting. Ikke-personlige emner var altså noget, som hun godt kunne tale om. Det var godt at vide.

"Den var ganske fredelig. Min hest klarede vejene godt, og uden at komme til skade eller miste en sko," den havde været stabil hele vejen og fulgt med resten af følget. Hun broderede. Hvor typisk kvindeligt. "Hvilket slags mønster er De i gang med at brodere?" Han havde egentlig ikke lyst til at vide det, men det ville også være mærkeligt blot at sidde og stirre ud i luften ved siden af hende.

[Eiralys af Harise]

Hun nikkede lidt til hans fortælling og fik lettere og lettere ved at se på ham i mellemtiden. Da han spurgte til hendes mønster, lyste hun også lidt op. "Jeg er igang med at brodere den sødeste lille gråspurv. Amelia har lovet, at hun bagefter vil lave det til en pude til mig." Entusiasmen i ordene var stor. Hun elskede at brodere og det blev kun bedre, hvis hun bagefter kunne se på det i noget funktionelt.

[Hugo af Harise]

Han kunne slet ikke forestille sig, hvorfor hun gik så meget op i at brodere et eller andet fjollet billede på et stykke stof. Men han valgte blot at nikke og lade som om, at han hørte efter. Han fandt det utrolig kedeligt. "En pude?" Han mindes lidt som ung dreng, at have set sådanne puder, det var nok nogen hans mor havde lavet i sin tid, da hun endnu havde været rask. "Jeg er sikker på, at den vil komme til at pynte," sagde han. Puden ville nok komme til at ligge i hendes eget sovekammer på hans borg, men det sagde han ikke noget om.

[Eiralys af Harise]

Glæden over, at han tilsyneladende satte pris på hendes evner, fik et rigtigt smil frem på hendes læber. "Det håber jeg da, at den vil." Hun rødmede lidt igen, men denne gang var det over den ros, han gav hende og ikke fordi hun var pinligt berørt. For en gangs skyld var han jo helt venlig og rolig og hun mærkede sig selv slappe lidt mere af. Hun havde forsøgt at finde ud af, hvad for en personlighed han var, nærmest siden hun havde mødt ham første gang. Men dette overbevidste hende om, at han ikke kunne være så slem, som hun gik og forestillede sig.

Netop da kom forretten ind og hendes tænder løb i vand ved synet af den laks, der blev serveret. Uden tvivl fanget i floden, som lå ganske nært ved. "Hvor ser det bare lækkert ud."

[Hugo af Harise]

Han skævede til hende, da hun igen rødmede svagt i sine ellers blege kinder. Det lød til at være noget hun nærmest gjorde hver gang, at hun skulle besvare et af hans spørgsmål. Han nøjedes blot med at nikke. Der var ikke særlig mange pyntegenstande hjemme på borgen. Hans far havde stort set afskaffet alt, hvad hans mor havde bragt med sig til borgen af pynt. Og Hugo havde ikke ændret særlig meget på indretningen siden.

Han så ned på den laks, der lå på hans tallerken. Den så ganske appetitlig ud, og han kunne selv ret godt lide laks. De fik jævnligt forsyninger direkte fra Marmist med fisk. "Den ser yderst tiltalende ud ja," sagde han og tog en bid af den. Fisken smagte lige som den så ud. Godt. "De er måske glad for fisk?" Han håbede det, ellers ville hendes kommende måltider godt nok være en anelse kedsommelige, eftersom de primært bestod af fisk.

[Eiralys af Harise]

Hun nikkede til hans ord, netop som hun satte tænderne i en saftig lille mundfuld. "Jeg synes, at fisk smager fortrinligt. Vi får ofte fisk derhjemme. både fra Oloronfloden og fra Drellfloden." Lensborgen i Genlith lå i en acceptabel afstand til begge floder og det havde altid overrasket hende, så forskellige fisk, der befandt sig i de to. Hun havde fået forklaret, at det skyldtes, at den ene flods udmunding var Caynn, mens den andens var tæt på Carthak og dermed indlandshavet. "Og denne tilberedning er fantastisk." Hun tog en bid mere og nød smagen. "De kan forhåbentligt også lide det?"

[Hugo af Harise]

Det var godt, at hun kunne lide fisk. Det ville gøre det noget nemmere at lave måltider hjemme på borgen. Han var allerede i gang med forberedelser til deres hver dag oppe i hovedet. "Vores forsyning kommer jævnligt fra Marmist, da mit len næsten udelukkende består af landbrug og kvægdrift," fortalte han. Der var ganske enkelte, der boede tæt nok på floden til at drive fiskeri. Men det var ikke nok til at holde lenet kørende. "En frisk smag, med lidt salt og lidt surt. Ganske fortræffelig," det var sjældent han gad rose sin mad. Han forventede at hvert måltid smagte godt. Men det lod til, at Eiralys godt kunne lide det. "Jeg holder meget af fisk. Det er en daglig del af kosten i måltiderne derhjemme."

[Eiralys af Harise]

Deres samtale fik hende endelig talt helt til ro igen. Den var så forskellig fra alle de andre, de havde haft, at hun et øjeblik blot kunne sidde og nyde, at hun ikke var særligt nervøs. "Jeg sætter nu også pris på andre kødtyper." Hun smilede lidt og ønskede egentlig bare at fortsætte den lette stemning. Hun var generelt så tilpas nu, at hun kunne se ham i øjnene og lade være med at rødme. På samme tid. "Men jeg er kun glad for, at De også får fisk jævnligt, Jeg er ikke sikker på, jeg kunne undvære det."

[Hugo af Harise]

Han satte naturligvis også pris på kød. Han var en mand. I hans øjne ville alt andet være underligt. Eftersom der var store marker rundt om i Harise, så ville hun også komme til at nyde godt af kød. Og det stort set alt slags. For der foregik naturligvis også jagt på hans befaling. "De vil komme til at nyde godt af både fisk og kød fremover. Og naturligvis en masse grøntsager," sagde han. Ved hendes næste ord, løftede han det ene øjenbryn. Det virkede som om, at hun havde fået af vide, hvad der var foregået tidligere på dagen. Men han kunne naturligvis ikke være helt sikker. Men mon ikke hans egne ord lidt forinden, kunne få en reaktion frem hos hende.

[Eiralys af Harise]

Hun spiste lidt mere og de var stille, imens de begge nød deres mad. Hun brød sig dog ikke om stilheden. Den virkede akavet og hun var sikker på, at det var hendes skyld, fordi hun var for genert til at sige noget. Så hun rømmede sig let og blev rød i kinderne igen. "Jeg fik et kort resume af eftermiddagens møde, men jeg håbede, at De måske havde tid til at fortælle mig mere i detaljer, hvad der blev aftalt."

Det var et følsomt emne. Hendes far havde haft travlt med at skulle skrive breve, så han havde nærmest kun lige fortalt hende nyheden, inden han lukkede sig ind på sit værelse. At diskutere det med Hugo, føltes ret farligt, men det var i det mindste noget at tale om. Hun så dog ikke på ham, mens hun sagde dette.