Besøg som lovet

[Matti Almsted]

Sebela Almsted

Matti havde ikke behøvet at finde frem til hendes families hus, fordi hun havde tilladt ham at følge sig hjem den anden aften. Han havde tænkt meget på hende siden og havde flere gange været på vej til at besøge hende, men havde udsat det, fordi han ikke ville virke for intimiderende. Nu havde han dog ikke lyst til at vente længere og han stod for hendes dør og bankede på, mens han forberedte sig mentalt på mødet med hendes forældre. Det var aldrig let - specielt ikke for én som Matti, som havde sit ry imod sig.

[Sebela Almsted]

Sebela sad ved spisebordet sammen med sine to yngste søskende, og forsøgte at få dem til at skrælle nogle æbler til den æblekage, som hendes mor var ved at forberede. Hun havde tænkt meget på Matti, og hver gang det havde banket på døren, så havde hjertet siddet oppe i halsen på hende, og hun havde nysgerrigt fulgt med fra køkkenvinduet.

Da det bankede på døren, drejede hun hovedet og fulgte sin mor med øjnene, der gik ud for at åbne døren. "Kan jeg hjælpe Dem med noget?" Lød madam Lysmagers stemme.

[Matti Almsted]

Matti smilede venligt, men behersket, da døren åbnede sig og en kvinde ventede ham på den anden side. Det kunne næsten kun være Sebela's mor og derfor svarede han blot; "Goddag Madam Lysmager. Mit navn er Matti Almsted og jeg håbede på, at deres datter Sebela var hjemme?" Hans stemme løftede sig til sidst, så det blev mere et spørgsmål end en konstatering. Der var ingen garantier for, at hun ville være hjemme, men derfor var det stadig vigtigt, at han forhåbentligt kunne gøre sig gode venner med hendes mor.

[Sebela Almsted]

Hun hørte sin mor tale, og en stemme der lød velkendt. "Hun er skam hjemme," sagde madam Lysmager og vendte sig rundt for at kalde på sin datter. Sebela rejste sig fra sin plads ved spisebordet, da hendes mor kaldte på hende. Hun kom ud i gangen og tørrede sin fugtige hænder af i sit forklæde. "Goddag Matti," sagde hun og kiggede på sin mor. "Hvis I vil, så kan i sætte jer ind i stuen. Det var rart endelig at møde Dem, Mester Almsted," lød det fra hendes mor, der forlod døren og gik ud i køkkenet igen. Sebela rykkede frem og stillede sig ved siden af døren. "Vil du med indenfor?"

[Matti Almsted]

Matti smilede stort, da Sebela kom frem i døren. "I lige måde, Madam Lysmager." Hans smil var lidt skævt og han havde et spørgsmål til Sebela, når de først var blevet alene. "Ja tak." Han lod være med at kommentere på, at det egentlig var hele pointen med, at han var dukket op. Det ville ikke være rimeligt, eftersom hun tydeligvis ikke var vant til den slags.

I stedet for at drille hende, gik han derfor blot med hende ind i stuen og satte sig på en stol ved bordet. Stolen havde han valgt, fordi den stod ca. på midten af bordet, så hun således var nødt til at vælge en stol, som stod i nærheden.

[Sebela Almsted]

Sebela rykkede sig helt til siden, så Matti kunne komme indenfor. Hun lukkede døren efter ham, og fulgte ham ind i den stue, som hendes mor havde sagt, de kunne låne. Hun så ham sætte sig på en stol i midten, og hun tænkte at det ville være uhøfligt, hvis hun valgte stolen overfor ham. Hun trak stolen ved siden af ham ud, og satte sig ned på den. "Kan jeg tilbyde nogen forfriskninger? Kaffe eller Te?" Spurgte hun. og vidste, at hendes mor ville skælde hende ud, hvis hun ikke i det mindste havde tilbudt det.

[Matti Almsted]

Han smilede tilfreds, da hun satte sig, hvor han havde forventet. "En kop te ville være skønt." Egentlig havde han ikke rigtigt lyst, men det ville sikkert være mindre akavet, hvis de begge havde noget, de kunne holde ved. Han ventede roligt på, at hun skulle komme tilbage og da hun gjorde smilede han lidt igen. "Har du haft det godt siden sidst?" Det var et åndssvagt spørgsmål - og slet ikke det, han gerne ville stille - men det var ufarligt og det var en udmærket samtalestarter.

[Sebela Almsted]

Hun nikkede og rejste sig. Hun gik hen til døren, der førte ud til køkkenet. Bag den stod hendes mor kkar med en bakke. Hun tog imod. "Tak mor," sagde hun og lukkede døren bag sig med den ene fod. Så stillede hun bakken på bordet og anrettede med en kop varm te til dem hver. Hun satte sig ned ved siden af ham igen.

Ved hans spørgsmål rødmede hun igen og kiggede ned på sine sammenfoldede hænder i skødet. "J-jeg har haft det fint, tak," sagde hun genert og bed sig i underlæben. Det var så mærkeligt at få opmærksomhed fra en anden mand end hendes far og brødre.

[Matti Almsted]

Den måde, hun bed i sin læbe på, var så yndig og uskyldig, at han pludselig havde meget urene tanker omkring, hvad han kunne tænke sig at foretage sig med hende. Han pressede dem dog i baggrunden og forsøgte at lægge låg på dem med det samme, så han kunne koncentrere sig om det, der var vigtigst her. "Det er jeg glad for at høre." Hans stemme var lav og rolig. "Det din mor sagde ..." Han så op på hende med et let drillende blik. "Med at det var rart endelig at møde mig ..." Han smilede varmt til hende. "Betyder det, at du har fortalt dem om mig?"

[Sebela Almsted]

Hun rakte ud efter den tekop, hun havde skænket op til sig selv og løftede den op til læbernes mens Matti talte. Hun stoppede midt i bevægelsen, da han stillede hende et spørgsmål. Hun stillede koppen langsomt ned på bordet for at vinde tid til at svare på hans spørgsmål. Hun rødmede stærkt i kinderne og snoede en tot lyst hår rundt om sin pegefinger. Til sidst nikkede hun. "Min mor så os da vi kom tilbage fra parken," svarede hun og bed sig igen i underlæben. Så kiggede hun pludselig forskrækket på ham og lagde sin venstre hånd oven på hans, mens den højre gled op til hendes mund. "Var det forkert af mig, at sige noget?" Spurgte hun, det var slet ikke faldet hende ind, at hun måske ikke skulle have sagt noget.

[Matti Almsted]

Han smilede let, mens han grinede indvendigt. Hun havde tydeligvis heller aldrig prøvet at flirte noget videre, når hun ikke kunne høre, hvad hans mening var med spørgsmålet. ”Nej nej. Det var på ingen måde forkert.” Han vendte sin hånd om, så hendes faldt ned i hans og han lukkede roligt sine fingre omkring den. Den lette kontakt fik det til at snurre forventningsfuldt i hans krop. ”Jeg håbede bare, at det måske var fordi, du havde talt meget om mig.” Han blinkede let til hende, hvorefter han løftede koppen til sin mund igen, uden at slippe hendes hånd med sin egen.

[Sebela Almsted]

Hun mærkede sit hjerte springe et slag over, da det gik op for hende, at hun havde rørt ved ham, og at hans hånd lukkede sig om hendes egen. Hun kiggede ned på deres hænder, og hun rødmede kraftigt i ansigtet. Hendes første indskydelse var at trække hånden til sig, men hun lod være. Hvis der skete noget, så var hendes mor lige på den anden side af døren. Da han sagde, at hun ikke havde gjort noget forkert, åndede hun lettet op og sendte ham et genert smil. "Det er jeg glad for," sagde hun og fik øjenkontakt med ham. "Jeg har fortalt hende alt det, jeg ved om dig," svarede hun ærligt og sænkede hovedet, så deres øjenkontakt blev afbrudt.

[Matti Almsted]

Han var glad for, at hun ikke flyttede sin hånd og han brugte sin tommelfinger til at tegne små mønstre på hendes hånd, dog uden at give den lille handling mere opmærksomhed end et lille smil. "Må jeg høre, hvad det så er?" Han så lidt på hende med et undersøgende blik. "Hvad du mener at vide om mig altså." Han kunne mærke hendes hånd give små ryk inden i hans hånd, men han lod sig ikke mærke med det og beholdt den blot i sin varme hånd.

[Sebela Almsted]

Hun drejede hovedet og fokuserede sit blik på tekoppen i stedet for. Hun turde ikke se på ham, for så var hun ikke sikker på, at hun kunne få nogen som helst over sine læber. Hun fugtede læberne, og forsøgte at finde de rette ord. "J-jeg fortalte dit navn, og dit arbejde. Hvor vi mødte hinanden. Og at du var så venlig og god at følge mig hjem," svarede hun og bed sig hårdt i underlæben, så hun fik en metallisk smag af blod i munden. "Og at du ikke gjorde mig noget ondt, ligesom..." Hun stoppede sig selv, inden hun fik sagt mere, og trak med det samme sin hånd til sig. Begge hænder rystede, da hun samlede dem i skødet foran sig. "Skal jeg hente nogle småkager?" Hun rejste sig op fra stolen og kiggede ned på ham, med et par våde øjne.

[Matti Almsted]

Han lyttede opmærksomt til hendes ord - nød, hvordan hun fik dt til at lyde som om, hun var ved at fortælle ham en hemmelighed. Hans blik fulgte hendes læber, som hun formede ordene og han var så fokuseret på det, at han blev lidt overrasket, da hun trak hånden til sig. Han så overrasket op på hendes øjne og blive forfærdet over at se, at hun faktisk havde tårer i øjnene.

Hans første indskydelse var at lade hende gå ud af rummet, men noget fik ham alligevel til at række sin ene hånd ud og lægge den over hendes hænder, som rystede let. Den anden lagde han blidt imod hendes kind. "Du behøver ikke at være bange for mig." Hans stemme var inderlig.