Sommerregn

[Sebela Almsted]

Matti Almsted

Selvom det var sommer, så kunne det stadigvæk regne i Corus. Det var dog ikke noget, der slog den unge Sebela ud, der var ude for at gå sin daglige tur i parken. Det var heldigvis ikke en tung regn, men en støvregn, der lagde sig blødt i hendes lyse hår.

Hun havde været henne på markedspladsen, og var på vej hjem igen. Men som altid gik turen over floden, og en rundtur i parken, inden hun vendte tilbage til familiens hus i Galop Distriktet.

Der var ikke særlig mange mennesker i parken, hvilket nok havde en del med den lette regn at gøre. Men det generede ikke den unge lysmager, hun var i godt humør, og så frem til at komme hjem i varmen, og måske få sneget sig til en nybagt bolle sammen med resten af familien.

[Matti Almsted]

Matti sad med ryggen mod et træ og stirrede ud i horisonten i et forsøg på at holde de prikkende følelser på afstand. Han havde fri i dag og det var godt det samme, for han havde ikke været i stand til at arbejde effektivt, som han havde det lige nu. Enze var kommet tilbage og i dag var deres bryllupsdag. Han var ikke selv med til festen, men havde i stedet løjet og sagt, at han skulle arbejde.

Det var ikke gået op for ham, før dette øjeblik hvor han sad og stirrede ud i luften med en hul fornemmelse i maven, at han havde forelsket sig i hende. Det havde aldrig været meningen og han var også klar over, at det ikke var en dyb forelskelse, men der var alligevel sket noget imellem dem, da han havde bedt hende om at gifte sig med ham. Han havde kunnet se hele deres fremtid sammen. En enkelt tåre undslap hans øje. Så endnu en og pludselig løb de frit, mens han sørgede over en fremtid, han aldrig ville få.

[Sebela Almsted]

Sebela kom gående rundt om et hjørne, da hun fik øje på en skikkelse siddende på en sten. Hun forsøgte at lade som om, at det ikke kom hende ved. Men hun vidste inderst inde med sig selv, at hun ikke kunne lade som ingenting. Gudinden ville ikke tilgive hende, at hun ikke hjalp en, der måske havde brug for det.

Hun bed sig i underlæben, og hankede op i den kurv, som hun bar på armen. Med forsigtige skridt nærmede hun sig skikkelsen, og opdagede, at det var en mand. Hun mærkede sig hjerte springe et slag over, og hun var lige ved at vende sig om igen. Hun tog dog en beslutning og stillede sig hen ved siden af bænken. Før hun vidste af det, havde hun sat sig ned på hug ved siden af ham. "Er der noget, som jeg kan hjælpe Dem med?" Spurgte hun spagt, og så på ham med et bekymrende blik.

[Matti Almsted]

Matti bemærkede, at nogen kom nærmere og den boble, han havde forestillet sig, at han befandt sig i, brast. Han førte sine hænder op til sit ansigt i en gestus, som han håbede, virkede tilfældig. Han tørrede tårerne væk, men kunne ikke gøre noget ved den lette rødmen, som han vidste, der ville være i hans øjne. Han trak mentalt på skuldrene og tog nogle dybe indåndinger, da det blev klart, at vedkommende havde retning imod ham.

Han forsøgte sig med et smil, da hun talte til ham. "Næh. Jeg sidder bare og nyder en hyggelig aften. Hvad med De selv?" Han så kortvarigt på hende, men fjernede det hurtigt igen, så hun ikke ville få særligt lejlighed til at se hans øjne.

[Sebela Almsted]

Sebela rynkede panden og skulle lige til at sige, at det nu havde set ud som om, at han ikke sad og hyggede sig. Men det var ikke hendes plads at tvivle på den fremmede mand foran hende. Hun smilede svagt til ham.

"Det er også en dejlig aften, selvom det støvregner lidt. Jeg er selv ude at gå en aftentur," svarede hun og blev siddende på hug, så hun skulle kigge op på ham. "Vil De helst være alene?" Spurgte hun og kiggede væk fra ham. Det var uhøfligt af hende at stirre sådan på ham. Men han så lidt skrøbelig ud, som han sad der på stenen. Og hun ville så gerne hjælpe ham.

[Matti Almsted]

Matti fortsatte med at stirre ud i horisonten, dog uden for alvor at se noget. Da hun talte igen, mærkede han dog en hul fornemmelse i maven. "Nej, jeg har ikke lyst til at være alene mere." Ordene var mere til ham selv, end de var til hende, men han mærkede sandheden i dem dybt i sit hjerte.

[Sebela Almsted]

Hun rejste sig op fra sin siddende stilling, overbevist om, at han ville sige, at hun skulle gå sin vej. De ord der kom ud af hans mund vidste hun ikke helt, om var til hende. Hun valgte dog at tolke det som, at hun skulle blive. "Jeg kan sagtens blive, og holde Dem med selskab, hvis De ønsker det," sagde hun og så lidt afventende på ham. Hun vidste, at der ville blive afholdt bryllup i gaderne på den anden side af floden, men hun havde ikke særlig meget lyst til at deltage. Store menneskemængder havde aldrig været noget for hende.

[Matti Almsted]

Han blev pludselig opmærksom på, at han stadig havde selskab, da hun talte igen og han rejste sig hurtigt, pinligt berørt over, at han havde kunnet glemme det så let. "Jeg vil sætte pris på Deres selskab." Han så ned ved sin side og pressede de negative følelser i baggrunden, mens han fremtvang et smil. "Eftersom her kun er én sten, er det måske bedre, at jeg følger Dem på Deres aftentur?" Han rakte sin arm ud i en åben invitation.

[Sebela Almsted]

Hun smilede svagt til ham, lidt usikker på, hvad hun skulle sige og gøre. Hun bøjede nakken og hankede op i den kurv, som hun havde hængende over armen. "Hvis De har lyst, så skal De være velkommen til at følge mig," sagde hun og lagde sin arm omkring hans. "Mit navn er Sebela Lysmager," sagde hun og begyndte at gå afsted sammen med ham. Det virkede forkert, at de skulle følges ad, uden at kende hinandens navne.

[Matti Almsted]

Han krummede sin arm godt om hendes hånd - i sandhed glad for selskabet. Lige nu følte han sig sikkert næsten lige så alene, som Rispah havde gjort, da Enze efterlod hende i Corus. ”Det skal være mig en glæde.” Han smilede lidt og pressede bevidst det negative følelser i baggrunden. ”Mit navn er Matti Almsted. Min far og bror er tømrere i Galopdistriktet. Selv er jeg drabant i den lokale kennel.” Han fulgte hendes taktik og gav sig til at introducere sig.

[Sebela Almsted]

Sebela smilede til Matti, som manden ved hendes side præsenterede sig som. Han virkede ganske fredelig, og hun følte sig underligt nok ikke bange for at gå alene med ham her i parken. "Min far er lysmager, jeg er selv lysmagersvend. Mine søskende har forskellige erhverv," sagde hun med et svagt smil på læberne. "Drabant? Det må være spændende! Hvilken kennel er du det i?" Hun drejede hovedet og så nysgerrigt på ham. Hun havde ganske vidst set en drabant før, men hun havde ikke fået chancen for at snakke med en før.

[Matti Almsted]

Han havde ikke været sikker på, om hun også selv var Lysmager, eller om hun blot havde beholdt sit familienavn indtil nu. Han nikkede interesseret og skulle lige til at spørge mere ind til det, da hun spurgte til hans arbejde. "Jeg har for det meste mine vagter ved Gladialusgade Kennel." Hans stemme var stadig lidt skæv, fordi han lige havde været så emotionel, men han rømmede sig og fokuserede kun på deres samtale. "Og ja, det kan være spændende, men det kan også være meget farligt." Helt automatisk slog han ind på et samtaleemne, som han vidste, at mange unge kvinder fandt fascinerende og måske endda let skræmmende.

[Sebela Almsted]

Sebela så overrasket på ham. Hun havde boet i nærheden af den kennel hele sit liv, og hun havde aldrig set ham før. Det var godt nok besynderligt. "Jeg bor lige i nærheden," sagde hun og så ligefrem, for ikke at sætte foden forkert, og eventuelt komme til skade. Det ville være frygtelig pinligt. Hun drejede hurtigt hovedet og så på ham med rynket pande. Hun vidste alt for godt på sin egen krop, hvor farlig gaden kunne være efter mørkets frembrud. Især når man boede i nærheden af Tågelygten. "Det kunne jeg godt forestille mig," sagde hun stilfærdigt og sendte ham et svagt smil.

[Matti Almsted]

Han smilede let til hende. "Virkelig? Jeg tror ikke, jeg har set dig før?" Han så undersøgende på hende et øjeblik, men kunne ikke komme i tanke om noget. Han rynkede panden lidt, da hun ikke lod sig imponere, men i stedet talte, som ønskede hun at tale om noget andet. Det var ikke den normale reaktion, men han kunne dårligt spørge hende om det, eftersom de lige havde mødt hinanden. I stedet skiftede han emne. "Hvordan kan det være, at du går tur alene? Du har ikke en kæreste at gå ture med?" Det var en slidt sætning, men den virkede nu altid, som den skulle.

[Sebela Almsted]

Hun rystede på hovedet. "Jeg tror heller ikke, at jeg har set dig før," sagde hun og rødmede ganske let under hans undersøgende blik. Hun var lige ved at ånde lettet op, da han skiftede samtaleemne. Hun havde følt, at de kom lidt for tæt på de farlige ting, der skete efter mørkets frembrud. Hun drejede hovedet og så på ham, mens hun rystede på hovedet. "Jeg har ikke nogen kæreste at følges med," svarede hun og trak let på skuldrene. Hun drømte ganske vidst om at få sig en kæreste. "Så jeg bliver nød til at gå alene. Men hvordan kan det være, at du går her alene?" Hun turde ikke spørge, om han havde en kæreste. Hvis han havde, så ville han jo nok have fortalt hende det.