Masker i alle farver

[Pendrima af Condia]

Cleon af Tasrid
30. juni 526 M. T.

Pendrima gik rundt imellem de mange unge mennesker, der befandt sig i salen. Alle havde masker på, der mere eller mindre skjulte deres ansigter. Dette her morede hende, for man var anonym i en vis grad, indtil man åbnede munden, eller kendte folk ganske godt. Hendes maske var sølvfarvet med grønne fjer.

Hun havde efterhånden fået det en anelse varmt, og valgte derfor at søge udenfor. Her var luften en anelse køligere, og der var heller ikke nær så mange mennesker. Hun satte sig på den nærmeste bænk. Hun havde snakket lystigt med sine veninder de sidste par timer, men havde endnu ikke været ude at danse eller blot talt med en af det andet køn. Og det var jo netop det, som disse arrangementer skulle bruges på.

[Cleon af Tasrid]

Cleon nød til fulde, at han ikke skulle opvarte denne aften og var mere end glad for at lade Naxen's tjenestefolk om at opvarte ham i stedet. Han havde netop taget endnu et glas med vin, da han følte behov for at gå udenfor. Varmen i salen var pludselig blevet for meget for ham. Han sukkede tilpas bag sin blå og sorte maske, da en let brise strøg sig om ham og han nippede lidt til vinen.

Han vendte sig med ryggen til gelænderet på balkonen og lænede sig let op af det, mens han så sig omkring herude. Han var ikke den eneste, som havde fundet ro herude, men de fleste stod som småhviskende par - tilfredse med den anonymitet, masken gav dem. Mange var garanteret i færd med at finde sig en fremtidig mage, nu hvor de kunne tillade sig at slå sig lidt løs, men Cleon var tilfreds med den lette flirten, han havde formået at holde denne aften. Han havde absolut ikke travlt - han havde ikke engang vundet sit skjold endnu - og han nød kvindernes opmærksomhed.

Netop nu faldt hans øjne på en ung kvinde, som sad for sig selv på en bænk og han smilede let til hende fra afstand, da han fik øjenkontakt og nikkede i hendes retning - uvillig til at gå hen til hende, skulle hun nu ønske at være i fred.

[Pendrima af Condia]

Pendrima sad tilbagelænet på bænken, mens hun betragtede de mange par, der flirtede med hinanden. Noget hun var meget dårlig til. Mest fordi hu aldrig havde prøvet at flirte før. Hun sukkede tungt og forsøgte at forlige sig med, at hun sad alene. Hun bildte sig selv ind, at det ikke gjorde noget, at hun ikke stod sammen med en ung adelig mand. Men det var løgn. Hun hadede at være en af de få, der ikke havde en at snakke med. At forføre. Ikke fordi hun vidste, hvordan det skulle foregå. Hun havde trods alt kun prøvet at kysse én gang.

Da hun gen kiggede op, fik hun øjenkontakt med en af det mandlige køn. Hans maske var blå og sort, en ganske flot maske der stod godt til hans sorte hår. Hun fornemmede hans spørgsmål, og hun løftede hånden i en bevægelse der sagde, at han bare skulle komme ned til hende. Det havde hun bestemt ikke noget imod. På denne afstand kunne hun ikke genkende den anden.

[Cleon af Tasrid]

Cleon smilede, da hun gjorde tegn til, at han måtte komme over til hende og på turen derover, fik han tiltusket sig endnu et glas fra en tjener i nærheden, som han rakte frem imod pigen foran sig med et let buk. "Måske Nådigfrøkenen er tørstig?" Han smilede igen til hende, mens han forsøgte at gætte sig til, om han kendte hende. Hun virkede til at være omtrent på hans egen alder og hendes lange lyse hår mindede ham om .. et eller andet. Han var sikker på, at han havde set hende før, men han kunne ikke komme i tanke om det lige nu. I stedet drak han lidt af sit eget glas. "Nyder De aftenen, Nådigfrøken?"

[Pendrima af Condia]

Pendrima lagde først mærke til, at den unge mand havde taget et glas med til hende, da han rakte det frem mod hende. Hun tog imod det med et smil. Stemmen der gemte sig bag masken var genkendelig, men hun kunne ikke finde frem til det navn, som hun mente passede til stemmen og det sorte hår. "Mange tak fordi De tænkte på mig, Junker?" Det var svært at gennemskue, hvordan hun skulle tiltale han. Derfor var junker også ment dom et spørgsmål, udover at hun havde takket ham. "Jeg nyder den. Dog blev den lidt bedre da De kom og gav mig selskab," svarede hun ærligt og var livet op igen. Hun havde jo ikke ry for at være en kedelig komtesse. "Men nyder De selv at deltage i et maskebal?" Spurgte hun nysgerrigt og sippede let til det glad vin, som hun havde fået udleveret.

[Cleon af Tasrid]

Cleon nikkede bare enigt til hendes antagelse om, at hun kunne tiltale ham junker. Hvad sjov var der ved et maskebal, hvis man skulle fortælle folk, hvem man var? "Det skal Nådigfrøkenen sandelig ikke tænke på." Hendes stemme var også let bekendt og han følte sig ret sikker på, at han havde stødt på den til de mange velkomstbanketter, der var blevet afholdt på rundrejsen. Hvilket måtte betyde, at hun var repræsentant for et af lenerne.

Han tog imod hendes kompliment med et nik og satte sig på bænken ved siden af hende. "Jeg nyder det også, kan De tro. Det er spændende at møde så mange nye mennesker, synes De ikke?"

[Pendrima af Condia]

Pendrima fandt det spændende, og en anelse pirrende, at tale med en, som hun måske kendte. Eller måske ikke kendte. Hun betragtede ham ud af øjenkrohen, da han satte sig ned. Selv med masken på, virkede han som en flot manf. Hun havde svært ved at se, hvor gammel han var. Det tog hun dog ikke så tungt. "Jeg finder det fascinerende. Især dem, man ikke møder i sin hverdag," svarede hun med et smil. "Og så alle de forskellige arrangementer og steder man får lov til at opleve! Jeg ville næsten ønske, at rundtejsen ikke ville slutte. Hvad med Dem?" Spurgte hun. Hun havde dog flete grunde til, at rundrejsen ikke skulle stoppe.

[Cleon af Tasrid]

Han blev ved med at forsøge at placere hende, men masken gjorde det svært og til sidst besluttede han sig for, at han måtte holde op med at tænke over det og i stedet bare være i nuet. Han troede under alle omstændigheder ikke, at hun ville kunne genkende ham. Kun de færreste af lensrepræsentanterne lagde mærke til væbnere, som ikke var deres egne, med mindre selvfølgelig at de skilte sig ud på én eller anden måde. Og det mente Cleon ikke selv, at han havde.

"Jeg må indrømme, at jeg elsker rundrejsen. Det skaber et afbræk i en hverdag, som ellers kan være ganske kedsommelig." Dette var en vildledning af den større slags. Cleon's hverdag var sjældent kedsommelig, men han ønskede ikke at tale om væbner-ting, eftersom han havde det fint med, at hun troede, han bare var en almindelig adelsmand. "Men heldigvis varer den længe endnu. Måske når De at længes hjem, inden rejsens afslutning?"

[Pendrima af Condia]

Pendrima smilede og nikkede. Det var også sådan hun havde det. Hverdagen på universitetet med at læse og blive undervist virkede kedelig. Rundrejsen var kommet på et godt tidspunkt, for hun var ved at køre død i sine studier. Men hun vidste, at hun ville genoptage dem med fornyet styrke, når hun kom hjem igen. "Det giver jeg Dem ganske ret i," sagde hun og rettede en fold på sin kjole.

Hun trak let på skuldrene ved hans spørgsmål. "Måske. Jeg bor dog ikke i mit eget hjem endnu," sagde hun og et hemmelighedsfuldt smil gled over hendes læber. Hun boede jo på universitetet og ikke hjemme på lensborgen.

[Cleon af Tasrid]

Han trak uceremonielt på skuldrene. "'Hjem' er hvor hjertet er." Han følte efterhånden mere paladset som sit hjem, end forældrenes hus i hovedstaden. Han var selvfølgelig hjemme hos dem engang imellem, men størstedelen af hans tid befandt han sig på slottet. Og han var faktisk ikke sikker på, hvordan han ville have det med at skulle forlade stedet næste år.

Hans tanker var drevet lidt på langfart, mens han tænkte disse tanker, men imens havde hans underbevidsthed åbenbart arbejdet for ham, for pludselig gled hendes identitet på plads. Han var ikke den mindste smule i tvivl om, at hans samtalepartner var den unge arving til Marmist. Pendrima havde ikke været sådan at overse til banketterne. For det første var hun ung og smuk, men hun havde det også med at skille sig ud fra mængden og et smørret smil dansede om hans læber. "Kunne nådigfrøkenen ikke tænke sig at ledsage mig på en kort tur i haven?"

[Pendrima af Condia]

Pendrima løftede det ene øjenbryn, dog uden at den unge herre kunne se det, masken dækkede for det meste af hendes ansigt. "Mit hjerte ligger hos mine forældre," sagde hun blot og forventede ikke, at han forstod, hvad hun mente.

Hun blev overrasket, da han forslog at de skulle gå en tur. Hun drejede hovedet og så undersøgende på ham. Hun havde sine betænkeligheder, især fordi hun ikke havde sin selskabsdame med. Hun var stukket af fra den gamle dame for længe siden. Nu fortrød hun måske lidt. Men så på den anden side. Hun havde lavet det, der var langt værre end at gå en tur uden selskabsdame. "Meget gerne," svarede hun og gengældte hans smørrede smil.

[Cleon af Tasrid]

Nu hvor han havde sat identitet på hende, havde han intet problem med at forstå hendes kommentar. Som arving havde man et særligt bånd til sine forældre, fordi man en dag skulle overtage deres forpligtelser. "Det forstår jeg." Han rejste sig med et smil og rakte sin arm frem imod hende, så hun kunne tage den, hvis hun skulle ønske det. "Det glæder mig. Det er så kedeligt at gå tur uden selskab." Han styrede dem hen på en sti og var lidt overrasket over at opdage, at ingen fulgte efter dem. "Har De ingen anstandsdame?" Hans smil afslørede, at han på ingen måde tænkte dårligere om hende af den grund, men snarere fandt det lidt morsomt.

[Pendrima af Condia]

Pendrima vidste ikke helt, om han nu rigtigt forstod Men hun lod det ligge. Der var ingen grund til at snakke mere om den slags. Hun tog hans arm med et stort smil, og løftede lidt op i kjolen, da hun rejste sig fra bænken. "Det har De så evigt ret i, Junker," sagde hun med et leende toneleje. Hun fulgte frivilligt med, og tænkte ikke på, at de var alene nu. Da han spurgte til hendes anstandsdame, sendte hun ham et bredt smil. "Vil De blive meget vred på mig, hvis jeg fortalte, at jeg lod mig forsvinde fra hende i mængden?" Spurgte hun en anelse kælent og sendte ham et drillende blik. Hun forsøgte at flirte med den unge herre, som hun måske havde mødt til en af de mange banketter som hun havde været med til.

[Cleon af Tasrid]

Han lo lidt og lagde sin frie hånd over hendes og gav den et roligt klem. "Jeg kan ikke blive vred på så yndig en kvinde." Han blinkede til hende, selvom han ikke var sikker på, om hun kunne se det. Han valgte en sti, hvor han trods alt kunne se nogle mennesker. På trods af det hele, ønskede han ikke at få en eller anden hertug på nakken med beskyldninger om at have bragt skam over hans datter.

De gik lidt i tavshed, hvorefter han ikke kunne holde sin mund mere. "De er Komtesse Pendrima, ikke sandt?" Selvtilfredsheden kunne han ikke holde helt ude af sin stemme, men det gjorde nu heller ikke noget.

[Pendrima af Condia]

Pendrima fandt det en anelse mærkeligt at den unge mand gav hendes hånd et klem. Følelsen af hans hånd mod hendes sendte kuldegysninger ned langs hendes ryg. Hvad dette betød havde hun ikke den fjerneste anelse om. Hun havde følt det før, men forstod ikke reaktionerne fra sin krop.

Stilheden omkring dem var besynderlig, som om han ventede på, at hun skulle sige et eller andet. Dog var det ham, der først brød stilheden. Hun drejede hovedet ved lyden af sit navn. Hun kneb øjnene svagt i og så undersøgende på ham. "Jo, det er jeg," svarede hun, usikker på, hvor han ville hen med dette. Hun brød sig ikke om, at de legede denne gætteleg, hvor han tilsyneladende havde overhånden.