Cider eller rødvin?

[Pendrima af Condia]

Jasson af Jesla
30. juli 526 M. T.

Den adelige middag var akkurat lige sluttet, og Pendrima havde haft Jasson af Jesla som bordherre under hele middagen. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle synes om den langt ældre mand. Han virkede meget... Stiv i det. Men hun kunne jo tage fejl. Hun havde i hvert fald fundet, at det havde været svært at føre en samtale med ham. Hun var dog klar til at gøre et forsøg igen. Ikke, om hun ville give op så let.

Hun drejede hovedet og så på ham. Omkring dem begyndte folk at rejse sig op fra bordene, og samle sig i grupper, eller begynde at danse. "Har de nydt middagen, Grev Jasson?" Spurgte hun og sendte ham et svagt smil.

[Jasson af Jesla]

Jasson var efterhånden en smule træt af rundrejsen. Han forstod vigtigheden i at deltage aktivt, jovist, men de - føltes det som - utallige middage og alt fnidderfnadderen var lige lovligt nok efterhånden.

Pendrima af Marmist, Hertugen af Marmists datter, havde fanget greven på en dårlig aften. Han havde forventet at hun ville flygte så snart muligheden bød sig, men da dette ikke var tilfældet, var han nødsaget til at underholde hende efter bedste evne. Han var ikke dum, og Pendrima var en relation værd at dyrke.

"Jeg har intet at udsætte på den" kommenterede han, og tog en lydløs indånding, før han vendte blikket mod hende "Hvad med Dem Komtesse?" maden havde ikke været overdådigt, og han havde været en fraværende bordherre. Han så frem til hendes svar.

[Pendrima af Condia]

Hun havde ikke de store forhåbninger til, at den ældre greve, ville føre en samtale med hende. Men hun var dog villig til at gøre et forsøg. Hun blev derfor overrasket over, at han fortsatte samtalen ved at stille hende et spørgsmål. Hun viste dog ikke sin overraskelse for ham. I stedet løftede hun sit glas op til læberne og tog en tår af cideren, der var i glasset. "Den var ganske udmærket, men efter bryllupsmiddagen i Gyldensø, så blegner disse middage ved siden af," svarede hun og betragtede ham skjult. "Har De deltaget i nogle af konkurrencerne, der er blevet afholdt undervejs på rundrejsen?" Hun fornemmede lidt, at svaret nok ville være et nej. Hun mindedes heller ikke, at have set ham på banen. Men hun havde heller ikke overværet alle konkurrencer, primært på grund af et tåbeligt ægteskabsrygte.

[Jasson af Jesla]

Jasson fulgte hendes eksempel, og førte bægeret med rødvin op, for at tage en slurk af den røde væske. "Jeg giver Dem fuldkommen ret" Efter så meget mad var det svært at blive imponeret. I det mindste var vinen god. "Ja, jeg deltog i dystløbtuneringen i Harise" han tog sig ufrivilligt til sin skulder "Jeg pådrog mig dog beklageligvist en mindre skade, og har afholdt mig fra konkurrencerne siden. Jeg er dog klar igen nu, og agter at deltage i morgendagens konkurrencer" forsikrede han hende om. Det måtte være hans tur, til at stille hende et spørgsmål nu "Jeg håber, at rundrejsen har mødt Deres forventninger?"

[Pendrima af Condia]

Hun så med påtaget bekymring på ham, og lod blikket glide hen til der, hvor han var kommet til skade. "Jeg håber ikke, at det var alt for alvorligt. Men det glæder mig, at De er kommet Dem ovenpå skaden," sagde hun og sendte ham et venligt smil. "Men så vil jeg heppe på Dem i morgen, ved konkurrencen," sagde hun og tog endnu en tår af cideren. Hun var ikke vant til at føre disse høflighedssamtaler, og hun vidste ikke, hvordan andre kunne holde det ud. Men greven var et godt bekendtskab at gøre sig. Og det ville glæde hendes mor, at hun havde snakket med ham. "Den var et velkomment afbræk i mine studier," svarede hun roligt. "Men efterhånden er den begyndt at være ret triviel. Middag efter middag, det begynder at kede mig," sagde hun og så på ham.

[Jasson af Jesla]

Han takkede hende høfligt, og forsikrede hende for, at han ville holde øje med hende blandt tilskuerne i så fald, som han nu følte han burde sige. Han havde netop taget en tår af den tørre vin, før hun sagde noget, der bragte hans opmærksomhed tilbage. "Ærligt sagt Komtesse, så glæder det mig, at det ikke kun er mig selv, der er begyndt at kede mig" hans blik mødte hendes. Han kedede sig desuden over ligegyldige samtaler, som den de netop havde ført, men måske Pendrima var dybere end som så. "Denne overfladiske udveksling af høfligheder, som man er tvunget til at kaste sig ind i, har heller aldrig været min stærke side er jeg bange for"

[Pendrima af Condia]

Hun følte pludselig, at hun havde fået vækket hans interesse for samtalen, ved at sige nogle ærlige ord til ham. Og hun følte en sær triumf ved det. Udadtil nøjedes hun blot med at blive ved med at smile til ham. Han havde det tilsyneladende ligesom hende, og det glædede hende, at hun ikke var den eneste, der var begyndt at kede sig. Hun havde fået skældud for at brokke sig til sin mor. Men det kunne være, at greven ikke var så kedelig, som hun først havde antaget. "Jeg må indrømme, at jeg giver Dem ret, Greve. Jeg har aldrig selv været særlig god til, at sidde og tale om ligegyldigheder," fortalte hun og betragtede ham med nye øjne. Han var jo egentlig ganske pæn. Selvom han var langt ældre end hende.

[Jasson af Jesla]

Mundvigede krusede sig behageligt opad. "Lad mig i såfald foreslå, at vi springer ligegyldighederne over, Komtesse" han førte endnu engang vinen til læberne, og tog en slurk. Denne gang mere for smagens skyld, end for at vinde tid. Han kendte ikke komtessen synderligt, og vidste derfor ikke, hvad han skulle spørge hende om. En tvungen samtale var altid sværere at komme i gang med.

"Hvad studerer De?" forhåbentligt kunne hun lide sine studier, og samtalen bløde en smule op. Hun havde nævnt det som et kærkomment afbræk, rundrejsen altså, men det behøvede ikke at betyde, at hun ikke kunne lide det.

[Pendrima af Condia]

Pendrima nikkede godkendende. Det var fint med hende, især når det var ham selv, der tilbød det. Hun drejede hovedet væk fra ham, og skævede i et kort øjeblik til sin mor, der tydeligvis holdt skarpt øje med hende. Især fordi hende og greven var nogle af de ganske få, der ikke havde rejst sig fra middagsbordet endnu.

Da han stillede hende et spørgsmål, drejede hun hovedet og sendte ham måske et lidt for varmt smil. "Jeg studerer økonomi og jura på universitetet i Corus," svarede hun, og lagde ikke skjult på, at hun var stolt over sit valg af studier. Der var ikke mange andre kvinder, som valgte den vej. Men hun var arving til et hertugdømme, og havde ikke tænkt sig, at hendes mand skulle styre lenet for hende.

[Jasson af Jesla]

Hun drejede hovedet fra ham, og han forsøgte at følge hendes blik. Det varede dog kun et øjeblik, før hendes opmærksomhed igen lå hos ham, og hans ligeledes fandt tilbage.

Øjenbryn blev løftet en anelse, ved hendes svar. Mundvige ligeledes. "Interessant" var hans umiddelbare reaktion, og han lod fingrespidserne tromme let mod bordkanten. Han vidste at hun var arving til Marmist. Det var ikke svært at ligge to og to sammen. "Og ganske nyttige fremtidige kundskaber at have" sagde han sigende. Folk måtte studere hvad end de ville, han skulle ikke blande sig, om han forstod dem eller ej. Hendes valg forstod han dog godt.

[Pendrima af Condia]

Af en eller anden grund, så gjorde det Pendrima i lidt bedre humør, at greven synes hendes fag var interessante. Der var ingen af hendes veninder der syntes det. Hun mente selv, at hendes fag var nyttige. Det var trods alt derfor, at hun havde valgt at tage dem. "Det er de," sagde hun bekræftende og tog en tår af sit glas med cider. Hun fugtede sine læber, mens hun forsøgte at finde på noget at snakke med ham om. Hun skævede op på ham, han var trods alt en del højere end hende, også når de sad ned. Hun tog en dyb indånding, og en beslutning på samme tid. Det måtte briste eller bære. Hun så direkte på ham. "Danser De, Greve?"

[Jasson af Jesla]

Netop som det var begyndt at blive behageligt, udfordrede Pendrima balancen. Det sitrede svagt i hans mundvige. Han havde forrådt sin egen karakter nok på rundrejsen, og besluttede sig for, at han kun ville være ærlig resten af aftenen.

"Det falder mig ind nogle gange" han så på hende med et vurderende glimt i de mørke øjne. "Må jeg byde Dem op til dans, Komtesse?" Han forventede, at det var det hun havde hentydet til. Og han ville bestemt ikke have noget imod, at forlade deres sæder, og i stedet komme en smule i bevægelse.

[Pendrima af Condia]

Pendrima måtte indrømme, at hun kedede sig ved blot at sidde og føre en samtale med ham. Og hun kunne godt lide at udfordre sine omgivelser. Hun mødte hans mørke øjne vurderende blik med sine egne grønne øjne, og et smilende glimt i dem. "Det vil være mig en glæde, Greve," svarede hun og fulgte med ham ud på dansegulvet. Den unge komtesse var en utrolig god danser. Hun havde holdt det ved lige, siden hun gik ud af klosterskolen, og var nu taknemmelig for det.