En følen på tænderne

[Eiralys af Harise]

Hugo af Harise

Lys havde haft en nervøs klump i maven hele aftenen. Hun kunne se Hugo sidde et andet sted i den sal, hvor velkomstbanketten blev afholdt og hun kunne ikke afholde sig fra at skotte hen imod ham, men hun sørgede for, at de aldrig fik øjenkontakt. Hun havde drømt om Hugo de sidste par dage. Og det var drømme, som gav hende røde kinder. Af samme grund, anede hun heller ikke, hvordan hun skulle kunne se sig igennem en hel samtale med ham. Det ville være mere end pinligt, hvis hun pludselig kom til at rødme på et underligt tidspunkt og det følte hun sig ret sikker på, der ville ske.

Da selve banketten var overstået, var der almindeligt opbrud og gæsterne begyndte at mingelere imellem hinanden. Lys udså sig et hjørne, delvist gemt bag en stor gruppe fnisende unge piger, hvor hun forsøgte at falde i et med sine omgivelser.

[Hugo af Harise]

Hugo havde set frem til denne velkomstbanket for en gangs skyld. Mest for at se, hvordan Eiralys ville reagere i fuld offentlighed overfor ham. Han havde drømt om hende de sidste par dage. Men det ville han aldrig indrømme overfor nogen. Han havde forsøgt at opføre sig som han plejede. Lidt arrogant og med en selvtilfredshed, der var malet i hele hans ansigt. Hans borddame var ikke den mest spændende kvinde, men dem havde han mødt en del af under rejsen, og han havde nu lært at indynde sig hos sådanne kvinder. Dog gled hans blik en gang imellem hen imod en lyshåret ung pige, han skulle naturligvis holde øje med, at hun opførte sig ordentligt.

Efter banketten, og folk brød op fra bordene, havde han lyst til med det samme at opsøge Eiralys. Men han gjorde det ikke. Han lagde godt mærke til, at hun stillede sig i nærheden af en gruppe unge kvinder. Ikke lige et selskab for ham. I stedet stillede han sig sådan, at han stod med fronten mod hende, og førte en fuldkommen ligegyldig samtale med en laverestående baron, hvis kone, han havde siddet ved siden af.

[Eiralys af Harise]

For en gangs skyld, følte hun ikke behov for at gå rundt og tale med de unge mænd ved banketten. Hendes far havde frataget hende ansvaret for at finde en ægtemand og hvis Hugo talte sandt, så havde han allerede fundet en til hende.

Hun blev i stedet stående - rigtigt glad for, at Hugo ikke var kommet nærmere - indtil de unge kvinder begyndte at forsvinde fra gruppen. Mange af dem sammen med deres mænd eller fædre. Hun så sit skjul forsvinde og begyndte at se sig om efter et nyt, da hun så en ung ridder komme hen imod sig. Hun havde mødt ham før. Han var ikke af en traditionel familie og hun havde derfor aldrig opmuntret ham, men han havde alligevel opsøgt hende af flere omgang og gjorde det nu også igen. Hun nejede pænt for ham. "Ridder Niel. Jeg håber, De har det godt?"

[Hugo af Harise]

Han måtte indrømme, at han ikke hørte særlig godt efter i den samtale, som han førte med ægteparret. Men han var egentlig også ligeglad. Størstedelen af hans opmærksomhed lå på Eiralys. Og han var lige ved at gå hen til hende, da en anden var hurtigere end ham. Hans læber blev en smal streg af utilfredshed, især da det så ud til, at hun kendte den unge mand. Hvis man havde set ham direkte ind i øjnene, så kunne man tydeligt se, at han var blevet vred. Det blev kun nærmere, da de begyndte at tale sammen. Der var ingen tvivl om, at han allerede følte, at han ejede hende. Og at ingen andre mænd, skulle nyde hendes selskab.

Han brummede korte og ikke særlige venlige svar til ægteparret, der til sidst valgte at opgive samtalen. Kun til hans glæde. Han satte ikke kursen mod Eiralys, men drejede sig i stedet lidt til højre og tog fat i et vinglas, hvorefter han bevægede isg væk fra det sted, hvor han havde ført den kedelige samtale. Han fulgte væggen, standsede kun op for at hilse på folk han kendte, indtil han befandt sig bag de to unge mennesker.

[Eiralys af Harise]

Eiralys var ikke særligt godt tilpas i den unge ridders selskab. Hun havde skottet over imod det sted, hvor hun sidst havde set Hugo, men han stod der ikke længere og hun kunne ikke lade være med at tænke over, hvor han mon var blevet af. Ydermere, kunne hun nærmest ikke få et ord frem i Ridder Niel’s selskab, fordi han havde udvist tydelig interesse for hende tidligere, men det lod ikke til at genere ham. Tværtimod tog han det næsten altid som en invitation til at tale om sig selv og hun var for høflig og genert til at gøre ham opmærksom på, at hun ikke var interesseret.

[Hugo af Harise]

Han kunne ganske tydeligt høre den samtale, som den unge ridder førte med Eiralys. Eller, samtale var måske så meget sagt. Den unge mand havde tilsyneladende en tendens til at snakke om sig selv hele tiden. Det var virkelig trættende at høre på. Især fordi det ikke var nogle særlige intelligente ord, han kunne sige om sig selv.

Til sidst fik greven nok, og han trådte hen ved siden af Eiralys. Han så med et behersket udtryk i ansigtet ned på den unge ridder. "Godaften," sagde han i et neutralt toneleje og bukkede for Eiralys. Den unge mand ignorerede han fuldstændig. "De må undskylde os, Ridder Niel, men Komtessen og jeg er netop indbudt til samtale hos nogle af mine nære bekendte," sagde han og smilede meget sukkersødt til drengen.

[Eiralys af Harise]

Lys havde snart skottet rundt i hele lokalet og var efterhånden næsten overbevist om, at Hugo havde forladt selskabet, da han pludselig dukkede op bagfra og stillede sig ved hendes side. Hun blev så forskrækket, at det gav et helt gib i hende og hun måtte samle sig et øjeblik, inden hun kunne tage sig sammen til at neje for ham. Kinderne var meget røde. Både fordi han havde forskrækket hende, men også fordi han var kommet her og i meget utvetydige vendinger, bad Ridder Niel om at skrubbe af. Det sidste var hun faktisk ganske tilfreds med, men eftersom det efterlod hende alene i Hugo's selskab, så havde hun svært ved at glæde sig over det.

Det tog en smule overtagelse, inden ridderen forføjede sig - tydeligt utilfreds med situationen og Lys vendte sig forsigtigt imod Hugo med et blik, som søgte hans skosnuder. Hun var ikke sikker, men hun havde på fornemmelsen, han var utilfreds med hende. "Hvem er det, der vil tale med os?" Stemmen var lav og spinkel og det faldt hende ikke ind at stille spørgsmålstegn ved noget af det, som lige var foregået.

[Hugo af Harise]

Han flyttede sig ikke ud af stedet, nu hvor Ridder Niel havde forladt dem. Det var der ingen grund til. Det var trods alt den utroligt selvglade dreng, han havde villet af med. "Ingen," svarede han lige ud og en anelse brysk. Et godt kendetegn på, at han bestemt ikke var i hopla eller særlig glad. Han stillede sig med siden til hende, og fronten mod resten af selskabet, hvor de fleste af dem var gået på dansegulvet. Ikke noget han brød sig særlig meget om. "Jeg gad bare ikke høre mere på hans utrolig kedelig ord om sig selv," sagde han og trak på skuldrene. Han havde jo egentlig ikke brug for at forklare sine motiver overfor Eiralys til at sende ridderen væk. Men hun ville nok kræve en forklaring alligevel.

[Eiralys af Harise]

Hun havde haft det på fornemmelsen, men da han bekræftede, at der rent faktisk ikke var nogen, som ville tale med dem, mærkede hun klumpen i maven blive tungere. Hun nikkede lidt og blev stående med front imod ham, indtil det blev klart, at han ikke havde tænkt sig at vende sig imod hende. Så vendte hun sig imod salen, ligesom ham. Hendes blik gled over de dansende og selvom hun kunne lide at danse, ville det være meget grænseoverskridende at danse med Hugo. Stilheden strakte sig imellem dem, men hun havde ikke behov for at sige noget. Måske kunne hun undgå, at han blev vred, hvis hun holdt sin mund.

[Hugo af Harise]

Hans mund var en smal streg, mens hans blik hvilede på de mange dansende par, der var foran dem. Han forsøgte at få sin vrede under kontrol. Han kunne ikke tillade sig endnu, at lade den gå udover Eiralys. Og slet ikke i fuld offentlighed. Indtil videre måtte han nøjes med at være belærende overfor hende, og fortælle hende, hvem hun kunne tillade sig at have bekendtskaber med. Han sippede let til sit vinglas, og han lagde mærke til, at hendes hænder var tomme. Med en lav brummen, rakte han sin arm ud. "Lad os finde noget at drikke til dig," sagde han og forventede ikke, at hun sagde ham imod.

[Eiralys af Harise]

Hun skuttede sig lidt, da han rakte hånden ud mod hende. Hvorfor vidste hun ikke helt, men hun behøvede heller ikke at forstå sin reaktion for at have den. Hun nikkede dog lidt og gik foran ham hen imod et bord, hvor der stod adskillelige fyldte glas, som hun tog et af og nippede forsigtigt til.

Hvor var det mærkeligt, som hun fuldstændig mistede mælet i dag. Ved deres andre møder, havde hun godt kunnet tale, men for øjeblikket virkede det umuligt. Det var så intimiderende at have ham så tæt på.

[Hugo af Harise]

Da de kom hen til bordet med drikkevarer, ventede han på, at hun havde udvalgt sig et glas og taget det. Så rakte han igen sin arm til hende, og de forlod bordet. Denne gang fulgte han hende hen i nærheden af en anden gruppe mennesker. Han brød sig ikke om, at de skulle så lige så isoleret som før. Det kunne skabe onde rygter, der ville skade hans ry. Og i værste tilfælde gøre, at hertugen ikke ville godkende hans ægteskabsforslag. Hendes stille væsen denne aften, var betydeligt bedre, end når hun gjorde ham vred. Heldigvis for hende, så gjorde det ham mildere stemt, at hun ikke forsøgte at tale til ham. han tog endnu en tår af sin vin, og da der var gået et par øjeblikke, hvor de havde stået og kigget ud i luften uden at føre et eneste ord med hinanden, sagde han: "Jeg håber ikke, at De har haft svært ved at sove de sidste par dage?"

[Eiralys af Harise]

Hun nippede et par gange til sit glas, mens hun stod og ventede på, hvilken reaktion, hun kunne forvente at få fra ham. Alkoholen i vinen stivede hende lidt af, selvom hun stadig var nervøs. Da han endelig sagde noget, fandt hendes øjne øjeblikkeligt op på hans ansigt, fordi hun var nødt til at se, hvordan hans ansigt så ud. Sekundet efter, var blikket tilbage på de dansende med brændende kinder og hun drak lidt mere vin. "Det har været ganske behageligt, ja." Hendes svar var en direkte løgn, men det kunne han jo ikke vide. Hun havde haft virkeligt svært ved at sove, når tankerne faldt på Hugo - hvilket de gjorde næsten hele tiden.

[Hugo af Harise]

Han nikkede. Tydeligvis tilfreds med hendes svar. Han havde ikke den fjerneste mulighed for at teste, om hun løj for ham. Men han satsede på, at det gjorde hun ikke. Og han kunne heller ikke se på hende, at hun havde sovet dårligt. "Det var godt," sagde han og drak resten af sin vin. Han havde lyst til et nyt glas, men det krævede, at han skulle vente på en væbner kom gående forbi, eller at han selv skulle gå tilbage til bordet. Han blev stående, og od som om, at han ikke var færdig endnu. "Og selve turen?" Det var måske lidt at udfritte hende. Men nu havde han lagt beslag på hendes selskab. Og det krævede lidt, at man måske førte en samtale. Ellers kunne alle og enhver komme og kapre hende.

[Eiralys af Harise]

Med denne hastighed ville hendes glas snart være tomt og hun forsøgte nu med vold og magt at sætte farten ned, så hun ikke drak sin vin så hurtigt. Han gjorde hende nervøs og vinen hjalp hende med at klare det bare lidt bedre. Det var også som om, at det var mere akavet i stedet for mindre, imellem dem denne aften og det gjorde ikke just oplevelsen mere behagelig.

"Den var lidt bumpende, Deres Nåde. Det føltes som om, vejene mellem Trebond og Olau måske trænger til at blive vedligeholdt." En lettelse indfandt sig i hendes bryst, som det viste sig, at vinen også fik løsnet lidt op for hendes tunge og hun drak skyndsomt lidt mere.