Svaret af Miri Iskandar on Jun 20, 2015 21:59:05 GMT
Collab mellem Miri Iskandar & Alin Jelinek
foråret år 522 M.T.
Det var en af årets første rigtigt varme dage og Miri havde det varmt i solen. Hun sad på en væltet trærod ved vandkanten og havde trukket skørtet op til knæene, så hun kunne stikke benene i det kølige vand. Flodbådene var tøjret kun få meter væk og hun sad foroverbøjet, for at kunne vaske sine få beklædningsgenstande. Selvom hun havde bundet håret tilbage, så blev enkelte lokker ved med at falde ned i ansigtet på hende og hun strøg sin underarm tilbage over panden, før hun kastede sig over arbejdet igen.
Der var ting, der var nemmere at klare, når de var på land og Miri havde brug for at holde sig i gang. Brishen var rejst kort forinden og udover sit eget savn, så blev hun også tynget af sin mors. Det fik hende til at søge væk og fordybe sig i arbejdet og sine egne tanker.
Alin havde hjulpet de andre med at sikre bådene lidt bedre og da de var færdige, havde han set Miri’s skikkelse på flodbredden og havde sat retning imod hende. Han kom gående langs floden med rolige skridt og strøg ubevidst over det skæg, han havde anlagt sig over vinteren.
Da han kom hen til hende lænede han sig frem og kyssede hende let, hvor hendes hals mødte hendes skulder, mens han lagde sine varme hænder imod hendes sider. “Hvor er du dog smuk, nufăr.”
Det gav et let sæt i Miri og hun standsede midt i en bevægelse, med våde klæder mellem hænderne og følelsen af en varm ånde mod sin nakke. “Du ender med at få mit hjerte til at gå kaput, når du sniger dig ind på mig,” skændte hun halvhjertet og smilede svagt. I virkeligheden hamrede det en anelse hurtigere end normalt, men ikke på grund af chok.
“Prøver du at smigre mig til at vaske din skjorte, prietenă?“ Miri drejede hovedet halvt og så tilbage på ham. Det sitrede i hendes mundvige og hun hævede øjenbrynene lidt.kæreste
Han lo lidt over at have forskrækket hende og satte sig overskrævs på træroden, så hans ene ben var udstrakt bag hende og det andet nærmest var langs med hendes egne, hvilket efterlod ham i en anelse akavet stilling, men for øjeblikket var han ligeglad.
Han havde rykket sig helt tæt ind til hende og lagde nu begge arme omkring hende og trak hende let ind i sin favn, mens han lagde sit hoved på sned og kyssede hende igen i nakken og under øret. “Hvis min smiger kan få dig til noget som helst, så har jeg et andet forslag.” Hans stemme var lavmælt og hæs.
Miris mellemgulv trak sig hårdt sammen og hjertet sprang et slag over. Fingrene knugede sig tættere sammen om det drivvåde stof og hun mærkede blodet stige op i kinderne og nakken. “Du er ude på skrammer, er du,” mumlede hun og flyttede lidt på sig.
Hans arme var varme omkring hende og huden sitrede svagt, selvom de havde været tæt på hinanden i mange år. Der var dog stadig skridt, der ikke var taget og Miri var hyperbevidst om det. Hun drejede ansigtet tilbage mod floden, men smilede ganske let. “Så lad mig høre dit forslag, prietenă.”
At hun ikke afviste ham, gjorde ham modigere og han trak sig endnu tættere på hende og lod den hånd, som han havde rakt foran hende, falde ned på hendes lår, hvor han kærtegnede hende blidt uden på skørtet. “Jeg foreslår, at vi lader vasketøj være vasketøj og lige så stille henter et tæppe derhjemme og finder os et dejligt roligt sted, hvor vi bare kan være os selv.” Han kyssede hende stadig på halsen imellem sætningerne og bed let i hendes bløde hud engang imellem.
Hun sank langsomt og lukkede øjnene, mens hendes krop reagerede på hans nærgående kærtegn. De små hår rejste sig i nakken og hendes maveregion trak sig hårdt sammen. “Alin…” hviskede hun hæst og tydeligt påvirket.
Hun vred sig uroligt under hans hænder igen og tog en hørlig indånding. Miri fugtede læberne en enkelt gang, før hun slap vasketøjet med den ene hånd og lukkede den over hans, for at hindre yderligere fremgang. “Vi er ikke bundet sammen endnu.”
Han lod sig ikke påvirke af hendes lette afvisning, men forsøgte bare at trykke sig tættere til hende og krummede de fingre, hun holdt om, imod det øverste af hendes lår. “Det kunne vi ligeså godt være.” Han lænede sig ind foran hende og fandt hendes læber med sine. Ubevidst lagde han sin frie hånd om hendes nakke, så hun ikke kunne trække sig væk med det samme. “Vi har været forlovet i fem år, nufăr. Man bliver ikke mere forenet end dét.”
Han fornemmede, at hun ville sige ham imod igen og han skyndte sig at fortsætte. “Men vi behøver jo heller ikke at gøre noget forkert. Jeg trænger bare til at være tæt på dig. Et sted uden for mange øjne.” Han kyssede hende igen og listede sin tunge indenfor.
Yderligere argumenter blev bremset af det insisterende kys og Miri var ikke bedre end, at hun gengældte det og fortabte sig i det. Når man levede på flodbåde og tæt sammen med sit folk, så var man ikke uvidende om, hvad mænd og kvinder foretog sig med hinanden, men det betød ikke, at hun ikke var nervøs.
Tværtimod hamrede hendes hjerte også af andre grunde end ophidselse og hun lukkede fingrene lidt hårdere sammen om Alins. Hun brød væk, men trak sig ikke længere tilbage, end hun stadig kunne mærke hans varme ånde mod sine læber. De brune øjne var undersøgende og ikke bare, som hos enhver anden. Miri havde Synet og hun ville vide, hvis Alin løj for hende. “Bare tæt?”
Han smilede varmt til hende. “Ja. Bare tæt.” Han skævede lidt til hendes vurderende mine og vidste, hvad hun gjorde. “Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg ikke havde lyst til andet, men jeg ville aldrig tage dig, uden din accept.” Han kunne ikke lade være med at blinke og grine lidt fjoget. Det var i hvert fald sandheden. Han stjal sig til at kys mere.
“Hm,” musede hun lavmælt og slap hans hånd, for i stedet at stryge fingerspidserne over hans kind. Hendes egne var varme over hans ord, men hun smilede alligevel. “Du afholder mig fra mine pligter,” bemærkede hun, men uden at lyde særligt oprørt over det.
Miri tog en dyb indånding, før hun himlede med øjnene og lænede sig frem for at kysse ham. “Hent et tæppe. Jeg gør det her færdig og så finder vi et sted?”
Han mærkede kærligheden til hende overvælde ham og han krammede hende tæt ind til sig, inden han kyssede hende en sidste gang og smuttede diskret hjem efter et tæppe. Han tog sig med vilje god tid, så hun havde en chance for at slippe af sted med god samvittighed og besluttede sig for at gøre lidt mere ud af det, end han først havde tænkt.
Han samlede lidt mad sammen og sneg sig til at tage en smule af den vin, de havde byttet sig til i Galla. Han pakkede det hele i en kurv og lagde tæppet øverst, hvorefter han informerede deres familier om, at de ville tage ud på en privat skovtur og at de ikke skulle forvente dem hjem til middag, hvorefter han gik ud for at se, om hun var færdig.
Miri rystede på hovedet, men kunne alligevel ikke lade være med at smile fjoget, da først Alin var smuttet. Hun var en anelse skødesløs med det sidste af vasketøjet i sin iver for at blive færdig, men bekymrede sig ikke om det. Hun lod det hænge til tørre tæt nok på lejren, til der ikke var nogen der ville stjæle det og var færdig, netop da den velkendte skikkelse dukkede op igen.
Hun tørrede sine hænder i skørtet og vendte sig mod ham. Hendes blik faldt mod kurven og hun hævede øjenbrynene let, men kunne ikke lade være med at smile. “Det ligner mere end et tæppe?”
Han kunne mærke, at han smilede alt for stort, da hans blik faldt på hendes flotte skikkelse, men han kunne ikke gøre for det. I hans ydmyge mening, var hun den smukkeste skabning, som kunne gå på to ben. Og hun var hans.
“Jeg fik lyst til at gøre mere ud af det.” Han smilede stadig, dog lidt mere behersket nu. “Jeg har taget mad med.” Han løftede kurven lidt op. “Nu skal vi bare finde et egnet sted.”
Miri hævede øjenbrynene lidt, før hun rystede på hovedet af ham og smilede bredt. “Jeg føler mig jo næsten helt som en prinsesse på et stort palads,“ konstaterede hun drillende, men med en lille flagren i mellemgulvet, da hun tog hans hånd og lod ham føre dem et stykke ind i vildnisset - uden at de kom så langt væk fra bådene og resten af folket, at de ikke var i sikkerhed.
De fandt sig en lille lysning, hvor græsset godt nok var meget højt, men det trampede det fladt, inden han bredte tæppet ud, hjalp hende ned og sidde og begyndte selv at arrangere maden. Da det hele var på plads, trak han proppen af vinen og hældte lidt op i deres krus.
Derefter rakte han det ene til hende og satte sig ved siden af hende med sit eget. Hans øjne fandt hendes og han holdt dem et øjeblik. “Skål - for os.” Han lænede sig ind og kyssede hende et øjeblik, inden han han brød af og nippede til vinen med at smørret smil.
Miri så på hele opstillingen med tydelig skepsis. Det virkede som sådan noget rige mennesker gjorde og hun var i større grad vant til at spise grød fra en stor, fælles gryde. Overraskelsen var tydelig, særligt over vinen, og hun så længe og lettere mistænksomt på Alin, før hun tog mod kruset.
“Du er gal,” konstaterede hun, uden helt at kunne lade være med at smile efter han havde kysset hende alligevel og duftede til vinen, før hun tog en lille tår. En svag, nydelsesbetonet lyd gled over hendes læber og hun lukkede øjnene i et øjeblik. “Hvem stjal du den fra? Gamle Kurio?”
Han kunne ikke lade være med at grine at hendes mistænksomhed. Det var ikke sådan han plejede at opføre sig, men han var blevet ældre og det var hun også. Det var en vigtig aften for ham og han ønskede, at den skulle være speciel.
Han rystede på hovedet med følelse. “Nej er du gal? Ham tør jeg ikke lægge mig ud med.” Han smilede lidt igen. “Jeg tog noget af min fars private forsyning. Forhåbentligt opdager han det aldrig.” Han blinkede uvornt med det ene øje i hendes retning.
Miri lo impulsivt. “Du er mere snu, end hvad der er godt for dig, prietenă,” svarede hun tørt, men med et smørret smil. Hun satte forsigtigt kruset fra sig i græsset og lænede sig til siden for at kysse ham dvælende. Alin havde måske gjort langt mere, end hvad der var nødvendigt, men hun kunne ikke ærligt indrømme, at det ikke fik hendes hoved til at snurre og mellemgulv til at flagre af sommerfugle, at han gjorde det for hende.
Han satte sit eget krus fra sig så langt væk, at de ikke kunne komme til at vælte den dyrebare drik. Derefter lænede han sig lidt ind imod hende igen og lagde lidt pres på, så hun lagde sig ned på tæppet. Han selv fulgte efter og så hende dybt i øjnene. “Jeg elsker dig, nufăr.” Han strøg en vildfaren lok af hendes om bag hendes øre og lænede sig derefter ned og kyssede hende igen.
Miri lod sig villigt presse tilbage, mens hjertet hamrede i brystet på hende. “I lige måde,” hviskede hun lavmælt, før hendes fingerspidser gled kærtegnende gennem krøllerne i hans nakke og kærtegnede den bløde hud under.
Hun sitrede under hans kys og strammede grebet om hans nakke lidt. Omgivet af mennesker, var det ikke tit de fik øjeblikke som det for sig selv og hun tillod sig at nyde det.
Han nød hendes krop mod sin og han nød hendes bløde læber. Han holdt sin overkrop oppe på den ene arm og havde lagt den anden mod hendes liv, som han brugte til at trække hende tættere på sig.
Sådan blev de ved i et stykke tid og han mærkede begæret vågne i sig som så mange gang før. Det startede som en rolig brummen i mellemgulvet, men bredte sig snart til hele kroppen og han kunne ikke få nok af hende. Uden at han egentlig valgt det bevidst, befandt hans hånd sig pludselig på hendes bryst.
Det var ikke svært at give sig hen til Alin og hun gjorde det villigt og længselsfuldt, men ikke frarøvet al fornuft. Hun trak vejret hørligt ind over hans dominerende kærtegn og hun lod ham gøre det, selvom hun vidste, hvad det betød.
Det var også det, der i sidste ende fik hende til at bryde væk fra hans læber og trække vejret hørligt ind. Miri lod hovedet falde langt nok tilbage, til at hun kunne se op på ham. Det sitrede lidt i hendes mundvige og hun skævede ned mod hånden, der dækkede et betragteligt fortrin. “Bare tæt, hm, prietenă?“
Han var ikke overrasket, men dog let opgivende, da hun stoppede ham. At hun brød kysset, gav ham luft og fornuft tilbage, men han kunne ikke lade være med at se lidt skuffet ud. “Du kan da umuligt mene, at dette er upassende for et par, der har været sammen i så mange år, som vi har?” Frustrationen skar lidt igennem, selvom han forsøgte at holde den tilbage. “Det er jo ikke fordi, jeg er ved at hive tøjet af dig.”
Miris morskab forsvandt over Alins irritation og hendes øjenbryn trak sig lidt sammen. Hun slap ham helt og skubbede sig lidt op. “Jeg lavede sjov,” svarede hun forsvarsberedt og kneb øjnene sammen. Hans tonefald var sårende og det klædte ham ikke.
Han var overrasket over hendes reaktion og trak sig lidt tilbage, så han ikke var i vejen for hende. “Hvorfor bliver du vred nu? Hvad har jeg nu gjort?!” Hans stemme blev hårdere for at matche hendes og han trak sig helt op at sidde på knæ, så han kunne se ordentligt på hende. “Jeg er en voksen mand, Miri.. Og jeg har været det i mange år efterhånden.” Han skiftede til et bedende tonefald - håbede på, at hun kunne forstå, hvad han mente. “Du må da også have det på samme måde?”
Miri trak sig instinktivt lidt længere tilbage, da hans tonefald blev skarpere og hun kneb øjnene lidt mere sammen, indtil det skiftede og hendes skuldre faldt lidt. “Selvfølgelig, Alin,” svarede hun og løftede den ene hånd, for at stryge ham over kinden.
I virkeligheden var hun også mere end nervøs. De havde ventet så længe nu, at hans forventninger måtte være skyhøje. “Jeg kan ikke gøre for, at det ikke er lykkedes endnu. Så snart vi finder en præstinde…” Det var måske ikke det han havde lyst til at høre, men hun kunne ikke andet. “Jeg har ikke noget imod… Det der.”
Han fangede hendes hånd med sin og holdt den fast mod sin kind, som søgte han trøst hos hende. Øjeblikket var forpasset, uanset hvordan man så på det og der var ingen grund til at ødelægge resten af aftenen, selvom han havde en grim fornemmelse i mellemgulvet og mærkede det stikke i hjertet. “Skal vi ikke spise?” Han forsøgte at smile og slap hendes hånd for at sætte sig tilbage på tæppet.
Miri så uudgrundeligt på ham lidt, men havde ikke tænkt sig at grave yderligere i emnet. Hun kom ikke til at ændre mening, så der var ikke nogen grund til at prikke til frustrationen. Så i stedet kyssede hun ham beklagende, men alligevel med beslutsomhed. “Jo, prietenă. Lad os.”