Aftenture

[Matti Almsted]

Sebela Almsted

Det var nu flere dage siden, at de havde snakket om at gå aftenture sammen, men det var endnu ikke blevet til noget, eftersom Matti pludselig havde fået en masse ekstra aftenvagter. Nu gik han dog op imod døren til hendes families hus og bankede let på døren. Da hun kom ud, smilede han venligt og rakte sin arm frem imod hende - let bukket i albuen, så hun kunne stikke sin ind igennem den. "Klar?"

[Sebela Almsted]

Sebela havde lidt glemt, at Matti havde lovet hende at gå en tur om aftenen. Derfor gav det et sæt i hende, da det bankede på døren. Hun nåede at kigge ud af vinduet og se, at Matti stod derude, inden hun lukkede op. Hun sendte ham et smil, der afslørede hendes tænder. Hun tog imod den fremstrakte arm. "Det tror jeg," svarede hun og lukkede døren i efter sig. Hun drejede hovedet og så op på ham med nysgerrige øjne. "Hvor skal vi gå hen?"

[Matti Almsted]

Han tog bevidst hendes hånd og lagde den ind i hans udbudte arm. Han kunne godt lide at have hende tæt på og hun ville sandsynligvis også være mindre bange senere, hvis hun kunne mærke ham så tæt på. "Det må vist være op til dig. Det er jo ikke mig, som ikke har set Corus ved nattetide i måneder." Han grinede lidt og satte alligevel kursen imod Profosdistriktet. Han var dog villig til at vende om, hvis hun ønskede at komme et andet sted hen.

[Sebela Almsted]

Hun bed sig i underlæben, da han rørte ved hendes hånd, og en stærk rødmen steg op i hendes kinder. Hun følte det som om, at de gjorde noget uartigt. Men ingen lagde mærke til dem. Hun nikkede og rynkede panden, mens hun tænkte på et muligt sted at gå hen. Da han førte dem mod Profosdistriktet, så hun nysgerrigt frem for sig. Det var længe siden, at hun havde gået rundt i det kvarter. "Jeg tror ikke, at jeg tør gå ned til Nedre By," sagde hun og sænkede blikket, så hun kiggede ned på sine fødder. Han måtte synes, at hun var et barn, når hun ikke turde sådan noget.

[Matti Almsted]

Matti rystede bare lidt på hovedet af hendes kommentar. "Det er virkelig heller ikke særligt smart at gå ned i Nedre By med mindre man har et vigtigt ærinde. Der er alt for mange skumle typer." Selv var han også lidt nervøs for at gå derned. I hvert fald, hvis han ikke havde sit drabantudstyr på sig. "Er der slet ikke et sted, du har savnet at se ved aftentide?" Han var lidt undrende. Der var indtil flere steder, som han selv nød at komme, når solen var gået ned.

[Sebela Almsted]

Hun nikkede, glad for at han heller ikke brød sig om at gå derned. Hun havde kun været dernede enkelte gange for mange år siden. Og hun huskede ikke stedet som særlig rart. "Floden," sagde hun efter en kort tænkepause. "Og tempeldistriktet," fortsatte hun med et smil på læberne. "Men også markedspladsen. Alle menneskerne og lysene, når solen er gået ned, det savner jeg at se," sagde hun og så op på ham. "Hvor plejer du at gå hen, når solen er gået ned?" Spurgte hun, og havde virkelig ikke den fjerneste anelse om, hvad unge og ugifte mænd foretog sig, når de ikke var på arbejde eller sammen med deres familie.

[Matti Almsted]

Han stoppede op. "Hvis du gerne vil se floden, så går vi jo i den forkerte retning." Han smilede venligt og vendte sig om, så de kunne gå den modsatte vej. Han nikkede lidt til hendes andre forslag. "Så synes jeg, vi skal gå hen til disse steder på andre aftener." Der var ingen grund til at presse alle udflugtstederne sammen i én tur, nu hvor han havde tænkt sig at tage hende ud flere gange.

Han trak lidt på skuldrene. "Oftest går jeg i byen sammen med mine kammerater, hvis jeg ikke sidder derhjemme." Og så var han ude med veninder på andre aftener, men det fandt han ikke nødvendigt at fortælle hende. "Engang imellem er vi nede ved den lille vig ved bymuren. Der kan man være heldig at se ildfluer."

[Sebela Almsted]

Hun kunne ikke lade være med at le, da han sagde, at de gik i den forkerte retning. Hun havde jo først fundet ud af, hvor hun ville hen, efter de var begyndt at gå. Hun stoppede dog hurtigt sin latter og lod blikket hvile på sine fødder igen, mens hun rødmede i kinderne. "Vi kunne gå ned til Profosens hus, og gå hen til floden derfra? Så varer turen også lidt læn..." Hun sagde ikke mere, da det gik op for hende, hvilket ord der var på vej ud af hendes mund. Hun smilede ved tanken om, at han ville gå flere ture med hende.

Til hans svar på det spørgsmål hun havde stillet ham, smilede hun bredt. Det lød hyggeligt. Og det var ting, som hun ofte havde gjort med sine søskende, inden de havde giftet sig. "Der er så kønt der," hviskede hun nærmest drømmende, og fik et fraværende blik i øjnene et kort øjeblik, indne hun vendte tilbage til virkeligheden.

[Matti Almsted]

Han gav hendes hånd et lille klem, men lod sig ellers ikke mærke med hendes fortalelse. Hvis han havde været spærret inde hver eneste aften så længe, som hun havde været det, så havde han også ønsket en lang tur. "Det kan vi godt. Og hvis du synes, kan vi gå ned og se efter ildfluer bagefter. Det er vist lige vejr til det idag." Han smilede igen og førte an mod profosens hus. "Og din familie har det godt?"

[Sebela Almsted]

Hun drejede hovedet og så op på ham, det var nærmest som om, at hun var et lille barn, og hun lige havde fået lov til at tage et ekstra stykke kage. Hun smilede bredt og trykkede sig ubevidst lidt op ad ham. "Det vil jeg meget gerne, Matti," sagde hun og kiggede derefter lige frem for sig igen. Ved hans spørgsmål nikkede hun. "Det har de. Far har dog været lidt bekymret for mig," svarede hun og gik uden om et hul i vejen. Hun var glad for, at hun havde opdaget det, ellers var hun helt sikkert faldet.

[Matti Almsted]

Matti var ganske godt tilfreds med at mærke hendes krop tættere op sin, men han reagerede ikke på det. Der var ingen grund til at presse hende mere end højst nødvendigt. "Så gør vi det." Han drejede dem ned af den næste gade, mens han gav hendes hånd et lille klem. "Fordi du skal ud om aftenen, eller fordi du skal ud om aftenen med mig?" Han kunne også have spurgt, om hendes far var bange for, at hun skulle være alene med ham, men det mente han nu ikke, der var en god idé.

[Sebela Almsted]

Hun bed sig lidt i underlæben ved hans spørgsmål. Efter Matti havde været der og spurgt, om hun kunne gå aftenture med ham, så havde hendes forældre haft et stort skænderi. Det havde været lige før, at hun havde lovet, at hun ikke ville se Matti mere, og at hun nok skulle blive hjemme. Heldigvis havde hendes mor fået sin vilje. "Fordi jeg skulle ud om aftenen med dig. Og vi skulle være alene," sagde hun og sukkede svagt. Hun havde ikke noget imod at være alene med Matti. Selvom de ikke kendte hinanden særlig godt, så var hun overbevist om, at han ikke ville lade hende komme noget til.

[Matti Almsted]

Der var en lille knude i hans mave et øjeblik, som hun bekræftede hans mistanke. "Det er jeg ked af." De gik videre et kort øjeblik, inden han fortsatte. "Han bryder sig ikke særligt om mig, gør han vel?" Han havde haft den distinkte opfattelse under deres samtale og han kunne ikke sige, at han selv havde det anderledes. Han fandt det svært at forstå, hvordan forældre kunne opføre sig sådan over for deres børn. Uanset om barnet havde været ude for uheld eller ej.

[Sebela Almsted]

Hun trak let på skuldrene. Det var jo ikke Mattis skyld, at hendes far var så beskyttende overfor hende. Kun hendes egen. "Hvis det stod til ham, så gik jeg slet ikke udenfor," sagde hun med en trist klang i stemmen. Hun drejede hovedet og så op på ham ved hans spørgsmål. "Jeg ved det ikke. Men sådan føles det," svarede hun, men blev ved med at se på ham. "Men jeg kan godt. A-altså, j-jeg kan godt l-lide dig," hun snappede kort efter vejret og kiggede så endelig væk bange for, at lade ham se rødmen i hendes kinder.

[Matti Almsted]

Denne gang var det ham, som trak hende lidt tættere på sig ved lyden af hendes triste stemme. "Hold dig til mig. Så skal jeg sørge for, at du komme ud engang imellem." Han blinkede til hende og blev derefter overrasket over hendes indrømmelse. Han kunne ikke lade være, men stoppede dem begge og stillede sig ind foran hende. Han lod en finger glide ned af hendes kind og nød den røde farve, som var der. "Jeg kan også godt lide dig." Han ville gerne have kysset hende på kinden, men turde ikke. Han var bange for, at hun skulle blive bange for ham. Så efter et øjeblik, satte han igang mod floden igen med hendes arm igennem sin.