Slægtskab

[Jessamine af Ravntoft]

Piers af Mindelan
den 30. maj, år 526 M.T.

Jessa kedede sig bravt, men selvom hun havde drukket det sidste glas vin for aftenen, kunne hun ikke tillade sig at gå fra den lille selskabelighed endnu. Hvad hun kunne gøre, var at undgå Grevindens idéer om ideelle samtalepartnere og da hun fik øje på et bekendt ansigt, var det naturligt for hende at bevæge sig imod ham.

Efter et halvt år nordpå, havde hun mistet visse tanker om høflighed og hun afbrød den samtale han havde med intet mere end et smil og et "hvor gemte du dig i går, fætter?" Hun anede ikke hvor længe han havde været med på rundrejsen. Hun selv var blot ankommet dagen før, men ham havde hun ikke set før nu.

[Piers af Mindelan]

Piers stod og snakkede med en af de andre unge adelsmænd, der var taget med på rundrejsen, da en rødhåret pludselig afbrød deres samtale, og samtidig afslørede hendes identitet. Han drejede hovedet og kiggede ned på ham, mens han undskyldte sig overfor den anden mand.

"Godaften til dig også, kusine," sagde han og blottede sine tænder i et smil. "Jeg gemte mig primært i mit telt, og sekundært bag et krus øl med en gammel ven," han havde ikke haft den store lyst til at trække i de fine klæder og bevæge sig rundt mellem adelen. Enzes selskab havde virket mere tiltrækkende. Især når de først havde mødt hinanden igen i går, da Piers selv ankom til lejren.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa himlede diskret med øjnene og rystede lidt på hovedet af ham. "Grevinden siger, at du repræsenterer Mindelan," bemærkede hun lettere tørt. "Hvordan synes du selv det går?" Hendes smil var måske næsten høfligt, men blikket derimod drillende.

Hendes eget forhold til selskabelighederne kunne beskrives med cirka samme uvilje som Piers lagde for dagen, men hun var der heller ikke for at fremvise Ravntofts fremtid. Det måtte Galeron og Vivenne virkelig tage sig af.

[Piers af Mindelan]

Piers var lige ved at sige noget om sin faster, der godt kunne lyde meget uheldigt, men tog det i sig igen. Han kunne jo godt lide damen, desværre. Hun havde i hvert fald mere hjerte end hans egen far havde. "Det synes jeg er pænt af Grevinden at sige," kommenterede han blot med et drillende smil.

Han havde bestemt ikke haft lyst til at tage med på rundrejsen, der var andre og mere ridderlige ting, der behøvede hans opmærksomhed. Langt væk herfra. "Usædvanlig godt. Jeg har snakket med alle mine faders venner, og deres utrolig kønne hustruer," han vrængede lidt på næsen ved det sidste og udtrykte sin utilfredshed uden at sige et ord. "Men jeg er dog overbevist om, at både dine og mine forældre har et højere mål med, at vi skal deltage i denne rundrejse," Piers brød sig ikke om tanken, men trak let på skuldrene.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa rynkede panden svagt og fangede ikke Piers reference. Hun mente mere det var informativt end det var særlig pænt, men hun havde ikke tænkt sig, at kommentere på det. I stedet betragtede hun ham lettere skeptisk i komplet tavshed og sendte et enkelt, hurtigt blik over i nærheden af Elenore af Ravntoft.

"Du skulle tage at tale med Galeron om hvordan man klarer sig igennem, det virker som om han er ganske god til det." Hun hævede begge øjenbryn en anelse og betragtede ham sigende. "Han er også med til alle banketterne, har Nådigfrue Vivenne ladet mig forstå."

[Piers af Mindelan]

Piers så i retningen af sin kusines blik og fik øje på sin faster. han nikkede i retningen af hende, men vendte ellers sin opmærksomhed mod Jess igen. Han havde ingen ønsker om at snakke med Grevinden igen foreløbig, det havde han gjort rigeligt den dag, han ankom til lejren.

"Galeron får alt til at se nemt ud, det er sådan din bror er, Jess," sagde han med et smil, og mente bestemt ikke noget dårligt med det. Galeron var god til stort set alt, hvad han foretog sig. "Men vi har aftalt at mødes, når der er tid til det," Piers tog en tår af det vinglas, han havde fået fra en væbner et eller andet sted.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa var komplet uvidende omkring hendes fætters anstrengte forhold til grevinden. Havde hun vidst det, ville hun næppe have stået og snakket så afslappet med ham. Hun kunne sagtens sukke opgivende over sin mor, men hun elskede hende og hun ville ikke reagere positivt på, at andre havde det anderledes. Som det var, smilede hun en anelse skævt og fnøs dæmpet over komplimenten - eller hvad det nu var.

"Galeron har altid arbejdet hårdt for det han har og kan," konstaterede hun roligt. "Det er beundringsværdigt og værd at efterstræbe." Hun rankede sig en anelse. Hvis han overhørte hende skamrose sig sådan, ville hun næppe høre enden af det. Hun var dog stolt af sin storebror og ikke bange for at andre hørte det. "Hvordan har Baronen det?" Hun rynkede panden svagt i reel bekymring.

[Piers af Mindelan]

Piers løftede afværgende hænderne op, da Jessamine begyndte at forsvare Galeron. Han sendte hende et familiært smil. "Det var intet angreb. Jeg misunder ham blot, at han er så god til de ting, som han gør. Men mon ikke, det kommer til mig på et tidspunkt at være så ansvarsfuld," sagde han med et smil og sippede lidt til sin vin. Han skævede dog ned til kusinen. "Han skal nok blive glad for at høre, at du roser ham så meget," sagde han drillende. Ved hendes spørgsmål var han lige ved at skære en grimasse, men nåede at standse sig selv og opretholde en passende maske. "Helbredet skranter lidt, han følte sig desværre ikke rask nok til at rejse med rundt. Men han ser frem til, at rundrejsen når Mindelan, så han kan hilse på familien," svarede han og sendte Jessamine et svagt smil. Han brød sig mere om Grevinden, end han kunne lide sin egen far, hvis han skulle være helt ærlig.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa nøjedes med at løfte et øjenbryn med et svagt, lettere forvirret smil over Piers' respons og endte med at rynke panden. Hendes bryn var sammentrukne og hun nikkede let.

"Forhåbentlig bliver han rask nok allerede inden da," svarede hun opmuntrende. "Og Baronessen?" Hun endte med at tage et glas vin fra en bakke, selvom hun havde aftalt med sig selv at hun havde fået sit sidste.

[Piers af Mindelan]

Piers tog sig ikke af sin kusines forvirrede ansigtsudtryk. Det var svært at lære resten af familien at kende, når de ikke sås særlig tit, og dermed ikke havde særlig meget med hinanden at gøre. Men mon ikke det kom med tiden, når nu de skulle være sammen i et helt år på rundrejsen.

"Det håber jeg," svarede han oprigtigt. Selvom han havde et akavet forhold til sin far, så ønskede han ikke at baronen blev ramt af dårligdom. "Hun er stadigvæk snakkesalig, dog bekymret for min far. Men når han bliver rask, så kommer hun til at sprudle igen," han lo let ved tanken, da han sendte et blik rundt i salen. "Åh, jeg kan se at Galeron er færdig med at snakke nu. Jeg må hellere hilse på ham," Piers sendte et undskyldende blik til Jessamine. "Undskyld mig, kære kusine."

Tråd afsluttet