Tovtrækning

[Tomlan Franklin]

Apolla Franklin
den 3. august, år 526 M.T.

Der lød spredt latter og til tider bifald i den borgerlige lejr, som tovtrækningskonkurrencen skred fremad. Tomlan var en af mange deltagere og svedig efter at have vundet med sit hold. Han holdt en lille pause og havde trukket sin tunika af i varmen, efterladende ham kun i den løstsiddende, løse underskjorte, som klæbede lidt til hans krop.

Han så sig rundt efter nogen, der havde vand, og fik øje på den lille samling af hans eget følge. Efter at have kørt en øm hånd gennem krøllerne, gik han over imod dem og trak sit krus fri af bæltet, for at række det frem imod Apolla i forventning om at få skænket op. Han sendte hende et høfligt smil til gengæld.

[Apolla Franklin]

Apolla havde stået og betragtet tovtrækningen, og moret sig sammen med de andre kvinder. Hun klappede høfligt, da Tomlans hold vandt. Hun kunne ikke tillade sig andet, end at holde med sin svoger.

Da han kom hen til hende, og rakte sit krus frem, besvarede hun hans smil. Da hun bøjede sig ned, for at få fingrene i ødeskeen, skyllede en bølge af kvalme og svimmelhed ind over hende. Hun støttede sig til en teltpæl, som stod lige ved siden af hende, og bandede lavmælt på marensk. Hun tog sig hurtigt sammen, og samlede øseskeen op. "Værsgo," sagde hun, og fyldte hans krus. Hun sendte ham et mat smil denne gang, og forsøgte at lade som om, at hun havde det fint.

[Tomlan Franklin]

Tom nikkede let og løftede kruset til læberne, for at tage sig en tår. Han drak det meste af det skænkede vand og var fristet til at hælde resten over sig selv. Han lod dog være og nøjedes med at kaste et blik ud over det ryddede stykke på Cavalls skråninger, hvor det næste hold var i gang.

"Hvor langt henne er du?" Han kastede et flygtigt blik på sin svigerinde og smilede antydningsvist, mest anstrengt. Emnet interesserede ham i virkeligheden ikke det fjerneste, men det var høfligt at spørge.

[Apolla Franklin]

Hun kiggede på de to nye hold, der var gået i gang med tovtrækningen, hun smilede til de unge mænd, der kæmpede om at vinde. Hun lagde ikke mærke til, om Tomlan blev stående eller gik sin vej. Hvis hun skulle være helt ærlig, så ville hun helst have det sidste. Men hun var for høflig til at sige den tanke højt.

Da han stillede hende et spørgsmål, drejede hun hovedet og så på ham igen. Hun trak let på skuldrene, ikke særlig vild med at diskutere sin graviditet med Tomlan. "To måneder," svarede hun kort. Der var ingen grund til at fortælle ham, hvordan hun havde fundet ud af det. Forholdet mellem dem var anstrengt, og hun kunne tydeligt mærke hans modvilje, når de snakkede sammen. Som nu. "Så du må desværre undvære mig til næste forår," sagde hun, og vidste at han helt sikkert ville glædes ved det.

[Tomlan Franklin]

Tomlan hævede begge bryn en anelse og trak på skuldrene, før han tømte kruset og bøjede sig, for at spænde det fast i bæltet igen. "Ah, ja. Tillykke," bød han, skottende lidt til hende. "Og Dewin og Perdita med, kan jeg regne ud..."

Han rullede lidt med skuldrene og åbnede og lukkede sine hænder, der var ømme efter tovtrækningen.

[Apolla Franklin]

Hun nikkede som tak til ham. Ikke at hans tillykke betød særlig meget i hendes ører. Men hun måtte tage, hvad hun kunne få af venlighed fra ham. Da han nævnte, at Dewin og Perdita skulle blive med hende i Corus, kunne hun ikke lade være med at få et drillende smil på læberne. "Jeg regner med at Dewin tager af sted igen," sagde hun og trak let på skuldrene. "Jeg har skrevet til jeres mor og forklaret situationen. Hun ville skrive til Perditas mor, og høre, om hun ville være anstandsdame i stedet for mig," hun undlod at se på Tomlan. Hun vidste godt, at det ikke var, hvad han havde håbet på. Men hun kunne ikke drømme om, at lade ham slippe så let for Perdita.

[Tomlan Franklin]

Tom så rødt. "Du har hvad?" Han løftede hovedet brat, alle distraktioner forsvundet fra hans tanker. "Hvem har bildt dig ind, at du har det mindste at gøre i den sag?"

Indbildskheden. Han nedstirrede hende, en blodåre i hans pande dunkede. "Du er gift ind i denne her familie. Du har ingen ret til at blande dig i mine affærer. Hvem tror du egentlig du er kvindemenneske?"

[Apolla Franklin]

Hun havde netop forventet den reaktion hun fik fra Tomlan. Hun reagerede dog ikke umiddelbart med det samme på hans ord, men fortsatte med at følge med i tovtrækningen. "Jeg har ikke gjort andet, end sagt til jeres mor, at jeg ikke kan deltage til foråret," svarede hun roligt og glattede en fold på sin kjole ud. Så rettede hun sig op og så på Tomlan med et koldt blik. "Dette kvindemenneske har ikke blandet sig i dine affære. Det var din egen mor, der blandede sig," sagde hun med en rolig stemme. Hun gad ikke bruge energi på at hidse sig op over den måde, som Tomlan talte til hende på. Og slet ikke i fuld offentlighed. "Og ja, jeg er desværre blevet tvunget til at gifte mig ind i din familie."

[Tomlan Franklin]

Tomlans blik var køligt. Han tvivlede for sin egen del stærkt på, at det havde været hans mors reaktion: At dele sine intentioner med en udenforstående, som om han var et lille barn. Den realisation kølede ham effektivt ned. Han havde ikke taget Apolla for en direkte løgner, men indså, at det muligvis var præcis det hun var. Splidskaber. Et fnys forlod ham.

"Tvunget," gentog han tørt. "Ak ja. Min dybeste medfølelse." Han bukkede let for hende, isnende kulde i blikket, som han forlod hende med vandet og droppede en ellers tilfredsstillende tanke om at vælte et krus ned over hende.

Forlader tråd