Fjerlette trin

[Pendrima af Condia]

Cleon af Tasrid

Det var dagen hvor, at der blev afholdt forhindringsbane med snore. Og selvom Pendrima ikke skulle deltage, så havde hun glædet sig til at se på som publikum. Det forekom hende utrolig morsomt, at se på sådanne konkurrencer.

Hun sad på lægterne sammen med sin anstandsdame, da konkurrencen gik i gang. Hun var spændt på, om der var en, som kunne klare hele banen, uden at røre ved snorene. Men hun tvivlede. Alligevel kunne hun mærke, at hun blev grebet lidt af spændingen, da den første gik i gang med banen.

[Cleon af Tasrid]

Cleon var netop ankommet til forhindringsbanen og så sig om efter et sted, hvor han kunne stå og se på. Han var ikke meget for at mase sig ind imellem folk, som allerede havde fundet sig en plads, men pludselig så han en sektion, som var mere tyndt befolket end andre steder. Og samtidig så han et kendt ansigt.

Med et smil på læben, gik han nærmere, indtil han stod bag hende og rømmede sig diskret. "Goddag, komtesse." Smilet var tydeligt i hans stemme.

[Pendrima af Condia]

Pendrima havde stået i sine egne tanker, og derfor gav det et gib i hende, da hun pludselig hørte Cleons stemme bag sig. Hun ventede et par sekunder med at svare ham, da hun lige skulle samle sig først. Men så drejede hun hovedet, og så på ham. "Goddag væbner, har De fået fri i dagens anledning?" Spurgte hun og sendte ham et skævt smil. Hendes anstandsdame trak sig lidt væk, da Cleon kom til. Det passede hende fint. Hun lod sit blik glide hen på Cleon igen, hvor hun lod det hvile.

[Cleon af Tasrid]

Det var snart længe siden, han havde talt med Pendrima. De havde set hinanden til diverse banketter, men han havde ikke opsøgt hende. Han havde været nervøs for, om han måske havde gjort hende for pinligt berørt over hans opførsel sidste gang og at det var derfor, hun ikke var dukket op ved floden, som de havde aftalt. Nu mente han dog, at det var længe nok siden sidst til, at han godt kunne tillade sig at tale til hende igen.

"Det kan De tro. Min ridderherre er heldigvis af den holdning, at unge mænd har godt af at komme ud og se sig om." Han smilede og blinkede.

[Pendrima af Condia]

Pendrima havde intet imod Cleon, og hun ville gerne have mødt ham ved floden. Men, som sædvanlig stod der en standhaftig hertuginde i vejen for Pendrimas udskejelser. Og hun var ikke kommet afsted. Hun havde heller ikke haft chancen for at sige noget til ham efterfølgende. Selvom de havde set hinanden ved banketterne, så havde det ikke været muligt at nævne i sådan en sammenhæng.

Hun smilede af hans svar, og måtte bekæmpe en latter. Hun nøjedes med at bide sig i underlæben, mens hun fik hold på sig selv. "Hvad er De så ude at se på? Unge kvinder, eller konkurrencen?" Spurgte hun drillende og sendte ham et skævt smil.

[Cleon af Tasrid]

Han kunne ikke lade være med at grine lavmælt af hendes spørgsmål. "Lige for øjeblikket klarer jeg begge dele uden problemer." Han hævede et øjenbryn og så bevidst på hende, inden han lod sit blik glide ned af hendes figur, inden det vendte tilbage til hendes ansigt. For et øjeblik var tankerne om Oranie jaget på flugt og han var i balance med sig selv igen.

"Hvad har De selv lavet de seneste par uger?" Han smilede og vendte blikket tilbage mod forhindringsbanen, hvor en ung kvinde netop var ved at tage opstilling.

[Pendrima af Condia]

Hun tog sig selv i at fnise lavmælt af hans svar, men hun løftede hurtigt hånden op, og lagde den over munden, så folk ikke kunne se det. Hun lagde mærke til hans blik på sin krop, og en svag rødmen steg op i hendes kinder. Hun reagerede ved at dreje hovedet og se ud på forhindringsbanen igen. "Deltaget i samtlige arrangementer der har været. Og skabt mig et netværk blandt de andre adelige," sagde hun og nævnte ikke noget om, at det for det meste havde været mænd. Det havde han vel lagt mærke til ved banketterne. "Jeg så Dem ved dystløbet," kommenterede hun og kiggede ned på sine fødder et kort sekund, inden hun igen kiggede ud på banen.

[Cleon af Tasrid]

Hans egne læber trak op i et lidt større smil, da han så hendes reaktion. Hvis hun havde været vred på ham, var det tilsyneladende overstået nu og han trådte lidt tættere på hende. For de omkringstående, ville det sikkert blot se ud som om, at han flyttede sig, fordi han sikkert ville kunne se bedre derfra.

Så har De da haft hænderne fulde." Han smilede og hans stemme var mere konstaterende end spørgende. "Gjorde De virkelig? Hvad synes de om det?"

[Pendrima af Condia]

Hun var meget bevidst om hans nærhed, og det hjalp absolut ikke, at han rykkede tættere på. Hun fortsatte dog med at se ud på banen. Hvis hun kiggede på ham nu, så ville folk lægge mærke til hendes reaktion. Hun trak lidt på skuldrene ved hans konstatering. "Lidt, men nogen gange har det vært sjovt," sagde hun bare, og tænkte på, at hun faktisk havde fået nogle nye veninder undervejs. Som Marylin. Hun bed sig i underlæben. "Det var imponerende. Jeg sad helt ude på kanten af mit sæde af nervøsitet," svarede hun og skævede til ham ud af øjenkrogen.

[Cleon af Tasrid]

Han grinede igen lidt ved hendes svar. "Jeg vidste slet ikke, at De var så bekymret for mit helbred, komtesse?" Smilet var igen tydeligt i hans lavmælte stemme. "Eller det var måske Ridder Francine, De var nervøs for?" Morskaben blev tydelig nu.

Han tænkte sig om et øjeblik. "Jeg er glad for, at jeg løb på Dem idag. Jeg troede næsten, at De var vred på mig?"

[Pendrima af Condia]

Hun blev knaldrød i hovedet ved hans ord, og måtte bide sig i underlæben for ikke at komme med et skarpt svar. "Ridder Francine er i stand til at klare sig selv. Dem, derimod," sagde hun og trak drillende på skuldrene uden at fortsætte sin sætning.

Hun drejede nu hovedet ved hans spørgsmål og så overrasket på ham. "Hvorfor skulle jeg være vred på Dem? De har ikke gjort mig ondt," svarede hun og tænkte, at han nok hentydede til sidste gang de mødtes. Og på det møde, som aldrig blev til noget.

[Cleon af Tasrid]

Han måtte tilbageholde et lille grin, da hun gav igen. Det var noget af det, han fandt tiltrækkende ved hende, men han kommenterede ikke yderligere på det. "Nej, det mente jeg da heller ikke." Han trak let på skuldrene og så hende i øjnene et øjeblik. "Men da De ikke kom den aften..." Hans blik blev let intenst. "Skal vi ikke bare sige, at jeg forventede, at De havde en grund til at blive væk?"

[Pendrima af Condia]

Hun nikkede. Hun havde haft en frygtelig god undskyldning. Hun sukkede ganske let. "Hertuginden opdagede mig, da jeg var på vej," svarede hun og man kunne tydeligt høre på hende, at det havde været en slem omgang bagefter. Det havde været knap så pæne ord, der var blevet delt imellem mor og datter. "Hun troede jeg var på vej ned i gøglernes lejr," sagde hun så, og fnøs fornærmet.

[Cleon af Tasrid]

Han så overrasket på hende et øjeblik. Ikke et sekund havde han overvejet, at hun kunne være blevet forhindret i at møde ham. Men det burde han selvfølgelig have tænkt over. "Det er jeg ked af," sagde han lavmælt. Og i hans eget hoved var det både en undskyldning for, at hun var kommet i problemer og en undskyldning for, at han havde troet noget forkert om hende.

Han var lige ved at grine over hendes næste kommentar. "Hvorfor ville hun tro, at De var på vej til gøglernes lejr? Kommer De der tit?"

[Pendrima af Condia]

Pendrima nikkede og trak let på skuldrene. Hertuginden var perfektionist, og hun forventede samme opførsel fra sin datter. Hvilket ikke altid skete. "Det går nok," sagde hun og tog imod hans undskyldning.

Hun rystede på hovedet af hans spørgsmål. "Jeg har været der en gang," svarede hun og følte ikke noget behov for at uddybe, hvorfor hun var dernede. Hun havde ikke set Keon siden den dag alligevel. "Men jeg har fået formildet hende ved at gøre, som hun har sagt den sidste måneds tid."