Små finurlige sager

[Apolla Franklin]

Perdita Guldsmed
29. juli 526 M. T.

De var endelig ankommet til Cavall, og Apolla havde haft det lidt halvskidt på den sidste del af turen. Hun havde været nød til at bede Perdita om at overtage tøjlerne på vognen, mens hun sad ved siden af, og forsøgte at kontrollere kvalmen.

Derfor var det skønt at have fast grund under fødderne igen, og mens de satte deres telte op, og hvad de nu ellers gjorde, når de kom til en ny lejrplads, så forsvandt kvalmen efterhånden. "Det var godt nok en lang tur," sagde hun til Perdita, da hun stod og ordnede de mange ruller med stof, som befandt sig i vognen. "Jeg er glad for, at du overtog tøjlerne til sidst," hun sendte Perdita et venligt smil.

[Perdita Guldsmed]

Lyde af liv og bevægelse var overalt omkring dem. De var lige ankommet til Cavall, og det var nu på tide at slå lejrene op. Området var ikke det mest oplagte, men det var der ikke meget at gøre ved - udsigten var til gengæld slående.

Perdita foldede sirligt et stykke stof og løftede blikket, da Apolla talte. Hendes ene mundvig trak sig op i et lille smil. "Ingen årsag," svarede hun og lagde begge hænder fladt på stoffet foran sig. "Har du fået det bedre? Skal jeg hente lidt vand til dig?"

[Apolla Franklin]

Hun smilede til Perdita og lagde ubevidst den ene hånd på sin mave. "Det hjalp, at få fast jord under fødderne," sagde hun med et svagt smil. Hun følte sig dog stadigvæk lidt bleg, men var overbevist om, at det nok skulle gå over om et øjeblik. "Nej tak, det behøver du ikke," svarede hun på spørgsmålet, om hun ville have noget at drikke. "Har du snakket med Tomlan eller Dewin for nyligt?" Hun så sig omkring, for at se om hendes mand og svoger var i nærheden, det var dog ikke tilfældet. "Jeg har gode nyheder,"sagde hun hemmelighedsfuldt.

[Perdita Guldsmed]

Perditas blik strejfede ganske kort Apollas hånd der blev lagt over maven, før hun nikkede til svaret. Hun kneb let øjnene sammen ved den hemmelighedsfulde kommentar og rystede let på hovedet.

"Jeg talte kun kort med Tomlan, inden han skulle opsøge nogen. Jeg tror, det var en mulig handel," svarede hun og så Apolla i øjnene. Der lå pludselig noget i luften. "Skal jeg ikke forsøge at finde Dewin?" tilføjede hun og kunne ikke lade være med at smile.

[Apolla Franklin]

Apolla var egentlig ikke interesserede i, hvor mændene, var henne. Det passede hende fint, at de ikke var i nærheden. Da Perdita spurgte, om hun skulle hente Dewin, så Apolla forvirret på hende. "Nej tak, svarede hun blot og lod stofrulle være stofrulle. Hun rettede sig i stedet op og kiggede på Perdita. "Dewin og jeg skal være forældre til næste forår," sagde hun, og afventede spændt sin kommende svigerindes reaktion. Hun vidste ikke, om Tomln og Dewin havde snakket om det, og om Tomlan havde fortalt det til Perdita.

[Perdita Guldsmed]

Perdita slog begejstret hænderne sammen, da Apolla annoncerede, at hun ventede barn. "Åh, Apolla. Hvor er det spændende! Tillykke!" Hun trådte helt hen til den anden og lagde et blid hånd på hendes arm.

"Hvornår fandt du ud af det?" tilføjede hun nysgerrigt. Kvalmen fra turen gav pludselig mere mening, men det betød også, at Apolla skulle passe bedre på sig selv, slog det Perdita ganske ubevidst.

[Apolla Franklin]

Hun smilede glad til Perdita og nikkede. Hun fortalte ikke noget om, hvor forfærdet hun havde været, da hun havde fået det af vide. Det var noget, som blev mellem hende og Dewin. "Tak," sagde hun og lagde sin hånd ovenpå Perditas og gav den et klem. "Jeg var til en healer for omkring fjorten dage siden. Jeg var træt af at have kvalme, og føle mig dårlig tilpas hele tiden. Hun fortalte mig, at jeg var med barn," hun havde efterhånden vænnet sig til tanken, og kunne nu glæde sig til det, der voksede inde i hendes mave.

[Perdita Guldsmed]

Perditas mund formede sig til et lille 'o'. "Fjorten dage?" sagde hun overrasket og fjernede sin hånd fra den andens arm igen. "Det har du været god til at skjule," tilføjede hun med smilet i mundvigene og trak pludselig øjenbrynene en smule sammen.

"Kender Dewin til det?" Et eller andet sted håbede hun ikke at være den første der fik det at vide, men hvis det var sådan, måtte det vel være på den måde.

[Apolla Franklin]

Hun kunne ikke lade være med at le lidt over Perditas reaktion på, at hun havde skjult det så længe. Det havde ikke været en bevidst handling fra hendes side af, men der havde været så meget andet at foretage sig, at det var smuttet i mængden af arbejdsopgaver. "Det var nu ikke min intention," sagde hun blidt og satte sig ned på en af stofrullerne. Nogen gange fik hun sådan nogle ture, hvor hun lige pludselig blev lidt mat i sokkeholderne. "Han fik det af vide, da jeg kom hjem fra healeren," svarede hun på spørgsmålet og glattede en fold ud på sin kjole.

[Perdita Guldsmed]

Perdita løftede hånden og rystede let på hovedet som for at sige, at det ikke gjorde noget. En nyhed som denne skulle siges på et tidspunkt der føltes som det rigtige, og der var hun ikke særlig priviligeret.

Den unge kvinde nikkede til Apollas svar og satte sig ligeså ned. "Hvordan reagerede han?" spurgte hun nysgerrigt og placerede hagen i den ene håndflade. Det føltes efterhånden naturligt at tale på denne måde med den anden.

[Apolla Franklin]

Hun lo ganske let og trak let på skuldrene. "Dewin har længe ønsket børn. Mig? Knap så meget," svarede hun ærligt. "Så han blev glad. Jeg tror dog ikke, det helt er gået op for ham, hvilke konsekvenser det kan få for vores liv," sagde hun og sukkede let. Hun var selv meget påvirket af det allerede. Hun kunne mærke sine humørsvingninger, der gik op og ned. Og nogle dage, kunne hun være meget slem. Hun hadede det.