Spirrende venskab

[Pendrima af Condia]

Merric af Naxen
7. juni 526 M.T

Pendrima var taget med på udflugten til Tusiane. Hun glædede sig som et lille barn, og kunne næsten ikke vente med at komme afsted. Men de måtte vente lidt, for nu skulle de gøre holdt for natten, og slå en lille lejr op. Hun var endelig stået af sin standhaftige hoppe, der havde været ivrig efter at røre sig. Hun overlod hoppen til en stalddreng, der ville sørge for, at hesten fik det, som den havde brug for, inden de ville ride videre mod Tusiane den efterfølgende morgen. Med et smil klistret på de smalle og røde læber, bevægede hun sig væk fra hestene, og op imellem vrimlende folk. Hendes hår var en anelse uglet efter rideturen, og hun var iklædt mandetøj, som gjorde det nemmere for hende at ride. Pendrima var i gang med at fjerne noget støv på sin skjorte, hvilket gjorde, at hun ikke så sig for, og endte med at støde ind i en, og ende på røven i græsset.

[Merric af Naxen]

Merric kunne efterhånden ikke vente til rundrejsen nåede Naxen. Selvom han foretrak at være i Corus, så ville Naxen klart være at foretrække fremfor alle de andre steder de besøgte.. for slet ikke at tale om den tid de brugte på at rejse fra sted til sted.
Dog var nogle af alle de aktiviteter der blev arrangeret lidt nemmere at holde ud, og turen til Tusaine havde faktisk lydt nærmest tiltaltende.
Han var egentligt på vej for at finde en af hans venner som også var med på rundrejsen da en person gik ind i ham, og efterfølgende faldt. Han skulle lige til at komme med en skarp bemærkning, men så så han hvem det var der var stødt ind i ham.
"Komtesse Marmist! Jeg vil mene at det er lige lovligt tidligt at de falder for mig, lad mig i det mindste lære dem ordentligt at kende først" sagde han med et skævt smil og rakte hånden ud for at hjælpe hende op.

[Pendrima af Condia]

Pendrima var glad for, at hun ikke havde nået at skifte tøj endnu, for så var hun virkelig blevet tosset over, at hun var endt på bagdelen, og fik skidt på sit tøj. Hun stirrede op på Merric, manden som hun lige var stødt ind i. Hans kommentar resulterede i, at hun kneb øjnene sammen og stirrede vredt på ham. "Junker Naxen, altid en glæde at støde ind i dem," sagde hun spydigt og ignorerede hans udstrakte hånd. Hun kom selv på benene og satte armene i siderne. "De burde lære at se Dem for, det kunne være end grueligt galt," sagde hun og rettede på sin skjorte, der var blevet endnu mere krøllet under sammenstødet.

[Merric af Naxen]

Merric morede sig over Pendrimas irritation, og han gjorde intet for at skjule det for hende. Derfor spillede et skævt smil også på hans læber.
"Jeg vil gerne udtrykke min dybeste beklagelse Kotesse Marmist. Jeg ville nødigt sætte dem i en situation hvor de muligvis skulle forklare en healer at de kom til skade fordi de faldt på halen for mig" sagde han, stadig med det skæve smil på læberne. Han håbede på at Pendrima ville vælge at hoppe med på hans små morsomheder, men uanset hvad morede han sig kongeligt lige nu med at irritere hende en lille smule.

[Pendrima af Condia]

Pendrima så olmt på Merric, mens hun forsøgte at få nogenlunde hold på sig selv og støve sit tøj mest muligt af. Hun havde mødt ham et par gange på universitetet, og der havde han virket som en helt rolig mand. Men hun brød sig ikke om at blive drillet, og slet ikke i fuld offentlighed, som det var her. "Jeg tror helt ærligt, at De slet ikke mener Deres ord, Junker Naxen," sagde hun og valgte at løsne sit hår, der helt sikkert lignede mere en fuglerede, end den frisure hendes kammerpige havde givet hende engang imorges. "Hvorfor går De også rundt uden at se Dem om?"

[Merric af Naxen]

Merric tog alt det der skete med et gran salt. Der var ikke lagt nogen alvor bag hans ord, og han valgte ikke at ligge meget alvor bag hendes ord.
"Det er helt op til dem hvad de vælger at tro om mig, Komtesse.. Deres tanker om mig afspejler jo blot de indtryk jeg har formået at gøre på dem" sagde han i et let tonefald.
Han betragtede hende lidt da hun løsnede håret. Hun var uden tvivl kønnere med håret løst. Han lod kortvarigt blikket glide ned over hende. Det var ikke fuldkommen åbenlyst, men han havde intet imod hvis hun opdagede at han betragtede hendes krop.
"Vil de tro mig hvis jeg siger at det er fordi jeg har andet i tankerne? Eller tror de at jeg bevidst prøver at få unge kvinder til at støde ind i mig" han lagde hovedet let på skrå og så spørgende på hende.

[Pendrima af Condia]

Pendrima sukkede indvendigt, mens Merric talte. Havde hun virkelig ment sine ord så vredt? Hun var ikke helt sikker, men valgte at lade tanken ligge. Hun skævede til ham, da hans blik gled hen over hendes krop, og hun mærkede blodet stige op i hendes kinder. Hun var ikke vant til, at mænd kiggede på hende sådan. Og hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle reagere på det. "Jeg tror lige præcis det, som jeg har lyst til," sagde hun med en stemme der indikerede, at det samtale emne var lagt på hylden, og det var ikke nødvendigt at tage det op igen. "Det kommer an på, hvad De mener, De havde i tankerne," svarede hun på hans spørgsmål, og kørte en hånd igennem håret, så krøllerne dansede omkring hendes ansigt.

[Merric af Naxen]

Merric kunne ikke lade være med at smile da Pendrima rødmede. Var hun ikke vant til at mænd kiggede på hende, eller var hun blot mere uskyldig end han havde fået indtryk af? Af en eller anden grund morede den tanke ham.
"Egentligt gik jeg blot og tænkte på hvor jeg mon kunne finde noget behageligt selskab.. så måske gik jeg egentligt ind i dem med vilje" sagde han og betragtede hende lidt for at se hendes reaktion på den slet skjulte hentydning. Hun var vel egentligt lige ung nok til hans normale smag, men han kunne ikke benægte at hun havde udseendet med sig.

[Pendrima af Condia]

Pendrima fnøs, tydeligvis ikke overbevist om, at det var tilfældet. Men hendes blik var nysgerrigt, og hun lagde hovedet en anelse på skrå, da hun betragtede ham. Det virkede usandsynligt, at han søgte netop hendes selskab. Men hun ville trods alt, lade tvivlen komme ham til gode. "Så det gjorde De? Nu har De fundet mig," sagde hun i et drillende toneleje. "Hvad vil De med mit behagelige selskab?" Spurgte hun og trådte et skridt nærmere, da nogle drenge skulle forbi hende, og de stadigvæk stod ude på den vej, der førte fra hestefoldene og op i lejren.

[Merric af Naxen]

Merric glædede sig lidt over Pendrimas drillende tone. Endelig hoppede hun med på legen.
"Det kommer helt an på.." han stoppede et øjeblik og så hende ind i øjnene. "Hvad den unge frøken selv finder passende" sagde han og hævede spørgende et øjenbryn. Han nød det lille spil de havde kærende imellem sig, og han glædede sig nærmest til at høre hvad hun ville svare.. Selvom der vel egentligt var en reel risiko for at hun ville blive fornærmet, men det kunne han ikke tage sig af. Hvis det skete var det bare ærgerligt, så var hun ikke besværet værd.

[Pendrima af Condia]

Pendrima lod som om, at hun blev chokeret over hans udtalelse, og løftede hånden op for at ligge den i udskæringen på sin skjorte. "Junker Naxen dog! De chokerer mig," sagde hun, men hendes øjne afslørede at dette ikke var sandt, da hun slog dem ned og igen rødmede i sine blege kinder. "Vi kunne gå over i ølteltet?" Sagde hun lavmælt, og sikrede sig at ingen lagde mærke til deres samtale. Hvis nogen af hendes forældres tjenere var i nærheden, så ville de sikkert straks hive af sted med hende.

[Merric af Naxen]

Et kort øjeblik nåede Merric at blive en lille smule irriteret på Pendrima, hun var åbenbart ikke med på legen, som han ellers havde troet. Irritationen forsvandt dog da han lagde mærke til hendes blik og hendes rødmen. Så hun var med på legen alligevel, fantastisk.
"Hvis det er det Komtessen ønsker, så skal jeg med glæde eskortere dem derhen" sagde han og bukkede kort for hende. Høfligheden og etiketten rakte dog kun så langt. "Hvis de altså er klare til at løbe risikoen for at blive opdaget" han smilte igen skævt til hende.

[Pendrima af Condia]

Pendrima slog en latter op, da han bukkede for hende, og så rystede hun efterfølgende på hovedet. "Undskyld, det var ikke pænt af mig," sagde hun og bed sig selv i underlæben, så hun ikke ville komme til at le igen. "De må meget gerne eskortere mig derhen, Junker," sagde hun og begyndte at bevæge sig hen i mod det berygtede telt. Hun havde dog aldrig været derinde før. "I denne er påklædning er der ikke nogen, som vil tro jeg er en komtesse. Jeg ligner en ung væbner," sagde hun og hentydede til sine mørkebrune hoser og den sorte skjorte som hun havde på. Begge dele var støvet til efter rideturen.

[Merric af Naxen]

Merric fulgte efter Pendrima hen til ølteltet, havde det været et hvert andet sted de skulle hen ville han højest sandsynligt have tilbudt hende sin arm, men det ville nok skabe for meget opmærksomhed.
"De burde klæde dem som en ung væbner oftere.. Det klæder dem" sagde han. En tanke slog pludselig ned i ham.
"De har vel næppe haft den fornøjelse at besøge ølteltet før?" Han vidste at svaret med største sandsynlighed nok ville være nej. Dette tegnede pludselig til at blive en yderst fornøjelig tur I ølteltet.

[Pendrima af Condia]

Pendrima så ned af sig selv, da Merric kommenterede hendes påklædning. Hun fandt ikke tøjet særlig flatterende, især ikke fordi det sad så løst på hendes ellers spinkle krop. "Jeg vil tage Deres kompliment til overvejelse," nøjedes hun med et svare, dog med et smil på læben.

Til hans spørgsmål rystede hun på hovedet. "Nej, aldrig. Jeg har heller ikke fået chancen for at smage øl før. Kun vin og cider," svarede hun og trak på skuldrene. Hun slog teltdugen til siden, da de var nået hen til det omtalte telt. Hun kiggede hurtigt omkring, og fandt et bord til dem.