En og mange flere

[Octavio Guldsmed]

Catherea Guldblomme
24. januar 526 M. T

Tågelygten summede af mennesker, som den altid gjorde om aftenen. Octavio nød at tilbringe sine aftener her, når han ikke var hjemme sammen med sin familie. Men disse mennesker, der drev Tågelygten, de var også som en slags familie for ham. Han havde kendt dem i snart ti år. Især Mycah havde taget sig af den mørkhudede guldsmed.

Den unge guldsmed var lige kommet ind ad døren, og kiggede sig omkring i krostuen. Var der nogen, som han kendte? Ikke lige umiddelbart. Men det tog han ikke særlig tungt, så var det måske på tide, at lære nogle nye mennesker at kende. Han fik et krus øl stykket i hånden, hvorefter han satte af sted mod et bord, hvor der sad en enlig og ung kvinde. Han var ikke på jagt efter en til at varme sig om natten. Det var han aldrig. Men han kunne godt tænke sig noget selskab. Og måske kunne hun også det.

Han stoppede op ved bordet. "Undskyld, men må jeg sætte mig her?" Spurgte han, og man kunne nemt ane en fremmed accent i den måde, som han udtalte ordene på. Selvom han havde været i Corus i mange år, så havde han ikke lagt accenten fra Galle på hylden. Derhjemme snakkede de sjældent tortallansk.

[Catherea Guldblomme]

Catherea var i fuld gang med at forberede sig til at skulle aflægge prøver for at opnå sin mestergrad. Der var meget der skulle kunnes og Cathera var en ambitiøs kvinde. Hvorfor hun så netop denne dag var taget hen på Tågelygten vidste hun ikke rigtig. Eller jo hun havde besluttet at det var nemmere at få andre til at lave maden for sig, end selv skulle til at tænke på det. Fidusen var bare den at der var en del mennesker som man kunne falde i snak med. Dette havde hun dog indtil nu undgået. Egentlig havde hun nydt at der var andre mennesker som rundt om hende lavede helt hverdags ting, det var på en måde beroligende.

Hun var lige blevet færdig med sin mad, da en stemme lød overraskende tæt på, hun glippede let med øjne og kiggede derefter op på et underligt ansigt hun ikke rigtig synes at kende. "Undskyld?" spurgt hun, det var lidt pænere end at spørge hvad, når det var en mand man ikke kendte.

[Octavio Guldsmed]

Octavio var ved at vade sig selv over tæerne, mens han stod og ventede på hendes svar. Men hun havde åbenbart ikke hørt ham i al larmen fra de andre gæster på Tågelygten. Han sank en klump i halsen og rømmede sig, mens han gjorde sig klar til at svare hende.

"Jeg spurgte blot, om jeg måtte gøre Dem selskab?" Han gentog sit spørgsmål, men modificerede det lidt. Han sendte et venligt smil i hendes retning og trådte et skridt længere frem, så han stod ved siden af den stol han kunne sætte sig på. Men i stedet for at gøre det, drejede han rundt og betragtede hende blot i stedet for.

[Catherea Guldblomme]

Catherea sendte en smil tilbage til manden som stod overfor. "Vær så god." svarede hun og rakte hånden frem som invitation til at han blot kunne sætte sig ned. Hun smilede og så til den tallerken som han holdte i hænderne. Hun nikkede i retningen af maden. "Den er god i dag. Igen i dag." Hun betragtede manden som stod overfor hende. Hun lagde mærke til det markerede kæbeparti, det sorte hård. Da gik det op for hende at han havde nogle store øjne, farven havde hun svært ved at se.

[Octavio Guldsmed]

Octavio satte sig ned, da hun gav ham lov. Han var glad for, at han måtte gøre hende selskab. Det virkede forkert, at sidde på Tågelygten alene. "Tak," svarede han og stillede sin tallerken på bordet foran sig. Til hendes ord nikkede han med et bredt smil på læberne. "Maden her er altid god, det er min erfaring gennem de sidste ti år," sagde han og betragtede den unge kvinde foran sig. "Jeg er Octavio Guldsmed," præsenterede han sig med et bredt smil, mens han forsøgte at placere hende. Han havde ikke set hende før på Tågelygten. Men der kom også ret mange mennesker.

[Catherea Guldblomme]

Catherea smilede til manden over for sig. "Det er alligevel en del år." Hun knep øjnene let sammen og mindes ikke rigtig at have set dette ansigt før. Betød det så mon at han ikke var fra byen. Heller ikke da hun fik navnet var der nogen genkendelse, guldsmede var ikke dem hun normalt snakkede mest med. "Catherea Guldblomme." Hun smilede mens hun pillede lidt ved gaflen som lå på den tomme tallerken. "Jeg er her ikke sådan fast, men jeg har boet her i distriktet hele mit liv." fortalte Rhea selvom det ikke helt var sand, hun havde boet på universitet og paladset et par år.

[Octavio Guldsmed]

Han sendte hende er bredt smil. Det var en del år ja. Men det var omtrent cirka så lang tid han også havde boet i Corus. Ved hendes navn fik han et nysgerrigt blik i øjnene. Han fik dog ikke mulighed for at stille spørgsmålstegn ved det, da hun allerede var fortsat i samtalen. "Jeg må indrømme, at Deres ansigt heller ikke virkede bekendt," sagde han venligt. "Da jeg kom til byen for ti år siden, så tog Bryggerfamilien imod mog med åbne arme. Så jeg er næsten fast inventar," fortalte han om sig selv. Det havde været en fast støtte for han, for han havde ikke kunnet sproget i Corus, og kulturen var anderledes i Tortall. Men han havde formåey at finde sig tilrette.

[Catherea Guldblomme]

Catherea smilede muntert. "Ej hvor pudsigt, vi må være gået lige forbi hinanden ret tit. Jeg kender og har arbejdet lidt sammen med Elva, og Annalyn har også hjulpet mig en hel del." Catherea synes det var meget underholdende at de havde kendt de samme mennesker i så lang tid uden rigtig at hilse på hinanden. Men på den anden side var hun ikke så forundret igen. Hun havde brugt en hele del år og tid på sine studier, og når hun havde været sammen med Elva eller Annalyn var det også af andre grunde. "Hvor kommer du fra?" Spurgte hun nysgerrigt og alle tanker om den forstående eksamen var slettet fra hendes tanker.

[Octavio Guldsmed]

Octavio så forundret på hende. Han ville helt sikkert have opdaget det, hvis han var stødt på hende. Så kønt et ansigt ville han bestemt ikke have glemt. Navnet Annalynn sagde ham ikke meget. Han havde hørt om hende, men endnu ikke stødt ind i hende, selvom han havde opholdt sig i krostuen ret ofte. "Virkelig? Jeg ville helt sikkert have husket, hvis vi var stødt ind i hinanden," sagde han med et smil og tog en bid af sin mad, inden den nåede at blive alt for koldt. Han lagde godt mærke til, at hun kaldte ham du, men gjorde ikke mere ved det. "Min mor er fra Galla, og min far var fra Scanra. Selv boede jeg størstedelen af mit liv i Galla," fortalte han.

[Catherea Guldblomme]

Rhea smilede igen, og overvejede om manden over for hende flirtede med hende og lige havde givet hende en kompliment. Hun lod den passere og bad i stedet mærke i der hvor han kom fra. "Ej hvor spændende. Hvordan er Galla?" Catherea havde boet hele sit liv i Corus og havde ikke været meget uden for Tortall og glædet sig derfor også til at blive færdig så hun kunne komme til Carthak. Hun glædet sig til at møde nye kulture og glædet sig altid over at gøre om nye fra andre. Hendes øjne lyste af interesse. At hun var kommet til at sige du, havde hun ikke selv lagt mærke til. Alt helst fortrak hun at være dus med alle fra starten, men hun vidste at det ikke gik, så nogle gange glemte hun det bare at starte med De. Alt hendes læsning op til eksamen havde heller ikke gjort det bedre.

[Octavio Guldsmed]

Octavio havde ikke bevidst givet hende et kompliment. Men han kunne godt se, at det sagtens kunne se ud som om, at han havde flirtet med hende. Hvis han havde haft modet, så havde han nok også gjort det. Heldigvis nævnte hun det ikke, og hun sprang videre til et emne der interesserede ham. "Galla er varmt, med en farverig kultur. Kvinder går klædt i meget klare farver, og det samme gør mændene," fortalte han. Guldsmeden havde dog selv taget den tortallanske mode til sig. "Vi boede i Cría hos min bedstefar, der var guldsmed," fortalte han videre. Han skæve hen til hende, for at se, om hun nu også fandt det særlig spændende.

[Catherea Guldblomme]

Rhea lyttede med dybt betagelse da den anden fortalte. Varme stærke farver, det lød lige som et sted for hende at handle stoffer til sit tøj. Hun lyste op ved den sidste sætning. "Guldsmed i hovedstaden det lyder spændende. Det må være anderledes?" Catherea havde aldrig snakket med en rigtig guldsmed før, men havde set mange guldsmykker, hun var specielt interesseret i de smykker som have fået magiske berøring.

[Octavio Guldsmed]

Octavio kendte ikke til andet end at leve i en hovedstad, så han smilede til hende og trak let på skuldrene. "Ikke meget mere anderledes end at være guldsmed her, vil jeg tro. Jeg har ikke oplevet, at arbejde i de mindre byer rundt omkring," svarede han med et skævt smil. "Men deres smykker ser noget anderledes ud, end dem der bliver båret i Corus. De er oftest lavet af guld, er store og skinnende. Ligesom deres valg af farver i tøj," fortalte han videre. Hans mor bar især stadigvæk smykker som om, at hun boede i Cría endnu. "Jeg laver ofte en lille udstilling i min butik med smykker fra andre lande," når hans far var kommet hjem, havde han ofte medbragt smykker fra andre lande, og Octavio havde med aller største glæde studeret dem, og tegnet dem til senere brug og inspiration.

[Catherea Guldblomme]

"Så De er guldsmed." sagde Catherea med glæde. Det var ikke altid til at vide, om folk virkelig lavede det de hed til efternavn eller om det var et navn de havde arvet og ikke fået skabt sig et nyt et selv endnu. Hun havde lyttet interesseret til hans fortælling, og hun tænkte ved sig selv at hun måtte kunne lide Galla med alle de farver det siges at de har. "Ej den udstilling vil jeg rigtig gerne se." Hendes øjne lyste af begejstring. Især med hendes egen udsigt til at skulle til Carthak var eventyrlysten helt fremme i hendes sind.

[Octavio Guldsmed]

Han nikkede bekræftende. "Jeg er guldsmed ja," sagde han med et smil. Han begyndte igen at spise af sin mad, inden den blev helt koldt. Han ville nødig lade det gå til spilde, og han var ret sulten. Han havde været optaget i værkstedte det meste af dagen, og havde mere eller mindre glemt at få spist i løbet af dagen. "De skal være hjertelig velkommen," sagde han, glad for at hun udviste så stor interesse for hans arbejde. "Jeg kan endda vise Dem værkstedet, hvor jeg udtænker de smykker, som bliver solgt i butikken," han sendte hende et bredt smil igen. Hun virkede som en venlig sjæl, og det var lidt ærgerligt, at han ikke havde mødt hende noget før, nu hvor de kendte de samme mennesker.