Mænds forhold til kvinder

[Enze af Bavera]

Piers af Mindelan

Enze var godt nok blevet inviteret med hen at se på dystløbet af sine kammerater ved livgarden, men han havde afvist dem med en dårlig undskyldningen, som han ikke for alvor troede på, at nogen ville tro på, men ingen havde sagt noget til ham om det. Sikkert fordi hans humør havde været dårligere end nogensinde før de sidste par dage.

Han havde fundet sig et roligt hjørne i ølteltet og var efterhånden i gang med sit tredje krus øl, mens han stirrede ind i teltsiden og var tilfreds med, at han begyndte at se konturerne lidt uskarpt.

[Piers af Mindelan]

Piers havde været med til dystløbet, men var hurtigt røget ud og var blevet trøstet lidt af den unge Cassandra, da en gruppe af Enzes venner kom forbi. Han havde spurgt, hvor hans bedste ven var henne, og de havde bare svaret, at han ikke kunne. En bemærkede dog, at han havde set ud til at være dårlig, og desuden var i dårligt humør.

Den unge ridder havde rynket brynene, undskyldt sig overfor Cassandra og havde bevæget sig ned til Enzes telt. Der var bare ikke nogen livgarder at finde derinde. Et suk undslap hans læber. En af tjenerne fortalte, at livgarderen var gået hen imod ølteltet. Dette kom bag på Piers, der med hastige skridt gik derhen. Et eller andet måtte være galt, siden vennen havde søgt alene derhen. Han slog teltdugen til side, og fandt den marenske mand siddende alene med et ølkrus i hånden. Han gav besked på, at han også skulle have et krus. Så satte han sig på stolen overfor Enze. "Kære broder, hvorfor skal jeg finde dig helt alene her i ølteltet, mens alle andre er til dystløbet?"

[Enze af Bavera]

Enze skar lidt ansigt, da Piers satte sig ned ved hans bord. Han ønskede ikke nogens selskab for øjeblikket, men han kunne ikke få sig selv til at vise Piers bort. "Fordi verden er et forfærdeligt sted og den eneste fornuft man kan møde i den findes i bunden af et ølkrus." Hans stemme var let snøvlende og som for at gøre en point, satte hans krusset til sine læber igen og drak til der ikke var mere. Han satte det hårdt i bordet og gjorde tegn til at få det fyldt op igen.

[Piers af Mindelan]

Piers rystede på hovedet af sin gode ven, og skulle virkelig tage sig sammen for ikke at sukke tungt over sin ven. Han havde set ham sådan her før, og det var dengang de var blevet ufattelig gode venner. Og nu var der endnu et hul i jorden, som han skulle trække sin ven op ad. "Det lyder ikke som min verden. Og her kom jeg og ville fortælle gode nyheder," sagde han og lænede sig tilbage på stolen, løftede kruset op til lænerne og tog en tår af det. "Og du har ikke tænkt dig, at fortælle din kære broder, om dine problemer? Du fornærmer mig virkelig nu," Piers forsøgte at lette stemningen lidt, og få Enze til at sige, hvad der plagede ham. Hans bedste måde at snakke om alvorlige ting, var at skabe en let stemning, så man ikke blev så dyster i sindet.

[Enze af Bavera]

Enze så på sin ven med øjne, som havde let svært ved at fokusere. ”Kom da endelige med din gode nyhed. Så kan vi se, hvem der ender med at få ret.” Normalt ville han ikke have talt på denne måde, men alkoholen havde lagt sig tungt om hans hjerne og han havde ikke tanke for at opføre sig korrekt. Det nye krus kom sammen med det, Piers havde bestilt og Enze smagte på det - om end ikke helt så entusiastisk som for et øjeblik siden.

[Piers af Mindelan]

Piers løftede afværgende hænderne op foran sig, da Enze bad om at få hans gode nyheder. Det var måske ikke tidspunktet at fortælle, at han havde fundet en potentiel kommende hustru i et meget ungt pigebarn. Det virkede som om, at der var noget meget alvorligt, der trykkede hans marenske kammerat. "Næ nej, nu snakker vi om dig, og din trang til at drukne dine problemer i et ølkrus," sagde Piers roligt, og tog endnu en tår, inden han afslappet så på Enze overbordet. "Fortæl så din broder, hvad det er der kan bringe dig så meget ud af fatning?"

[Enze af Bavera]

Enze havde sådan set meget mere lyst til at snakke om Piers, end han havde til at fortælle om sine egne problemer. Normalt ville han ikke have givet efter, men selvom det var længe siden, så havde han og Piers lært hinanden rigtigt godt at kende under krigen og han var sikker på, han ville gøre den anden ked af det, hvis han holdt sin mund.

Han sukkede lidt. "Jeg mødte en kvinde i Corus. Jeg forelskede mig og troede, hun gjorde det samme. Jeg troede, hun var mit livs kærlighed, men det tyder på, at jeg tog fejl. Så jeg har vist fortjent lidt øl." Hans stemme var kølig og nøgtern - som fortalte han en anden mands historie - og gav sig derefter til at drikke igen.

[Piers af Mindelan]

Pier slod slet ikke til at være tilfreds med det, som Enze havde fortalt ham. Der var simpelthen for lidt information i det, som den anden ridder havde fortalt. Og der måtte ligge noget mere under, siden den anden virkede så ulykkelig. Han så skeptisk på sin ven, der ikke sådan kunne narre ham. De havde i det hele taget svært ved at uærlige overfor hinanden. Det var sådan et slags forhold de havde. Som brødre. Og så selvom der var en baron af Mindelan, der ikke var videre tilfreds med det forhold. Piers rynkede panden, lagde hovedet lidt på skrå og kørte en hånd igennem sine lyse krøller, mens han betragtede Enze. "Det var så halvdelen af historien," kommenterede han og sendte sin ven et skarpt blik. "Jeg kender dig godt, og jeg ved at du fortier resten. Kom så med det, så du kan få det ud af verden. Og så kan vi begynde at finde på en løsning," sagde Piers og løftede sit eget krus op til læberne.

[Enze af Bavera]

Enze sukkede tungt af kammeraten. Kunne han dog ikke bare lade ham nyde sin brandert i fred? Hvorfor skulle de absolut tale om det her? Han kendte dog Piers godt nok til at vide, at han ikke ville slippe sit tag foreløbigt og den hurtigste vej igennem dette, ville være bare at fortælle ham hele historien.

"Fint," sagde han og så gik han ellers i gang med at fortælle om Rispah og deres kærlighed og hvordan den var kulmineret i, at hun havde lovet at vente på ham og at de havde elsket med hinanden til Beltane-festlighederne. Og hvordan han nu ikke havde hørt fra hende i over en måned. Da fortællingen var færdig, havde han ikke rigtigt lyst til mere øl, men den brændende fornemmelse af brygget var det eneste, som afholdt ham fra at begynde at græde, så han holdt ved det.

[Piers af Mindelan]

Piers lænede sig tilbage i stolen, da vennen begyndte at fortælle den rigtige historie, og det trak let i hans mundvige imens. Det var en sød historie, en af dem man normalt kun læser om i bøger. Og der endte de altid lykkeligt. Ind imellem tog han en tår af sit ølkrus, men sagde intet, da han ikke ville afbryde Enze. Da historien havde nået enden, stillede han sit ølkrus fra sig, lænede sig lidt frem og så på vennen. "Og hvad har du så tænkt dig at gøre nu? Styrte tilbage til Corus i den tro, at hun vil kaste sig i dine arme? Gifte dig med hende? Du ved godt, at det bliver dit endeligt i livgarden," sagde Piers med en trist tone i stemmen. Denne Rispah lod til, at have rodet frygtelig meget rundt i hans vens liv. Og det brød han sig ærlig talt ikke særlig meget om.

[Enze af Bavera]

Enze drak dybt af sit krus igen, da Piers begyndte at drikke. "Hvis jeg troede, hun ville have mig, ville jeg måske gøre det. Men det vil hun jo tydeligvis ikke." Han drak lidt mere og var klar over, at han snart skulle til at have hold i det, hvis han skulle have det godt i morgen. Men han lod ikke til at kunne lade være.

"Hun var perfekt for mig, Piers. Hun var min drømmekvinde" Pludselig mærkede han tårerne begynde at løbe og alkoholen gjorde, at han var ligeglad. "Hvad gjorde jeg galt?" De sidste ord var lidt klemte, så han drak noget mere øl.

[Piers af Mindelan]

Piers kløede sig let i nakken. Selv var han ikke særlig god til det der med damerne. Men til gengæld var Cassandra endnu ikke en voksen kvinde, og derfor havde han i det mindste en smule succes hos pigerne. Det troede han da i hvert fald. "Og hvad får dig til at tro, at hun ikke vil have dig? Det kunne jo være, at der er sket noget dramatisk hjemme hos hende. Hendes far kan være død, og hun er i dyb sorg," han slog ud med hænderne, og forsøgte at finde på flere undskyldninger for, at Enze ikke havde hørt noget fra sin hjertenskær. "Jeg er ret sikker på, at du spørger den forkerte om det. Hvornår har jeg sidst haft et forhold til en kvinde? Altså før nu," sagde han og tømte sit ølkrus, han bestilte en omgang mere, for det lod til at kammeraten havde brug for det. Især når han sad og begyndte at få våde øjne.

[Enze af Bavera]

Han slog ukontrolleret ud med hånden i den generelle retning af Piers og sagde med en let sløret stemme. "Vågn dog op! Hun har droppet mig..." Han drak lidt mere, men så lidt overrasket op ved vennens næste ord. "Har du fundet en pige?" Han kunne ikke lade være med smile lidt på trods af det hele. Inderst inde var han en uforbederlig romantiker og han kunne ikke lade være med at prikke lidt til ham. "Hvem er det?"

[Piers af Mindelan]

Piers rystede på hovedet. "Jeg er skam vågen. Men hvorfor skulle hun droppe dig? Alle kvinder vil da have lyshårede mænd som os," sagde han og slog ud med armene. "Der er sikkert sket et eller andet, der har gjort, at hun er forhindret i at skrive," sagde han og slappede lidt af, indtil Enze stillede ham et spørgsmål. Så gik det op for ham, hvad han havde sagt et øjeblik forinden. "Øhm... Ja. Jo. Måske," sagde han tøvende. For der var jo ikke taget en beslutning endnu. Ikke en fast en i hvert fald. Han skævede rundt i lokalet, for at se om der var nogen, som lyttede til deres samtale. "Cassandra af Rosenmark," svarede han og forsøgte at lyde nonchalant, men det virkede vist ikke rigtig.

[Enze af Bavera]

Enze ønskede mere end noget andet at tro, at Piers havde ret, men han kunne ikke. Oddsene havde været imod dem fra starten med rundrejsen og så videre og tingene var blot ikke gået deres vej. Hun havde sandsynligvis fundet sig en anden.

Han livede lidt op, da samtalen ikke længere handlede om ham selv og han gjorde en indsats for at være til stede i samtalen. Han rystede dog lidt på hovedet, da den anden fortalte, hvem der var tale om. "Hende kender jeg vist ikke?" Det var ikke overraskende. Han havde ikke været i landet nær længe nok til at have styr på alle slægterne.