Efter solnedgang

[Octavio Guldsmed]

Kara Kulsvier

Da solen efterhånden var gået ned ude i horisonten, var guldsmeden færdig med sit arbejde på værkstedet. Dagen havde været hård, men udfordrende på den gode måde. Han levede og åndede trods alt for at lave smykker til folk, der gerne ville have dem.

Men nu gjaldt det Tågelygten, hvor han var blevet stamgæst. Og det kunne han takke Marek Brygger for, der op til flere gange havde hevet ham derned, efter at han var kommet til Corus. Han kom ind ad døren, og satte sig straks hen ved det bord, hvor han altid sad sammen med Marek. Desværre var dette ikke muligt i aften, da Marek var taget med på rundrejsen.

[Kara Kulsvier]

Det havde været hårde uger siden Kayfer havde forladt Corus med Rundrejsen. Bryggerfamilien havde taget bedre imod hende end hun kunne have drømt om, men en del af hende savnede stadig sin familie og venner hjemme i Tyra, og gjorde det dermed svært helt at finde sin plads i de nye omgivelser.

Hendes søn lå og rodede rundt i en kurv hun bar om armen, i det hun forlod gården, for at træde ind i selve Tågelygten. Hun var forpustet, og havde egentlig alle intentioner om at søge direkte op til sit værelse, da hun pludselig fik øje på et genkendeligt ansigt, der fik det ovale ansigt til at lyse op i et venligt smil.

”Octavio”, hilste hun glad, og tøvede ikke med at sætte i bevægelse mod hans bord, kun for at sætte sig overfor ham, og placere sin sprælske, lille dreng trygt ved siden af sig.

[Octavio Guldsmed]

Octavio havde lige fået sin første øl serveret foran sig, og var i fuld gang med at tage en tår, da Kara kom ind ad døren. Han stillede kruset foran sig og gengældte hendes dejlige og venlige smil, da hun kom over imod ham. "Godaften Kara," gengældte han hendes hilsen.

Som altid var han nysgerrig efter at se, hvad der var i hendes kurv, og han håbede på at det var hendes lille dreng. Og ganske rigtigt, da han lænede sig lidt ind over bordet, fik han øje på den lille dreng. "Sikke stor han er blevet," sagde han og sendte hende et glad smil.

[Kara Kulsvier]

Kara smilede ned til sin blåøjede søn, der under det tynde tæppe lå og lavede små lyde, mens han med glippende øjne var på vej væk til drømmeverden. Kara lod forsigtigt sin tommeltot stryge langs de små hår på hans hoved, og pakkede tæppet tættere omkring ham, mens et varmt smil hvilede på hendes læber over vennens ord.

”Ja. Hvordan sætter jeg en stopper for det?”, spurgte hun i et let grin, og rettede ryggen, kun for at placere de blå øjne i hans brune. ”Hvordan går det? Med dig, og din søster og det hele?”, spurgte hun interesseret.

[Octavio Guldsmed]

Octavio kunne ikke lade være med at kigge på drengen i stedet for på Kara. Der var noget fascinerende over sådan et lille væsen, der voksede for hver gang han så drengen. Om ikke så snart, så ville han kunne gå på sine to små ben, og stavre rundt mellem Karas ben. Nøjagtig som hans egen lillebror havde gjort på deres mor.

"Jeg må nok desværre beklage, at sådan en udvikling ikke kan stoppes," svarede han drillende. Ved hendes spørgsmål om, hvordan det gik guldsmeden, trak han på skuldrene. "Butikken går godt, selvom der er blevet mindre at lave, efter de adelige tog af sted. Helbreds mæssig går det både min søster og jeg godt. Men vores moder er på bryllups-mission," sagde han med et dybt suk og tog en tår af sin øl.