Sensommerens bakker

[Hugo af Harise]

Eiralys af Harise
4. august 525 M. T.

Det der med at synge sensommeren ind, det var noget sød-suppe-stads, som Hugo bestemt ikke havde lyst til at deltage i. Men som greve og repræsentant for sit eget len, så ville det blive bemærket, hvis han ikke mødte op. Han havde heldigvis ikke fundet Elora endnu, og det gjorde ham lidt mildere stemt, at han ikke skulle trækkes med den irriterende gås et eneste øjeblik den aften.

Han tog et glas vin fra en af væbnernes fade, og stillede sig tilpas langt væk fra de syngende stemmer, at han ikke var en del af gruppen. Men tæt nok på, til at folk ikke ville bemærke at han ikke deltog i sangen. Han fandt sig stående ved siden af en ung lyshåret kvinde, han skævede ned til hende og kunne ikke umiddelbart genkende hende. Men, det kunne der jo laves om på. Normalt var han ikke specielt interesseret i at føre samtaler med folk, der ikke var vigtige. Men han følte sig i humør til det for en gangs skyld. "Godaften."

[Eiralys af Harise]

Lys stod selvfølgelig og sang med. Ikke fordi det var forventet af hende - selvom det var det selvfølgelig også - men fordi hun anså det for en smuk og dejlig tradition og hun nød at være en del af den. Hun klappede dog omgående i, da en mandsstemme lød ganske nær ved. Hun skottede til siden, men kunne ikke få sig selv til at se rigtigt på ham. Hun nejede blot formfuldendt og blev rød i kinderne. "Godaften, Deres Nåde."

Hun var klar over, hvem han var, fordi de efterhånden havde været til en hel del banketter sammen, men så vidt hun kunne mindes, havde de aldrig ytret et ord til hinanden endnu og hun var lidt forvirret over, hvorfor han skulle gøre det nu. Men høflighed var en dyd og hun smilede let. "Nyder De højtideligheden, Grev Hugo?"

[Hugo af Harise]

Hun havde sunget så lavt, at Hugo ikke havde kunnet høre det. Og derfor havde han troet, at hun blot så på, ligesom han. Da hun åbnede munden og talte, genkendte han stemmen som tilhørende Komtesse Eiralys. En ung kvinde, der var hertugarving. Ikke et helt upassende bekendtskab at gøre sig.

Han rankede sig lidt og forsøgte at virke lidt mere munter, end han rent faktisk følte sig. "Det gør jeg bestemt, Komtesse Eiralys. Jeg håber også, at De gør," sagde han og forsøgte at sende hende et svagt smil. Det blev meget svagt. Men, man kunne lige ane en trækning i hans mundvige.

[Eiralys af Harise]

Hun smilede lidt til ham igen, men hun havde det meste af sin opmærksomhed rettet frem imod koret foran dem. "Det er utroligt smukt," svarede hun og fik næsten tårer i øjnene, da korets stemme steg til en utroligt høj og spinkel tone. "Det undrer mig hvert år, at sommeren er på vej væk. Det er svært at forstå." Folk omkring dem førte heldigvis også dæmpede samtaler, så Lys havde ikke dårlig samvittighed over, at hun gjorde det samme.

[Hugo af Harise]

Hugo nikkede til hendes ord, selvom han ikke brød sig særlig meget om sangen. Men han mente ikke, at han var i sin ret til at beklage sig til hende. Det var trods alt første gang, at de førte en samtale med hinanden. "Inden vi får set os om, så er kornet i laden, og efterårets farver ved at gøre sit indtog på naturen," sagde han og kløede sig let i skægget. "Men det varer kun kort, så har vi snart atter sommeren over os," sagde han og forsøgte at lyde venlig i sit toneleje. Normalt når han snakkede, så var han brysk og meget fåmælt.

[Eiralys af Harise]

Hun kunne ikke lade være med at smile til ham igen og denne gang gik hun endda så langt, at hun så ham i øjnene - dog med meget røde kinder. "De har ret. Tiden synes at gå hurtigere og hurtigere jo ældre jeg bliver." Hun tænkte dog pludselig over, at han var en hel del ældre end hun, så han ville sikkert finde hendes kommentar barnlig. Derfor skyndte hun sig videre. "Står alt godt til i Harise? Alt er klar til høsten?" Hun fik selv løbende meldinger fra Genlith, men hendes forældre var heldigvis derhjemme til at sørge for den slags i år.

[Hugo af Harise]

Han kunne ud af øjenkrogen se,at hun kiggede på ham. Han drejede derfor hovedet og mødte hendes blik et ganske kort øjeblik. Han fornemmede hendes forlegenhed og kiggede væk. Han nåede dog at bemærke de højrøde kinder. Det klædte hende at se sådan ud. "Det kan jeg ikke fortænke Dem i at synes. Sådan havde jeg det også engang," sagde han blot. Hendes udtalelse morede ham. Men han holdt den boblende latter inden i. "Alt er næsten klart. Der mangler blot den sidste inspektion af kornet, så kan høsten begynde," svarede han roligt på hendes spørgsmål. "Det betyder dog, at jeg for en kort stund må forlade rundrejsen, nå vi kommer til Olau," siden han var færdiguddannet som ridder, havde det været ham, der stod for inspektionen af markerne. Han havde Gaven til det.

[Eiralys af Harise]

Hun var glad for, at han var så taktfuld over hendes tankeløse kommentar. Hun kunne åbenbart ikke finde ud af at tænke sig om, når hun talte. Med skam tænkte hun igen tilbage på sin indiskretion, da Lionel's fader var død. Hun måtte virkelig lære at tænke sig om, hvis hun ville have, at folk skulle tænke på hende som andet end et barn.

"Det er dejligt at høre. Genlith lader også til at komme godt igennem endnu en høstsæson - med gudernes velvilje." Hun smilede lidt til ham igen. "De tager måske hjem for at overse høsten?"

[Hugo af Harise]

Det var godt at høre, at andre lener også ville kunne klare sig igennem høstsæsonen. Det var noget, som optog ham meget. Alt hvad der havde med jorden at gøre, interesserede ham. "Jeg håber for Dem, at I vil få en god høst," sagde han og kunne ikke lade være med at sende hende et svagt og hemmelighedsfuldt smil ved hendes spørgsmål. "Det gør jeg ja. Jeg vil sikre mig, at alt går godt," svarede han, og nævnte ikke meget mere end det. Hvis hun ville vide mere, så måtte hun spørge.

[Eiralys af Harise]

Lys nikkede blot og fangede hans smil ud af øjenkrogen, hvorpå hendes ansigt øjeblikkeligt blev kogrødt. Hvorfor vidste hun ikke. Han havde bare forsøgt at være venlig og hun sparkede sig selv mentalt over skinnebenet. "D-det er også en v-vigtig pligt som lensherre," fik hun fremstammet og slog derefter en forskrækket hånd op for munden. Nej. Nej nej. Hun undertrykte rædslen ved at opdage, at hendes barndomsstammen pludselig var vent tilbage og hun var mere end taknemmelig, da koret afsluttede deres sang. Højtideligheden var forbi og forhåbentligt kunne hun slippe væk nu.

[Hugo af Harise]

Synet af hende, der blev kogrødt i ansigtet morede ham. Og gjorde ham tilpas ved, at han kunne få en ung kvinde til at rødme. Han løftede det ene øjenbryn, da hun begyndte at stamme. Han vidste ikke helt, om han skulle finde det tiltalende hos hende. Normalt brød han sig ikke om folk der stammede. Men han valgte at give den yngre komtesse chancen for at bevise, at det var en tiltalende del af hende. "Bestemt. Og så er det en tradition," sagde han og hørte koret stoppe med at synge. Han var lige ved at ånde lettet op, men tog sig selv i det. Han kiggede ned på hende, og lagde begge hænderne om på ryggen. "Skal jeg ikke følge Dem tilbage til borgen?" Han boede selv på borgen, og nu hvor de alligevel stod og snakkede, kunne de fortsætte, ind til deres veje skulle skilles på borgen.

[Eiralys af Harise]

Hendes håb blev presset i baggrunden og hun tog en dyb indånding, mens hun forsøgte at berolige sig selv. Hun nikkede med øjnene klistret til jorden. "Det er vældigt pænt af dem, Grev Hugo." Hun gjorde sit bedste for at smile til ham, men endte blot med at smile til jorden. Hun blev dog lidt roligere af, at den lette stammen var forsvundet igen. Hun måtte sørge for at koncentrere sig om, at den ikke skulle vinde indpas igen.

De var begyndt at gå tilbage imod borgen, da stilheden imellem dem blev for lang for hende. "Hvordan finder De rundrejsen indtil nu?"

[Hugo af Harise]

Da hun accepterede hans tilbud, gik de sammen afsted. Han følte ikke noget behov for at føre en samtale med hende. Han nøjedes med at betragte den unge pige ud af øjenkrogen. Hun var en ganske nydelig sag. Han trak mentalt på skuldrene af sig selv, og gik videre. Ved hendes spørgsmål drejede han hovedet og så på hende, sådan gjorde man normalt, når man førte en samtale. Men det var tydeligt, at komtessen ikke var selvsikker nok til at se på ham, når de talte sammen. "Jeg finder den ganske... Underholdende. Og en god mulighed for at snakke med bekendtskaber, man ikke har set længe," svarede han. "Hvad synes De selv, Komtesse?"

[Eiralys af Harise]

Hun nikkede lidt og følte sig langsomt mere rolig, over endelig at tale om emner, som hun følte sig tryg ved igen. "Jeg har ikke rigtigt haft tid til at nyde den endnu." Hun smilede lidt, selvom hun stadig ikke så på ham. "Jeg har dog nydt det, jeg har oplevet." Hun regnede ikke med, at det var nødvendigt at forklare, at hun havde brugt sin tid på at lede efter en passende gemal. Det var efterhånden en offentlig hemmelighed. Og hun misundede Hugo lidt, at han ikke behøvede at tænke på den slags. Han var trods alt allerede trolovet med Elora af Linshart, hvis hun ikke huskede forkert.

[Hugo af Harise]

Endnu en gang fremkaldte hendes ord et øjenbrynsløft fra ham. Det kom bag på ham, at hun følte, at hun ikke havde haft tid til at nyde den. Så vidt han havde hørt, så havde hun kigget vidt og bredt efter et ægteskab. Og han kunne ikke forestille sig andet end, at hun måtte have nydt det. "Jeg håber sandelig, at De får tid til at nyde Den," sagde han høfligt, og af mangel på bedre ord at sige. "Men det beroliger mig, at De trods alt har nydt noget af turen," sagde han og kiggede lige frem. Det var tydeligvis en håbløs opgave, at få hende til at kigge ham i øjnene. Hver gang han havde været sammen med Elora, havde hun ikke bestilt andet, end at glo på ham. En utilfreds brummen slap over hans læber ved tanken om Elora. Han håbede virkelig, at han kunne finde en smutvej ud af deres trolovelse.