En dans for de unge

[Piers af Mindelan]

Eiralys af Harise
6. juni 526 M. T.

Det var nu andet len på rundrejsen for Piers, og han havde efterhånden fundet sig ind i rollen som stedfortræder for sine forældre. Han var dog glad for, at han ikke boede oppe på borgen, men derimod var nede i lejren, hvor der var liv og glade dage. Han havde i løbet af dagen modtaget et brev fra sine forældre, hvori der stod, at han skulle socialisere lidt mere med de unge damer. De forventede tydeligvis at han fandt en hustru imellem dem. Med et suk havde han skrevet tilbage, at det skulle han nok.

Så den unge ridder Piers af Mindelan tog til velkomstbanketten med øje for, at lære de unge og smukke damer, og i nogle tilfælde piger, at kende. På den ene side var han lidt nysgerrig, men på den anden side også en anelse nervøs. Han så rundt i flokken af de unge kvinder, da musikken begyndte at folk brød op fra deres plads ved bordene. En lyshåret ung pige fangede hans opmærksomhed og det så ikke ud til at hun var sammen med nogen. Han lod som om, at han vandrede lidt rundt i salen, inden han endte ved sit endelig mål, netop foran den unge lyshårede pige. Han bukkede for hende. "Må jeg bede Nådigfrøkenen om denne dans?"

[Eiralys af Harise]

Da selve spisningen var færdig, undskyldte Lys sig overfor sin bordherre og de andre omkringsiddende og gik roligt væk, mens hun i sit stille sind var glad for at få lidt ro omkring sig - hvis man ellers kunne tale om det til en banket med så mange mennesker. Hun stillede sig i et roligt område, hvor der var tilpas med mennesker til, at hun ikke ville se ensom ud, men heller ikke så mange, at hun ville virke påtrængende. Det havde vitterligt været en højst usædvanlig aften indtil videre og det skulle vise sig at blive værre, da en ung ridder i Mindelan's farver kom hen til hende og bød hende op til dans.

Mængden af mandlig opmærksomhed hun allerede havde haft denne aften gjorde hende endnu mere mundlam, end hun ellers var og hendes kinder farvedes let rosa. Hun kunne ikke få et ord over sine læber, men nøjedes i stedet bare med at neje pænt og acceptere hans ønske om at danse.

[Piers af Mindelan]

Piers hørte ikke et ord komme over pigens læber, og hvis han ikke havde set på hendes ansigt, havde han ikke anet om hun gav sin accept. Men det gjorde hun heldigvis. Han åndede lettet op, og heldigvis druknede lyden i tonerne fra musikken der var begyndt at spille i baggrunden. Han tog imod hendes hånd, og førte hende efterfølgende ud på dansegulvet, hvor mange andre par allerede havde samlet sig. "Tillad mig at præsentere mig selv, jeg er Ridder Piers af Mindelan," sagde han og kiggede på hende. Han lagde godt mærke til, at hendes læber havde fået en lettere rosa farve. Dette gav ham et indtryk af, at hun nok var mere nervøs end han var, og det beroligede ham en hel del.

[Eiralys af Harise]

Hun fulgte ham villigt ud på dansegulvet og gjorde sit allerbedste for at fokusere på hendes nye kavaler og dermed ikke skotte tilbage til Ridder Lionel. Det lykkedes næsten. Hun faldt uden problemer ind i dansen og lod sig føre med af den unge mand og musikken uden problemer - en af de mange lektioner, hun havde taget med sig fra klosterskolen. Da han talte til hende, kvitterede hun dog med et lille smil. "Komtesse Eiralys af Genlith." Hun så på ham et kort sekund, hvorefter hun var nødt til at slå blikket ned og koncentrere sig om at sætte sine fødder rigtigt, hvis hun ikke skulle falde.

[Piers af Mindelan]

Piers lagde ikke mærke til, at Eiralys skottede til den unge ridder af Vårfos. Han var for travlt optaget af at sætte sine fødder det rigtige sted. Han var ikke nogen særlig habil danser, men han kunne dog huske sine lektioner dengang han gik på væbnerskole. Han var overrasket over, at det var komtessen Eiralys han nu holdte mellem sine hænder. Han havde ikke anet, hvordan hun så ud. Han sendte hende et venligt smil. "De virker lige så genert som mig, Komtesse Genlith," sagde han og sørgede for, at der var en anstændig afstand imellem dem. Han fulgte hendes blik og smilet blev blot en smule bredere. "Og de lader til at være lige så bange som jeg, for at træde den anden over tæerne."

[Eiralys af Harise]

Lys blev hurtigt opmærksom på, at hun ikke skulle forvente sig de store udfoldelser af Piers på dansegulvet, men det generede hende nu ikke. Som hun havde det for øjeblikket, mente hun, at en trænet ged sikkert kunne danse bedre end hende.

Hun måtte dog smile igen, da Piers talte. "Det undrer mig ikke, De har opdaget det." Hun sukkede let og undgik stadig at se direkte på ham. "Somme tider skulle man tro, det var et handikap at være genert, så svært som det er at begå sig med det."

[Piers af Mindelan]

Piers slappede lidt mere af, jo mere han fik hende til at tale. Det ville have været så pokkers akavet at danse med hende, hvis der bare havde været stilhed imellem dem. Og musikken var lav nok til at bemærke, hvis man ikke snakkede med hinanden. "Jeg ser det ikke som et handicap, blot et nydelig karaktertræk," sagde han og fulgte et par toner i musikken, inden han igen åbnede munden for at føre samtalen videre. "Generthed klæder Dem, komtesse," sagde han, og antydede på ingen måde, hverken med sine stemme eller blikke i øjnene, at han havde andre intentioner om at danse med hende. Han var ikke typen, der overvældede unge kvinder og lagde an på dem fra første øjekast.

[Eiralys af Harise]

Hendes kinder farvedes endnu mere røde af hans kompliment og hun skottede let op til ham et øjeblik eller to. "Det er venligt af Dem at sige, Ridder Piers." Hun lod det være ved det og kunne ikke lade være med at tænke tilbage på sin samtale med Lionel, som havde sagt nogenlunde det samme - omend på en lidt anden måde. "Er Deres forældre med på rundrejsen?" Hun håbede på, at kunne skubbe samtalen over på ham, for genert eller ej, så lod det til, han havde bedre styr på den, end hun selv havde. "De ér da arving til Mindelan, ikke sandt?"

[Piers af Mindelan]

Piers sendte hende et beroligende smil. "Venlighed er en dyd for mig, Komtesse Eiralys," sagde han og havde ikke noget imod at samtalen blev drejet over på ham. Omend han bestemt ikke havde lyst til at tænke på sin far. Dog lod han sig ikke mærke med det, det var jo ikke Eiralys skyld, at de to mænd havde et dårligt forhold indbyrdes. Han nøjedes med at smile og ryste på hovedet. "Nej, det er de desværre ikke. Min far blev syg kort før rundrejsen, og sendte mig i hans sted," svarede han. Ved hendes næste spørgsmål, lo han ganske kort og nikkede. "Jo, jeg er den agtværdige arving til Mindelan. Og De er arving til Genlith, så vidt jeg har forstået?"

[Eiralys af Harise]

Hun så forskrækket på ham et øjeblik og havde hun haft sine hænder fri, havde hun taget sig til munden også. "Åh nej dog. Det er vel ikke alvorligt?" Hun mærkede langsomt den brændende fornemmelse i kinderne aftage en smule - i skarp kontrast til andre samtaler, hun havde haft i aften. Det var beroligende at vide, at Piers tilsyneladende var lige så berørt af situationen som hun selv. Hun nikkede til hans spørgsmål. "Jo, det er jeg da." Hun bed sig i indersiden af kinden, da varmen pludselig skød op igen og hun blev kogrød i hovedet, da hun indså, at Piers måske havde set hendes forespørgsel som en indgang til en ægteskabssamtale. Og på trods af, at det faktisk var yderst relevant, så vidste hun også med sig selv, at hun ikke ville kunne tale om det.

[Piers af Mindelan]

Piers blev en anelse over at Eiralys reagerede så kraftigt over, at hans far var syg. Selv rørte det ham ikke særlig meget, men det var nok fordi han vidste, at faren nok skulle klare den. Manden var stædig som bare pokker. "De kan være ganske rolig, det er ikke noget alvorligt. Der er en healer hos ham, som sørger for at han kommer sig. Han satser på at være ved sine fulde fem, når rundrejsen kommer til Mindelan," sagde han beroligende. Han sendte hende et venligt smil, da hun bekræftede hans spørgsmål. "Så har vi noget til fælles Komtesse Eiralys. En fremtid, hvor vi selv kan bestemme over det, som står vores hjerte nært," han havde ingen intentioner om at snakke ægteskab med den unge pige. Selvom hans far nok ville bifalde det udover alle grænser.

[Eiralys af Harise]

Hun åndede lettet op på hans vegne, da han fortalte, at hans fader sikkert snart ville være rask igen. Hun kunne slet ikke forestille sig, hvor forfærdeligt det måtte være, hvis hendes egen fader pludselig blev så alvorligt syg, som Baronen af Mindelan alligevel måtte have været, for at sende sin søn som stedfortræder i så lang en periode.

Modet sank i livet på hende ved hans ord. Det var altså ægteskab, han ville tale om. 'Selv kan bestemme over det, som står vores hjerte nærmest' havde han sagt, og hvad andet kunne det betyde? Hun var fuldstændig stum et stykke tid, hvor hun hverken kunne se på ham eller tale til ham og hun blev overlykkelig, da musikken stoppede. Hun nejede formfuldent, nu med blikket i gulvet. "Mange tak for dansen, Ridder Piers. Hvis De vil have mig undskyldt." Hun smilede, vendte sig og gik med lidt for hurtige skridt væk fra dansegulvet med brændende kinder og var bare glad for, at der ikke var nogen sociale konventioner, som tvang hende til at blive og danse videre med ham. Nu trængte hun virkelig til at finde sig et roligt sted og være bare et øjeblik for sig selv.

[Piers af Mindelan]

Piers kunne ikke skjule sin overraskelse, da Eiralys pludselig ændrede ansigtsudtryk, og annoncerede, at dansen imellem dem var færdig. Hun undlod endda at kigge på ham. Han kunne ikke finde ud af, hvad der var gået galt, om han havde sagt eller gjort noget forkert. Om hun havde misforstået noget af det, som han havde sagt. Da hun valgte fuldstændig at trække sig tilbage fra mængden af mennesker, lod han hende gøre det. Der var ingen grund til at opsøge hende, hvis hun tydeligvis ikke ville snakke mere med ham. Han sukkede tungt, og forlod dansegulvet, tydeligvis med folks blikke rettet mod sig.

Tråd afsluttet