Nål og tråd

[Marylin af Drotvig]

Pendrima af Condia

21. juli 526 M.T.

Marylin sad med krum ryg og hængende skuldre. Hendes hænder hvilede i skødet med noget så ukendt om sytøj. Eller hun vidste godt hvad det var og havde set mange kvinder lave sådan noget, og hun havde da vist også prøvet det som lille. Men det var mange år tilbage i tiden nu, og hun havde glemt alt om den fine kunst. De sidste mange år havde hun brugt sine kræfter på at udvikle sin grovmotorik og ikke den finmotorik som det krævede at sy. Sytøjet havde hun fået af lensfruen, som havde ekstra til alle dem som ikke selv havde medbragt noget fornuftigt at tage til. For man kunne jo ikke bare sætte sig hen i skyggen og kigge ud i luften. Et fnys undslap Marylin. Med et suk lod hun det kaos ramte sytøj falde ned i skødet og lænede sig tilbage i frustration over hvor svært det kunne være. Hun skulle ikke engang starte sytøjet hun skulle bare lave videre på det. Hun kiggede rundt for at se om hun kunne finde Francine, eller om denne havde fundet en måde at undslippe på.

[Pendrima af Condia]

Pendrima var blevet tvunget med af sin mor, der mente hun havde godt af, at bruge tid sammen med de andre adelige kvinder. Og hendes mor var stor fan af, hvordan rundrejsen forløb i dette len. Nu kunne hendes datter endelig vise, hvor god hun var til alle de huslige sysler, så mødrene til kommende bejlere, kunne sige god for den unge hertugdatter. Hun koncentrerede sig ikke særlig meget om det broderi, som hun var i gang med. Og da hendes sidemakker fnøs utilfreds, kiggede hun op. Det sitrede lidt i hendes mundvige. Det var tydeligvis ikke alle, der havde evnerne til at sy. "Lad Dem endelig ikke slå ud, Væbner Marylin," sagde Pendrima. Hun kendte ikke den unge væbner personligt. Men kvinderne var blevet præsenteret for hinanden inden de gik i gang. "Skal jeg vise Dem, hvordan De gør?"

[Marylin af Drotvig]

Marylin så op og over på den anden og dennes broderi som så nydelig ud. Denne anden Komtesse Pendrima havde selvfølgelig også en uddannelse i at lave sådan noget. Marylin kunne sy sit eget tøj når det gik i stykker, kunne det dog ikke være nok. "Men det er jo fuldstændig umuligt." Hun så ned på den tråd klump hun havde fået lavet i stedet og på de må røde prikker på hendes fingre efter nålen som lige havde bidt hende. "Det må De gerne, men jeg tror at øh den nok lige skal redes først." Marylin smilte undskyldende til den anden. Hun talte dæmpet så de andre fine fruer ikke skulle høre hende, selvom de nok alle kunne se at hun var dybt frustreret over noget.

[Pendrima af Condia]

Pendrima kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over den andens håbløshed. Hun havde svært ved at forestille sig, at man ikke havde lært at sy og brodere. Men det gjorde kvindelige væbnere tydeligvis ikke. Hun lagde sit eget sytøj i sit skød og tog det, som Marylin havde opgivet. "For nogen kan det godt virke lidt kompliceret," sagde hun og sendte hende et venligt smil. "Lad mig se, om jeg kan få glattet Deres tråde ud først," hun bøjede sig over sytøjet, trak i en tråd her, og trak i en tråd der. På ganske kort tid havde hun fået glattet tråden ud, så det så ud som om, at Marylin aldrig var startet. Hun kiggede op og fik øje på de røde prikker på den andens finger. "De har forhåbentligt ikke fået prikket Dem for slemt i fingrene?"

[Marylin af Drotvig]

Marylin så til med glæde, mens den anden filtrede hendes rod hun. Hun var begyndt at falde en smule mere til ro, og det var rart at den anden var så rolig. Det var en glæde at se hvordan alt rodet forsvandt, og sytøjet kom til synes igen som det havde været da hun fik det. "Brodering er ikke det vi beskæftiger os mest med på væbnerskolen. Men vi lærer at lappe vores tøj selv." sagde hun. Ved den andens spørgsmål kiggede hun ned på sine fingre med de små prikker. "Nej det går nok, jeg har oplevet værre end bidende nåle." Hvilket var ganske sandfærdigt, det gjorde da lidt ondt, men ikke som at få hamret en stav ind i side eller blive slået over fingrene med en kæp, eller andre skader man kan få ved træning.

[Pendrima af Condia]

Pendrima kiggede på hende og lyttede, men hun fortalte væbnerskolen. Hun kendte faktisk ingen kvinder, der havde gået på den skole. Alle hendes to veninder, havde hun lært at kende igennem klosterskolen. Den eneste hun kendte, der var væbner, det var Cleon. Men selv deres kendskab til hinanden var begrænset. "Det er næsten samme teknik man bruger," forklarede hun og rakte sytøjet tilbage til Marylin. "Men i stedet for at gå tilbage til det tidligere sting, og starte i samme hul, så fortsætter De blot med cirka en centimeters afstand mellem stingene," sagde hun og sende hende et opmuntrende smil. "På klosterskolen havde vi flere timer om ugen, hvor vi lærte at sy og brodere. Det var en del af undervisningen," fortalte hun. Hendes egen interesse i at sy og brodere var minimal, men hun kunne da i det mindste finde ud af et. "Det tror jeg gerne," svarede hun, og havde en forestilling om, hvor meget en væbner måtte tage imod af slag under træning.

[Marylin af Drotvig]

Marylin så forvirret fra den komtessen ti sytøjet og prøvede at følge med i hvordan hun skulle gøre det mens hun fortalte det. Hun tog i mod sy tøjet men rakte det tilbage igen. "Jeg kan vel ikke få Dem til at vise hvordan man gør? Det er lidt nemmer at følge med i." Efter forklaringen havde Marylin en ide om det, men var stadig usikker på præcis hvad den anden mente. "Åh ja, jeg fik fortalt en masse om klosterskolen af min farmor, så jeg bedre kunne vælge hvad jeg ville. Hun er den som er tættest på i min familie som har prøvet det." Prøvede hun at forklare hvorfor det ikke var hendes mor som havde fortalt hende det. Med en mor som også var ridder havde Marylin aldrig været i tvivl om hvad hun ville, især da hendes ældre bror havde nægtet at blive ridder, til deres fars store skuffelse, havde det været endnu nemmer for Marylin at overtale forældrene om at hun skulle afsted. Broeren var i stedet kommet på klosterskolen og havde senere rykket til det kongelige universitet. "Jeg fik også at vide at alle skulle kunne spille et instrument. Hvad spiller De?" Hun smilede til den anden mens hun holdte godt øje med hvordan man skulle gøre.

[Pendrima af Condia]

Pendrima smilede og tog imod sytøjet igen. Hun satte sig sådan, at den anden ville kunne se, hvad det var hun gjorde. "Se godt efter," sagde hun og stak nålen ned i stoffet, og op igen omkring en centimeter længere henne. Endnu en centimeter længere henne stk hun nålen ned igen. Og sådan fortsatte hun, ind til hun havde nået et lille stykke. "Så er det Deres tur," sagde hun og rakte det tilbage til Marylin. "Deres mor er ridder, ikke sandt?" Spurgte hun og var ret sikker i din sag. "Både min mor, og min bedstemor gik på klosterskolen. Jeg var aldrig til sværd og kamp. Så valget var ganske åbenlyst for mig," fortalte hun med et smil på sine smalle læber. Hun sagde ikke noget om, at det havde været en lille skuffelse for hertugen, at hans datter ikke gik i hans fodspor. Men han havde i det mindste ikke tvunget hende. "Skulle kunne er en pæn omskrivning af tvang," sagde hun og fnes lavt. "Jeg spiller på noget så kedeligt som en harpe," svarede hun og trak let på skuldrene. Det var dog et af de sværeste instrumenter at lære. Og hun havde taget udfordringen til sig.

[Marylin af Drotvig]

Marylin fulgte nøje med da Pandrima syede på stoffet og så hvordan trådene lagde sig nydeligt på stoffet. Det var meget smukt at se på nogen som kunne gøre det uden at det hele gik i hårdknude. Marylin modstog klædet igen, og lagde det hænderne som Pandrima havde gjort det. Hun lyttede mens hun forsigtigt stak nålen ned i stoffet og hen som Pandrima gjorde. Med meget forsigtige hænder trak hun tråden til. Det var lidt svært at gøre det så stille og forsigtigt som det krævede at man skulle gøre det. Da hun havde trukket den igennem så hun op på den anden. "Hvorfor er en harpe kedelig?" sprugte Marylin og var ret forundret, hvis der var noget som hun gerne ville kunne så var det at spille på et musikinstrument.

[Pendrima af Condia]

Pendrima havde taget sit eget sytøj til sig igen, og fortsatte hvor hun slap med det. Hun smilede af den andens spørgsmål og trak let på skuldrene. "Jeg ville ikke påstå, at den harpes blide klang passer særlig godt til min personlighed," hviskede hun og skævede hen til sin mor. Hun ville helst ikke have, at hertuginden skulle høre sådanne ord fra sin datter. Det ville nok bare resultere i langt flere straffe, end hun havde brug for. "Hvis De er interesseret, så kan vi måske låne en af lensfruen, så kan jeg vise Dem, hvordan man spiller på en?" Spurgte hun, og så lige så spørgende på Marylin. Det virkede fuldstændig fremmed for Pendrima at tale med en, der ikke selv havde gået på klosterskolen.

[Marylin af Drotvig]

Marylin lyttede interesseret. ”Hvad vil De så gerne kunne spille på i stedet for?” spurgte Marylin nysgerrigt. Der var mange instrumenter nogle mere praktiske i hendes øjne end andre. Marylin kiggede ned på sit sytøj igen for at lægge endnu et stæng ved siden af den anden. Igen strammede hun tråden til så forsigtigt som hun kunne. Hun så på ved den andens tilbud. ”Altså hvis De tror at vi kan gøre det, vil jeg da gerne.” Marylin var meget usikker på hvad der var tilladeligt og ikke tilladeligt i dette meget underlige len med denne lidt underlige religion. Hun havde hørt om den og blevet undervist i den på væbnerskolen, men der far og så til at opleve den blive udført det var noget helt andet.

[Pendrima af Condia]

Hun trak let på skuldrene, og vidste det egentlig ikke helt. "Det ved jeg ikke, men noget med lidt mere gang i," sagde hun med et bredt smil, mens hun syede videre på sit broderi. Det forestillede en sort hest, der stod i en skov ved daggry. Hun skævede over til lensfruen, der sad sammen med nogle af de lidt ældre damer ved selskabet. Hun vidste ikke, om man måtte gøre sådan noget i det her mærkelige len. Men spørgsmålet var også, om hun fik lov af sin mor til, at undervise en anden. "Vi kan gøre et forsøg. Ellers så har min mor en harpe, som vi kan bruge," fortalte hun og smilede til Marylin.

[Marylin af Drotvig]

Marylin nikkede og forstod godt hvad den anden mente. Hvis man skulle sidde stille en hel dag, ville Marylin nok også føle trang til at kunne spille på noget mere larmende end en harpe. Ved det andet blev Marylins smil en smule mere nervøst. "Tror De godt bare at vi kan gå hen og spørge?" Marylin kiggede nervøst derhen hvor lens fruen sad med en række unge kvinder omkring sig. Hun var ikke helt sikker på om det var nogen god ide og hun ville jo helst ikke fornærme nogen.

[Pendrima af Condia]

Igen slog det den unge komtesse, hvor uerfaren Marylin var i, at opføre sig som en adelig dame. Hun valgte dog ikke at reagere på det. I stedet smilede hun blot og kiggede over på lensfruen. "Vi skal nok vente, til vi er færdige her," sagde hun og morede sig lidt over, at Marylin virkede så nervøs over at skulle snakke med en lensfrue. Men der havde Pendrima også en fordel. Hendes mor var lensfrue. Og hun var selv blevet opdraget til at skulle overtage et len en dag. "Bare lad mig om det," sagde hun beroligende.

[Marylin af Drotvig]

Marylin slappede af igen da den anden forsikrede hende om at den skulle hun nok tage sig af det. Hun vidste en masse om hvordan man tiltalte andre ridder, men hvordan man opførte sig over for andre damer, der var hun lidt mere på bar bund. Det var ikke meningen af Marylin skulle arve og det var derfor først i løbet af det sidste års tid at Francine var begyndt at undervise hende i det. En del af det var kendt, blot set fra den anden side, end Marylin havde lært, andet var helt nyt for hende. Og der var en del at indhente, sådan ca 2 års lærdom. Hun vidste også en del af det fra væbnerskolen, hun havde bare aldrig troet at hun ville få brug for det. "Det er jeg glad for, jeg har stadig ikke helt vænnet mig til det." Sagde Marylin og vente igen blikket ned i sytøjet hun sad med og lavede endnu et nyt sting.