Alt for længe siden

[Conal af Tirrsmont]

Martin af Meron

Det var alt for længe siden at Conal havde haft en rigtig modstander. Han havde da øvet med Cleon som også var ved at blive en del nede til det end conal. Conal var mere en sværdets mand. Cleon hjalp ham i alt udstyret og de kendte deres rutiner godt. Denne gang var det blot omvendt.

I det korte øjeblik Conal sad klar på din hest før signalet gik, overvejede han igen hvad der havde fået ham til at melde sig og han var stadig ikke helt sikker på svaret. Starten gik og som en indgroet vane vidste han hvad han skulle gøre. Alle bevægelserne var det om end lidt rustne. Det var først da han ramte Martin skjold og hans eget skjold blev ramt at han mærkede den styrke som Martin have i sit stød og som Conal ikke havde. Conals teknik var dog ikke helt ved siden af, og han sad da stadig i sadlen. Han red ned for enden for at gøre klar til næste runde.

[Martin af Meron]

Martin skulle til en del før Oranie og han havde derfor bedt hende om at hjælpe ham i rustningen. På den måde, var han helt sikker på, at alt var gjort tilfredsstillende. Det var man aldrig helt sikker på, hvis man vælge en anden til at hjælpe sig. Han red ud - ganske tilfreds med den modstander, han havde trukket. Ridder Conal var en kendt kriger i sin funktion af livgardens kommandant, men Martin var også klar over, at dystløb ikke var hans stærke side. Havde han skullet møde Conal i en sværdkamp, ville han have været mere nervøs, end det nu var tilfældet, men han var glad for den prestige, han kunne indsamle ved at sende en så kendt ridder til tælling.

Derfor red han også frem i raskt galop og med øjnene støt fikseret på den andens skjold. Han undertrykte et smørret smil, da hans stød gik hårdt ind, mens han kunne fjerne slaget fra Conal's lanse med en kort rysten af sin skjoldarm. Han var dog ikke typen, som hverken hoverede eller opførte sig usportsligt på kamppladsen og red blot selv i stilling igen, inden det næste signal lød.

[Conal af Tirrsmont]

På vejen tilbage til Conals eget hjørne fik han samlet tankerne om løbet og gik dog samlet til den næste runde. Teknikken, styrken og modstanderens svagheder og vaner var hans fokus punkter og selvom første runde ikke var helt perfekt eller til Conals fordel, tænkte han selv at den ikke var helt galt. Derfor til anden runde kom Conals stød med samme præcision dog med en hel del mere stykke end sidste. Han benyttede også mere denne gang at Martins stil var mere kendt og det var noget som kunne udnyttes.

[Martin af Meron]

Martin satte hælene i siden på Bruno og jog frem med fuld kraft. Den anden ridders lanse hoppede igen op og ned og Martin stivede sig af, mens hans igen lanse smadrede imod Conal’s skjold, så den splintredes. Hans egen skjoldarm var denne gang hårdere ramt, men han var ikke nervøs. Hvis det fortsatte på denne måde, så ville han gå hjem med sejren. Det var han sikker på. Måske kunne det endda være muligt at vippe Conal ud af sadlen, hvis han ramte rigtigt den næste gang.

[Conal af Tirrsmont]

Conals skjoldarm kunne mærkes, og egentlig have han ikke lyst til at kaste dig ud i endnu en runde. Men det skulle jo gøres, nede i din ende stivede sig selv af. Besluttet han for at gøre alt hvad han kunne. Han rejste sig op i sadlen stivede sig selv af og satte hesten i galop. Martins dansende skjold kom tættere og tættere på. Han lænede sig frem og ramte skjoldet i midten med så meget kraft at lansen splintrede. Han mærkede stødt fra den anden lanse og følte varmen og smerten op igennem armen. Heldigvis var han stadig i sadlen selvom han var tæt på. Martin havde vundet dysten, Conal var dog ret godt tilfreds med sin indsats og besluttede at han måtte til at være med i nogle flere løb. Han vendte din hest og red ind mod midten for at give Martin hånden og sige tak for en god kamp.