Tid for sig selv

[Falda af Kongsborg]

Martin af Meron
30. maj 526 M. T.

Endnu en hviledag på rundrejsen, og en hvor der ikke skulle foregå noget. Det faldt i Faldas smag, og hun havde forladt teltet om formiddagen, for først at gå en tur rundt i lejren sammen med sine børn. Og efterfølgende spist frokost med dem. Så havde hun overladt dem til deres amme, og var gået ned til det sted, hvor hestene befandt sig.

Efter noget tid, var hun på vej ud af lejren siddende på sin hvide hoppe. Hun trængte til at slappe lidt af ude i naturen, væk fra lejrens larm. Da hun var kommet lidt væk, kom hun til at klippefremspring, hvor hun hoppede af hesten, bandt den fast til et træ, og satte sig ned på en sten, mens hun så udover vandet.

[Martin af Meron]

Martin havde sat sig med ryggen imod et stort egetræ og forsøgte at få styr på alle sine modstridende følelser. Han havde siddet sådan et stykke tid og var efterhånden næsten klar til at tage tilbage til lejren igen, selvom han ikke havde specielt lyst, da han så en kvinde nærme sig på en hest. Efterhånden som hun kom nærmere, genkendte han Falda og smilede venligt, mens han ventede på, at hun skulle opdage ham. Det gjorde hun dog ikke, men satte sig i stedet for sig selv på en sten.

Han rejste sig op og gik hen imod hende. "Goddag Falda. Jeg ser, du har fået samme idé som jeg selv." Først da han havde givet sig selv til kende, kom han til at tænke på, at det ikke var sikkert, hun ønskede hans selskab mere, eftersom han havde udfordret hendes mand til duel ganske få dage i forvejen.

[Falda af Kongsborg]

Falda havde ikke lagt mærke til, at der var andre end hende der havde søgt hen til dette område, og derfor fik hun et chok, da hun hørte nogle komme gående bagved hende. Da hun hørte Martins stemme, drejede hun hovedet og så op på ham med et venligt smil. Hun havde godt hørt rygterne om den duel der var fundet sted, men hun havde endnu ikke snakket med Teron om det. "Goddag Martin," sagde hun med en munter stemme. "Ja, jeg trængte til at komme lidt væk fra lejrens inferno," hun rykkede lidt til side på den sten hun sad på. "Vil du ikke gøre mig selskab, eller er du på vej tilbage til lejren?" Hvis han var på vej tilbage, ville hun nok blive en anelse skuffet. Nu hvor de var på tomandshånd, havde hun noget, som hun gerne ville snakke med ham om.

[Martin af Meron]

Martin indtog pladsen ved hendes side, da hun tilbød den - glad for, at hun ikke lod til at bære nag over den uoverensstemmelse, som han havde haft med hendes slyngel af en mand. "Jeg var netop ved at begive mig tilbage imod lejren, men siger dog ikke nej til at tilbringe lidt tid i dit selskab. Hvis ikke det ødelægger din rolige stund." Han smilede indsmigrende og lod sine lange arme hvile hen over sine knæ, mens han så ud over vandet, i stedet for at se på hende.

[Falda af Kongsborg]

Falda smilede taknemmelig til Martin, da han satte sig ned ved siden af hende. Selvom de måske ikke var decideret venner, så følte hun sig godt tilpas i hans selskab. Uanset hvad der var sket et par dage tidligere. Det havde trods alt intet med hende at gøre. "Bestemt ikke. Det ville være rart med noget selskab herude," sagde hun og betragtede ham, mens han kiggede udover vandet. Hun rynkede panden lidt, han så meget eftertænksom ud, som han sad sådan. "Martin, er der noget, som tynger dig?" Hun lagde hovedet en anelse på skrå, og forsøgte at læse hans kropssprog.

[Martin af Meron]

"Det er jeg glad for at høre." Han smilede varmt til hende, glad for at få sin fornemmelse af, at han og Falda kunne komme til at holde af hinandens selskab, bekræftet.

Han havde siddet og fortabt sig i udsigten et øjeblik - tydeligvis stadig i en tænksom stemning - da hun talte til ham. Han vendte ansigtet imod hende med et lettere forvildet ansigtsudtryk. "Øhh.. Nej da.. Hvorfor tror du dog det?" Han forsøgte sig med et venligt smil.

[Falda af Kongsborg]

Falda, der stadigvæk havde hovedet lidt på skrå, så granskende på ham. Det ansigt han satte op, ved hendes spørgsmål, afslørede tydeligt, at han havde været langt væk i sine egne tanker. Hun drejede hovedet og så udover vandet. "Du så sådan ud, da du betragtede vandet," sagde hun med et svagt smil. "Der er noget jeg gerne vil spørge dig om," Falda kiggede ned på sine hænder, som hun havde foldet rundt om knæene, der var bukket op under hendes hage.

[Martin af Meron]

Martin sendte hende et let smil. "Jeg har meget at tænke på," var det eneste, han svarede. Han kendte ikke Falda godt nok endnu til uden videre at udbasunere sine bekymringer og han var glad, da hun skiftede emne. "Jeg vil være glad for at svare på ethvert af dine spørgsmål." Han smilede venligt og satte sig bedre til rette, så han kunne se på hende, mens hun talte. Det var trods alt det høfligste og han sad jo sådan set over for en baronesse. "Hvis det er om duellen den anden dag, så er jeg bange for, at det var uundgåeligt."

[Falda af Kongsborg]

Falda nikkede. Ja, det havde han vel. Men det forestillede hun sig, at alle adelige havde nu om dage. Og Martin stod til at skulle giftes. Hun havde selv haft en del at tænke på, op til sit eget bryllup. Hvordan mændene håndterede en sådan situation, det vidste hun ikke. "Det er om duellen. Jeg så selv optrinnet," sagde hun og rystede opgivende på hovedet. "Jeg må indrømme, at det er første gang, min mand har chokeret mig med sin opførsel," hun sukkede tungt og bøjede hovedet. Efter duellen føltes det som om, at mange lo af hende, bag hendes ryg på grund af den mand, som hun havde valgt at gifte sig med.

[Martin af Meron]

Et ganske kort øjeblik blev Martin bange for, at hun ikke ønskede at have mere med ham at gøre på grund af duellen, men han nåede at komme til fornuft, for hvorfor skulle hun have inviteret ham til at sidde, hvis hun alligevel bare ville bede ham holde sig væk? Han rystede mentalt på hovedet af sig selv og ventede på hendes egen fortsættelse.

Han forsøgte sig med et smil, som føltes reelt. Det var svært for ham at acceptere, at Teron kunne finde på at behandle en kvinde som Falda på den måde og han havde lige så svært ved at fortstå, hvordan Falda kunne acceptere det. "Efter hvad jeg har hørt, er det ikke første gang, det er sket. Så hvorfor er det først nu, det chokerer dig?"

[Falda af Kongsborg]

Falda vidste godt, at hendes mand ikke ligefrem var tro mod hende. Men det havde dog aldrig ført til, at han skulle ud i en duel med en anden adelig herre. Ikke så vidt hun vidste i hvert fald. Og hvis Falda selv skulle sige det, så var hun en anelse flov, og følte sig i den grad ydmyget ved, at hun havde været til stede. "Normalt er jeg ikke til stede, når min mand... Øhm, opfører sig syndigt," svarede hun på spørgsmålet. Hun var normalt vant til, at han sendte tjenestepigerne lange blikke, når de var sammen. Men at opføre sig sådan når hun var til stede. Hun rystede igen på hovedet, og kunne ikke få synet ud af hovedet. "Jeg tror også, det er første gang jeg betvivler min egen beslutning om at blive gift med ham," det sidste sagde hun lavt og det blev efterfulgt af et tungt suk.

[Martin af Meron]

Martin lod hende fortælle uden at kommentere. Indvendigt synes han dog, det var lidt sørgeligt, at hun var villig til at se igennem fingre med sin mands utroskab, når hun var vidende herom, men at hun nu ikke kunne udholde det, fordi hun selv havde set det. Han havde dog intet behov for at pointere det over for hende. Hun ville sikkert selv komme til samme konklusion med tiden.

"Dit ægteskab behøver jo ikke at forblive i sin nuværende tilstand. Det er op til dig, om du fortsat vil tolere den type adfærd. Og hvis du ikke vil. Hvad du i så fald vil gøre for at få ham til at stoppe." For Martin var det ikke en mulighed at opløse ægteskabet. Han mente personligt, at man altid kunne finde en udvej for at rette op på dårlig opførsel hos sin ægtefælle.

[Falda af Kongsborg]

Falda lyttede til Martins ord, og vidste nok inderst inde godt. At hun aldrig burde have fundet sig i Terons udskejelser. Men det var for sent at fortryde nu. Hun havde været ung og dybt forelsket i den unge mand, som hun havde ønsket at blive gift med, selvom han ikke havde haft de samme følelser for hende. "Jeg er en tilgivende person, og derfor har jeg fundet mig i det. Men at blive offentlig ydmyget, det er ikke noget jeg finder mig i. Og slet ikke af min egen ægtemand," sagde hun og rynkede panden, mens hun tænkte sig kort om. "Der intet andet at gøre, end at ændre ham," hun havde bestemt ikke tænkt sig at gå fra sin mand. Overhovedet. Et lille liv spirrede i hendes mave, og de havde tre dejlige børn sammen. Ægteskabsbrud var ikke en mulighed i hendes øjne.

[Martin af Meron]

Martin smilede let - et forsikrende et af slagsen, uden mindste munterhed i det. "Du behøver sandelig ikke forklare dig over for mig. Hvordan I håndterer jeres ægteskab er udelukkende jeres egen sag." Han var ikke i tvivl om, at Falda fortalte sandheden, men han havde ikke lyst til at bekræfte hende i, at hendes fremgangsmåde havde været den rigtige.

Da hun talte om at ændre ham, faldt der dog en lille sten fra Martin's hjerte. "Det kan ikke blive let. Han har levet på den måde i for mange år til, at han lader sig ændre uden kamp."

[Falda af Kongsborg]

Falda nikkede og gengældte hans smil. Hvis bare hun kunne snakke med sine forældre om dette her. Eller Jerel. Men hendes forældre var ikke i nærheden, og Jerel ville bare sige, at hun skulle lade sig skille. "Teron har altid været sådan. Selv før vi blev gift, så nej, det bliver ingen nem opgave," sagde hun med et trist smil på sine smalle læber. "Jeg ville ønske, at jeg havde nogen at gå til for at få råd," hendes venindekreds var begrænset. Mest fordi hun jo boede på lensborgen til dagligt og kun kom til Corus, når hun blev inviteret. Hvilket ikke skete ofte.