En fast aftale

[Hugo af Harise]

Collab mellem Hugo af Harise & Mortimer af Genlith
den 26. august år 526 M.T.

Hertug Mortimer sad på sit værelse og ventede på sin gæst. Han havde fremskaffet en let madanretning og vin, så forhandlingerne kunne begynde på den bedst tænkelige måde og han sad nu og musede lidt over det hele. Eiralys havde været glad for at se ham, omend ikke overrasket. Hverken over hans ankomst eller over hans nyheder omkring Grev Hugo.

Og som han sad der og nippede til sin vin, var han ikke helt sikker på, om han skulle være glad for, at Grev Hugo var en mand, som indviede Eiralys i den slags ting, eller om han skulle være irriteret over, at han ikke havde overladt det til Mortimer selv. Da der lød en banken på døren, besluttede han sig for at bestemme sig på et senere tidspunkt og gav en tjener et nik, så denne gik hen og åbnede.

Hugo var endelig blevet færdig med at skrive sine breve til den mand, der i øjeblikket sørgede for at varetage hans opgaver i Harise. Han gav brevene til en tjener, inden han rejste sig op for at forlade sit værelse. Han var blevet inviteret hen til Hertug Mortimer, og han havde ikke tænkt sig at komme for sent til det møde.

Han blev mødt af en tjener uden for døren, og meldte sin ankomst hos denne. Døren blev åbnet, tjeneren gik ind og anmeldte hans ankomst, hvorefter Hugo trådte indenfor efter anvisninger fra tjeneren. Han bukkede dybt for hertugen, der sad inde i rummet. ”Hertug Mortimer, det er mig en ære,” sagde han og rettede sig op igen.

Mortimer rejste sig fra sin plads og bukkede korrekt for den unge greve. “Grev Hugo. Velkommen. Vil De ikke sidde?” Han rakte en arm ud imod stolen på den anden side af det lille bord. “Måske De kunne tænke dem et glas vin? Eller foretrækker De saft?” Hertugen satte sig ned på sin egen stol igen og nippede lidt til sin vin, som en tjener gav Grev Hugo, hvad han måtte ønske sig.

Hugo takkede hertugen og satte sig ned på den stol, som hertugen havde anvist ham. ”Et glas vin, tak,” sagde han til tjeneren, der straks kom med et til greven. Han lukkede hånden om det, og tog en ganske lille tår af væsken. Han havde ikke tænkt sig at drikke for meget. Der var trods alt en banket senere på dagen, som han skulle deltage i.

Hertugen satte glasset fra sig på bordet foran sig og rykkede sin stol lidt tættere på bordet. Høflighederne var overstået og nu skulle de til det alvorlige. ”De har ikke ombestemt Dem, efter vores brevveksling?”

Hugo beholdt sit glas i hånden, selvom hertugen satte sit eget ned. Spørgsmålet kom lidt bag på ham, men han viste det ikke for hertugen. ”Bestemt ikke,” svarede han. Det forekom ham som et mærkeligt spørgsmål at stille. Hvis han havde fortrudt, så havde han naturligvis ladet hertugen få dette af vide.

”Godt.” Mortimer gned sig indvendigt i hænderne. Han havde frygtet, at Eiralys havde klaret at skræmme greven væk, som hun tilsyneladende havde skræmt alle andre bejlere væk. ”Jeg går ud fra, at De er indforstået med, at der ikke vil medfølge en medgift af betydning, eftersom Eiralys arver Genlith, når jeg ikke er mere?”

Greven lænede sig yderligere tilbage i sædet på stolen, mens hertugen overfor ham talte. Hugo havde bestemt ikke forventet noget i medgift. Lenet Genlith ville en dag overgå til ham og Eiralys. Og den medgift ville han gerne vente et par år på endnu. ”Det er jeg indforstået med ja,” svarede han roligt hertugen. ”Jeg håber, at De også ved, at jeg kan sørge for Eiralys indtil den dag hun arver Genlith.”

Han havde ikke regnet med andet, end at Hugo ville acceptere disse termer, men han havde også indirekte klaret at sætte på plads, at han ikke ville afgive Genlith, før sin død og det havde Hugo ikke sagt noget til. Han nikkede lidt til grevens spørgsmål. ”Jeg ville forvente, at I boede på Harise - men med jævnlige besøg til Genlith, så I ikke mister føling med lenets sammensætning og behov.”

Hugo nikkede bekræftende. ”Det var planen at vi skulle bo på Harise,” svarede han. ”Og jeg er enig i, at for at Eiralys bedst muligt skal kunne forberede sig på at overtage lenet, så skal jævnlige besøg til,” sagde han og nippede ganske let til vinen. ”Jeg vil naturligvis indvie hende i mit eget lens behov og sammensætning.”

Hertugen nikkede og drak lidt mere af sit glas - umådeligt tilfreds med, at de tilsyneladende var så enige om aftalens rammer. Han havde forhørt sig hos forskellige kontakter i løbet af dagen for at danne sig et indtryk af Greven af Harise og dét, han havde hørt, havde ikke givet ham nogen forbehold for et eventuelt ægteskab.

Han slyngede resten af sin vin rundt i glasset i en tænksom manér og så på Hugo imens. ”Jeg behøver vel ikke at nævne, at eftersom I begge er eller vil blive lensoverhoveder, er det meget presserende at få produceret en arving? Og helst to. Så hurtigt som muligt.” Han så tænksomt på greven og betragtede ham meget intenst for at se, hvilken reaktion så personligt et spørgsmål ville vriste fra ham.

Hugo nippede igen ganske let til den smule vin, der var tilbage i glasset. ”Jeg er klar over, hvor vigtigt det er for begge lener, at der bliver produceret arvinger så hurtigt som muligt. Derfor mener jeg heller ikke, at et eventuelt bryllup burde ligge for langt ude i fremtiden,” svarede han.

Han havde ikke noget problem med, at skulle lave arvinger sammen med Eiralys. Det var en pligt som lensoverhoveder havde. Det var heldigt for hans egne forældre, at han havde overlevet, eftersom han var enebarn, og hans forældre ingen arvinger ville have haft efter hans død.

Mortimer nikkede - tydeligt lettet over, at dette også var ovre på et øjeblik. ”Jeg har allerede givet udtryk for, at jeg ikke ønsker en lang forlovelse, så det er vi også enige om.” Han drak lidt mere vin og et reelt smil viste sig på hans ansigt. ”Så er der jo kun detaljerne tilbage.” Han vinkede tjeneren over og fik genfyldt sit eget glas.