I et hjørne

[Cassandra af Rosenmark]

Piers af Mindelan

Cassandra havde nydt al maden, selvom hun følte at hun var ved at sprænges nu. Hun havde dog ikke fået noget fra hver ret, og de retter hun havde fået noget af, var det kun en lille smule. Hun følte den grønne kjole stramme, og ønskede korsettet langt væk. Det var et hyggeligt bryllup, og Cass kunne let se at brudeparret holdte af hinanden. Der havde været en del snak i krogene optil brylluppet, men Cass kunne ikke følge bekymringen. Hvis de elskede hinanden, var det så ikke godt nok? Men da hun havde spurgt, havde hun fået at vide, at hun var for ung til at forstå. Etiketten krævede, at hun ikke svarede igen, så det havde hun ikke gjort.

Cass kiggede ofte rundt i mængden af ansigter, for at se om der var kommet andre bekendte til. Som oftest var der, men ikke denne gang hun kiggede. Tidligere på aftnen havde hun spottet Piers af Mindelan, men havde ikke turdet at gå hen til ham. Så, ingen at hun nåede at tage mod til sig, var hun blevet trukket ind i en samtale, og havde glemt alt om det. Nu var hun gået ind i et hjørne, næsten gemt af alle andre omkring hende, for at få et øjebliks stilhed.

[Piers af Mindelan]

Piers var en glad ridder, der havde nydt måltidet under brylluppet, og snakket lystigt med sin borddame, der var en veninde af hans mor. De havde i hvert fald gået på klosterskole sammen. Han havde syntes, at det var et helt fint bryllup, han havde ikke forstand på den slags ting, og gjorde ikke noget for at give indtryk af det. Under middagen havde han forsøgt at få øje på den stille og generte pige Cassandra, som han havde danset med, da de var i Milisesse. Han håbede på, at få chancen igen denne aften, hvis hun var med. Inden de rejste sig fra bordet, nåede han at få et kort glimt af hende, og mindede sig selv om, at han ville snakke med hende igen, når de brød op fra bordene.

Da det skete, blev der hevet i ham fra adskillige sider, folk ville snakke med ham om hans forældre, hvordan det gik med ham selv, og om han ikke havde fundet sig en kvinde endnu. han svarede pligtskyldigt, mens han forsøgte at sno sig udenom, så han kunne finde Cassandra. Da der endelig blevet spillet op til dans, fik han et pusterum, og han trak sin ind mod væggene i salen, så han kunne se rundt på de andre gæster, mens han forsøgte at finde Cassandra. Han var klædt i sine slægtsfarver, og havde et sværd ned langs siden, der raslede når han gik rundt. Han kom rundt om en søjle, og fandt den person, som han havde ledt efter hele aftenen. "Nådigfrøken Cassandra," sagde han, for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.

[Cassandra af Rosenmark]

Selvom kjolen strammede efter al maden, var Cassandra helt vild med den. Hun skulle dog lige vænne sig til både snøring i siderne og korset. Men hun havde glædet sig til endelig at have den på. Brylluppet havde været den perfekte mulighed. Da den også var mørkegrøn, med et brunt korset, repræsenterede den også Rosenmarks slægtsfarver.

Da Piers kom rundt om hjørnet, smilede Cass. Hun havde - noget overraskende - nydt deres dans i Milisesse, og håbede at han havde turdet at komme hen til hende, eftersom hun ikke gjorde. Det var en af grundende, at hun havde stillet sig hen i hjørnet. For at samle mod. Da han så kom hen til hjørnet, var det bare perfekt. "Ridder Piers." Hun nød synet af ham, og ville helst ikke indrømme at hun var glad for at hun havde fået en pæn kjole på. "Nyder De aftnen?" Hun gjorde i hvert fald. 

[Piers af Mindelan]

Piers smilede til Cassandra, da hun tydeligt lyste op ved synet af ham. Det gav et sug i maven, som han ikke havde følt før, men han skød tanken væk fra sig. I stedet gik han blot hen ved siden af hende, drejede hovedet og så ned på hendes lille skikkelse. Hun var en yndig ung pige, og han kunne sagtens forestille sig, at have hende ved sin side ved hver banket fremover, hvis hendes mor da ville tillade dette. "Maden var udsøgt, og selskabet også. Men jeg ville have nydt den mere, hvis jeg havde haft Dem som borddame, sagde han og sendte hende et venligt smil. Han sørgede som sædvanlig for, at der var en behørig afstand mellem dem, så ingen kunne få de tanker, at de brød etiketten og lavede noget.

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra nød at han var højere end hende. De fleste drenge på hendes alder - oftest også ældre - var kun lidt højere end hende, eller lavere. Cass kunne godt lide sin højde, men nød virkelig, når mændene var højere end hende. Hun nød også at se på ham i hans lens farver, og blev svagt rosa hen over kinderne, ved tanken. Da hun gik på klosterskolen, havde hun ikke just glædet sig over at hun skulle giftes. Så hvorfor havde hun så disse tanker? Cass havde lyst til at ruske sig selv, men undlod at gøre det. Men hun måtte indrømme, at han så godt ud. Da de havde danset i Milisesse, havde hun været for optaget af at danse, at hun næsten ikke havde bemærket hans gode udseende. Den fejl rettede hun dog op på nu.

Cass bed sig i læben, smilede og blev nu helt rød i kinderne. Hun slog smilende blikket ned, samtidig med at hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. "D-De smiger, Ridder Piers." Stammede hun, før at hun kiggede op igen. "Men jeg er sikker på, at jeg også ville have nydt det." Det sidste kom som en stille mumlen. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle svare, men synes også at det var en smule pinligt, at sige højt.

[Piers af Mindelan]

Piers kunne ikke undgå at lægge mærke til den svage rødmen. Af en eller anden grund fandt han, at hun så flottest ud, når hun rødmede. Og det fik ham til at smile skælmsk for sig selv. Han havde været meget imod at deltage på denne rundrejse, men nu nød han den. Især efter han havde lært Cassandra at kende. Han var dog stærkt i tvivl om, hvorvidt hun havde det med ham. Skønt han kunne se hendes rødmen, og hørte hendes ord. "Det er jeg glad for, at De synes," sagde han og smilede varmt til hende, inden han rettede blikket udover menneskemængden. "Ville De have noget imod, hvis vi gik ud i den lidt køligere luft på balkonen?" Spurgte han og sendte hende et spørgende blik. Derude kunne de være lidt mere alene, og han ville ikke føle sig så overvåget af sin faster, der holdt skarpt øje med, hvad han foretog sig overfor de unge damer. Hun ville ikke have en gentagelse af det, der skete med Eiralys. Han håbede også, at hun måske ville være lidt mere fri, hvis ikke hun var i nærheden af hendes forældre. Men på den anden side, så kunne hun reagere modsat, og blive langt mere genert, når hun var alene med ham.

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra smilede tilbage på hans varme smil, og mærkede noget af rødmen forsvinde. Heldigvis. Selvom hun rødmede ofte nok, var hun træt af det. Det afslørede for meget over for andre, og hun syntes ikke altid at det var rart. Inden at hun blev viklet for meget ind i sine tanker, bemærkede hun dog også nogle få blikke, fra de adelige omkring dem. "Nej, slet ikke. Det ville være rart." Hun smilede forsigtigt til ham, før at hun kiggede hen mod udgangen, og ventede på at han tog det første skridt, da hun ikke var sikker på hvordan man helt præcist kunne komme ud. Cass var også begyndt at have det varmt, men det var naturligt med de mange mennesker, som der var. Hun var også begyndt at ønske sig hen til et køligere sted, og nu kom løsningen. Hun mærkede igen hjerterytmen stige, da det gik op for hende, at hun faktisk skulle være alene sammen med en ung mand. Hun manglede allerede noget at tale om, og frygtede at det ville blive utrolig akavet, hvis hun ikke fandt på noget. Men hun var allerede begyndt at føle sig godt tilpas i Piers' selskab, og slappede en del mere af, på vej væk fra de mange mennesker.

[Piers af Mindelan]

Piers var glad for, at Cassandra indvilligede i, at de gik ud på balkonen, for at nyde den kølige luft der var derude. Han tilbød hende sin arm, og da hun tog den, førte han dem hen mod de åbne døre, der førte ud til den store balkon. De var ganske vidst ikke de eneste der var søgt ud til balkonen, men han fandt et frit hjørne, hvor de kunne være lidt alene alligevel. "Jeg håber ikke, at De føler dem for genert i mit selskab, Nådigfrøken?" Spurgte Piers oprigtigt, og sendte hende et varmt smil. Han ville gerne lære den unge frøken nærmere at kende. Og han håbede, at hun ville lade ham gøre dette. Hun var en sød og meget uskyldig pige i hans øjne.

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra smilede, og mærkede endnu en gang hjerterytmen stige, da han tog hendes arm. Hun var ikke sikker på hvad hun rent faktisk følte, men han fik hende til at opleve ting, hun aldrig havde oplevet før. Han introducerede hende til en hel ny verden - den verden, som alle de voksne levede i. Hvis det ikke var et tegn på, at hun var ved at blive voksen, så vidste hun ikke hvad var.

"Nej, nej, slet ikke." Hun bed sig kort i læben, imens hun overvejede hvordan at hun skulle formulere sine tanker. "Det er bare... Det er alt sammen så nyt for mig." Hun smilede lidt undskyldende til ham. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal opføre mig." Det var det tætteste på sandheden, som hun ville komme. Hun var også genert over for alle andre, og hun ville helst ikke have at han troede, at det kun var hans skyld, men hun kunne ikke få det over sine læber. Cass var altid så ærlig, som det var muligt, men det var blevet sværere at være det, her på det sidste. Hun ville ikke lyve, men hun havde det heller ikke godt med at fortælle sandheden, hvis den var flov i hendes øjne.

[Piers af Mindelan]

Piers kunne ikke lade være med at synes, det klædte Cassandra at være genert. Skønt han ville ønske, at det ikke hæmmede hendes evner til at føre en samtale. Hun var dog heldigvis ikke en af de piger, hvor man skulle hive ordene ud af deres mund med en tang. Hun svarede i hele sætningen, og det virkede som om, at når hun snakkede, så glemte hun lidt at hun var genert. "Det er jeg glad for," sagde han med et smil og deres arme viklede sig ud af hinanden. Han lænede sig op ad balkonens mur. "De har aldrig været med til sådanne banketter før?" Spurgte Piers og så overrasket på hende. Han havde selv været til en masse. Først som væbner, hvor han opvartede, og senere som ridder og lensarving. Han var vant til at begå sig blandt de andre adelige, og derfor vidste han ikke, at nogen havde svært ved det samme. "Hvis De har nogle spørgsmål, skal De bare komme til mig. Jeg vil med glæde hjælpe Dem, til at begå Dem i disse kredse," sagde han, drejede hovedet og så ned på hende. "Eller også, hvis jeg må være så fri, kan De blive min deltager ved næste banet?" Piers vidste ikke, om dette kunne lade sig gøre. Men han havde i sinde at prøve, hvis hun havde lyst. "Så kan jeg lære Dem, hvordan man opfører sig."

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra smilede til ham, og mærkede et kort stik af skuffelse, da deres arme ikke længere rørte hinanden. Hun skubbede dog hurtigt tanken væk, og fokuserede kraftigt på at ignorere den. Hun fulgte ham i smug med blikket, da han lænede sig op ad muren, og da han fokuserede på hende, skyndte hun sig at kigge væk. Jo, selvfølgelig havde hun været til nogle. Men det var overraskende få, da det aldrig havde interesseret hende, at finde en ægtemand, som skulle være grunden til, at hun skulle være med til en banket. "Kun ganske få. Det har aldrig interesseret mig før." Hun begyndte langsomt at tø op, da han tydeligvis gjorde en indsats, for at få hende til at føle sig tilpas i hans selskab. Det, og så at til banketten i Milisesse, havde hjulpet hende, alt det han kunne, fik hende til at smide noget af genertheden væk. "Tusind tak, skal De have. Det er meget venligt af Dem." Hun smilede varmt til ham, og mente det. Det betød rigtig meget for hende. "Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg med glæde følges med Dem." Cass' hjerte bankede for fuld kraft nu, og hun kunne føle en underlig fornemmelse i brystkassen, før hun påny skubbede den bag i hovedet. Han havde det sikkert ikke på samme måde. Cass var jo bare en ung pige, og det skete ofte, sådanne ting.

[Piers af Mindelan]

Piers lagde godt mærke til, at hun kiggede på ham, men forsøgte at holde det skjult. Det morede ham, at hun var så uskyldig i sin opførsel. Det forekom ham besynderligt, at snakke med unge adelige kvinder, der ikke havde aflagt ridderløftet. De piger var akkurat lige så hårdføre som de mandlige riddere. Han måtte træde langt mere varsomt, når det kom til de piger, der havde tilbragt det meste af deres liv på klosterskolen. "Men det interesser Dem nu?" Spurgte han, og mærkede sin hjerterytmen stige, og håbede lidt, at han var grunden til, at hun fandt dem mere spændende, end hun havde gjort før. "Vi bliver måske nød til, at bede Deres forældre om lov," sagde Piers og tænkte på, hvad baronessen dog ville sige til, at han havde tilbudt hendes datter, at være hendes kavaler. Han ville sige noget til hende, noget om, at han håbede på, at de kunne lære hinanden godt at kende. Men det forekom ham, at være for tidligt at sige sådanne slags ting til en ung og uskyldig pige.

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra følte, at hun burde tage sig sammen, og så mande sig op. Da hun tænkte tilbage på hendes opførsel, så havde hun opført sig som en lille pige. Hun kunne godt nok ikke helt finde ud af, hvad Piers egentlig ville hende, men regnede ikke med at det bare var for at hyggesnakke. Cass håbede inderst inde, heller ikke, at det var derfor. Men nu hvor at Piers både var ridder og en del ældre en hende, var det nok ikke en lille pige, som han ledte efter. Hvis han da overhovedet ledte efter noget. Hun var faktisk ikke sikker på om han egentlig var forlovet eller gift. Men hun troede det ikke.

"Jeg... Ja, det gør det." Hun kunne ikke få grunden over sine læber, men sendte ham et kort sigende blik. Hun var bange for at gøre sig selv til grin, da hun ikke vidste hvordan han følte. Hvis han overhovedet følte noget. Cass syntes at hun burde stoppe med at tænke over det nu, inden at hun gjorde sig selv rundtosset. "Det må vi nok hellere." Cass var faktisk ikke sikker på hvordan de ville reagere. Hun var ikke sikker på, om hendes moder billigede at hun selv havde fundet en kavaler.

[Piers af Mindelan]

Piers bandede indvendigt over sig selv, og sin manglen på at finde ud af, hvordan det andet køn følte overfor ham. Han var så pokkers korrekt i sin opførsel overfor dem, at det var svært at gøre en samtale langt mere fortrolig og intim, som hvis det havde været med en af hans venner. Enze for eksempel. Det var så meget nemmere at snakke med gutterne. Især hvis de havde fået en del øl indenbords.

"Nådigfrøken Cassandra, er jeg blandt andet grunden til, at det er blevet mere spændende?" Han måtte bare spørge, for ellers fik han aldrig svar på sine tanker, som han rendte rundt med. Han sukkede lidt over sig selv, bøjede nakken og så ned i muren foran sig, inden han drejede hovedet og så på Cassandra, og sendte hende et varmt blik. Hun fik en blød side frem i ham, der ikke bare var ude på sjov og ballade. "Cassandra," mumlede han, og så væk fra hende igen. "Jeg vil gerne lære Dem at kende. Meget godt, at kende," hviskede han, bange for de lange ører rundt om dem, skulle opsnappe en del af deres samtale.

[Cassandra af Rosenmark]

Cassandra blev lynhurtigt rød i hovedet, og kunne mærke genertheden komme styrtende. "J-ja, D-det er De." Hun kiggede ned i jorden, og pustede luften ud, som hun ubevidst havde holdt inde. Nu havde hun så indrømmet, hvad hun følte. Nok følte hun sig mest som en lille pige i hans selskab, men han havde også fået hende til at føle sig ældre. Mere voksen. Hendes hjerte begyndte igen at hamre ved tanken. Han havde vækket de ungpigefølelser i hende, som hun ikke vidste hun havde. Det, hun havde oplevet af ham indtil videre, var kun godt. Han havde virkelig prøvet at få hende ud af sin skal, og han virkede utrolig flink. Plus han så virkelig godt ud.

Cass følte at hendes knæ var ved at give efter under hende, da han både sendte hende et varmt blik og åbnede munden. Hun havde ikke kunnet finde ud af, hvordan han følte omkring hende. Og resultatet var faldet til hendes fordel. Hun smilede forsigtigt tilbage til ham, med strålende øjne. "J-jeg kunne også godt tænke mig, at lære Dem at kende, Piers." Rigtig meget endda, nu hvor hun endelig indrømmede det.