Misforståelser

[Eiralys af Harise]

Piers af Mindelan

10. juni, 526 M.T.

Lys sad på det værelse, hun havde fået tildelt på lensborgen i Milisesse og broderede, mens hun så ud af vinduet og nød det dejlige vejr. Hviledagen var tiltrængt efter udflugten til Tusaine og hun nød den i fulde drag. Specielt, at hun kunne sidde alene bare en lille stund og være sig selv, uden at skulle tænke for meget på sin generthed.

Hun havde siddet sådan et stykke tid, da det bankede på døren og hun lagde roligt sit broderi fra sig og sikrede sig, at hendes fremtoning var respektabel, før hun gav Amelia lov til at åbne døren. Hun selv rejste sig imens, så hun kunne tage imod sin gæst, som det sig hør og bør.

[Piers af Mindelan]

Piers gik igennem borgens gange, og havde et brev i den ene hånd. Han havde været først i kontakt med sin faster, og siden i kontakt med sin far. Og han havde fået et ganske overrasket svar fra sin far. Han havde ikke helt fundet ud af, hvordan han skulle sige det. Men noget måtte han fortælle hende, for han havde tydeligvis sagt et eller andet forkert, da de dansede sammen.

Han sukkede tungt, da han standsede op foran hendes dør. En tjener havde vist ham vejen, og var nu forduftet igen. Han bankede let på døren, og ventede på, at den blev åbnet indefra. En ældre dame åbnede døren, og han trådte ind i rummet, hvor han fandt Eiralys siddende med noget håndarbejde af en slags. "Komtesse Genlith, undskyld at jeg sådan kommer uanmeldt," sagde han og hørte døren lukke bag sig. "Jeg har her et brev fra min far, hvori vores familierelation står skrevet," sagde Piers og bukkede nakken, mens han ventede på at høre en reaktion fra den unge komtesse.

[Eiralys af Harise]

Lys var overmåde overrasket over, at se Piers af Mindelan stå uden for sin dør. Hun skulle dog netop til at byde ham ind - allerede let nervøs over, hvad han mon nu ville tale med hende om - men hun nåede slet ingenting at sige, førend han lirede en hel lang ordstrøm af. Det lød næsten som en tale, han havde indøvet, men på trods af dette, stod hun stadig fuldstændigt uforstående tilbage over hans ord. Hun glippede langsomt med øjnene et par gange, inden hun tog styringen. "Ridder Piers, vil de ikke komme indenfor." Hun gestikulerede imod en stol i nærheden og satte sig selv ned på den stol, hun netop havde efterladt. Det var fuldstændigt ukarakteristisk af hende, at tale så selvsikkert i en mands nærvær, men hans egen tydelige nervøsitet, stivede hende af. "Vil De ikke være venlig at gentage, hvad det var, De sagde?"

[Piers af Mindelan]

Piers rømmede sig, tydeligvis lidt beklemt ved den situation, som han stod i. Han havde øvet sig hele vejen op til borgen, i at finde de rigtige ord, som han skulle sige. Og alligevel kom de forkert ud af hans mund. Han fulgte hendes bevægelse, og satte sig ned på den stol, som hun aviste ham til. "Tak," sagde han og kiggede rundt i lokalet. Han pillede lidt ved det brev, som han havde i hånden, inden han igen så over på hende. "Jeg er ked af det, hvis jeg på nogen måde fornærmede Dem ved banketten, komtesse Genlith, det var aldrig min hensigt," sagde han og tog tilløb til at besvare hendes spørgsmål. "Efter vores, øhm, dans, faldt jeg i snak med Grevinde Ravntoft der sagde noget, som jeg ikke troede på," fortalte han og skævede over til Eiralys' selskabsdame. "Jeg skrev derefter til min far, for at få disse oplysninger bekræftet. Og her i min hånd har jeg ord på, at vi er i familie. Jeg er Deres grandfætter, og De er min grandkusine."

[Eiralys af Harise]

Hun trak vejret dybt ind og slappede så mere af. "Det er sandt. Min moders moder var af Mindelan-slægten. Det havde jeg rent glemt." Tilfreds med, at så nært et familiemedlem næppe ville komme på tale som en mulig ægtemand, følte hun nu, at hun kunne tale friere.

"De fornærmede mig ikke, Ridder Piers. Jeg er som sagt bare ikke særligt god til at tale med mænd." På trods af, at hun nu ikke længere bekymrede sig om ægteskab, farvedes hendes kinder alligevel røde. "Og slet ikke, når jeg tror, De taler om ægteskab." Hun smilede lidt genert til ham.

[Piers af Mindelan]

Piers åndede lettet op, da hun lod til at være på bølgelængde med ham. Så der var intet ondt mellem dem, det var han da trods alt glad for. "Jeg vidste ikke selv, at vi var i familie, og at min farfar havde en søster," forklarede han og smilede svagt til hende.

Da hun nævnte, at hun troede han havde talt om ægteskab, spærrede han øjnene op, og kiggede forvirret på hende. "Om ægteskab? Gjorde jeg det?" Han kløede sig lidt i nakken, inden han rodede rundt i sine lyse krøller og skævede over til hende. "Jeg er ked af, hvis jeg har givet Dem indtryk af, at jeg kurtiserede Dem."

[Eiralys af Harise]

Hans overraskelse, gjorde hende dog lidt pinligt berørt igen. Det var tydeligt, at hun havde lagt noget i hans ord, som han ikke havde ment og hun rødmede dybere, end hun endnu have gjort i hans selskab. "Det skal De ikke tænke på, Ridder Piers." Hun klarede ikke at se op på ham, men så i stedet ned på sine hænder. "Det er sandsynligvis mig, som har misforstået Dem."

[Piers af Mindelan]

Piers følte at der lagde sig en ret akavet stemning over dem, og han så rundt i rummet, for at betragte det. Han var ikke selv af så fornem en familie, at han boede oppe på borgen, da han kun var søn af en baron. Men det havde han det også helt fint med. Så kunne han være nærmere sine venner, der arbejdede i Livgarden.

"Jeg er glad for, at vi fik løst vores mellemværende, Komtesse Eiralys," sagde han, og brugte igen hendes fornavn, da hun nu havde brugt hans to gange i løbet af den korte samtale de havde sammen. Han rømmede sig igen, og skævede over på selskabsdamen, der sad og holdt øje med dem. "Såe, øhm, De skal med til brylluppet i Gyldensø, ikke sandt?"

[Eiralys af Harise]

Lys var klar over, at det var hende, som havde ødelagt stemningen, men hun anede ikke, hvad hun skulle gøre for at rette op på det igen og sad derfor blot og stirrede ned, indtil han brød stilheden. "Det skal De virkelig ikke tænke på, Ridder Piers." Hun skottede op til ham og slappede lidt af, da han ikke så vred ud. Hun nikkede lidt. "Naturligvis. Gyldensø er ét af de mest indflydelsesrige hertugdømmer i landet og det ville være respektløst at blive væk." Her følte hun sig endelig på fast grund igen og smilede lidt til ham. "Jeg går ud fra, at De også tager af sted?"

[Piers af Mindelan]

Piers nikkede, og bekræftede at han nok skulle lade det ligge, og ville ikke tage emnet op igen. Det virkede også som en tåbelig ting at gøre, nu hvor de sad og forsøgte at føre en nogenlunde almindelig samtale. Dog var det uden den familiære følelse, som han havde med Galeron og Jessamine. Men det var nok fordi, at de ikke kendte hinanden særlig godt. "Ja, jeg har overtaget min fars invitation, og repræsenterer Mindelan ved brylluppet," svarede han med et svagt smil, og krøllede brevet sammen, da det ikke var vigtigt længere. Han rømmede sig og sendte hende et nervøst blik. "Må jeg spørge Dem, om De skal følges med nogen til brylluppet?" Spurgte han, og håbede ikke, at hun ville misforstå hans intentioner endnu engang.

[Eiralys af Harise]

Hun nikkede let og skjulte sit mishag ved, at han krøllede brevet fra sin fader sammen. Hun var opdraget til at gemme sin korrespondance, så man altid kunne gå tilbage og sikre sig, hvad der blev sagt. Når sandt skulle siges, så skrev hun også altid to breve og gemte selv det ene, når hun sendte af sted. Dette vidste hun dog godt, der langt fra var alle, som praktiserede, men hun brød sig ikke om det uanset.

Hun smilede venligt til ham, da han spurgte om brylluppet igen. "Jeg har desværre ingen kavaler." Hendes smil fortsatte dog med at være på plads, fordi hun fornemmede, at hun netop var ved at få det.

[Piers af Mindelan]

Piers kom det krøllede brev ned i sin bæltetaske, hvori også hans sværd sad. Han havde ikke noget behov for at gemme brevet, men han anede ikke, hvad han skulle gøre med det, mens han sad og snakkede med sin grandkusine.

Da hun afviste, at hun havde nogen kavaler til brylluppet, fik han en klump i halsen, og mærkede blodet pumpe rundt i kroppen. Tungen i munden snørede sig sammen, og han rømmede sig, mens han rykkede uroligt på sig. Skulle han spørge hende, om han måtte være hendes kavaler? Det var det, som hendes far havde bedt ham om at gøre i brevet, som en undskyldning for, at have fornærmet hende. Piers blev enig med sig selv, at det var det eneste rigtige at gøre. Han rejste sig op fra sin siddende stilling, og bukkede foran Eiralys. "Det vil være mig en ære, Komtesse Eiralys, hvis De vil give mig den velsignelse, at være Deres kavaler."

[Eiralys af Harise]

Han var tydeligt nervøs og pinligt berørt, da han rejste sig og tilbød sit selskab til brylluppet og Lys fik næsten ondt af ham. Hun vidste alt for godt, hvor forfærdeligt det var, at have det på dén måde og hun gav derfor heller ikke efter for lysten til at grine af ham. Hun nøjedes med et imødekommende smil. "Det ville være mig en ære at følges med Dem, Ridder Piers." Hun gestikulerede for, at han skulle sætte sig igen. "Hvad siger De til, at vi starter på en frisk?" Hun smilede varmt. "Og måske være 'dus', nu hvor vi tilsyneladende er i familie?"

[Piers af Mindelan]

Piers var glad for, at Eiralys tog imod hans anmodning. Det ville have været frygtelig pinligt, hvis hun havde afvist ham. Og så ville han helt sikkert forvente et vredt brev fra sin far, der lod til at vide alt, hvad hans søn foretog sig på rundrejsen. "Det glæder mig, Komtesse Eiralys," sagde han og satte sig ned, da hun bød ham at gøre sådan. Han satte sig bedre til rette, og nikkede som svar på hendes spørgsmål. Han ville meget gerne starte på en frisk, og vaske tavlen ren. "Det vil være mig en ære, hvis vi kunne være 'dus'," svarede han og gengældte hendes varme smil. Han håbede, at kunne få et godt forhold til sin grandkusine.

[Eiralys af Harise]

Hun smilede til ham, da han satte sig igen. "Så synes jeg, vi skal være det. Piers." Hun rødmede lidt, selvom det egentlig ikke var rationelt. Han var hendes grandfætter - det vidste hun nu - og hun behøvede ikke at være genert omkring familie. Men han var trods alt stadig fremmed for hende og hun havde brug for tid til at vænne sig til ham. "Amelia, vil du sørge for lidt te til os?" Normalt var det chaperonen forbudt at efterlade hende alene med en mand, men hun kunne ikke forestille sig, at det ville være et problem i denne situation. Kvinden gik da også uden protester og da hun kom tilbage, var det meste af det akavede ved situationen gået af de to og de snakkede interesseret og livligt med hinanden.

*Tråd afsluttet*