Skjult af skoven

[Keon Keglekaster]

Pendrima af Condia

Som resten af gøglertruppen var Keon vant til at flytte rundt. At slå lejr var derfor ikke noget nyt, men ren vane og det gik hurtigt med at få etableret sig da det store følge ankom til Milisesse. Nyt sted, men samme mennesker, mange af dem var i hvert fald og selvom han kun kendte en brøkdel, var der mange ansigter han kunne genkende, mens han gik gennem lejren, på vej mod den å der løb bag den for at prøve lykken med fiskefangst, og måske chancen for at dyppe fødderne efter flere dage på farten.

Han var ikke den eneste med samme gode idé og efter en kort snak med en af mændene der passede heste for en af de højbårne familier, fortsatte han lidt længere op lang bredden, til et knap så befolket sted ved nogle høje træer. Solen havde stået på det meste af dagen og var endnu ikke helt forsvundet. Det rolige vand så indbydende ud og han havde snart trukket skjorten over hovedet, smøget buksebenene op til knæene og var vadet ud i det lave vand. Det var også først da han stod der, han bemærkede en skikkelse på den anden side af træerne "Ach," udbrød han og vendte sig mod kvinden med et beklagende smil hvorefter han slog ud med begge arme og bukkede som en ægte gøgler "Beklager for frøkenen. Skjult stod hun, mhm." undskyldte han i den underlige, blandede dialekt han delte med resten af sin familie.

[Pendrima af Condia]

Som altid når de kom til et nyt sted, hvor de skulle slå lejr, sørgede Pendrima for at gøre sig ren. Og denne aften havde det været rart at gøre det i en kold å. Hun havde været meget nøje med at planlægge stedet, så hun ikke blev forstyrret, mens alle de andre arbejde. Og selve glæden ved at glide ned i vandet og vaske al støvet fra vejen væk, den havde oversteget hendes frygt for at blive opdaget.

Da hun var kommet op på land igen, og lige havde fået trukket under kjolen over hovedet, hørte hun vandet plaske igen. Med et ryk drejede hun hovedet og så en ung mand stå i bar overkrop i åen. Til at starte med tabte hun lidt underkæben, og havde ikke tanke for sin mangel på påklædning i hans selskab. Hendes lange rødgyldne hår var stadigvæk vådt og og klæbede sig til den lyse underkjole. Hun rømmede sig lidt og rankede ryggen. "Åh, det gør ikke noget," sagde hun, da hun havde forstået hvad han sagde. Han havde en anden dialekt end hende, og derfor måtte hun spidse ører, hvis hun skulle forstå ham. "Jeg var alligevel på vej... øhm... væk," sagde hun, dog uden at slippe ham med blikket.

[Keon Keglekaster]

Et underfundigt smil spillede stadig på Keons læber mens han betragtede kvinden ved træet. På trods af hendes sparsomme påklædning, var han ikke i tvivl om hun ikke hørte til i samme del af lejren som han selv gjorde. Det generede ham ikke. Han var vant til at omgås mennesker fra mange forskellige samfundslag og tog ikke rang så frygteligt tungt "Jeg kan gå?" tilbød han og lagde afslappet skjorten rund om skuldrene uden at gøre anstalter til at vade op fra det lave vand "Længere ned, mhm?" foreslog han og slog ud med den ene hånd ned ad åen hvor han var kommet fra før han tog fat om enderne af skjorten og lod armene hænge.

[Pendrima af Condia]

Pendrima var efterhånden ved at samle tankerne, og komme ud af chokket ved at blive opdaget ved åen. Et smil begyndte at spille på hendes læber, og hun tog sig ikke af, at hun havde meget lidt tøj på. Hun førte en hånd igennem håret, og rodede rundt i det. Hun rystede på hovedet. "Nej, det behøves ikke," sagde hun og gik ned til vandkanten, hvor hun satte sig i græsset. Hun granskede hans krop, og kunne ikke lade være med at få et større smil på læberne. Han var uden tvivl en af de flottere mænd hun var stødt på under rundrejsen. "De er fra gøglertruppen, ikke sandt?" Spurgte hun, og lagde armene rundt om knæene, som hun havde løftet op under hagen.

[Keon Keglekaster]

Keon fulgte hende med blikket indtil hun satte sig ved vandkanten i stedet, men var upåvirket af hendes tynde kjole. Når sandt skulle være sagt, var han forholdsvis vant til kvinder i mere sparsom beklædning, men som hendes blik vandrede, konkluderede han, det samme sikkert ikke gjaldt omvendt.

Han vadede de få skridt tæt nok på bredden til at smide skjorten fra sig i græsset tæt ved hende og nikkede så ”Aye..” det trak faretruende i hans mundvige over den høflige tiltale. Som om han var en De eller nogensinde blev det, men han kommenterede ikke på det. Man kunne hurtigt nok komme i problemer med høje herrer der følte man så skævt på deres kvinder ”Men frøkenen ikke.” konstaterede han faktuelt, så op og vadede længere ud i åen igen, hen foran hende mens han skævede til hende med et nysgerrigt blik.

[Pendrima af Condia]

Pendrimas erfaringer med lettere påklædte mænd begrænsede sig til én. Og det var ham foran sig. Hun brokkede sig ikke over det, for hun havde ikke vidst, hvad hun var gået glip af. Men nu kunne hun se, hvordan en mand så ud inden under deres skjorter. Den unge komtesse var opdraget til, at man holdt på formerne, og selvom de ikke var af samme stand, så kaldte hun ham stadigvæk De. Det virkede mest rigtigt. Også fordi, hun ikke ville fornærme ham ved at være så direkte og tiltale ham du. Hun synes at hans dialekt sang lidt i hendes ører, og hun havde svært ved at bedømme, hvor den stammede fra. Da han smed skjorten i græsset, kunne hun ikke lade være med at samle den op og lægge den pænt sammen. Hun kunne ikke døje uorden og krøllet tøj. "Godt set. Frøkenen læser på universitetet," hun sagde frøken for at drille ham lidt, smilet var drillende og det spillede i hendes øjne. "Hvad laver herren ude i åen?" Når nu han havde kaldt hende for frøken, så blev han da kaldt for herre.

[Keon Keglekaster]

Keon hævede et øjenbryn røg lidt i vejret, da kvinden greb hans skjorte og han åbnede munden lidt for at protestere - så mange gode skjorter havde han heller ikke at han kunne undvære en, men lukkede den så igen da hun lagde den sammen. De mørke bryn forblev hævede. Først i undren, så i morskab, mens et klædeligt smil et øjeblik blottede hans hvide fortænder.

Han fløjtede lavmælt, måske imponeret, måske ikke, så op og greb fat om en lavthængende gren i træet der strakte sine grene ud over åen "Vasker fødderne, selvfølgelig." svarede han som om det var håbløst indlysende, men de lyse øjne spillede skælmsk.

[Pendrima af Condia]

Pendrima betragtede ham tage fat om træets gren, og tænkte at det nok var fordi, at understrømmen var for stærk, og han ikke ville vælte. Da han svarede på hendes spørgsmål, kunne hun ikke lade være med at slå en latter op. Hun rystede på hovedet, for un troede ærlig talt ikke på, at det var hans formål ved at stå ude i åen. "Og det skal man simpelthen smide skjorten for at kunne?" Spurgte hun drillende og gengældte hans smil. Hun rejste sig op fra sin plads i grøften og gik de få skridt fremad, der var til at hun stod med fødderne i vandet. "Har herren et navn, eller skal den unge frøken selv navngive ham?"

[Keon Keglekaster]

Keons tænder blev igen synlige i et lydløst grin og han forsøgte ikke engang at se alvorlig ud da han nikkede "Mhm.. altid." konstaterede han frejdigt og mærkede den bløde åbund glide dovent væk under vægten fra hans fødder, der endte halvt skjulte under vandet "Måske tænkte jeg mere, men blev afledt." tilføjede han og fulgte hende igen med blikket da hun gik nogle skridt ud i det kølige vand.

Selv spændte han i armene og trak sig opefter, mod grenen, strakte benene mens han løftede dem og svang sig smidigt henover grenen i en baglæns kolbøtte. Hans fødder ramte vandoverfladen igen med et plask der sprøjtede vand op på hans bukser og næsten ramte hende også "Han har et navn, men er nysgerrig." han blev stående med fingrene lukket om grenen "Hvad ville hun kalde ham?" han hævede brynene igen i tydelig udfordring.

[Pendrima af Condia]

Pendrima vidste ikke helt, om det var et kompliment han kom med, eller hvordan hun skulle tage hans ord med at blive afledt. Hun havde ikke så meget forstand på, når mænd gav kvinder komplimenter. Kun når de var meget åbenlyse. Hun nøjedes med at smile af det, og fortsatte hen til det sted, hvor han stod. Hun gjorde store øjne, da han slog en baglæns kolbøtte, og hun trådte instinktivt tilbage, bange for at han skulle ramme hende på vejen ned. Det resulterede i, at hun gled på de glatte sten, der lå på bunden af åen. "Åh!" Hun landede på rumpen i vandet, der sprøjtede samtidig med at han landede i vandet igen. "Hun gætter på, at herren hedder Vandsprøjter til efternavn," sagde hun og strøg noget vådt hår væk fra ansigtet.

[Keon Keglekaster]

Keon var normalt hurtig, men denne gang ikke hurtig nok, da kvinden mistede fodfæstet og satte sig på halen i det lave vand. Han havde sluppet grenen og rakt en hånd ud helt instinktivt, men for sent. Han stod stille et langt øjeblik og afventende hendes næste træk, man vidste aldrig hvor mange vagter eller brødre hun havde tæt nok på til at kunne kalde på dem.

Hans skuldre faldt lidt da hun i stedet for vrede, spøgte videre og et klædeligt smil dominerede igen hans ansigt "Ach." udbrød han og vadede hen til hende med et ærligt, beklagende blik "Han skulle måske skifte navn." han rakte en hånd ned mod hende og gjorde en kunst ud af ikke at se mere på hvad den gennemblødte underkjole nu afslørede, end hvad han allerede havde set "Keon hedder han." oplyste han, mens han hjalp hende op at stå igen.

[Pendrima af Condia]

Pendrima havde normalt et hidsigt temperament, og i visse tilfælde reagerede hun ofte temmelig irrationelt. Der var sjældent noget som var hendes fejl. Men i denne situation kunne hun godt se, at det ganske enkelt bare var et uheld. Og hun kunne ikke tillade sig at blive vred på manden foran hende. Hun trak lidt på skuldrene, "måske," sagde hun og tog imod den hånd, som han rakte frem mod hende. Det generede hende ikke det mindste, at tage imod hjælp fra ham, hun havde intet at bevise overfor ham, som med mange af de unge adelige fyre i lejren. "Keon? Det kan hun godt lide," kommenterede hun, og havde ikke sluppet hånden endnu. Hun trådte et skridt til siden, og følte at hun stod på mere sikker grund, hvorpå hun også slap hans hånd. "Pendrima er den unge frøkens navn," sagde hun og sendte ham et bredt smil.

[Keon Keglekaster]

Keon lukkede fingrene om Pendrimas spinkle hånd og trak hende uden problemer op at stå i det lave vand igen. Det beklagende blik trådte i baggrunden for spillende munterhed igen mens han for sig selv noterede sig, at hendes hænder ikke havde oplevet hårdt arbejde. Det bekræftede hans formodning om, at hun hørte til det bedre borgerskab, eller måske endda adelen "Det kan han heldigvis også selv." konstaterede han med et skævt smil og trådte et halvt skridt tilbage da hun slap hans hånd, slog armene ud til siden og bukkede uden at slippe hende med blikket "En fornøjelse det er.. frøken Pendrima den Gennemblødte."

[Pendrima af Condia]

Pendrima kunne ikke lade være med at føle sig i godt selskab med Keon, og hun fandt ham spændende. Hans stærke og store hånd, virkede ru i hendes lille og bløde hånd, da han hjalp hende op igen fra at have siddet på bunden af åen. Hun lod sig ikke mærke med, at hendes hvide underkjole nu var gennemblødt fra underlivet og nedefter. Hun var mere interesseret i at lære Keon at kende. Sådan rigtig kende. Hvis hun fik lov til det af ham. "Jamen så er det heldig, at hans mor gav ham det navn," sagde hun og begyndte at le igen, da han bukkede for hende. Hun mærkede en mærkelig varme stige op i kinderne, men rankede ryggen og tog sig sammen. Det nyttede ikke at blive tøset nu. Da han havde rettet sig op igen, nejede hun dybt for ham, som hun havde lært det, først derhjemme, men siden på klosterskolen. "Fornøjelsen er helt på frøkenens side, Keon Vandsprøjter," sagde hun med et skælmsk smil på læberne og et drillende blik i øjnene.

[Keon Keglekaster]

Keon var nysgerrig, og lagde ikke skjul på det. De fleste kvinder fra det bedre borgerskab han havde mødt, havde været en smule.. sippede og havde ikke ejet selvironi. Pendrima virkede til at have netop det. Af samme grund var det nemt at smile bredt da hun gengældte hans buk, med en nejen. Selv i den våde underkjole gjorde hun det formfuldendt, som noget der kun kom af år øvelse. Vægtskålen vippede lidt mere mod adelig "En klog kvinde er hun." han nikkede og vadede så op på land med et muntert fnys "Kom op. Tør i solen." opfordrede han og stoppede, vendte sig om igen og rakte endnu engang en hånd ud mod hende for at hjælpe hende.