Under åben himmel

[Pendrima af Condia]

Keon Keglekaster

Pendrima var endelig kommet hjem fra Tusiane, og det havde været en spændende tur at være med på. Hun havde dog ikke kunne samle sig om at være fuldkommen til stede på udflugten, og heldigvis havde hun haft Cass som selskab på turen, og det havde muntret hende en anelse op.

Mørket var faldet hjem, og den unge komtesse burde egentlig gå i seng. Hendes krop var træt efter udflugten, men hun var helt frisk i hovedet. Hun rejste sig op fra den seng som hun sov i, mens hun befandt sig på borgen. Hun tog en hurtig beslutning, og fandt en gammel kjole på, som hun engang havde lånt af en tjenestepige i Corus, en dag hun ville gå en tur i byen uden at blive genkendt, mens hun gik på universitetet. Heldigvis passede den hende endnu. Inden hun forlod sit værelse, trak hun en kappe omkring sig og bevægede sig ud på gangen. "Sig til min kammerpige, at jeg sover hos Cassandra af Rosenmark," sagde hun til en af de tjenestepiger, der vartede hendes familie op. Og så forlod hun ellers borgen.

Da hun kom ned til teltlejren, kiggede hun sig omkring for at se, hvor hun skulle gå hen. Hun havde ikke opholdt sig særlig meget hernede mens de havde været i Milisesse, og hun havde ikke lært lejren at kende endnu. Hun lurede dog hurtigt, hvor gøglernes lejr lå, men da hun kom derned, blev hun alligevel lidt i tvivl om, hvad hun dog lavede hernede. Hun havde trukket hætten lidt over hendes ansigt, men ikke nok til, at man ikke ville kun genkende hendes ansigt, hvis man da havde mødt hende før.

[Keon Keglekaster]

Keon kom tilbage til sin egen del af lejren senere end han plejede. Han var faldet i snak med en jævnaldrende smedesvend og havde ikke haft travlt med at komme tilbage. Pligterne var klaret for i dag, og med en stor del af følget på udflugt over grænsen til Tusaine, havde der til en forandring været ret stille og tid til andre ting.

En kappeklædt skikkelse med ryggen til ham, fik ham til at rynke brynene lidt. Hvem vedkommende end var, hørte han eller hun ikke til i denne del af lejren. Kappen taget i betragtning, var han dog ret sikker på det var en kvinde ”Frøkenen har mistet sin vej, hmm?” spurgte han og stoppede nogle skridt væk.

[Pendrima af Condia]

Pendrima måtte nok indrømme overfor sig selv, at hun var faret vild nede i gøglernes lejr. Og hun begyndte langsomt at fortryde, at hun var taget herned. Hun sukkede lavmælt og trak kappen tættere omkring sig, utryg ved situationen. Hvordan kunne hun dog have troet om sig selv, at hun turde gå rundt hernede alene.

Hun havde efterhånden besluttet sig for at finde vej tilbage til borgen, da en velkendt stemme lød bagved hende. Hun drejede rundt på stedet, så kappen fløj omkring hendes spinkle krop. Hun så Keon foran sig, og det trak lidt i hendes mundvige. "Det har frøkenen. Hun ledte efter Keon Vandsprøjter, kender herren ham?" Spurgte hun og kiggede op på ham.

[Keon Keglekaster]

Keon genkendte Pendrima så snart hun gjorde omkring. Han rynkede panden i mild undren og der gik et øjeblik før det sædvanlige, skæve smil, trak op i hans ene mundvig ”Ach, ude er han. Desværre, frøken.” spøgte han og slog beklagende ud med begge arme ”Frøkenen skulle ikke være her heller.” fortsatte han, stadig smilende, men med et alvorligt glimt i de blå øjne.

[Pendrima af Condia]

Pendrima løftede det ene øjenbryn og så skeptisk på Keon. "Det var ærgerligt, hun havde ellers lyst til at snakke med ham," sagde hun og så direkte på ham. Da han nævnte, at hun ikke skulle være der, skød en skarp rødmen op i hendes ansigt, og hun rankede ryggen endnu mere. "Kom nu Keon," sagde hun bedende og slog sit blik ned i jorden. Hun have ikke lyst til at gå tilbage til borgen, ikke nu hvor endelig havde fundet vejen ned til gøglernes lejr. Og havde fundet Keon.

[Keon Keglekaster]

Det sitrede i gøglerens mundvige mens han trak på skuldrene "Ach.. ikke alt flasker sig." de blå øjne spillede drillende, tydeligt selv i mørket og om ikke andet i hans stemme. Han rynkede brynene lidt da hun fortsatte. Kastede et blik frem mod lyset fra bålet i gøglernes lejr og lod så blikket vende tilbage mod hende "Ikke her." han rakte en hånd frem mod hende og gjorde et kast med hovedet i en anden retning "Kom." han ville ikke være ugæstfri, men hvis de forkerte mennesker fandt hende i lejren, kunne det meget vel give samme resultat som at træde på en hvepserede.

[Pendrima af Condia]

Pendrima kneb øjnene let sammen, da hun anede et drillende glimt i hans øjne, og tydeligt kunne høre på hans stemme, at han morede sig. Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle reagere på det. Under normale omstændigheder ville hun være blevet fornærmet og vred, men hun vidste at dette var en anden verden, og man begik sig anderledes hernede. Hun gjorde dog store øjne, da han rakte sin hånd frem, og med et smil på læben tog hun den for tredje gang inden for ganske kort tid. Hjertet slog hårdt i hendes brystkasse, som hun fulgte med ham, spændt på, hvor han førte hende hen.

[Keon Keglekaster]

Keon talte ikke mens han ledte Pendrima væk fra gøglerlejren og ud mod hestefolden i stedet. Såvidt muligt holdt han sig i skyggerne af vogne og telte, så godt som lydløs på bare fødder i græsset indtil han stoppede hvor et træ kastede sin skygge ned over dem og sine grene ind over hegnet til folden.

Han slap hendes hånd ”Såå.. tale?” han satte sig op på overliggeren i et enkelt hop ”Om hvad?” hun burde ikke være her. Han burde ikke være her med hende, men nysgerrigheden havde alligevel vundet.

[Pendrima af Condia]

Pendrima forstod ikke helt, hvorfor de skulle så langt væk fra alle andre, men hun fulgte frivilligt med Keon, hvor end han førte hende hen. Hun kiggede sig nysgerrigt omkring, og følte sig en smule kriminel, som de listede rundt i skyggerne. Tanken om, at de holdt hinanden i hånden, fik hendes hjerte til at banke endnu hårdere, og hun rynkede panden. Igen var Keon den eneste mand hun havde holdt i hånden.

Da de kom ned til foldene, spærrede hun overrasket øjnene op, da han satte sig op på en af grenene i træet. Det trak lidt i hendes mundvige, da hun satte sig op ad træet stamme. Hun trak lidt på skuldrene ved hans spørgsmål. "Det ved jeg ikke," svarede hun og kiggede på hestene i folden. "Er det forkert af mig, at jeg ville se dig igen?"

[Keon Keglekaster]

Keon greb fat om den overligger i hegnet han sad på og nikkede uden at tøve ”Ay.. ikke smart.” fasthold han, men stadig uden at holde op med at smile. Han slog ud med armene og hold balancen på hegnet uden problemer alligevel ”Men smigret er jeg, jo jo.. Pendrima den nu knap så Gennemblødte.” spøgte han, uden dog at gøre forsøg på at glatte ud eller trække ord tilbage fra før. Han lagde hovedet lidt på sned "Ville hun bare tale?"

[Pendrima af Condia]

Pendrima sukkede let. Det var nogen gange irriterende at være adelig, og ikke måtte være sammen med folk, der ikke betragtede en anderledes, bare fordi man var født lidt højere oppe på rangstigen. Hun fnøs af hans ord og rejste sig op fra sin plads ved træet, for at gå hen og stille sig ved siden af ham ved hegnet. "Det ville hun ja. Med en, der snakker lige ud af posen. Og hvor jeg ikke skal tænke på, om jeg nu opfører mig efter den forskrevne etikette," sagde hun og drejede hovedet for at se på ham. En fløjten forlod hendes læber, og hun drejede hovedet udover folden. Nu hvor det var mørkt, så var det svært at skelne hestene fra hinanden. Men lyden af et par dundrende hove nåede hende hurtigt, og et skælmsk smil spillede på hendes læber. "Keon, mød min bedste veninde, Baila," en sort friser dukkede op foran dem, og stoppede prustende foran hegnet.

[Keon Keglekaster]

Keon rynkede brynene lidt, stadig smigret over hendes ord, men ikke mindre skeptisk. Det var ikke hende man skulle være på vagt overfor, men hendes far. Han kunne ikke fortænke hende, dog. Han elskede sin frihed alt for meget til at ville overveje et andet, og slet ikke hendes.

Så han sagde ikke mere. Hun var hverken den første eller den sidste adelskvinde der søgte ned i de lavere lag søgende efter underholdning og adspredelse. Han hævede et øjenbryn da hun fløjtede og drejede sig på hegnet for at se ud over folden. En enkelt hest skilte sig ud og et smil krusede sig på hans læber før han vendte sig så han sad overskrævs på hegnet i stedet og bukkede siddende ”Frøken Baila.” hilste han og rakte en hånd frem mod det store dyr.

[Pendrima af Condia]

Pendrima søgte adspredelse på flere forskellige områder, skønt Keon var den første gøgler hun nogensinde havde mødt i sit liv. Og indtil videre syntes hun om at have mødt ham, hun anede ikke, om de andre ville være som han. Men hun håbede det, selvom det nok var en smule naivt at håbe på sådan noget.

Da han hilste på den store hest, smilede hun bredt. Hesten prustede og lugtede til hans hånd i håbet om, at der fandtes en godbid i den. Dog uden held. "Jeg er ked af det, vi har ikke noget med til dig i dag," sagde hun og strøg sin elfenbensfarvede hånd hen over dens sorte pels. Så kravlede hun op på hegnet, og tænkte ikke over, at hun rent faktisk havde kjole på, og blottede sine ben ved sit foretagende. Men Keon havde også set hende i en hvid og gennemblødt underkjole, så dette var nok ikke noget særligt for ham.

[Keon Keglekaster]

Keon strøg den bløde mule efter at have ladet hesten snuse til sig. Han var vant til at omgås heste og havde stadig en drøm om at eje sin egen der kunne indgå i truppens numre. Det var dog netop det – en drøm. Heste var dyre og gode heste var endnu dyrere.

Han fulgte Pendrima med blikket mens hun forcerede hegnet og overvejede momentært hvordan det ville være at have råd til den slags luksus. Det blev dog ingen dybere overvejelse. Han var glad for sit liv som det var ”Hvor gammel er hun?” spurgte han i stedet og vendte sig på hegnet så han havde front mod folden, hende og hesten, uden at springe ned.

[Pendrima af Condia]

Pendrima var glad for sin hest, og vidste udmærket godt, at det var et luksusdyr, som ikke alle havde råd til. Og at der naturligvis også var racer, der var dyrere end andre. Hendes egen, Baila, var bestemt ikke af den billige slags. En frieser var som regel brugt som stridhest, men hun havde fået denne, som egentlig havde været tiltænkt den mandlige arving, som hendes forældre aldrig fik. "Hun er ti år. Jeg var selv med til at vænne hende til sadlen," svarede hun med en stor portion stolthed i sin stemme.

Komtessen strøg hoppen langs siden, og kunne lige nøjagtig se over hestens ryg, da hun stod nede på jorden. "Hun skulle oprindelig været brugt som en stridhest, men jeg fravalgte væbnerskolen," fortalte hun med et skælmsk smil på læberne. Hun løftede hånden og tog et fast tag i hendes tykke man, der bølgede ned over halsen på hesten. Med et adræt hop, fik hun manøvret sig op på ryggen af den store hest. Hun blev dog nød til at sidde i damestilling på grund af kjolen, som hun bar. "Vil du med op?"