En uventet opdagelse

[Apolla Franklin]

Dewin Franklin

Der havde været fest for alle på rundrejsen i går, og Apolla havde deltaget sammen med sin mand, svoger og kommende svigerinde. Hun havde dog måtte forlade festen tidligt, da hun undervejs begyndte at få det dårligt.

Sådan havde hun haft det de sidste par dage. Samtidigt med, at hun følte sig langt mere træt og udmattet end hun plejede at være. Hun havde nærmest afvist Dewin de sidste to uger, fordi hun ikke havde energien til at ligge sammen med ham.

Hun havde nu fået vished på, hvorfor det var, at hendes krop opførte sig som den gjorde. Hun sad i teltet og vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv. En helbreder havde lige fortalt hende noget, som hun troede umuligt kunne være sket for hende. Ganske langsomt lod det til at sive ind i hendes bevidsthed og en hulken banede sig vej igennem hendes strube, og hun begyndte at græde.

[Dewin Franklin]

Apolla havde virket fraværende de sidste par dage. Undskyldte sig tidligt den forrige aften. Han vidste ikke om hun oprigtigt havde det dårligt, eller om det var en undskyldning for ikke at være sammen med ham. De havde i hvert fald ikke talt om det, og han havde kun sin egen version af sagen. Det resulterede i, at han selv var ligeså fraværende. Endnu mere optaget i sine forretninger end ellers.

Han syntes at kunne høre nogen hulke, som han trådte ind i teltet den aften, og da han så sin hustru sidde med tårer ned ad kinderne stivnede hans krop fuldkommen. Et øjeblik stod han der, ude af stand til at bevæge sig, og uden at ane sine levende råd. Statuen fik dog liv, og han faldt på knæ foran hende. Han sank en klump "Hvad er der dog sket?" han følte hjertet synke i brystet. Han kunne ikke lide det.

[Apolla Franklin]

Apolla havde ikke forventet, at Dewin kom hen til deres telt før senere på dagen. Hun havde håbet på, at hun kunne nå at tage sig sammen og lade som ingenting, når hun så ham igen. Men det kunne hun godt skyde en hvid pil efter. Hun hørte ham komme ind i teltet, men så ikke op på ham. Hendes hulken tog blot til i styrke.

Da han faldt på knæ foran hende, ønskede hun, at han havde rakt ud efter hende, og trukket hende i sin favn. Men det var ikke tilfældet. Hun kiggede ned på ham, med øjne der så ud som om der var sket noget forfærdeligt. Hun vidste virkelig ikke, hvordan hun skulle fortælle ham, hvad der var sket i de timer, hun havde været væk fra ham. Hun havde trods alt forladt ham midt i et møde med en anden kunde. "Jeg... Ingenting. Det er ikke noget," sagde hun og løj tydeligvis. Hun var så dårlig til at lyve.

[Dewin Franklin]

Al irritation der end måtte været fra tidligere, var forsvundet. Den bekymrede fure i panden blev dybere "Det er tydeligvis en løgn" han stillede sig ikke tilfreds med hendes affejning. Han rakte ud efter hendes hånd for at ville stryge den med sin tommelfinger "Fortæl mig nu hvad der er galt, vil du ikke nok?" Han var dårlig til at tackle sådanne situationer. Han kunne ikke lide at se kvinder græde. Han hadede at se Apolla gøre det. I hans hovede forestillede han sig alskens dårligdomme, og han måtte vide hvad der var galt, om så han skulle tvinge det ud af hende. Der måtte være en grund til hendes insisterende hulken. Det kunne umuligt være ingenting.

[Apolla Franklin]

For et år siden ville hun have trukket sin hånd til sig, fordi hun ikke brød sig om, at Dewin rørte ved hende. Nu var hun ikke helt klar over, hvad hun følte. Men det var ikke længere had til ham. Hun bed sig hårdt i underlæben i et forsøg på at stoppe sin hulken. Med sin frie hånd tørrede hun de våde tårer væk fra sine øjne.

Hun snøftede lidt, inden hun tog sig lidt sammen. "Jeg... Jeg var henne ved helbrederen i dag," sagde hun, og afslørede stadigvæk ikke, hvad der var galt. Men det kunne være hvad som helst, endda noget alvorligt, når man tog hendes sindsstemning i betragtning. "Hun sagde at... At jeg..." Apolla stoppede sin ordstrøm, gled ned fra stolen, trak hånden til sig og lagde i stedet armene om halsen på ham. Det var nok første gang, at hun havde gjort sådan, og havde søgt trøst hos ham.

[Dewin Franklin]

Netop hendes sindsstemning gjorde ham bange. Han åbnede munden for at sige noget, som hans hustru gled ned i hans arme. Han lagde en arm om hende, og trykkede hende ind til sig. Med den frie hånd strøg han hende over det mørke hår. Han var nervøs. Nervøs for, hvad helbrederen havde sagt. Når alt kom til alt, så holdt han jo af hende, selvom det langtfra altid havde været sådan.

Han tog en dyb indåndingen gennem næsen "Hvad sagde helbrederen?" uvidenheden var den værste. Hvis der var noget galt med hende, måtte de tage stilling til, hvad der skulle ske. Mithros, han håbede at det ikke var noget alvorligt. Men han kunne umuligt hjælpe, uden at vide hvad der var galt.

[Apolla Franklin]

Apolla vidste egentlig godt, at hun reagere fuldkommen tåbeligt i forhold til hvad der egentlig var sket. Men hun kunne ikke styre sit eget temperament. Hun var chokeret. Bange. Glad. Rådvild. Og vred. Alt sammen på én gang. Hun blev beroliget af hans blide strøg mod hendes hår og hun snøftede kun nu.

"Dewin," sagde hun hviskende. "Jeg... Jeg er med barn," ordene forekom fremmede i hendes mund. Hun vidste, at han havde ønsket sig en søn længe. Men hun havde ikke været i stand til at blive gravid. Nok mest fordi hun i starten slet ikke havde ønsket det. Hun lagde hovedet mod hans skulder og trykkede sin krop ind mod hans.

[Dewin Franklin]

Med.. Barn? Det var lige godt... "Er det sandt?" han blottede tænderne i et smil. Hun havde gjort ham så unødvendigt bange. "Det er da ikke noget at græde over, det er da gode nyheder" Han strøg hende en enkelt gang over håret, og tørrede tårerne væk fra hendes kinder, før han tog fat om hende med begge arme, rejste sig op og svang hende en rundt en enkelt gang "Strålende nyheder faktisk!" sandheden var en blandet fornøjelse for ham. Han havde ikke lagt skjul på, at han ønskede sig børn. Ambrose ønskede sig også børnebørn. Tanken om, at endnu et lille liv nu var afhængig af ham, at han nu var yderligere bundet fast, var han dog mindre begejstret for. Det var dog kun et lille skår i glæden.

[Apolla Franklin]

Apolla havde mest lyst til at sige, at det var forfærdeligt, og at hun skulle ville være i stand til at tage sig af et barn. Slet ikke når de var på rundrejsen. Men det kunne hun godt opgive. Dewin virkede nærmest ekstatisk over, at han skulle være far. Og hun nænnede ikke at tage glæden fra ham. Da han løftede hende op i sine arme og svingede rundt med hende, mærkede hun den efterhånden velkendte kvalme stige op i hende. Da hun havde begge fødder på jorden igen, støttede hun sig til den stol, som hun havde siddet på for et øjeblik siden. "Ønskede du det så meget?" Spurgte hun og så op på ham med sine store, grønne og bange øjne. Hvordan skulle hun kunne tage vare på sig selv og et barn på samme tid? Hun anede ikke, hvordan man gjorde ting, når man var gravid.

[Dewin Franklin]

Der var ingen frygt at spore i hans eget blik. Det var jo ikke ham, der lagde krop til. "Det har aldrig været nogen hemmelighed?" han så på hende med et spørgende blik. Først havde hun grædt, så han troede at verden var ved at styrte sammen. Nu så hun på ham, med øjne der fik ham til at undres. "Ønsker du det ikke?" der var en kølig undertone i hans stemme. Hans blik var dog ikke uden ømhed. Udover alliancer, var ægteskab ikke netop til for at skabe efterkommere? Arvinger om nødvendigt. Det var en del af den ægteskabelige pligt. Dewin var ivrig efter at præstere. Det var han altid.

[Apolla Franklin]

Apolla undertrykte et tungt suk, og slog blikket væk ved hans ord. "Nej, det har det ikke," sagde hun og bed sig i underlæben. Hun brød sig ikke om den kølige tone, som hans stemme pludselig fik. Men hun vidste også godt, at det var hende selv der var skyld i, at han talte sådan. Hun havde trods alt givet udtryk for, at hele hendes verden lige var styrtet sammen om ørerne på hende. Hvilket også næsten ar sandt. Hun vidste at der fra starten havde været et pres på hende for at producere arvinger, specielt når hun blev gift i så sen en alder. Hun trak sig væk fra Dewin, og kiggede ned på sin hænder, der lå rundt om stoleryggen. "Hvis du havde spurgt mig for et halvt år siden, så havde svaret været nej," svarede hun på hans spørgsmål. Hun havde overvejet at lyve for ham. Men han gennemskuede altid hendes løgne.

[Dewin Franklin]

Han gjorde intet for at stoppe hende, som hun trak sig væk fra ham. Til gengæld ventede han kun et øjeblik, før han trådte hende nærmere igen. "Og hvad er svaret nu?" Denne gang var der ingen kølig undertone i stemmen. Tværtimod. Selvom hendes ord kunne være hårde, satte han pris på hendes ærlighed. Han forsøgte sig med at placere en hånd ovenpå hendes. Lod hovedet sænke en smule i et forsøg på at fange hende blik. Hendes følelser omkring sagen betød noget for ham. Det ville det måske ikke have gjort i samme grad for nogen tid siden, men det gjorde det altså nu.

[Apolla Franklin]

Apolla var sig meget bevidst om, hvor tæt Dewin kom på hende. Hun trak vejret tungt, mens hun tænkte over sit svar til ham. Hun stirrede i første omgang ned på den hånd, som han havde lagt over hendes, og instinktivt flettede hun sine fingre ind i hans. Hun var begyndt at sætte pris på ømhed fra hans side. Hun mødte hans blik med større ro, end hun havde vist siden han var kommet ind i teltet. "Jeg... Jeg er bange, Dewin," sagde hun og bed sig i underlæben igen. Den frie hånd førte hun op til sin mave, hvor der nu voksede et nyt liv inden i hende. "Men jeg tror... Jeg ved, at jeg gerne vil føde dine børn," hviskede hun lavt. Hun håbede, at han ville tage hende i sin favn igen, og måske endda kysse hende. Men hun gjorde sig ikke de store forhåbninger. Det var længe siden, de havde udvist den form for ømhed overfor hinanden.

[Dewin Franklin]

Han blottede kortvarigt tænderne i et smil. "Du skal ikke være bange" hendes forhåbninger skulle blive hørt. Han trak hende ind til sig, og kyssede hende først mod panden. "Jeg er her til at passe på dig. På jer" nyhederne, og hendes skrøbelighed i dette øjeblik, havde ikke så ringe en effekt på hans passion. Han placerede en finger under hendes hage, for at få hende til at se på sig, og lænede sig så ned for at presse sine læber mod hendes. Det var ikke et krævende eller dybt kys, men ømt og blidt. Han ville fortælle hende, at han ikke ønskede, at nogen anden i verden skulle føde hans børn, men ordene ville ville ikke forlade hans hals. I stedet lagde han armene omkring hende, som ville han beskytte hende.

[Apolla Franklin]

Apolla lod sig med glæde trække ind i hans stærke arme. Hun var overbevist om, at hun ville få svært ved at vænne sig til sin nye situation. Og at hun nu skulle passe lidt bedre på sig selv, fordi hun ikke længere var helt alene. En andens liv var i hendes hænder. Hun så op på ham og strittede ikke imod, da han kyssede hende. Hun havde håbet på det. Hun gengældte det med sine kvindelige skrøbelighed, og lagde sine arme omkring hans hals. Hans beskyttende favntag bevægede hende, og hendes sindsstemning var i forvejen ret ustabil. Hun forsøgte dog at undertrykke en snøften. I stedet lagde hun hovedet ved hans skulder. "Åh, Dwein," mumlede hun, og ønskede at hun havde modet til at fortælle ham, at hun godt kunne lide ham. Men det havde hun ikke.