Afbræk

[Ermelian af Naxen]

Tomlan Franklin
d. 19. august, år 526 M.T.

Sangkonkurrencen havde været i gang i et stykke tid og Ermelian havde placeret sig et stykke væk, men stadig i stand til at høre de mange, ganske dygtige og også mindre dygtige deltagere. Selv havde hun ikke nogen stor sangstemme eller nu nogen stor grund til at forsøge at fange blikke fra giftefærdige junkere.

Det efterlod hende med muligheden for blot at nyde nogle afslappende øjeblikke, skønt rundrejsen kunne være hektisk. I nogle øjeblikke lukkede hun øjnene mod den kølige vind og lod den kærtegne sit ansigt, før hun sukkede veltilpas og tog en diskret tår fra tinbægeret med vin. Det var ikke hendes første, men det var en afslappet aften.

[Tomlan Franklin]

Tomlan kedede sig en anelse, men det plejede der, at være råd for. Han var på sit tredje bæger vin og på udkig efter bedre selskab end sin storebror og hans hustru. Rundrejsen var fyldt med smukke kvinder og der var ingen grund til at lade dem sidde helt alene, som han så den kønne Ermelian af Naxen gøre, før han gik over imod hende.

Han bukkede let. "Komtesse," hilste han mildt. "De ser så køn ud i aften. Hvordan kan det være, at De sidder helt alene?"

[Ermelian af Naxen]

Ermelian drejede hovedet ved lyden af en bekendt stemme og antydningen af et smil viste sig på hendes læber ved synet af købmandssønnen. "Mester Franklin. Det er pænt af Dem," svarede hun naturligt på komplimentet, nærmest uden at overveje det. Hofetikette strakte sig langt og Ermelian havde været en flittig studerende.

Hun rankede sig naturligt lidt og løftede hagen. "Det er ren tilfældighed, kan jeg forsikre Dem om. Har De lyst til at gøre mig selskab?"

Smilet var imødekommende og øjenbrynene let hævede.

[Tomlan Franklin]

Tomlan nikkede let, men også med et udtryk, som om det ingenting var. Selvfølgelig var det pænt af ham, men det var også naturligt at give en køn kvinde en kompliment. Han smilede og hævede et enkelt øjenbryn en anelse.

"Med største fornøjelse," svarede han på tilbuddet, før han sank ned at sidde ved siden af hende. "Syerskerne arbejder det bedste de kan på at skabe noget, der kan gøre Dem retfærdighed," konstaterede han roligt, før han nikkede let mod bægeret. "Hvad synes De om vinen?"

[Ermelian af Naxen]

Tomlan Franklin var ikke adelig, men han færdedes lige så godt i sproget som nogen junker. Det gled ikke Ermelian forbi, men fik blot anerkendelsen til at vokse en anelse. "Det glæder mig at høre, men kvaliteten af jeres varer gør naturligvis også sin gode del af arbejdet," komplimenterede hun, ikke usandt. Stoffet var smukt. Det kunne få selv den mest intetsigende komtesse til at stråle.

Hun løftede bægeret en anelse, men tog ingen tår. "Jeg bryder mig ganske godt om den. En anelse krydret til en start, men man vænner sig til det. Falder det i Deres smag, mester Franklin?"

[Tomlan Franklin]

Tomlan gjorde atter engang den lille bevægelse, der besvarede komplimenten med ydmyghed, men dog anerkendte rigtigheden. Han undersolgte ikke sine egne varer - eller sig selv for den sags skyld. Til gengæld dvælede hans blik en anelse ved komtessen et øjeblik for længe, før han trak næsten beklagende på smilebåndet.

"Jeg kan godt lide lidt krydderi på tilværelsen, absolut," svarede han kryptisk, med det drillende glimt i øjet. "Jeg er glad for at høre, at De deler dette perspektiv, Komtesse."

[Ermelian af Naxen]

Det sitrede ganske svagt i hendes mundvige og hun hørte tvetydigheden så klart som noget andet. Måske var det den stærke vin, der fik hende til at trække vidende på smilebåndet og ikke blot lade som om, at hun intet havde forstået.

"Jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket, mester Franklin," konstaterede hun og hævede øjenbrynene en anelse i retning af ham. Købmandssønnen var ikke uintelligent, så meget var tydeligt. Det mest tiltalende ved en samtalepartner, uden tvivl. "Omend De slår mig dog som væsentlig mindre tøvende overfor nye... Smagsindtryk, end jeg selv. Et kendingsmærke ved en verdensmand, uden tvivl?"

[Tomlan Franklin]

Tomlan lo dæmpet, da Komtessen tydeligt forstod meningen og legede med. Mandsforskrækkede unge piger var der nok af, men han havde heller ikke forestillet sig, at hun ville være en af dem. Smilet afslørede ganske kort hans tænder, før han tog en tår vin mere.

"Kun de bedste og sødeste, Nådigfrøken," lovede han lavmælt, med et enkelt øjenbryn hævet. "Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg lægger et stort arbejde i at få fornøjelsen af de mest udsøgte smagsindtryk. Men det er sædvanligvis det værd..."

[Ermelian af Naxen]

Ermelians tanker vandrede uundgåeligt til Padraig. Ikke dvælende, men kun ganske flygtigt. Hans opfordringer og den frihed, han havde skænket hende, uden helt at vide, hvad det var han gav. Hun havde ikke overvejet det i et øjeblik; ikke før nu, hvor hendes blik hvilede på den ganske charmerende købmandssøn.

Hun tog en tår af vinen, men tog ikke blikket fra ham. Kun i et ganske kort øjeblik for anstændighedens skyld. "Sædvanligvis?" spurgte hun, en svag sitren i den ene mundvig. Blikket var måske en kende udfordrende.

[Tomlan Franklin]

Det trak i Tomlans mundvige og han sænkede kortvarigt blikket. Udefra kunne det se næsten genert ud, men det dvælede ved hendes læber, mere end hvad høfligt var. Han fornemmede dog tydeligt, at hun ikke havde noget imod det, som han mødte hendes blik igen.

"Der findes tidspunkter, hvor man med sikkerhed kan sige, at det ville være det hele værd," svarede han elegant, før han løftede bægeret med vin og tog en tår, uden at se væk. Han sank og fugtede læberne. "De er ikke selv så... Eksperimenterende, Komtesse?"

[Ermelian af Naxen]

Ermelian var interesseret. Hun løj ikke for sig selv og kendte sine egne følelser udmærket. Han var på mange måder, alt det hun satte pris på ved hoffet; veltalende, intelligent, charmerende og alligevel sin egen.

Svaret imponerede hende og det afslørede en trækning ved hendes ene mundvig, før hun skjulte det bag kruset og tog en tår. Kun langsomt sænkede hun det igen, tålmodig, men også bevidst om at trække sit svar en anelse ud.

"Ikke sædvanligvis, mester Franklin," konstaterede hun roligt og lod langsomt blikket glide fra bægeret og kastede ham et diskret blik fra under sine øjenvipper. De lyse øjne bag var skarpe, opmærksomme og interesserede. "Man kan dog fristes. På det rette tidspunkt og det rette sted."

[Tomlan Franklin]

Tomlan nød flirten ganske meget. Komtessen var veltalende og han fornemmede potentialet for at trække det længere end en flirt, såfremt han spillede sine kort rigtigt. Han havde haft lejligheden til at se hende ganske godt an og han ville intet have imod at kunne foretage grundigere inspektion.

Et muntert glimt spillede i hans blik og han nikkede langsomt. "Absolut. Fristelser kan være..." Han ledte et øjeblik efter ordet: "Berigende. Når man prøver en ny smagspalet, kan det såmænd ændre hele ens perspektiv på tilværelsen for en stund. Slå benene helt væk under en, så at sige." Han smilede diskret til hende.

[Ermelian af Naxen]

Ermelians læber spidsede sig en anelse, før de trak sig op i et antydningsvist smil. "Det lyder sandelig imponerende, mester Franklin," drævede hun, blikkende dvælende ved ham et øjeblik længere end det burde. "De taler en god sag. Men De er jo også en sælger, ikke sandt?"

Smilet blev tydeligere, men blikket var roligt. Udfordrende. "Jeg var ikke klar over, at nye smagsindtryk kunne vække så intense følelser. De frygter ikke, at forventningens glæde kan risikere at overstige den... Egentlige oplevelse?"

Øjenbrynene gled op og hun så afventende på ham.

[Tomlan Franklin]

Tomlan sendte hende et ganske anerkendende blik. Af en ung kvinde at være, var hun dygtig med ordene. Han nød ellers spillet med en ældre, erfaren kvinde udi flirtens kunst, men her havde han lige så travlt med at tænke, som han havde haft med mere modne adelskvinder.

Han vippede en anelse tænksomt med hovedet, før han rystede lidt på det. "Oftest, finder jeg, får man hvad man sætter næsen op efter. Men jeg er også sælger, som De pointerede. Jeg har næsen for disse ting..." Han betragtede hende interesseret over bægeret. Han kunne beskrive hvor han gerne ville stikke sin næse, men hun var ikke en vulgær kvinde, komtessen.

[Ermelian af Naxen]

Ermelian var godt underholdt. Hun havde oftest foretrukket selskabet af sine ældre og skønt købmandssønnen ikke var mange år foran hende, så udstrålede han det samme. Det var blot en af de ting, hun bed mærke i omkring ham.

"Det har De uden tvivl, mester Franklin," svarede hun roligt og betragtede ham et dvælende øjeblik endnu, før hun lige så afslappet drejede hovedet væk og tog en tår fra bægeret. Under det sitrede hendes mundvige, men diskret.