Efter konkurrencen

[Cassandra af Rosenmark]

Piers af Mindelan

20. juni, 526 M.T.

Cassandra havde begivet sig ned for at se spidsrodskonkurrencen, og stod nu blandt tilskuerne, for at se de dystende. Da Cleon så kom på, holdte hun vejret. Hun turde næsten ikke at kigge, men da han så faldt ned, kunne hun ikke stå stille længere. Hun søgte dog efter ham forgæves, og endte med at rette opmærksomheden tilbage mod konkurrencen. Da hun så Piers, kantede hun sig tættere på. Hun havde ikke vidst at han skulle deltage, og mærkede en kilden i maven. Hun havde ikke glemt deres snak for tre dage siden. Hun havde tværtimod næsten ligget søvnløs. Hun kunne stadig ikke finde ud af, hvordan hun følte, men ville stadig gerne snakke med ham. Hun ville gerne lære ham bedre at kende, men turde næsten heller ikke.

Da han så faldt ned, skyndte hun sig hen til ham, inden han forsvandt i mængden, ligesom Cleon. Hun holdt sig dog lidt på afstand, da der kom nogle folk hen til ham, men prøvede ikke at gøre sig usynlig. Selvom hun var fristet til det.

[Piers af Mindelan]

Piers havde besluttet sig for at deltage i spidsrodskonkurrencen. Han havde endnu ikke deltaget i nogle af de andre konkurrencer, som havde været på rundrejsen. Og han skulle jo præsenter Mindelan på en eller anden måde. Med en stor portion held, god timing og en helvedes masse talent, klarede han sig igennem halvdelen af banen, inden han faldt ned fra banen. Han havde dog klaret sig bedre, end han havde forestillet sig. Han blev trukket op af et par unge væbnere, og han smilede venligt til dem, mens han afværgede deres hjælp hen til teltet. Det mente han, at han var udmærket i stand til selv. På vejen derover tog han sig til hovedet, da han havde fået en dundrende hovedpine. Han lagde mærke til Cassandra i udkanten af sit synsfelt, og begyndte at svaje lidt. Han var svimmel. Da han var kommet helt hen til hende, måtte han læne sig op ad hende. "Jeg tror desværre, at jeg slog hovedet ret hårdt," mumlede han og pegede hen mod teltet foran ham. "Kan du ikke hjælpe mig derind?" Spurgte han og tog sig ikke lige af etiketten. Han skulle sidde ned og have noget vand.

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra sukkede lettet over, at han ikke var kommet til skade, da han vinkede væbnerne væk med et smil. Han havde klaret sig utrolig godt, og hun ville lykønske ham, da han kom hen til hende. Men han så ikke helt så rask ud, da han prøvede at gå, og hun tog nogle skridt hen imod ham. Han havde åbenbart slået sig alligevel, og hun mærkede en begynde bekymring. Hun hadede at se andre have ondt, og ville gøre alt hun kunne for at hjælpe. Da han endelig kom hen til hende, lænede han sig dog op ad hende, og hun gjorde store øjne, og kæmpede for at finde balancen. Godt nok, var Cass højere end de andre piger, men Piers var langt højere. Han havde også en del flere muskler, og hun havde ikke lige regnet med den ekstra vægt, men fandt heldigvis balancen. "S-selvfølgelig." Hun begyndte at trække af sted med ham, allerede meget bekymret, og måtte tage sig selv i at ville stryge ham over panden, ligesom hun havde gjort med Fal, når han havde slået sig. Hun regnede med, at han havde slået sig rimelig meget, hvis han havde glemt etiketten, og lod sig derfor ikke mærke med manglen på den.

[Piers af Mindelan]

Piers kunne mærke, at svimmelheden efterhånden kom over ham, og det hjalp absolut ikke på den dundrende hovedpine. Han skar en grimasse, mens han forsøgte at gå selv, og samtidig blive slæbt af sted af Cassandra. Det så sikkert yndigt ud, men han havde ikke overskud til at tænke på, hvordan det kunne opfattes af andre, at hun bragte ham ind i hans eget telt. Da de kom derhen, tog en tjener over, og hans vægt fjernede sig fra Cassandras skuldre. "Kom bare indenfor," sagde han lettere omtåget, og blev lagt ned på det, der var hans seng. "Sikke en køn ridder jeg er," sagde han og forsøgte at sende Cassandra et bredt smil, men det gjorde ondt, og endte med at blive en grimasse der så ud som om, at han havde ondt i kraniet. "Jeg begynder at fornemme, at det var en dårlig idé at deltage i den konkurrence," mumlede han og tog sig til hovedet.

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra havde godt bemærket de mange blikke, der kom, men valgte at ignorere dem, selvom hendes kinder endnu en gang, havde fået farve. Og så var det heller ikke just fordi, at Piers var let. Han så ikke ud til at veje meget, men det gjorde han, og hun var umådelig lettet, da en tjener tog vægten fra hendes skuldre. Hun bevægede skuldrene let, men blev stående udenfor. Det var ikke godt for hendes ry, hvis hun gik derind. "Er De sikker på, at det er en god idé?" Hun ville dog gerne ind. Da hans smil endte i en grimasse, trådte hun alligevel ind. Da han tog sig til hovedet, skyndte hun sig hen til sengen, og satte sig på hug. "Hvor har De ondt henne?" Hun ville lægge sin hånd på hans pande, med lod være, hvis det var der, hvor det gjorde ondt. Hun vendte sig om mod tjeneren, der endnu ikke have forladt teltet. "Vil De være sød at hente noget vand? Også gerne en klud med lunkent vand?" Hun smilede til tjeneren, der bukkede, og gik ud af teltet for at finde det fornødne. Cass blev til en anden, når der var brug for hende. Så glemte hun genertheden, og blev mere moden. Hun brød sig virkelig ikke om, at se andre i smerte.

[Piers af Mindelan]

Piers skulle til at svare Cassandra, da hun trådte ind i teltet. I det mindste var teltdugen ikke slået ned, så man kunne sagtens se, hvad der skete der inde. Absolut ingenting. Ikke udover en ung komtesse, der tog sig af en såret ridder. Sådan følte Piers det i hvert fald. Hans stolthed var en smule såret over, at han havde været nød til at bruge Cassandra til at transportere sig hen til teltet. Men sådan havde nu en gang foregået. På hendes spørgsmål om, hvor han havde ondt henne, svarede han; "I hovedet," og fjernede hånden fra panden. Den gjorde alligevel ikke noget godt deroppe. Det var ikke ligefrem fordi, at den lindrede smerten. "Og så er jeg måske bare en lille smule svimmel," mumlede han, og hørte, hvordan Cassandra kommanderede rundt med hans ene tjener. Det klædte hende, og han ville gerne se mere af den modne kvinde.

[Cassandra af Rosenmark]

Selvom Cassandra gerne ville hjælpe Piers, var hun ikke helt sikker på, hvad hun skulle gøre. Hun havde ingen helbredende kræfter, og hendes viden omkring det felt, var meget lille, på trods af, at hun ofte selv havde slået sig. Hun overvejede at tage sin amulet med helende kræfter af, men tjeneren kom i samme øjeblik tilbage. "Tak." Hun rakte ham vandet, og var klar til at hjælpe ham, hvis der blev brug for det. Så fugtede hun kluden, og holdte den klar.

Hun signalerede til tjeneren om at blive, og ønskede at hun vidste noget mere om skader. Cass rykkede på sig, og strøg ham blidt i panden, optaget af tanker. Hun plejede at gøre det ved Fal, og det gik først op for hende, hvad hun gjorde, da hun så tjeneren. Hun skyndte sig at fjerne hånden, og rødmede. "Er det slemt? Har De brug for en helbreder, eller noget andet?" Hun vidste, at der ikke var nogen pårørende. Men der kunne være nogle venner hun skulle hente? "Har De nogen, som jeg skal hente?" Hun var ikke sikker på, at hun burde blive, selvom hun havde lyst. Det kunne også tænkes, at der var andre han hellere ville have siddende.

[Piers af Mindelan]

Piers vinkede til tjenere, og gjorde tegn til, at han kunne gå. Selvfølgelig gik tjeneren ikke ret meget længere, end på den anden side af teltdugen, som nu blev slået halvt for. Han drejede hovedet og så ned på Cassandra, der sad på hug foran ham. Hun så frygtelig yndig ud sådan der. Han var dog ikke helt sikker på, om han tænkte sådan, fordi han havde slået hovedet, eller fordi han rent faktisk mente det. Han troede dog mest på det sidste. "Nej, det gør ingenting," sagde han og nød hendes berøring på hans pande. Hun havde så bløde hænder, at det føltes som silke, der blev strøget hen over hans pande. Han sendte hende et varmt smil. "Jeg har ikke brug for andet selskab end Deres, Cassandra," sagde han og lagde en hånd ovenpå hendes, som han havde gjort den dag til brylluppet.

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra smilede venligt til tjeneren, der modvilligt flyttede sig. Det var dog heller ikke særlig langt, men det gjorde ikke Cass noget. Så behøvede hun ikke at bekymre sig om sin ære. "Er De sikker? De kunne jo have hjerterystelse." Hun rynkede bekymret brynene, og kiggede på ham. Godt nok kunne Cass aldrig være sikker, og stille en diagnose, men hun ville helst ikke have at han havde en hjernerystelse. "Har De fået det bedre?" Han så ud til at have fået lidt mere farve i hovedet, men hun var ikke sikker. Hun håbede det, da hun havde en knude i brystet af bekymring for ham. Hun smilede tilbage på hans varme smil, og bed sig kort i læben, for ikke at smile alt for stort. "Så vil jeg blive." Hun var lige ved at spjætte, da han lagde sin hånd på hendes. Hun smilede undskyldende, men kunne ikke lade være med at klemme hånden. De sad heldigvis med hænderne skjult, for tilskuerne uden for teltet, ellers ville hun aldrig have turdet.

[Piers af Mindelan]

Piers tænkte sig lidt om. Han kunne godt have hjerne rystelse, men så længe han ikke var besvimet eller havde kvalme, så var det en ret let hjernerystelse. Det betød, at han bare skulle tage den med ro i et par dage, måske i en uges tid. Og så ville han sikkert være på toppen igen. han håbede det, for han gad ikke være sengeliggende, når han skulle imponere Cassandra. Og det gjorde han ikke ved at ligge ned og være ynkelig. Han var ikke svimmel længere, nu havde han bare hovedpine. "Jeg har det lidt bedre, men det skyldes nok Deres beroligende selskab," sagde han, og gjorde ikke noget forsøg på at trække sin hånd til sig. Han kunne godt lide at mærke hendes lille og kvindelige hånd i hans ru hånd. "De var på vej hen til mig, da jeg kom ned fra banen. Ville De noget specielt, eller bare snakke med mig?"

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra smilede til ham, da han sagde at han havde fået det lidt bedre. Det lettede presset i brystkassen, og hun åndede lettet op. Så kunne det nok ikke være en hjernerystelse, men hun var ikke sikker. Han burde have en healer til at kigge på sig. "Er De sikker på, at De ikke vil se en helbreder?" Han kunne sikkert høre ængstelsen i hendes stemme, men hun var ligeglad. Han måtte gerne vide, at hun bekymrede sig for ham. Hun kunne være alt for overbeskyttende, men hun prøvede at lade være. Han var trods alt ridder, og ældre end hende. Så han burde være stor nok til at kunne klare sig selv.

Hun mærkede igen en kilden i maven, da han ikke flyttede på hånden. Hun klemte den igen, usikker på hvad hun ellers skulle gøre. Hun flyttede kort på sig, inden at hun svarede. "B-bare snakke." Hun ville gerne lære ham at kende, inden hun tog en beslutning. Hun mærkede dog de forbandede kinder blive rosa igen, da hun tænkte på den anden grund til, at hun kunne være kommet.

[Piers af Mindelan]

Piers nikkede som svar på hendes spørgsmål. Han mente ikke selv, at han havde behov for en healer. Ikke lige nu i hvert fald. "Ikke lige nu. Hvis det stadigvæk gør ondt i morgen, så lover jeg, at jeg opsøger en healer," sagde han. Han havde godt lagt mærke til ængstelsen i hendes stemme, og det fik en mærkelig følelse til at skyde igennem hans krop. Det føltes mærkeligt. Enze havde så tit snakket om kærlighed. Kunne dette være kærlighed? Han rystede mentalt på hovedet af sig selv. Da han igen kiggede på hende, lagde han mørke til hendes røde kinder, og det fik et varmt smil frem på hans læber. Han lod en tommelfinger køre frem og tilbage på hendes håndryg. Det virkede besynderligt, at give et andet menneske sådan en kærlig berøring. Det havde han ikke gjort før. "De rødmer, Cassandra. Er det fordi, De er alene med mig i mit telt? Jeg beklager det dybt," sagde han, og man kunne høre ømheden i hans stemme.

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra mærkede bekymringen falde lidt til ro, da han sagde at han ville opsøge en healer, hvis det blev værre. Hun hadede at se andre sårede, og det generede hende lidt mere at det var Piers. Og, at hun ikke kunne gøre noget ved det. Hun lovede sig selv, at hun ville lære noget om det. "Det gør mig straks mere rolig." Da han strøg hende over hånden, gjorde hun store øjne, før at hun smilede. Hun nød berøringen, og mærkede kriblen i maven, blive større. Det var uvant for hende, men meget rart.

"N-nej, det er ikke derfor." Hun overvejede, at slå sig selv for panden, men lod dog være. Nu skulle hun forklare hvorfor hun rødmede. "Det.. var bare.. der var en grund til at jeg kom." Hun trak vejret dybt. "Mine forældre har endnu ingen planer for mit ægteskab." Hun var ligeglad med, at hun var alene i hans telt. Det føltes ikke forkert. Overhovedet. Da hun kunne høre tonefaldet i hans stemme, var hun ved at smelte. Hun var dog ikke sikker på, at han kunne bruge informationen til noget. Han havde trods alt slået hovedet.

Rettet efter Cass/Tamira-tråd

[Piers af Mindelan]

Piers ville have haft stor forståelse for, hvis hun ikke brød sig om at være alene med en ældre mand i et telt, hvor hun egentlig ikke burde være. De var hverken gift eller i det mindste forlovet. Så hun burde have sin selskabsdame med, eller en tjener, nr hun var alene med ham. Men her var de, to unge mennesker, som var meget fåmælte, men sagde tingene, så den anden forstod dem. Han så overrasket på hende, og kunne ikke komme i tanke om, hvorfor hun skulle have en grund, til at opsøge ham. De havde jo en aftale indbyrdes, om at de skulle lære hinanden at kende, før de gav sig til at snakke om dybere følelser. Dog ramte hendes ord ham i mellemgulvet, og han satte sig langsomt op i sengen. Han rejste sig op fra sengen, og trak hende op fra den siddende stilling, som hun havde indtaget. "Det glæder mig," sagde han lavmælt, da han strøg en finger over hendes kind. Han løftede derpå hendes hånd op til sine læber, og plantede et svagt kys på den.

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra bemærkede godt hans overraskelse, da hun sagde at hun havde en grund. Hun forstod bare ikke helt. Hun havde jo aftalt med ham, at hun skulle komme, når hun havde snakket med hendes forældre omkring hendes ægteskabsplaner. Men han havde nok ikke regnet med, at hun havde fået snakket med moderen så hurtigt.

Hun kiggede bekymret på ham, da han rejste sig, og skulle til at række hænderne ud, for at stoppe ham, da han tog hende med. Hun gjorde store øjne, og mærkede sit hjerte slå hurtigere, end nogensinde før. Hendes kinder blev ikke røde, men hun havde det som om, at hun brændte op indeni. Da han strøg en finger over hendes kind, blev hendes knæ helt bløde, og hun troede et øjeblik at hun ville falde om. "Det er... Det er jeg glad for at høre." Hun var åndeløs, og usikker på hvad der nu skulle ske. Hun vidste, at hun ikke længere var i stand til at formulere mere, og valgte ikke at sige noget. Da han kyssede hendes hånd, kunne hun slet ikke forstå at dette rent faktisk skete. Hun smilede fortryllet til ham, og fangede langt om længe hans blik.