Øl og kvinder

[Vitor Øksesvinger]

Isalena Natskygge

Vitor var denne aften trådt ud af skyggerne hos Farkas for at besøge Den Dansende Due. Det var egentlig for at arbejde, men han vidste, at det sagtens kunne gøres med et krus øl i hånden. Ellers ville det blive ret mistænksomt, hvis han bare sad og betragtede de forskellige mennesker, der kom og gik. Han kendte stort set næsten alle sammen.

Han sad alene ved et bord ved vinduet, og kiggede ud af det. I hånden havde han et krus øl, som var blevet fyldt op for tredje gang den aften. Det var en kedelig aften. Han havde ikke fået opsnappet noget særligt, som han kunne bringe videre til Farkas. Ej heller udpeget folk, der måske kunne være lige så utilfredse med Amos, som Farkas var. Et lydløst suk forlod ham, da han løftede kruset op til læberne og tog en slurk.

[Isalena Natskygge]

Isalena var efterhånden fast inventar ved tyvehoffet og hun var begyndt at føre sig med en stedkendthed, der afslørede hendes høje status ved tyvekongen. Hun var også begyndt at genkende ansigter og særligt en lyshåret slyngel havde fanget hendes blik mere end en enkelt gang.

Af mangel på bedre at give sig til og stadig på forsøgsbasis, drejede hun sig en anelse imod ham og forsøgte at fange hans blik. Nogle gange fungerede det lige så godt uden at tale.

[Vitor Øksesvinger]

Den lyshårede scanraner var meget bevidst om sine omgivelser. Han vidste derfor godt, at en ung pirat forsøgte at fange hans øjenkontakt. Han havde set hende i vinduet. Det var ikke gået forbi ham, at hun på ganske kort tid, var blevet en af Tyvekongens yndlinge.

Vitor drejede hovedet væk fra vinduet, løftede sit ølkrus op til læberne, og tog e lang tår af det. Så drejede han hovedet, og mødte hendes blik.

[Isalena Natskygge]

Isalena var vant til opmærksomhed. Hun havde lært at dreje hoveder for længe siden og bruge det som et nyttigt redskab. Som en afledningsmanøvre, mens mændene omringede. Af samme grund var det frustrerende, når det ikke virkede.

Dertil var hun kun et menneske og forfængelig, men også vedholdende og da hun endelig fangede scanranerens blik, sneg antydningen af et smil sig frem over de malede læber. Hun hævede sit eget krus den mindste smule og bøjede nakken ganske let i en lydløs skål. Hun ville ikke gå over til ham. Ikke endnu. Helst først, når han selv var på nippet til at rejse sig.

[Vitor Øksesvinger]

Det lod ikke til, at den kvindelige pirat ville ham andet end blot at skåle til ham. Så han nøjedes med at løfte kruset op i en skål, og tog en tår af det bagefter. Han gjorde dog ikke noget yderligere.

Så stillede han kruset ned på bordet og lod blikket endnu en gang glide rundt i lokalet. Han lagde ikke mærke til, når kvinder vil have hans opmærksomhed. Det interesserede ham ikke særlig meget. Han gad ikke jagte dem. Hvis de ville noget, så måtte de komme til ham i stedet.

[Isalena Natskygge]

Den kortvarige tilfredshedsfølelse forsvandt og flygtigt var irritation tydeligt på hendes ansigt. Hun var vant til, at når først hun havde fanget opmærksomheden, så vandrede den sædvanligvis ikke langt. Scanraneren virkede decideret ligeglad.

Hun overvejede at lade det ligge. Konstatere at det var hans eget tab, men hun var kun menneskelig og lettere forfængelig. Af samme grund skubbede hun sig fri fra væggen og nærmede sig den lyshårede slyngel med rolige skridt. Antydningen af et smil spillede over hendes læber. "Er der nogen særlig grund til, at du tilbringer aftenen alene, scanraner?"

[Vitor Øksesvinger]

Ud af øjenkrogen lagde han godt mærke til, at piraten rejste sig op fra sit bord og bevægede sig hen mod hans. Han gjorde dog ikke noget, som indkerede, at han havde lagt mærke til det. I stedet lænede han sig bare tilbage på stolen og kløede sig lidt i sit lyse skæg. Han drejede hovedet og så på hende, da hun var kommet hen til hans bord. "Jeg har ikke fundet nogen, som jeg gad tilbringe aften med, pirat," svarede han med en skuldertrækning.

[Isalena Natskygge]

Det var en udfordring og Isalena stillede spørgsmål til sin egen interesse. Hvor langt var hun villig til at trække det, hvor meget tid ville hun bruge? I sidste ende vandt forfængeligheden og hendes smil ændrede sig ikke over hans ord. Skruet godt på plads og kun lige afslørende de næsten hvide tænder.

"Forhåbentlig kan det nå at ændre sig, hm?" spurgte hun og hævede øjenbrynene lidt, mens hun bevidst ikke inviterede sig selv ned at sidde.

[Vitor Øksesvinger]

Vitor trak på skuldrene ved hendes spørgsmål. Han havde ikke rigtig nogen intentioner om at lave om på det. Han var ikke ude på at tilbringe tid sammen med en kvinde i nat. Men han var for høflig til at afslå hende. Og måske kunne han få nogle informationer ud af hende. Med en håndbevægelse gav han tegn til, at hun kunne sætte sig ned. "Hvis det er den rette, så måske," svarede han blot og tog en tår af sin øl.

[Isalena Natskygge]

Isalena var stadig ikke helt sikker på, at hun brød sig om slyngelens attitude eller hvor meget indsats hun egentlig var villig til at lægge i det. For nu tog hun dog imod tilbuddet og slog sig ned på skamlen overfor ham.

Hun tog en tår fra kruset og satte det fra sig på bordet efterfølgende. Antydningen af et sukkersødt smil hvilede på hendes læber, men blikket var opmærksomt. "Jeg har hørt, at de kalder dig øksesvinger."

[Vitor Øksesvinger]

Vitor nikkede bekræftende. Det var blandt andet et af de to navne, som han gik under blandt Tyvenes Hof. Det var dog et, som han havde bragt med sig fra Scanra. Men det behøvede han ikke, at fortælle hende. "Og de kalder dig for natskygge," svarede han tilbage, mens han betragtede hende, da hun satte sig ned på stolen overfor ham. Det var første gang, at han så hende tæt på. Hun var køn, ingen tvivl om det. Men han hoppede ikke så hurtigt på kvindesmiger og søde smil.

[Isalena Natskygge]

Isalenas fingre trommede en lille rytme på bordet, mens hendes blik hvilede opmærksomt og alligevel fjernt på scanraneren. Interesseret, men ikke for interesseret. Det var en fin balancegang.

"Måske," svarede hun blot og blottede tænderne i et smil, der i sidste ende ikke var så hemmelighedsfuldt. Det var sandt nok og hun så blot på ham nu og sagde ikke mere med det samme.