Ansvar [R] [TW: Nonconsent]

[Lionel af Vårfos]

Det var en god dag at ankomme. Ingen travlhed for de adelige, forstod han hurtigt, på de tjenestefolk, der tog imod. Et par af Vårfos' folk var blevet med rundrejsen og gjorde det hurtigt bekvemt nok for de nyankomne. Der var kun to dage til afgang fra Cavall igen, men det var rigelig tid til at nå at blive frisket op, nyde den luksus der var i et helt kar fyldt med varmt vand og rent tøj.

Han var ellers ingen påfugl, men han følte sig alligevel som et lidt andet menneske, da han bevægede sig igennem borgen, for potentielt at finde Hendes Majestæt.

[Gissa Bonde]

Gissa bevægede sig ned af gangene med hurtige skridt, men som altid også med let bøjet nakke og blikket rettet mod intet andet end sin egen vej. I sine hænder havde hun kurven med middagsmad til baronessen, særligt tilrettet efter hendes nye behov.

Først så hun ikke op ved lyden af skridt, der kom imod hende. Kun da de kom tæt nok på og hun flygtigt ville skæve op. Det blev dog til mere end en skæven og hun tabte et halvt skridt, før hun hurtigt slog blikket ned og pludselig holdt væsentlig hårdere om kurven. Hun kunne ikke skelne de to brødre fra hinanden.

[Lionel af Vårfos]

Lionels mundvige skiltes og hans tænder var synlige, som han fik tildelt den passerende tjenestepige en identitet - og et navn. "Gissa," kaldte han blødt efter hende. "Hvorfor så uhøflig?"

Hans blik gled roligt hele vejen ned af hendes figur og han fugtede læberne. Han havde været afsted længe og Vårfos var ikke et godt sted at terrorisere tjenestepiger. De kendte ham lidt for godt, havde lidt for nem adgang til Emmet - og hans mor.

[Gissa Bonde]

Gissas mellemgulv trak sig hårdt sammen og alle hendes instinkter bød hende at fortsætte. Hun vidste dog, at det ikke ville gøre noget bedre og med en kold følelse ned langs rygraden stoppede hun op og vendte sig mod ham.

Blikket forblev rettet mod stengulvet, så intenst at det kunne have brændt hul. "Det var ikke min mening at fornærme Dem, nådigherre," svarede hun med spag stemme og bankende hjerte. Hvem var det?

[Lionel af Vårfos]

Lionel så sig rundt. Alene. Han tog en dyb indånding. "Det var Gissa, var det ikke?" Han kneb øjnene en smule sammen. Blond, tynd, forsvarsløs. Og så tæt på hans værelse. Der var gået længe siden en glædespige havde haft glæde af ham og han mærkede en svag dunken, når han tænkte på at tage tjenestepigen. Hårdt.

Det krævede dog lidt tålmodighed og et venligt smil, som han skuede op for, imens han søgte hendes blik.

[Gissa Bonde]

Gissa så ikke op og kunne ikke tilnærmelsesvis høre smilet i hans stemme. Til gengæld stod hun limet til stedet, rystende en anelse, mens hun bad en stille bøn til Gudinden. Lad det være den anden. Den godhjertede.

"Jo, nådigherre," pippede hun stille, men alligevel hørligt. De næste ord sad fast i halsen på hende, men hun vidste, hvad der var forventet af hende. "Kan jeg hjælpe Dem, nådigherre?"

[Lionel af Vårfos]

Lionels smil spredte sig langsomt, men sikkert. "Ridder," rettede han hende, dog ganske blidt. "Du kan hjælpe mig, Gissa. Der er nogen, der har efterladt et værre rod herinde..." Han pegede ned af gangen mod en lukket dør, rynkede panden lidt.

"Jeg ved godt at det ikke kan være dit ansvar, du var Kongsborgs tjenestepige, ikke sandt? Men vil du måske alligevel hjælpe mig med at gøre det præsentabelt igen?"

[Gissa Bonde]

Hjertet krøb op i halsen på hende og minder fra en tidligere aften, hvor en ung komtesse efter sigende havde været i problemer, vendte tilbage til hende. Det gav så stærke konnotationer, at det i et øjeblik sortnede helt for hendes øjne.

"M-min frue venter på sin frokost," fik hun endelig svaret, ikke med megen gennemslagskraft. "Jeg kan se om jeg kan finde en anden, der kan hjælpe Dem, nådi- ... Ridder. Hvis De ønsker det?" Hun sank og stirrede ned i gulvet.

[Lionel af Vårfos]

Lionels smil forsvandt ikke helt, men han rynkede panden svagt. "Nonsens," svarede han blidt. "Det drejer sig bare om et par skårne potter, jeg er sikker på, at du ved hvordan man håndterer den slags."

Han lod sig ikke afvise, men tog hendes arm i en ganske venlig manøvre og begyndte at gå. "Det tager ikke mere end et øjeblik, jeg er sikker på af fruen kan vente."

[Gissa Bonde]

Gissas knoer om kurven blev endnu hvidere og da han tog ved hendes arm, da stivnede hun mærkbart. For første gang fløj blikket op til hans ansigt og i stedet for at finde det maliciøse glimt hun regnede med, så hun udelukkende venlighed.

Det forvirrede hende tilpas meget til at fødderne bevægede sig og før hun vidste af det, blev ført mod en lukket dør. "Jeg er ikke sikker på..." pippede hun, nærmest uden lyd og formåede ikke engang at færdiggøre sætningen. Pulsen ræsede over den fysiske kontakt og hun brød sig ikke om den. Det var forkert.

[Lionel af Vårfos]

Lionel ignorerede protesterne med høflig indifference og et smil, der nåede hans lyse øjne og fik et par små rynker frem. Han åbnede døren og førte hende med sig ind på det ryddede værelse, hvor han selv skulle tilbringe de følgende to nætter. Hendes Majestæt var uden tvivl stadig at finde om en times tid.

"Du troede vel ikke, at jeg havde glemt dig?" Han lukkede døren efter dem og smilede, men venligheden var forsvundet.

[Gissa Bonde]

Gissa havde en stigende følelse af uro i hele kroppen, men hun kunne ikke kæmpe imod. Det lå ikke i hendes natur, selvom hun ville ønske det havde gjort det, da hendes blik faldt på det pinligt rene kammer.

Før hun nåede at registrere mere blev døren lukket og det gav et lille sæt i hende. Hun vendte sig brat og pludselig var hun ikke det fjerneste i tvivl om, hvem der stod overfor hende. "Nej," røg det næsten uhørligt ud gennem hendes læber og hun bakkede instinktivt et skridt tilbage. "Vær sød at lade mig gå..."

[Lionel af Vårfos]

Lionel lo dæmpet og trådte ind foran Gissa. "Nej, min due, det ved du jo godt, at jeg ikke har tænkt mig, mm?" Han greb fat om hendes arm og havde den omme på ryggen, drejet i en ubehagelig vinkel, på få øjeblikke.

"Du ved jo godt hvad jeg ville have dig med herind for. Lad nu være med at spille så uskyldig, Gissapige."

[Gissa Bonde]

Frygten krøb sig ned langs hendes rygrad som en kold, klam fornemmelse og hun var halvt på vej til at bakke et skridt mere, da han pludselig greb fat i hende. Et overrasket skrig af smerte undslap hende og kurven med madvarer faldt til gulvet med et hårdt klir, der afslørede at noget var gået i stykker.

"Nej, jeg vil ikke..." røg det halvkvalt ud af hende, mens hendes øjne sved af smerten i armen og af angsten, der kun voksede sig større. "Vær nu sød..."

[Lionel af Vårfos]

Lionel tyssede ganske roligt på hende og trådte frem, så hun blev fanget mellem ham selv og muren. "Hvis du skriger igen, skal jeg give dig noget at skrige af," lovede han, i et ganske mildt toneleje. Han smilede, tilsyneladende venligt. "Og det ville være synd, med så kønt et lille ansigt, mm?"

Han lænede sig frem og kyssede hendes pande, før hans frie hånd strøg ned langs hende og gav sig til at pille ved snører. "Jeg har tænkt på dig længe, Gissa," hviskede han, næsten kærligt.