Hvor er velkomstkomitéen?

[Piers af Mindelan]

Enze af Bavera

Det var en lang rejse fra lensborgen i Mindelan og så til lensborgen i Egelund. Og ærlig talt, så havde den unge rytter gerne undværet den lange tur. Men en pludselig sygdom havde ramt lensherren, hans far, og havde tvunget den ældste søn af sted.

Den normalt røde hoppe, var nu fuldkommen støvet til, og trængte til et hvil. Det gjorde dens ejermand også, der var mindst lige så støvet til. Han savnede et godt bad, og et solidt måltid mad. For ikke at tale om et krus øl. Maden og øllen var dog nok det, som han havde mest lyst til nu.

Oppe for enden af vejen fik han øje på nogle utrolig velkendte farver, og en lettelse skyllede igennem hans krop. Endelig var han fremme. En vagt gjorde tegn til, at han skulle holde sin hest an, hvilket han naturligvis gjorde. "Ridder Mindelan anmoder om at komme ind i lejren," lød Piers stemme, før vagten foran ham nåede at åbne munden og sige noget.

[Enze af Bavera]

Enze kom gående ned langs rækken af vagter - så godt som færdig med sin runde nu. Han fandt det lidt sært, at han nu oftere var den, som holdt øje med vagterne, end han selv var det. Det var en forandring, som var indtrådt sammen med hans forfremmelse til korporal.

Han var lige nået hele raden rundt og var tilbage, hvor han startede, da han hørte en velkendt stemme og hans hoved svirpede rundt. Da han havde sikret sig, at den nyankomne faktisk var, hvem han troede det var, bredte der sig langsomt et smil over Enze's ansigt og han gik hen til den pågældende vagt. "Bare luk ham ind. Jeg kan sige god for ham." Derefter så han op på ridderen. "Tænk engang at vi skal mødes her."

[Piers af Mindelan]

Vagten foran ham skulle lige til at åbne munden, og sige et eller andet. Piers fandt aldrig ud af det, for i det øjeblik blev de afbrudt af en stemme, som han ikke havde hørt i lang tid. Et smil bredte sig over hans læber og rystede på hovedet, så hans lyse hår dansede omkring ansigtet.

"Tænk engang, så har jeg set det med, korporal," sagde Piers med et drillende glimt i sine øjne. Han svingede det venstre ben over ryggen på hesten, og landede på jorden med et bump. Hvis ikke der havde været vagter i nærheden, så havde han haft lyst til at give Enze et slags kram. Men ikke nu. "Ja, jeg må indrømme, at det heller ikke er med min gode vilje. Farmands ordre," kommenterede han og tog ordentligt fat i tøjlerne på hesten.

[Enze af Bavera]

Enze viste Piers ind i lejren og hen til et sted, hvor han skulle sætte sin hest og senere melde sin ankomst til én af lejrplanlæggerne. "Nåh, ud fra, hvad jeg har set af rundrejsen indtil nu, så tror jeg nu ikke, du kommer til at kede dig." Da Piers steg af hesten, greb Enze den anden mands underarm i en varm gestus. "Det er virkelig godt at se dig igen, Piers. Jeg troede ikke, det ville ske så hurtigt."

[Piers af Mindelan]

Piers fulgte med Enze ind i lejren, og afleverede tøjlerne til en stalddreng, der ville tage sig af den trætte hoppe, til når Piers igen fik brug for hende. Så drejede han hovedet og så på Enze med et overrasket blik. "Der kan man se, det glæder mig at der måske kan komme noget godt ud af det her," kommenterede han, og gengældte den andens varme gestus. "Heller ikke jeg. Planen var, at jeg kun skulle være til stede, når rundrejsen nåede Mindelan. Men jeg er glad for, at du i det mindste er her," sagde han og klappede ham på skulderen.

[Enze af Bavera]

Enze nikkede - et øjeblik lidt trist over, at han heller ikke selv kunne nyde rundrejsen fuldt ud. Nok engang gik hans tanker til Rispah og han ønskede mere end noget andet, at han kunne dele det hele med hende. "Jeg tror ikke, du kommer til at kede dig, hvis du kommer her som repræsentant for Mindelan. Jeg kan for eksempel fortælle dig, at du så allerede er tvangsindlagt til en velkomstbanket på lensborgen i aften." Han kunne ikke lade være med at smile drillende og kom et øjeblik til at tænke på, hvor meget han egentlig havde ændret sig, siden han mødte Piers sidst. Det var virkelig rart at vide, at han ikke længere befandt sig i det dybe hul, han havde været i både fysisk og mentalt dengang.

[Piers af Mindelan]

Piers første reaktion på det Enze sagde, var at se forfærdet på sin gode ven, sukke meget tungt og så efterfølgende ryste på hovedet. "Det har min mor virkelig planlagt godt," mumlede han og strøg en hånd igennem de støvede krøller, så det stod ud til alle sider. Han havde virkelig ikke lyst til at tage til sådan en banket i aften, han var træt og gad ikke konversere med højvelbårne personer. "Og chancen for at jeg kan blive væk er meget lille, ikke sandt?" Spurgte han og kiggede igen på Enze, denne gang med et drillende blik. Han havde meget større lyst til at være sammen med Enze og resten af ridderne, der ikke skulle deltage i banketten.

[Enze af Bavera]

Enze opdagede sin fejltagelse næsten med det samme. "Nej hov, det passer da ikke. Det er først i morgen aften." Han så undskyldende på sin kammerat. "Men nej, den kan du nok ikke snige dig udenom. Alle lenshoveder eller repræsentanter er med til de banketter. Indtil videre har der været en ved alle de len, vi har været igennem."

Han stod et øjeblik og bare så på sin kammerat. "Vil du ikke fortælle mig, hvad du har oplevet siden sidst. Det er jo næsten et år siden."

[Piers af Mindelan]

Piers åndede lettet op, da Enze kom med en rettelse til det, han havde sagt for et øjeblik siden. Så kunne han da trods alt nå at slappe en smule af, og nyde noget øl, inden han skulle trække i sit stiveste puds. "Ved Guderne, jeg ville ønske du kunne tage med," sagde han og mente det.

Piers trak kort på skuldrene. "Efter krigen blev jeg sendt hjem til borgen," sagde han og rømmede sig lidt. Det store sår der gik over hans ryg, havde han ikke haft inden det sidste møde med Piers. Og han var blevet sendt hjem lige efter, at det skete.

[Enze af Bavera]

Enze trådte et skridt tilbage og holdt hænderne afværgende op foran sig. "Ellers tak. Jeg skal ikke nyde noget af den slags, nu hvor jeg ikke behøver det mere." I Maren var Enze tit blevet tvangsindlagt til disse aktiviteter. Det var hans lod, som søn og arving til en hertug. Men nu hvor han - godt nok af tragiske grunde - kunne blive fri for den slags, havde han ingen ønsker om at blive lukket ind i det igen.

Han fornemmede hurtigt, at det ikke var noget, Piers ønskede at tale om og Enze gik derfor taktfuldt videre. "Men nu er du her. Har du fået at vide, hvor du skal overnatte? Mindelan er ikke så stort, at der er en plads til dig på borgen, vel?"

[Piers af Mindelan]

Piers sukkede endnu engang og trak koften med slægtsfarverne overhovedet. Det var frygteligt varmt at gå rundt med den på nu. "Heldige kartoffel," kommenterede han, og blottede tænderne i et smil.

Han var glad for, at Enze ikke spurgte mere ind til det, før ærlig talt, så havde han ikke lavet det helt store. Han var blevet skånet en del, og havde kun været af sted det sidste halve år oppe ved Aneks Rede. Ved spørgsmålet om overnatning, fandt Piers et sammenkrøllet brev frem. "Der skulle være et telt klart til mig, med tjenere og alt det fornødne for en adelsmand at begå sig på rundrejsen," svarede han og lagde brevet væk igen. "Jeg tænker, at jeg får lov til at sove i lejren, nu da det ikke er min far der selv kommer," tilføjede han og gik videre ved siden af Enze.

[Enze af Bavera]

Enze nikkede lidt. "Jeg har forstået det sådan, at det kun er nogle enkelte af hertugfamilierne, som kan indlogeres på lensborgen. Mindelan er ikke et hertugdømme, er det?" Enze tænkte sig hårdt om for at huske, om han havde fået det at vide. "Ja, du må undskylde, men jeg har stadig ikke alt for godt styr på alle de tortallanske adelslægter." Han smilede undskyldende. "Jeg håber, at det hjælper at være med på rundrejsen."

[Piers af Mindelan]

Piers grinede lidt af Enze, der ikke kunne huske, at Mindelan egentlig ikke var noget at råbe hurra for. "Jeg er ked af at skuffe dig ven, men det er kun et baroni," sagde han og grinede lidt mere, inden han gav Enze et skulderklap. "Min far er dog syg, så mon ikke han havde fået tillusket sig et værelse på borgen," sagde han og trak på skuldrene. "Det passer mig dog fint at få et telt alene," han blinkede drillende til Enze. "Du skal nok lære det, nu er jeg jo kommet. Skal vi ikke tage en øl, når jeg har fået skiftet lidt tøj?" Piers lagde mærke til, at de var kommet hen til et telt, hvor der stod en velkendt tjener og ventede på ham.

[Enze af Bavera]

Enze smilede lettere fåret. "Jeg skal nok huske det til næste gang." Han smilede, glad for at Piers skiftede emne. "Jeg ville ønske, jeg kunne, men jeg har stadig vagt. Men hvad siger du til en øl senere i aften? Jeg kan komme og hente dig, når vi har fået aftensmad?" Han ventede på en bekræftelse og greb derefter den andens arm igen til afsked. "Vi ses i aften. Det var dejligt at se dig, Piers."

*Tråd afsluttet*