En dejlig aften

[Cavan Brynjemager]

Griet Brynjemager
8. juni 526 M. T

Solen var gået ned over lejren, og de fleste havde spist deres aftensmad for længe siden. Cavan sad ved sit telt og forsøgte at holde styr på de tre livlige børn, som han havde fået med sin dejlige kone. Nogen gange ville han dog ønske, at de kunne slappe af bare i et kort øjeblik, så han kunne slappe af. Men det ønske havde de slet ikke lyst til at opfylde. Han fangede den ældste, Joric, da denne var ved at gå for langt væk fra teltet. "Hov junior, kan du så komme her!" Sagde den stærke brynjemager, og løftede sin ældste søn op i armene, og tog ham med hen til teltet igen. Længere oppe kunne han se en skikkelse, som han genkendte til en hver tid. Hans skønne kone Griet.

[Griet Brynjemager]

Griet elskede sine børn, men den halve time hun havde fået for sig selv, havde alligevel været tiltrængt. Hun havde farve i kinderne og det mørke hår var stadig fugtigt. For en sjælden gangs skyld hang det løst for at tørre. Hovedlinet hang i hendes ene hånd mens hun gik og et smil spirede frem på hendes læber da hun længere fremme fik øje på sin mand indfange deres ældste som et andet gedekid.

Drengen strakte sig efter hende så snart hun kom tæt nok på og hun overtog ham uden protester. De små, buttede arme kunne lige nå omkring hendes hals ”Det er længe over din sengetid.” formanede hun mildt og så op på sin mand med et let bebrejdende blik ”Bare fordi vi er på farten betyder det ikke sengetider ikke skal overholdes.”

[Cavan Brynjemager]

Cavan var ikke den store børnepasser. Det var noget Griet heldigvis havde fuldkommen styr på, når de var hjemme i hovedstaden. Så det var en læringsproces at finde ud af, hvad man gjorde for at underholde de små unger, når han var alene med dem. Han smilede dog bredt da hans kone kom hen til dem og overtog Joric fra ham.

Han sendte hende et drillende blik, da hun skældte lidt på ham. "Men der var nogen, som ikke ville sove, før mor kom tilbage og læste historie," sagde han og nulrede drengens hår, inden han kyssede sin kone på kinden. Han kunne ikke komme til hendes bløde læber, da drengens hoved var i vejen. "Men nu, kan vi vist allesammen gå til ro," Cavan hægtede op i Pieter, der sad på en stub, og gik sammen med sin kone ind i teltet, hvor deres datter allerede lå og puttede i sin seng.

[Griet Brynjemager]

Griet fnøs opgivende og rystede på hovedet, selvom det trak afslørende i hendes mundvige da Cavans læber strejfede hendes kind”Du er måske pludselig blevet velhavende og har råd til bøger?” hun så sigende på ham, men historier havde hun nok af. Hun satte Joric til rette på hoften, selvom drengen virkelig var for stor at bære rundt på, og gik ind i teltet foran sin mand, med en fireårig på hoften der næsten var faldet i søvn allerede.

Han blev puttet sammen med sin bror, mens lille Enora havde sin egen kurv. Hun var stadig ikke så stor og Griet så kærligt ned på sin datter, mens hun lod en finger stryge den lille kind blidt ”Før vi får set os om er hun ligeså stor som de andre.” musede hun lavmælt for ikke at vække nogen af de tre sovende børn. Historier så ud til alligevel at være overflødige.

[Cavan Brynjemager]

Cavan slog ud med den frie hånd, mens han lagde Pieter ned i sengen sammen med Joric. "Du ved godt hvad jeg mener elskede," sagde han med et skævt smil og rodede rundt i de to drenges hår, inden han rejste sig op og så ned på sine tre børn. Når de sov virkede de så rolige, men han vidste også godt, at når daggryet kom, så var der fuld fart på dem endnu engang. "Og når det sker, så er Joric næsten blevet en ung mand," sagde han med stolthed i stemmen over sin guldklump. Han lagde armen om livet på Griet og gjorde anstalt til at gå udenfor. "Vi må hellere lade være med at vække dem."

[Griet Brynjemager]

Griet sendte sin mand et uskyldigt smil og trak på skuldrene ”Måske.. jeg ved aldrig med dig.” hun kunne se på sine børn i timevis - især når de sov. Den brede arm der fandt omkring hendes liv var ingen hindring, tværtimod lagde hun begge sine egne hænder mod den og lænede sig trygt tilbage mod Cavan ”Og du kan begynde at forberede dig på alle de bejlere Enora får.” hun lagde nakken tilbage og så op i hans skæg, uden helt at kunne fange hans blik og nikkede så i stedet før hun fulgte ham ud af teltet igen.

[Cavan Brynjemager]

Cavan så på skeptisk på hende. "Mmh. Så siger vi det," kommenterede han og fulgte hendes blik, der endte ved deres tre fantastiske små krudtugler. Nu hvor børnene var lagt i seng, kunne han mærke trætheden begynde at indfinde sig i kroppen, men det var en god træthed, for den betød at man havde bestilt noget i løbet af dagen. "Hmm. Jeg håber på at der går mange år inden hun vil interessere sig for den slags," sagde han og kiggede ned på sin kone, mens de gik udenfor teltet. Her satte han sig ned på den stol han havde siddet i før, og trak Griet med ned på skødet. "Hvordan har dagen så været for min unge og smukke kone?"

[Griet Brynjemager]

Griets mundvige sitrede i et begyndende smil, men hun holdt det stædigt ved trækningen mens hun smøg sig ud af sin mands arme og i stedet bakkede mod udgangen ”Før du får set dig om står de i kø udenfor vores dør.” de mørke øjne spillede, noget der ofte var forbeholdt ham , mens hun vendte sig, slog teltflappen til side og gik udenfor.

Hun nåede ikke langt (ikke at hun havde planer om det, før hun blev trukket ned på skødet af sin mand og daskede halvhjertet til ham ”Jeg er ingen kludedukke..” formanede hun og ødelagde selv seriøsiteten da hun lænede sig ind mod ham og trak sjalet tættere omkring sig ”Som de andre. Intet ud over det sædvanlige.” det var sandt, men det betød ikke det havde været en bedre dag end alle de andre.

[Cavan Brynjemager]

Cavan brummede, tydeligvis utilfreds med tanken om, at hans datter en dag skulle giftes væk. Han var bestemt ikke tilhænger af tanken, men glædede sig over, at der heldigvis gik mange år endnu, inden det blev en realitet. Og til den tid havde han måske nået at vænne sig til tanken. Selvom han tvivlede stærkt på det.

Han lagde armene om sin kone og kyssede hende i håret, da hun lænede sig ind mod hans brystkasse. "Bare ligesom alle de andre? Det lyder kedeligt," sagde han og hvilede sin kind mod hendes hår, og slappede af i kroppen ved at sidde på denne måde. Sådanne stunder her, gjorde ham godt i hjertet.

[Griet Brynjemager]

Griet rynkede brynene ved Cavans spørgsmål, men blev siddende lænet ind mod ham så han ikke ville kunne se det ”Morgenmad, frokost, aftensmad, oprydning, gøre klar til i morgen.” hun sænkede blikket til hans hænder og lod to fingre tegne usynlige mønstre mod hans håndryg ”Din bedstemor kører et stramt skema uden afvigelser.” tilføjede hun og rynken mellem hendes bryn blev dybere. Hun havde aldrig kunnet komme overens med den gamle kvinde og uanset hvad hun havde prøvet, lod det ikke til at have virket. Før hun fik stoppet det, gled et tungt suk over hendes læber.

[Cavan Brynjemager]

Cavan lagde ikke mærke til Griets ansigtsudtryk, da han ikke kunne se det, på grund af den måde de sad på. Han ville nok også have undret sig, hvis han havde set det, og stillet spørgsmålstegn ved det. "Åh ja, dagens sædvanlige gang," brummede han roligt mod hendes hår, og mærkede sit hjerte slå ind mod hendes krop. "Sådan er Bedste, hård ved dem hun ved kan klare det," sagde han med et skævt smil. Hans pande begyndte at rynke, da hun sukkede tungt, det var ikke en lyd han var særlig vant til at høre. "Elskede, jeg synes du sukker lidt tungt."

[Griet Brynjemager]

Griet smilede svagt og nikkede mens smilet blegnede igen og rynken mellem hendes bryn indfandt sig igen ”Ja..” hun trak lidt på det og overvejede reelt om det nu også var sandt ”Ja, du har nok ret.” hun krøb lidt sammen med behovet for at føle sig lille og skærmet i hans stærke arme ”Jeg er bare træt.” hun løftede hovedet for at kunne se på ham og løftede den ene hånd for at lægge den mod hans skæggede kind ”Der var lidt mere travlt end ellers.” hun strakte hals og plantede et kærligt, dvælende kys på hans mund ”Tak fordi du så efter børnene. Jeg trængte til det bad, hvis man da kan kalde en kold dukkert det.”

[Cavan Brynjemager]

Cavan ville aldrig kunne forestille sig, at hans elskede bedstemor ikke kunne lide den kone, som han havde giftet sig med. I hans verden var hele hans familie lykkelig, og elskede hinanden, og derfor stillede han aldrig spørgsmålstegn ved bedstemorens behandling af Griet. Eller hans kone, der kom med vage svar om, hvordan dagen havde været. Han var overbevist om, at hun ville komme til ham, hvis hun havde problemer. Han tog med stor glæde imod hendes smalle læber, og gengældte blidt hendes kys, mens han strøg en hånd ned langs hendes ryg. "Det tænkte jeg nok. Du var begyndt at lugte lidt for meget af mad," sagde han drillende, og smilede skælmsk til hende.

[Griet Brynjemager]

Griet fnøs indigneret og daskede hårdt til sin mands muskuløse overarm ”Som om du nogensinde har beklaget dig over det, Liebchen.” selv smilende lykkedes det hende at se strengt på ham før hun rakte op og strøg en vildfaren hårlok om bag hans ene øre ”Fortæl mig om din dag i stedet.” bad hun i forsøget på at komme væk fra al snak der havde med hans hejre af en bedstemor at gøre ”Hvordan har den været?”

[Cavan Brynjemager]

Cavan holdte meget af, når Griet snakkede marensk til ham. det lød så smukt i hans ører. Han vidste dog godt, at det ikke var velset i deres hjem, at tale sådan. Men når de var alene, så var det oftest marensk de talte til hinanden. Og til ungerne. De skulle jo lære, hvor de kom fra, og når de en dag skulle besøge Griets familie, skulle de være i stand til at snakke med resten af familien. Han blottede sine tænder i et bredt grin. "Du kender mig for godt, elskede kone," sagde han med varme i stemmen. "Min dag? Lad mig se," startede han. "Jo, min nye lærling startede med at komme for sent op. Og så skvattede han over bunken med brynjer, der lå omme bag mit værksted. Så han skulle lige have hjælp af en healer," fortalte han og rystede opgivende på hovedet.