Et lille hvil

[Adalia af Vårfos]

Pendrima af Marmist

d. 17. juni, år 526 M.T

Det var i sandhed et bryllup der var værd at overvære, og selvom Adalia var glad for at være til stede blandt selskabet, så var der en lille del af hende der ønskede at undslippe det hele. Der var ikke meget sjov over at være til et bryllup, og overvære to mennesker der begge havde fundet lykke i hinanden, velvidende at hun selv havde fundet den lykke, men ikke var i stand til at fortælle om den til en eneste sjæl.

Med ønsket om at holde modet oppe bevægede hun sig forsat rundt blandt flokken af adelige, hilste, snakkede og lo til hun ikke kunne mere, hvorefter hun søgte ud mod balkonen, i håb om at det kølige vejr kunne blæse nogle af de larmende tanker lidt på afstand.

[Pendrima af Condia]

Bryllup. Pendrima var der sammen med sine forældre, der nu igen stod og snakkede med nogle af de andre voksne. Og den unge komtesse kedede sig utrolig meget. Så hun var søgt ud på balkonen, hvor hun havde overblik, og kunne se de mange gæster.

Hun sukkede tungt og var inderst inde nok en smule misundelig på det lykkelige par. Hun havde endnu ikke selv fundet lykken med en mand, som hun elskede, og hun begyndte at tvivle på, at hun ville finde den blandt rundrejsens unge mænd. Der havde endnu ikke været en, der havde behaget hende, eller hendes forældre. Hun kiggede ned i det glas med rødvin, som hun havde mellem fingrene, da en skikkelse kom ud på balkonen til hende. "De trængte også til en smule luftforandring?"

[Adalia af Vårfos]

Man kunne ikke vide hvem der var at finde ude på balkonen, men Adalia lyste op i et glædeligt smil, da de blå øjne faldt på et ansigt, der tilhørte en af hendes gode veninder. Hun sendte veninden et bredt smil som svar, i det hun bevægede sig over til hende, inden ansigtet blev vendt ud mod omgivelserne.

”Her er smukt, synes De ikke?”, spurgte hun, og brugte kun formel tale fordi de var omgivet af så mange adelige. Hun lod blikket glide ud mod pladsen, fra træerne til den store sø, og videre ud mod horisonten. ”Selv i mørket kan man ænse bjergene”

[Pendrima af Condia]

Pendrima sendte veninden et skævt smil, og rystede så på hovedet, så hendes krøller dansede omkring hendes elfenbensfarvede ansigt. Hun vendte sig rundt sammen med veninden, og kiggede ud på landskabet, der bredte sig foran dem. Hun var dog ikke så overvældet af naturen, da den mindede meget om den, der var hjemme i hendes eget len. Selvom hun ikke kunne ænse bjergene fra Scanra fra hendes egen balkon. "Det er en bjergtagende udsigt," sagde hun, fuldkommen klar over det ordspil hun lige havde lavet. Hun drejede hovedet og så på veninden. "Komtesse Adalia? Er De ikke bare en lille smule misundelig over, at det ikke er Deres bryllup? Jeg er i hvert fald," mumlede Pendrima og skævede bagud, hvor festlighederne foregik.